Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I første bind af Politikens USA-historie beretter Erling Bjøl om den nye nations fødsel. Her finder man en spændende hypotese om, hvordan menneskelige skæbner på en forunderlig måde greb ind i hinanden og derved kom til at tegne et stykke verdenshistorie. Var det hele bare tilfældigheder, eller stod der en højere styrelse bag. Ifølge Martinus kosmologi vil det sidste være tilfældet, men bedøm selv.

 

 

"Lincolns egen holdning til negerslaveriet (...) var, at det var et onde, men at det ikke skulle ophæves ved tvang.

I løbet af det første år i Det Hvide Hus skete der imidlertid en gradvis ændring i hans holdning til afro-amerikanerne, som måske kan hænge sammen med en alvorlig tragedie i hans privatliv. I februar 1862 døde det sødeste og bedst begavede af hans børn, den 11-årige Willie af sygdom. Det var anden gang, ægteparret mistede et af deres børn, og Fru Lincoln var utrøstelig. Det så en tid endda ud til, at hun ville gå fra forstanden. I denne svære krise fandt hun sin bedste støtte i sin afro-amerikanske syerske Elizabeth Keckley. Hun var den eneste, der kunne lindre den fortvivlede præsidentfrues sorg. Lizzie havde selv gået meget igennem. Hun havde oplevet slaveriets umenneskelige grusomhed på sin egen krop. Som 18-årig var hun blevet pisket af landsbyskolelæreren, fordi hun ikke ville tage tøjet af. Hun var siden blevet voldtaget af en anden hvid mand, der tvang hende til at være hans elskerinde i fire år. Hun fik en søn med ham, hvorefter han afsatte hende til en neger, der kun blev en byrde for hende. Hun havde set slavefamilier blive tvangsopløst, børn solgt, for at ejeren kunne købe grise. Til sidst var det lykkedes hende at købe sig selv og sønnen fri for at slå sig igennem i Washington. Lizzies liv havde ikke gjort hende bitter, men givet hende en dyb forståelse for menneskelige lidelser og en ømhed, som gav hende overskud til at trøste andre.

Trods alle sine fejl, sin ekstravagance, sin sygelige skinsyge og sine hysteriske anfald blev Mary Lincoln en af afroamerikanernes varmeste støtter, utrættelig i sine bestræbelser for at hjælpe de flygtninge, der strømmede nordpå, skaffe dem bolig og arbejde. Det er utænkeligt, at Lincoln ikke kom til at føle en så dyb taknemmelighed mod Elizabeth Keckley, at det bidrog til at ændre også hans syn på afro-amerikanerne. Men desuden blev det i sommeren 1862 god udenrigspolitik at gøre ophævelsen af negerslaveriet til unionens krigsmål."