Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1998/11 side 216
Kommentar til årsregnskabet for 1997
Foto af Finn Bentzen
 
Livets love kan umuligt være andet end sandheden
(Bog nr. 3: Hvad er sandhed?)
af Finn Bentzen
 
Det er så sandelig en stor opgave at formidle et oplysningsarbejde, der omfatter hele verdensbilledet – logikken, intelligensen, følelsen og intuitionen – men er det ikke netop det, Martinus så enestående har gjort?
Det er derfor en tvingende nødvendighed for Instituttets arbejde – nu og i fremtiden – at dette – på alle niveauer – bygger på "den højeste kærlighed som er den højeste retfærdighed" (Martinus/Kosmos/73). Dette gælder for alle medarbejdere lige fra Rådet til den frivillige medarbejder, der har tid til at tænke kærligt på Instituttet og kosmologien bare en gang om ugen.
Det, jeg hører i mine mange samtaler året igennem, er netop en "efterlysning" af åbenhed og mere kærligt fællesskab på alle niveauer, hvor alle kommer hinanden nærmere gennem samvær, og hvor der ikke tages hensyn til hver enkelts forfængelighed og glimrelyst.
Ingen siger det mere præcist end Martinus i LB 5, stk, 1820:
"Kærligheden er i sig selv den evige, varige fred, som jordmenneskheden nu mere og mere hungrer og tørster efter og føler som en livsbetingelse."
Eller i et kontaktbrev til sine læsere fra 1959 – Kosmos 1988 –
"At fordi man tror, man tilhører overklassen, eller fordi man har flere penge og større rigdomme og magt end andre, så er man absolut ikke mere værd."
Vi ser heldigvis – og tydeligt – at i takt med det enkelte menneskets bevægelse mod lyset – spiring af det Martinus kalder kristusprincippet – vokser forståelsen også for det faktum, at den materielle tilvækst ikke mindst i den del af verden, vi befinder os – ikke i sig selv skaber fred og kærlig forståelse for menneskeheden, men snarere fører til krig, drab, lemlæstelse, økonomisk kriminalitet osv. osv..
Når dette skrives i forbindelse med årsberetningen, er det fordi, det ligger mig stadig meget på sinde, de ord, Martinus indprentede mig for snart 30 år siden, da Instituttet henvendte sig. "Instituttets arbejde skal altid være i overensstemmelse med landets love, og det gør ikke noget, Instituttet er et skridt foran, som et eksempel til efterfølgelse." Dette citat kan henføres til overskriften.
Der skal også fremover tages nye tiltag og tages både populære og ikke populære beslutninger, men sker det med baggrund i Martinus' egne ord,
"Alle er lige meget værd i livet,
alle er lige for Vorherre.
Alle skal også være lige med hensyn til kærlighed og med hensyn til sympati."
så vil intet gå galt – heller ikke i 1998 og de kommende år.
Ens rette arbejdsfelt/-område har Martinus jo netop så imponerende klart skrevet i LB l, stk. 170:
"Kun der, hvor man kan glæde og inspirere medvæsernerne med sin viden og væremåde, er ens rette arbejdsfelt, og absolut kun der alene kan man så visdommens og kærlighedens sæd."
1997 blev igen et spændende år for det nye "fundament". Da jeg har forstået, at de mange fine tal og voldsomme analyser ikke egner sig til Kosmos og ikke interesserer de fleste af sagens interesserede, vil jeg i lighed med sidste år nøjes med ganske få taloplysninger.
Det kan således være af stor interesse for alle at vide, at Ideal Fonden har anvendt den største del af sit overskud – over kr. 800.000,- til uddelinger til brug for de almennyttige formål, som er beskrevet i denne fonds fundats.
Der var således ultimo 1997 reserveret ca. kr. 1.200.000,- til disse formål. Det forpligter og det kræver en høj disciplin og moral, hvorfor der henvises til mine indledende bemærkninger.
Herudover har Ideal Fonden også i 1997 været i stand til at afholde de nødvendige forbedrings- og vedligeholdelsesudgifter – ca. kr. 350.000,- på ejendommene i Klint og på Mariendalsvej.
Det er værd at gentage, at netop fordi Ideal Fonden – det helt rigtige navn til netop denne fond og dens fundats – er en ikke-erhvervsdrivende fond, kan alle gaver og bidrag bruges til oplysning om bl.a. hele Martinus' verdensbillede. Dette sker på mange måder, og arbejdet er omfattende. Tænk på oversættelser, udgivelser, skole- og kursusvirksomhed osv. osv. Arbejdet er begyndt, men der er lang vej til en endelig færdiggørelse!
Også Aktivitetsfondens opgaver er voksende. Aktivitetsniveauet er stigende og har kostet flere penge end budgetteret, således at disse aktiviteter giver "underskud". Derfor har det været glædeligt at konstatere, at Ideal Fonden har været i stand til at yde Aktivitetsfonden de nødvendige uddelinger. Aktivitetsfonden har og er således ikke nogen overskudsforretning eller pengetank, men en nødvendig erhvervsdrivende fond, hvis sagens hele erhvervsmæssige virksomhed skal opretholdes.
Instituttets eller sagens fundament er således bevaret også i 1997. Aktiviteterne skulle gerne være en klar afspejling over for omgivelser af, hvordan Instituttet arbejder i balance med sig selv og den verden, Instituttet er en del af!
Mit ønske for de kommende år er, at flere og flere af mine medmennesker gennem åndsvidenskaben – vil erfare,
at livet ikke alene er mad, drikke, søvn og adspredelser.
at livet derimod er det kærlige og begejstrede venskab, som knytter mennesker sammen.
at livet giver ånden vinger og hjertet glød.
Erfarer vi, at leve i venskabets ånd, så –
Erfarer vi, at livet er herligt
For elsker vi livet
Frygter vi ikke døden