Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1992/11 side 216
Foto af Finn Bentzen
 
Kommentarer til årsregnskabet
Instituttets årsregnskab 1991
af Finn Bentzen
 
Så er tidspunktet igen kommet, hvor Instituttets årsregnskabsresultat kan meddeles via Kosmos:
Dette sker i forbindelse med afslutning af den varmeste sommer, vi har haft i Danmark gennem næsten en menneskealder og i forbindelse med, at rådet/Instituttet nu har færdigbehandlet og udgivet SamarbejdsStrukturen. I den relation er det for mig ganske naturligt – når henses til ovenstående – at tænke på bogen "Vejen til indvielse", hvor Martinus omtaler/beskriver sagens udvikling og vækst på en livsbekræftende måde:
"Derfor er kvaliteten hovedbetingelsen, antallet underordnet. Med kvalitetens urokkelighed vokser også arbejdet urokkeligt, hvilket kendsgerningen indenfor mit arbejde i høj grad udtrykker".
Er det ikke netop "kvaliteten", som jeg vil oversætte/udtrykke med sandheden og kærligheden i bredeste forstand, der har "båret" sagen frem til det, den er i dag?
Er det ikke netop sandheden og kærligheden, der udtrykkes i klare og kærlige linier i SamarbejdsStrukturen?
Er det ikke netop "kvaliteten", der giver os, der har fået lov til at arbejde med Instituttets opgaver i det daglige, bekræftelser hver eneste dag på, at der bliver flere og flere mennesker, af dem vi støder på i vor hverdag, der har eller ønsker at have åndsvidenskaben til livsbasis?
Netop derfor er det en nødvendighed, at Instituttets ansvarsbevidste kvalitetsarbejde fortsætter, så sommerens varme også modner arbejdernes antal og arbejdets kvalitet.
Resultat
Regnskabsresultatet er igen i år tilfredsstillende, selvom resultatet er væsentligt ringere end både budgettet for 1991 og resultatet for 1990. Dette skyldes forskellige årsager, bl.a. skattemæssige dispositioner samt ekstraordinære, store udgifter til reparations- og vedligeholdelsesudgifter, bl.a. i forbindelse med ombygningsudgifter på ejendommene i Klint.
Igen i 1991 har Instituttet kunne glæde sig over mange gaver og andre testamentariske beløb m.v. Disse uselviske tiltag samt de løbende renteindtægter har gjort det muligt at vedligeholde det høje aktivitetsniveau.
"Styring" af indtægter og omkostninger vil også i 1992 være nødvendigt. Netop mangel på styring er erhvervsavisernes overskrifter næsten hver eneste dag. Derfor de mange virksomhedslukninger og den store arbejdsløshed. Fejlen er, at man vil styre pengene, medarbejderne og alle andre eksterne relationer. Det eneste, man ikke evner at styre, er sig selv, og det er der, problemet opstår, og det er her, Instituttet stadig bør stræbe efter at være anderledes.
Balance
Der har kun været en svag stigning i Instituttets regnskabsbalance fra 1/1 til 31/12-1991, hvor balancen er steget med ca. kr. 530.000 fra kr. 17.937.251 til kr. 18.466.563.
De lettelser af gældsforpligtelser, som jeg omtalte i mit årsnotat for 1990 fortsætter, således at Instituttets gældsforpligtelser kun beløber sig til ca. kr. 500.000. Jo, der er sandelig anledning til at glæde sig over Instituttets fremgang og frihed.
Og er ikke netop frihed den store gave, som alle vi stressede erhvervspersoner og andre har brug for? Hermed menes ikke den frihed, som mennesket af i dag mener at kunne købe for store mængder penge, indflydelse og magt. Det er meget mere vigtigt og naturligt for mennesket at finde den frihed, der er frihed fra penge, fra indflydelse og fra magt.
Lykken er først gjort, når man forstår Martinus evne og kærlighed til at udtrykke, hvad vi egentlig behøver i den situation, nemlig at anbringe os selv i en ikke-konfronterende tilstand, først i forhold til os selv og dernæst i forhold til den verden, vi er anbragt i p.t. Dette giver balance og frihed – frihed i sandhed og kærlighed.
I mit sidste årsnotat omtalte jeg forsigtigt omvæltningerne i Østeuropa og Sovjet, og det var meget heldigt, det blev gjort forsigtigt. Netop alle disse landes udvikling gennem det sidste år bekræfter, at gentagelser er uundgåelige, hvorfor vi ser alle disse uhyggelige og "dræbende" tilbagefald. Vi i den priviligerede verden, vi har så haft muligheder for at bruge "gaveprincippet" i praksis. Det har vi nu ikke været alt for dygtige til, for vi er præget af et brændende begær. Vi ønsker at eje og besidde og forøge vore rigdomme. Vi ønsker at være mere og mere og få mere og mere magt, ja, selv efter døden ønsker vi gennem vort eftermæle, vore børn og vor virksomhed at have et navn, at være en personlighed, som hele tiden skal vokse i betydning og omtale.
Dette kun for at konstatere, at det er tragisk, at det reneste guld, den smukkeste diamant – det menneskelige liv – ofte bliver behandlet som skrot og en billig plastickæde. Derfor er det væsentligt at erindre sig Martinus ord:
"Den virkelige sjælsfrihed er altså noget, der kommer med væksten, ligesom væsenets forandring fra barn til voksen". (Martinus: Gavekultur, side 119).
Regnskabet findes på de følgende sider.
P. Brinkhard, 2-7-86
Resultatopgørelse for tiden 1/1 - 31/12 1991 i hovedtal
Balance pr. 31/12 1991 i hovedtal