Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Hvordan har man det, når man har slået et andet menneske ihjel?" "Det føles godt, i det øjeblik man slår ihjel, fordi man føler sig magtfuld, og folk vil respektere mig pga. det. Men da jeg gjorde det, følte jeg også frygt, for lige i det øjeblik, hvor jeg trykkede af på aftrækkeren, da vidste jeg, at nu ville nogen være på udkig efter mig for at slå mig ihjel. Men jeg gjorde det for at få stoltheden og repræsentere "my neighbourhood"."

Fra et interview i ungdomsbladet "Chili" (juni 1999) af en 25 årig, der sandelig har prøvet lidt af hvert. Som 7-årig begik han sit første mord for at bevise sit mod. Han var som selvskrevet til at blive leder af en af de mange bander i Los Angeles. Nu har han trukket sig ud af bandelivet, mange væsentlige erfaringer rigere.

Det foregår i de fattige kvarterer i måske alle verdens storbyer. Byområder, mere eller mindre opdelt efter hudfarve – de sorte, de brune, de gule og de hvide. Banderne er som små territoriale hære, der skal holde andre ude af det område, hvor de har magten og "retten" til f.eks. salg af tyvekoster og narkotika. Men det handler også om bare at føle, at man har en lille smule magt i en verden, hvor arbejdsløshed, fattigdom, dårlige boligforhold, kriminalitet, stoffer – kort sagt afmagt – står skrevet overalt. Det får drenge og unge mænd til at danne bander for at beskytte sig og for at opleve følelsen af magt. Magt over noget og nogenmidt i afmagten.

I Fortale til Livets Bog, stk. 2. skriver Martinus:

"Da livets oplevelse kun kan eksistere i form af en vekselvirkning mellem to former for energi, nemlig den fra universet i form af vore omgivelser, og den fra vort eget indre i form af vor manifestation udstrålende energi, og denne vekselvirkning i form af livets oplevelse netop er identisk med skabelsen af vor tilværelse, vil det være klart indlysende, at vi hver især udgør en ikke ringe faktor i denne skabelsen af vor skæbne, i særdeleshed fordi vi inden for et vist område netop er i besiddelse af en såkaldt "fri vilje"".

Helt tilbage som planter har vi måttet stræbe efter med vores indre energi at overvinde naturens øvrige energier – klimaet, føde – herunder drab og fordøjelse af andres organismer, sygdom, og ikke mindst har vi vekselvirket med vores egen art, hvad der er kommet megen mørk og lys skabelse og dermed skæbne ud af. Der, hvor energien fra vores eget indre var i stand til at overvinde andre, ikke mindst vore modstandere, følte vi os stærke og magtfulde. Hvor vores indre energi blev overvundet af de andres energi, betød det døden, undertrykkelse, misbrug og afmagt.

Den dominans, som tyngdelegemet har i vores bevidsthedsliv på nuværende udviklingstrin, gør os til naturlige magtmennesker i et eller andet omfang. Vi tror på brug af magt og gengæld som løsning på mange slags problemer.

Denne form for vekselvirkning med vore omgivelser udgør skabelse af en skæbne, der uundgåeligt må betyde, at vi kommer til at leve under magtens åg i præcis det omfang, vi selv har brugt/bruger magt. Vi bliver ofre for magten. Af magt må følge afmagt. Af bøddelrollen følger offerrollen. De to roller må være uløseligt forbundet – og det uanset om vi har slået et menneske ihjel som 7-årige for at bevise mod, eller om vi i mere stilfærdige sammenhænge bruger magt for at opnå eller fastholde et privilegium.

Bandemedlemmerne er vrede over mange ting i livet – dybest set er de ofre, men de hader den rolle, de vil fri af den, det er ydmygende, og de har endnu den "mængde" livskraftig tyngdeenergi i sig, der ved magt kan gøre op med afmagten. De tror som så mange andre, at de ved brug af magt kan gøre sig fri af offerrollen. Jeg må bekæmpe de/den, der fastholder mig i offerrollen. Lykkes det, føles det vitterligt godt, så hvorfor ikke fortsætte ad magtens vej mod flere goder?

Igennem banden (foreningen) kan de få afløb for vreden ved at bekæmpe andre bander, politiet og samfundet. Her foregår en godgørende befrielse af indeklemt vrede, men der foregår også en dyrkning og helliggørelse af vreden, der reelt betyder en indvikling i endnu mere mørke. Man sår et grundlag for alle mulige former for psykisk disharmoni. Altid skal man være vågen, for en magthaver kan ikke i længden sikre sig mod, at en eller anden falder ham i ryggen. Han har jo allieret sig med mennesker, der har de samme magtønsker og primitive svagheder, som han selv. Ud fra den betragtning er han solidt forankret i et miljø, hvor han også kan lære afmagten at kende. Der opspares fremtidige virkninger i form af en lammende offerrolle.

"Magtfuld" er det ene nøgleord i den tidligere bandeleders udtalelse. Det andet nøgleord er "frygt". Af magtbrug følger frygt. Et menneske kommer til at høste frugten af det, som det selv har sået. Umiddelbart betragtet – bandelederen har begået drab, og vil selv opleve at blive dræbt, men der er langt flere aspekter i denne sag, som faktisk er værre – ...... "lige i det øjeblik, hvor jeg trykkede af på aftrækkeren, der vidste jeg, at nu ville nogen være på udkig efter mig for at slå mig ihjel." Efterstræbt, bange, fuld af mistillid, paranoid – al følelses- og tankevirksomhed koncentreret om angreb, forsvar, frygt, vrede og hævn. Vi er tæt på de mørkest mulige kombinationer af grundenergierne. Tyngdeenergien, i form af det dræbende princip og de dræbende tankearter, er alt dominerende. I samme miljø er indtagelse af store mængder alkohol og narkotika ligeledes naturlige ingredienser – formentlig for at døve de tiltagende psykiske virkninger af mørket.

Afmagten kan kulminere i en ond cirkel af utilregnelig voldelig adfærd efterfulgt af angst og paranoia, der igen udløser voldelig adfærd for om muligt at jage angsten og paranoiaen væk, hvilket uvægerligt må udløse dybere angst og værre paranoia. Magthaveren er angrebet indefra og prøver at komme fri ved at bruge magt som i gamle dage, da angriberen kom udefra. Der er ikke længere nogen styrke og stolthed at høste i det reaktionsmønster. (Det skal lige indskydes, at dette udviklingsforløb formentlig strækker sig over flere inkarnationer, før det kulminerer i noget nær total afmagt.)

I bøddelen, den onde, spejler vi dyret, og vi reagerer mod bøddelen med vores dyriske side med vrede og ønsker om gengæld. I offeret spejler vi mennesket, og vi reagerer som mennesker med forståelse, hjælp og pleje. Åndsvidenskaben afslører, at bøddel og offer er to sider af samme sag. To stadier i samme udviklingsforøb.

Hvis vi vil videre med vores egen udvikling – fri af de to roller – må vi starte med at være åbne og forstående ikke dømmende over for bøddelen. Er vi bøddelens bøddel, vekselvirker vi med omgivelsernes energi på en måde, der bærer mod offerrollen. "Det er utilgiveligt, hvad det menneske har gjort!" siger vi. Vi nægter, eller magter ikke at se en alvorlig personlig svaghed i øjnene.

Bøddelen har skabt så rigeligt med fremtidige problemer for sig selv, at vi ikke behøver at bidrage. Ikke dermed sagt at vi skal finde os i al bøddelvirksomhed – hverken i form af drengebander, kriminalitet eller korruption, men vi er tvunget til at håndtere problemerne på en følsom og intelligent måde. Vi kan ikke løse magtproblemet med magt.

Vi skal vælge det mindste onde, hvis vi for alvor vil samfundets og vore egne svagheder til livs. Et ikke ringe udgangspunkt er dette at føle en slags medlidenhed med bøddelen, som sandelig har gjort ondt mod andre, men også i dyb uvidenhed har skabt samme onde skæbne for sig selv.

Vi tvinges ad logisk vej til, i det omfang det er muligt, at gøre godt for bøddelen. Dermed ikke sagt at han kan gå frit omkring. Som Martinus skriver, så er samfundet nødt til at beskytte sig mod kriminelle. Vi skal ikke være tossegode. Men samfundet skal beskytte sig uden at ville straffe. Man skal ville noget godt, med det man gør mod bøddelen. Det er her, den følsomme og intelligente handlen kommer ind.

Vi er ved at erkende, at straf ikke er nogen effektiv måde til at gøre såkaldt onde mennesker gode. Men denne erkendelse er endnu svagt funderet, når det virkelig gælder. Når vi konfronteres med en meget voldelig hensynsløs person eller en seksuel børnemisbruger, så trampes den lille følsomme og intelligente spire ned af et gammel-testamentligt og dybt rodfæstet psykisk magtfuldt uhyre på den indre arena – "det er utilgiveligt!" – "han skal straffes!" Og vi kan blive voldsomt vrede og bitre, hvis vi synes, at straffen ikke er hård nok.

Livets skole har endnu en del at lære os den lidelsesfulde vej, og dertil har Martinus ganske ret i, at vi skal forstå disse sammenhænge, før vi kan gøre os håb om selv at komme fri af henholdsvis bøddel- og offerrollen. Som han udtrykker det: "Vejen til sundhed for sjæl og legeme går udelukkende igennem dette at bekæmpe vreden, bitterheden og martyriumfornemmelsen i sit eget indre" (Unaturlig træthed, bog 16, kap. 10).