Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Paaskeforedrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 26. Marts 1944
(fortsat)

Facitter, i hvilke deres konkrete fysiske Oplevelser og Kendsgerninger kan gaa op og danne Kontakt og dermed udvise, at der bag ved alle tilsyneladende Tilfældigheder eksisterer en absolut logisk og fuldkommen Harmoni i Verdensplanens Helhed og dermed bekræfte, at "Alt er saare godt".

Men et saadant Krav opfylder "Bibelen" kun indirekte, idet dens Terminologi eller Bogstavform slet ikke er beregnet paa at skulle udgøre "Bevismateriale". Den er, som nævnt, kun for Væsener, der i Forvejen "tror". Den er saaledes ikke for skeptiske Forskere, der søger rent videnskabelige Analyser. Først naar Forskeren igennem "kosmisk Forskning" og Oplevelse har erfaret Verdensaltets fuldkomne Struktur og dets Detailler, kan han gennemskue "Bibelen"s Terminologi eller Bogstavform og bliver da Vidne til, at samme Bogstavform i Virkeligheden er urokkelige Symboler eller Lignelser, der udtrykker, hvad han selv har oplevet som Kendsgerninger eller Videnskab. Han ser da, hvor vidunderlig fuldkommen "Bibelen"s Bogstavform er tilpasset det troende Væsens Psyke. Han ser, hvorledes de i sig selv videnskabelige Analyser er indhyllede i letfattelige Lignelser, Symboler eller Fortællinger, der helt dækker det troende Væsens stærkt degenererede og derfor uvidenskabelige Religiøsitets Behov. Som et Eksempel paa dette "Bibelen"s ejendommelige inderste Væsens Urokkelighed skal jeg her paapege "Bibelen"s Paaskeberetning. Den er jo udadtil ganskevist fortalt som en Beretning om en Tildragelse, der skal have fundet Sted Aarhundreder tilbage. Den udtrykkes altsaa som et Stykke "Historie". Men i Kraft af et kosmisk Klarsyn vil det være let at se, at denne Betragtnings inderste Væsen i Hovedsagen ikke er at pointere en stedfunden Tildragelse som et Stykke "videnskabeligt begrundet Historie". Det magtpaaliggende i nævnte Dramas Beretning og dennes Indførelse i "Bibelen" er ikke dets historiske Data. Disse er i Realiteten Menneskeheden ganske uvedkommende. Beretningens overleverede Bogstavform er da heller ikke af en saa fyldestgørende og bekræftende Natur, at en moderne videnskabelig Forsker alene paa den tør betragte Paaskedramaet som en virkelig historisk Sandhed. Ja, der er vel endog Forfattere, der, grundet herpaa, har skrevet Bøger, der ligefrem skulde bevise, at Hovedpersonen i Dramaet, "Jesus af Nazaret", i Virkeligheden slet ikke har eksisteret. Som Følge heraf bliver Paaskedramaet saaledes reduceret til kun at udgøre – ikke en "videnskabelig" begrundet Beretning om en historisk Tildragelse, men derimod et blot og bart "Digt", et Stykke "Fantasi". Og det er saaledes i sig selv heldigt, at det netop slet ikke er "Bibelen"s Hovedopgave at paavise videnskabelige historiske Data, thi dens Mission vilde da forlængst være totalt mislykket, og dens Navn være ukendt af alle nulevende Mennesker. Det moderne videnskabeligt indstillede Menneske kræver nøgterne Kendsgerninger. Det maa have konkrete Analyser, rodfæstede i den absolutte Virkelighed. Og "Bibelen" er saaledes ikke beregnet paa det Menneske, der udelukkende kun interesserer sig for "historiske" Data, hvilket altsaa her vil sige: den videnskabelige Forsker af "Historie". Men derimod har Paaskeberetningen et stort Budskab til dem, der hungrer efter Viden paa Sjælens, hvilket vil sige paa Tankens og Villieføringens Omraade. Nævnte Beretning udgør nemlig et uomstødeligt Stykke "Psykologi". Igennem dens Personers Handlemaade viser den de forskellige Sindstilstande, der behersker den jordmenneskelige Almenhed. Den viser den sjælelige Indstilling, Tankegang, Villieføring eller Handlemaade, der fører til Sejr over den jordmenneskelige Sfæres primitive dyriske Instinkter eller Drifter, fører til den højeste Fornemmelse af Glæde og Lykke ved at være til, fører til den højeste Fuldkommenhed: Mennesket i "Guds Billede efter hans Lignelse", ligesom den ogsaa viser den sjælelige Indstilling og Villieføring, der fører til Fornedrelsens, Sorgens, Ulykkens og Livsledens Kulmination. Paaskeberetningen har saaledes mere til Opgave at være en sjælelig eller psykologisk Vejledning for det almene Jordmenneske, end den har til Opgave at være en Fortælling om nogle Mennesker, der engang har levet. Om Jesus af Nazaret, Pilatus og Kajfas og de andre navngivne Personer i Dramaet har eksisteret eller ikke, ja, ligegyldigt om hele Paaskeevangeliet udelukkende kun er et Digt, kan dette ikke forringe Beretningens rent psykologiske Værdi een eneste Tøddel, selv om den i et saadant Tilfælde jo ganske er uden "historisk" Værdi. Hvis Paaskeevangeliet kun var et Digterværk, maatte Digteren eller dets Ophav jo repræsentere den Højde i psykologisk eller sjælelig Viden, som Paaskeevangeliet repræsenterer eller giver Udtryk for. Hvordan skulde det ellers være blevet til? – Intet Væsen kan jo manifestere en højere Viden eller et højere Udviklingstrin end det, hvortil det er naaet. Men naar nævnte Ophav repræsenterer en saadan Højde i mental Udvikling, at det har kunnet skabe den Aabenbaring af psykologisk Viden, som Paaskeevangeliet i sig selv er, maa det jo absolut have erfaret de særlige Sindelag eller sjælelige Tilstande, hvormed det har udstyret Paaskedramaets Personer. Hvilke Navne det har givet disse Personer, er jo ganske underordnet. Om de hedder "Jesus", Judas, Kajfas o.s.v., eller de havde faaet helt andre Navne, er altsaa totalt ligegyldigt. Da Paaskeevangeliet saaledes er en Aabenbaring af en virkelig psykologisk Viden, formet som et Drama, hvis Personer hver især udtrykker virkelige, eksisterende sjælelige Tilstande, kan man ikke fjerne disse Personer fra Dramaet uden at maatte erstatte dem med andre Personer med nøjagtig de samme sjælelige Tilstande eller Sindelag. I modsat Fald maatte Paaskeevangeliet dermed ophøre med at være en Aabenbaring af den virkelige psykologiske Viden eller Videnskab, det i sin bibelske Form udgør. Det vil derfor være aabenlyst, at hvad vi saa end vil faa at indvende imod Paaskeevangeliet, saa vil dets Stabilitet som psykologisk Sandhed umuligt kunne rokkes. Siger vi, at Jesus aldrig nogen Sinde har eksisteret, bliver vi nødsaget til at erkende, at saa har der eksisteret en anden Mand med den sjælelige Tilstand, der udgør Jesu Mentalitet. Siger vi, at Kajfas ligeledes heller ikke har eksisteret, maa vi, for at blive i Kontakt med den virkelige psykologiske Videnskab, erkende en anden Mand med Kajfas' Karakter. Og saaledes maa vi, for virkelig at være i Kontakt med de urokkelige Kendsgerninger eller Realiteter, uden hvilke en psykologisk Viden eller Videnskab aldrig nogen Sinde vilde kunne blive en Kendsgerning, erkende Paaskeevangeliets Personer som symbolske Udtryk for urokkelige psykologiske Kendsgerninger.

Paaskeevangeliet er saaledes en Beretning om det virkelige Livs absolutte Principper fortalt i Symboler. At man kan udvikle sig til ad kosmisk Vej (kosmisk Klarsyn) at se, at de i Evangeliet navngivne Personer virkelig har eksisteret og saaledes i absolut Forstand er rent fysisk "historiske" Personer ligesom vore tidligere Konger og afdøde berømte Mænd og Kvinder, kan jo kun indhylle de her fremførte Analyser af Paaskeberetningen i en Straaleglans af en endnu højere og skønnere Form for menneskelig Beundring og Glæde. Men som allerede berettet er Paaskeevangeliets Eksistens i Dag ikke afhængig af, om det Drama og de i samme Drama implicerede Personer er virkelig fysisk ''historisk". Dramaet er nemlig ikke udspillet. Det foregaar i levende Kød og Blod omkring os som realistisk Virkelighed i Dag mere end nogen Sinde, ligesom de i Dramaet rollehavende Personer vandrer levende rundt iblandt os. Ja vi, du og jeg, samt alle vore Medvæsener, udgør dem, der evigt vil give Dramaet Liv. I Dag vandrer vi rundt i "det hellige Land". Nogle af os er paa Vej imod Jerusalem og holder Indtog der. Andre er i Færd med at spise "Paaskemaaltid" sammen med deres "Disciple", (deres Hustru, deres Børn, deres Venner og Bekendte, deres underordnede Personale.) Atter andre er paa Vej til "Ypperstepræsterne" og "de skriftkloge" for at tjene "de tredive Sølvpenge". De har gjort det til Levevej at forråde Medvæsener og overgive dem til Korsfæstelse, Tortur og Lemlæstelse, til Ulykke og Død blot for at faa deres egne egoistiske Begær tilfredsstillede. Endvidere er nogle i Færd med at begaa Selvmord – af Fortvivlelse over at have manifesteret en saadan Væremaade. Jo, "Judas" er ikke mindre virksom i Dag end for nitten Hundrede Aar siden. Den fornægtende "Petrus" dukker ogsaa op hist og her. Er der ikke netop i Dag Mennesker, der det ene Øjeblik fornægter deres "Mester", deres "Discipelskab", fornægter deres religiøse Tendenser samtidig med, at de i det næste Øjeblik kan hugge "Øret" af "Ypperstepræstens Svend" for at forsvare "Mesteren" og de nævnte Tendenser? – Og den gode "Disciple Johannes, som Jesus elskede", lever han ikke ogsaa i Dag? – Findes der ikke i Dag trofaste og kærlige, forstaaende Væsener, man kan betro sit Hjertes Løndom, selv om "Ypperstepræsterne", "Farisæerne" og de "Skriftkloge" har ynglet og ligefrem er talrige paa vore Gader og Stræder, søgende med ond Kritik at nedkæmpe alle andres Meninger, Opfattelser og Viden og med en stærk buldrende Selvros eller Udbasunering af egne "store Fortjenester" tror at kunne gøre sig blændende beundringsværdige? Og saa er der endelig tilbage selve Hovedpersonen i Dramaet, selve "Mesteren" eller "Kristus", hvor er han i Dag? – Ja, hans fysiske Rolle var jo at dø paa Korset. Det var den Del af hans Rolle, der var mest tilgængelig for fysiske Sanser. Vi vil derfor ogsaa i Dag finde den "døende Kristus paa Korset". Og han er endog meget mere udbredt og synlig, end De maaske aner. Det jordiske Menneske er nemlig "Korset". Dets fysiske Legeme med sine udstrakte Arme danner "det levende Kors", et Kors overfor hvilket alle andre Kors udelukkende kun kan være Symboler. Dette "Kors" er beregnet paa at bære "Mesterens Legeme", og bliver derved, fra at være et tarveligt "Henrettelsesmiddel", ophøjet eller forherliget til at være et Lysets Symbol for evige Tider. Men dette "Kors" er Jordmenneskene i Almindelighed ikke bevidst i. Deres dyriske Herkomst lader dem i første Instans være saa travlt beskæftigede med at albue sig frem, at de dermed "korsfæster" andre. De er saa optaget af dem selv, at de slet ikke ænser, hvad det er, de gør overfor deres Næste. Her er det, at "Mesteren" eller det indviede Væsen siger om dem, at "de ikke vide, hvad de gøre".