Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Omtalte Heinrich Jung-Stilling (død 1817), der er den første, som har givet en Fremstilling og Kritik af Somnambulisme og Klarsyn i sin Bog "Teorie der Geisterkunde", anfører i samme Bog flere Beviser for Swedenborgs profetiske Syn.

Swedenborg skildrer sine Visioner som ledsagede af Lysfænomener, lig dem vi finder hos Paulus og Nostradamus. Hans Trancetilstande varede timevis og forekom dagligt; og imens de stod paa, bemærkede man, at han tilsyneladende ikke trak Vejret, ikke aandede.

Er Swedenborgs Verdensbillede mærkeligt mekaniseret ved at mangle Udvikling, ligesom hans Samtidige og Landsmand Linnés Analyse af Planteverdenen, saa bekræftes hans Syner og Drømme som Helhed af Parapsykologien. Han lærer, at den synlige Verden er en Emanation fra Guddommen og bliver opretholdt gennem Korrespondanceforhold til Gud, Swedenborg skriver: "Der er Sammenhæng mellem alle Ting i Himlene og alle Ting i Mennesket og alle Ting i Luften, paa Havet og paa Jorden –. Den aandelige Verden er Aarsagerne til alt i Materien. Skabelsen er øjeblikkelig. Hurtig som Tanken bliver det Billede, der opstaar i Sjælen materialiseret i ens Omgivelser. Det Hinsidige har alle et Menneskes Lemmer, Organer og Indvolde. Enhver af dens Beboere befinder sig i en eller anden Egn af dette Overmenneske og opfylder netop den Legemsdels Opgave som han korresponderer med." ("De Coelo et de Inferno"). Formaalet med Universet er, efter Swedenborg, Skabningens evige Forbindelse med Skaberen. I selv den mindste Ting bor en saadan Trang (eller Hensigt) til en saadan Forbindelse: "og alle Tings Virksomhed stiger i "Grader" op til deres Skaber, fra hvem de udspringer."

Ingen undgaar her at finde Lighed mellem Swedenborg og Martinus kosmiske Analyser, selvom de sidste netop er Analyser, mens Swedenborg kun beskriver. Swedenborg var ikke Kritiker, ikke Analytiker, og hans Syner appellerer mere til Troen end egentlig til Videnskaben. Alligevel er hans Syner i meget sande, omend Swedenborg forbliver os en psykologisk Gaade. Han var i usædvanlig Grad rask, i høj Grad moralsk og aandelig sund lige til sin Død i høj Alder. Han var ugift, og hans Ernæring bestod som Regel af Brød, Mælk, Tvebak, Chokolade og Frugt. Han levede mest paa Rejser, opholdt sig et Aar i Italien og var hyppigt i Paris, London og Amsterdam. Hans Velstand tillod ham helt at leve for sine Værker og deres Udgivelse; hans Produktion er enorm, og er forfattet paa Latin. Swedenborg var højagtet for sit bestandig tilfredse Sind, sin Maadehold og sit rolige, kærlige Væsen. Han forudsagde Dagen og Timen for sin Død, nemlig den 29. Marts 1772 (Brev til Metodismens Stifter John Wesley). Han var klar lige til det sidste, ja ligefrem glad i Sind.

Det blev dog hverken Swedenborg med hans vældige Klarsyn af det Hinsidige eller Kant, Kritikeren af vor Erkendelse og dens Grænser, med hans Opdagelse af et guddommelig "Noget" bag alle Energierne, som indledte den psykiske Forskning. Det blev Astrologen, Wienerlægen Messmer, begges lidt yngre Samtidige.
 

Vi har hos de hidtil nævnte Forskere af den oversanselige Verden fundet, at disse selv var udstyrede med oversanselige Evner, altsaa var Medier, og at de i deres Forskning ikke var kritiske, men blot berettede om Fakta, de oplevede, og som for en Del ogsaa kunde bekræftes som sande. Det er først med den østrigske Læge Messmer og med Schwaberen Dr. Justinus Kerner og den tyske Kemiker, Fabrikejer von Reichenbach, at Forskerne ikke selv er Medier mere, end vi alle er det, og gør Studiet af de supernormale Kræfter til en Videnskab, som de vier deres Liv.

Allerede i det sekstende Aarhundrede havde den tyske Læge Paracelsus udtalt, at der udstraalede et Fluidum fra alle Mennesker, og ved en Viljesakt kunde den influere paa andres Legeme og Sjæl. Ogsaa hos den nederlandske Læge van Helmont i det syttende Aarhundrede finder vi denne Teori, som Tibets og Indiens Vismænd havde praktiseret i fjerneste Oldtid. Men i 1764 omtaler Messmer i sin astrologiske Doktordisputats om Planternes Indflydelse paa det menneskelige Legeme, at der ogsaa fra Mennesket udgaar Straaler som ved Strygninger kan overføres paa andre og virke helbredende paa Syge. Messmer kaldte denne magnetiske, organiske Kraft for animalsk, dyrisk, og han praktiserede med stort Held sin Opdagelse først i Wien saa i Paris. Han helbredte mangfoldige, men da nogle Patienter fik Tilbagefald, og Messmer foruden at være genial ogsaa var noget af en Charlatan, betegnede den officielle Videnskab hans Behandling som Svindel, Magnetisme som Indbildning ligesom den derved fremkaldte Hypnose, og det blev Lægerne forbudt under Tab af deres Embede "at tale om og at udøve Mesmerisme".

Skønt stemplet som Kvaksalveri og Overtro holdt Mesmerismen dog sit Indtog ved Universiteter og Hospitaler i mange Lande. En af Messmers Elever, Marki de Puisegur, opdagede, at den kunstige Søvn, hvori Patienten kom ved Strygningerne plus det Element af sjælelig Indflydelse, som Tro og Suggestion bragte i Rapporten mellem Læge og Patient, gjorde sidstnævnte modtagelig for Magneters og andre Metallers Indflydelse og tillige gav Vedkommende Evnen til at blive klarsynet, klarhørig og til stundom at fremkalde Fjærnvirkning paa "døde" Genstande. Patienten sank i en Somnambulisme, hvorunder oversanselige Evner udviklede sig, og Bevidstheden syntes da løst fra det jordiske Legeme, som laa i en kataleptisk Tilstand. De magnetiske Strygninger med Hænderne og Lægens fikserende Blik fremkaldte altsaa en Trancetilstand, hvori Sjælen ligesom frigjordes og det desto mere jo dybere Trancen var.

Fra Begyndelsen af forrige Aarhundrede vaagnede da ogsaa Interessen, især i Tyskland, for disse sære Foreteelser, som man i kristne Kredse uvilkaarlig opfattede som et Bevis for en Aandeverdens Eksistens, mens ren materialistisk tænkende Filosoffer fandt, at Fænomenerne alene knyttede sig til Mediets underbevidste Liv. Man opdagede derved, at Menneskets Natbevidsthed, som den udfoldede sig i Søvn og Trance, var det egentlige Livsprincip og vor Dagsbevidsthed kun en ubetydelig Del af vor Sjæl. Vi har da allerede i denne forskellige Opfattelse af de psykiske Fænomener, hvor disse anerkendtes som ægte, de to Lejre indenfor Forskningen, som senere blev kaldt, den første den spiritualistiske (eller spiritistiske), den anden den animistiske.

Men ingen af disse Forskningenes Pionerer, heller ikke Kerner og von Reichenbach, kunde vistnok ane, hvilke umaadelige Perspektiver og hvilken Revoltering for Menneskesindet og Menneskeaanden disse Opdagelser af ledende og skabende Strømme mellem "døde" Ting indbyrdes, mellem "døde" Ting og vore Hjerner og mellem vore Hjerner og den oversanselige Verden, aabnede for os: det ganske Kosmos som vibrerende Liv i et Kredsløb, som tillige er en Udvikling.

Amtslægen i det lille Weinsberg, Justinus Kerner (død 1862), havde allerede ved magnetiske Strygninger behandlet flere "Besatte", som var sendt til ham og skrevet Bøger om sine Undersøgelser af to Bondepiger, som under Hypnose forudsaa Begivenheder og fra "Hjertegruben" saa og følte skjulte Ting, da han blev Læge for Frederike Hauffe, som i de sidste Aar af sin korte Levetid (død 1829, otteogtyve Aar gammel) udviste omtrent alle de psykiske Fænomener, vi senere træffer fordelt mellem forskellige Medier. Gennem fire Aar undersøgte Kerner "Seersken fra Prevorst", som Titlen paa hans kendte Bog om hende hedder. Han aflagde hende cirka tre Tusinde Besøg, opnaaede ved magnetiske Strygninger Bedring i hendes Sygdom og havde hende de sidste tre Aar i sit Hjem. Der herskede paa Kerners Tid ikke hvad vi nu forstaar ved Kontrol over Fænomenerne, og Folk, især paa Landet, var dengang sikkert naive og let tilbøjelige til at tro paa og lade sig smitte af andres "Syner". Alligevel, vi ved, at Kerner var absolut retskaffen og ligevægtig, og han hævder, at han een Gang saa og flere Gange hørte Fantomerne, ligesom han førte nøjagtige Optegnelser over alle Mediets, ogsaa af mange Vidner bevidnede, Fænomener.

Frederikke Hauffes Mediumisme viste sig som Sandhedsvisioner fra hun var Barn af; men hendes Ægteskab af Pligthensyn og hendes Varetagelse af sin Butik som Købmandskone synes at have gjort hende syg, idet hele hendes Sind var anlagt for Indadvendthed og Askese. Sygdommen viste sig først sjælelig som Tungsind, senere ogsaa legemlig. Efter syv Maaneders Krampe og fjorten Dages Feber indtraadte hendes første Tranceanfald. I det havde Frederikke Følelse af alt i Naturen, fra Mineraler, Vand (i hvilket hun blev let som en Fjer i Vægt), Blomster, Dyr og Mennesker. Metallernes Indflydelse paa hende, selv Søm i en anden Stue var for nogles vedkommende ondartet, for andres godartet. Tilsvarende Indflydelse havde Planter og Synet af Dyr paa hende. Menneskers Sygdom følte hun i sig, naar hun berørte dem, og kunde se alle Nerver i sit eget Legeme og gav en anatomisk rigtig Beskrivelse af dem. Hun talte ogsaa til Tider et eget Sprog, som hun gennemførte konsekvent og bedst udtrykte sine Tanker i, og som de, der til Stadighed var om hende, lærte at forstaa. Skrifttegnene i dette Sprog, der hævdedes af flere at være halvt hebraisk, halvt arabisk, koptisk, var forbundet med Tal, og Tallene betød mere for hende end Bogstaverne. Syvtallet var Frederikkes eget Tal. Hun kunde se i et Glas Vand Billeder af Begivenheder, som kort efter indtraf, og ved sin "Nerveaand" (Fluidet i Trance fra hende) kunde hun fremkalde Bankninger fjærnt fra sig og flytte Genstande. Ogsaa ved Udtræden af Bevidstheden kunde hun fortælle om, hvad hun saa i andre Huse. Syn og Følelse udgik, hævdede hun, fra Hjærtegruben hos hende. Men det var særlig som Formidler mellem lavere, ved Forbrydelser paa Jorden til denne knyttede, Afdøde, at hun havde sin Opgave. Hun talte kun ugærne om og gav sig ogsaa kun ugærne af med disse Fantomer, som viste sig for hende, talte til hende og gav Oplysninger, hvorved de kunde identificere sig, skønt ingen var vidende om de Hemmeligheder, de fortalte og som var dem en Befrielse. Hele Fru Hauffes Liv var nærmest en Trance med Aander til Omgang. Efter hendes Død fortsatte Kerner sine Undersøgelser med andre Medier og udgav Beretninger om sine Oplevelser. De mødte saavel affejende Kritik som Bekræftelse hos de Lærde. Men ingen Forklaring slog til, før Naturforskningen kom disse Fænomener til Hjælp. Dette skete første Gang i Halvtredserne med omtalte Friherre von Reichenbachs Opdagelse af Odstraalerne. Reichenbach, Parafinens Opdager, fandt ved aarelange Undersøgelser, at alle Mennesker udsendte en altgennemtrængende Kraft, som han døbte med det gammelnordiske Navn Od. Sensitive Mennesker kan se den hos sig og se den hos andre i Mørke, og Medier kan se den i Trance, ogsaa naar det ikke er mørkt. Ligesom de senere opdagede Røntgenstraaler trænger denne Kraft gennem al Materie. To Menneskealdre senere har den franske Læge og Parapsykolog Eugen Osty udtalt, at Opdagelsen af denne lysende Energi udfra os er Nøglen til selve Livets Hemmelighed. Odstraalerne, som har faaet mange Navne, er saavel fysiologiske, patologiske og metafysiske; de er Kilden til enhver Manifestation af Liv. I deres forskellige Vibrationer optræder de baade som de psykiske, usynlige Arme, der fremkalder Bankninger og Telekinese, og som Lysfænomener, som Ektoplasmedannelser og som levende Skikkelser.

Odstraalerne er altsaa Bærere af Livskraften; de skaber alle Grader af Materialisationer; thi Bankninger, Lys, usynlige Berøringer, Dampdannelser er altsammen Stadier af Materialisation.

I dette Aarhundredes Begyndelse dokumenterede Oberst Alfred de Rochas gennem sine magnetiske Eksperimenter i Nærværelse af Dr. Bordier i Grenobles medicinske Skole med forskellige Personer, at det fluidale Legeme normalt er en Efterdannelse af vort fysiske Legeme, som det træder ud af, bærende med sig Bevidsthed og Følelse. Hvad Oldtidens Folk og Platon skildrede som Livstraaden, der omslutter Bevidstheden, er det samme som Frederikke Hauffe kaldte Nervetraaden, af Antroposoferne kaldes Astrallegemet, af Professor Hans Driesch Energi efter Entelechilegemet og af Professor Oesterreich Æterlegemet, en Dobbeltgænger, som under visse Omstændigheder kan forlade det materielle Legeme og ved Døden gør det ganske.