Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Paaskeforedrag af Martinus afholdt i Bureauets Foredragssal
Søndag den 26' Marts 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Det ser derimod i Dag, at Verden, Naturen og Livet blomstrer omkring sig. Dets "religiøse Instinkt" siger det, at de nævnte Foreteelser er blevet til, "skabt" af et Forsyn, der paa mirakuløs Maade har frembragt dem af – – Intet. At fortælle et saadant uintellektuelt Væsen, med en stærk religiøs "Anelse", at Skabelsens virkelige totale Analyse eller Sandhed, nemlig den, at Skabelsen har varet Millioner af Aar, og at de "syv Dage" skal udtrykke "syv Tidsperioder eller Afsnit, vilde være aldeles frugtesløs. Det vilde umuligt kunne fatte, at en Guddom skulde være Millioner af Aar om at skabe Jorden. For Forsynets Villie maatte alt dog ske øjeblikkelig eller lynsnart. At fortælle det modsatte, vilde jo ligefrem være at forringe Forsynets Kapacitet, ja ligefrem være at fornægte samme Forsyn eller Guddom. Man forstaar saaledes godt, at de Væsener, der har haft til Opgave at aabenbare de fundamentale Beretninger, som "Bibelen" indeholder, ikke har været interesseret i at skabe en saadan Modvillie hos de Væsener, som de skulde belære om Guddommen. De ønskede jo ikke paa nogen som helst Maade at afkræfte, men derimod at bekræfte de paagældende Væseners Anelse om Forsynets eller Guddommens Storhed. Og Vejen til at gøre det kunde saaledes umulig være dette at følge Skabelsens videnskabelige Analyser, men derimod netop ved at finde Udtryk, der paa Forhaand kunde accepteres af de "troende" Væsener. Derfor maatte man skrive eller udtrykke, "han talede, saa skete det, han bød, saa stod det der". Med denne Udtalelse eller Fortolkning blev en acceptabel Bro skabt mellem de uindviede "troende" Væseners Anelse om Verdens Skabelse og denne Skabelses virkelige Analyse. Det blev ikke en "videnskabelig" Forklaring i absolut Forstand, men hvad skulde disse Væsener ogsaa med en saadan? – De var jo ikke i Besiddelse af selv den allermindste Evne til at kunne sætte sig ind i en saadan og vilde maaske endog ligefrem være fjendtlig stemt overfor den, idet de med hele deres religiøse Instinkt kun vilde kunne opfatte den som en gemen "Usandhed". Deres Gud var jo "almægtig", hvilket her betyder, at han naturligvis paa mirakuløs Maade kunde skabe "øjeblikkelig", og at alt paa hans mindste Bud saaledes pludselig blev til af – "Intet". Hele Fortidens litterære og pædagogiske Manifestation gik altsaa kun ud paa at "symbolisere" Sandheden. Den havde ikke til Opgave at "analysere" den, saaledes som Tilfældet er med nævnte Manifestation i Dag. Det højintellektuelle Menneske, der i Dag læser "Bibelen", maa derfor indstille sig paa at læse dens Bogstavform som "Symbolik" – ikke som "Analyse" af den evige Sandhed, hvis det vil høste et virkeligt Udbytte af nævnte Bog. Det "troende" Menneske kan derimod umuligt faa Udbytte af samme Bog uden netop i Kraft af at tage Bogstavformen bogstaveligt.

"Bibelen" er saaledes beregnet paa at kunne opfattes bogstaveligt af de uintellektuelle "troende" Væsener og "symbolsk" af de "højintellektuelle". De Mennesker, der hverken er "Troende" eller "højintellektuelle", altsaa de rent materialistiske, gudsfornægtende Væsener, har ingen Brug for "Bibelen" i denne deres midlertidige mentale Tilstand i Spiralkredsløbet. At de "troende" Væsener opfatter "Bibelen"s Bogstavform totalt bogstaveligt er vi jo godt kendt med. Vi bliver i den daglige Tilværelse Vidne til, at de opfatter nævnte Bogstavform saa bogstaveligt, at det bliver vanskeligere og vanskeligere for dem at faa Proselytter. "Folkekirken" og de øvrige religiøse Samfund viser aarligt et stort Frafald, ligesom der bliver flere og flere tomme Kirkestole under deres Gudstjenester. Dette Frafald skyldes i overvejende Grad netop den store tvungne Skolegang og gennemgribende Undervisning, der er gældende i Kulturlandene. Den videnskabelige Indsigt i selve Naturens Love og bærende Foreteelser, som Kulturmennesket lige fra Barn af bliver indpodet eller oplært i, gør det mere og mere umuligt for et saadant Væsen i Religionstimen at skulle acceptere f. Eks. Opfattelsen af, at Jordens Skabelse kun var en Proces, der varede "syv Dage", og at det kun er ca. seks Tusinde Aar siden, denne Skabelse fandt Sted, naar det samtidg i Geologitimen skal acceptere den videnskabelige Opfattelse, at Jordens Skabelse er forløbet gradvis gennem umaadelige Tidsrum, og at Jordens Alder saaledes umuligt kan udtrykkes ved et mindre Tidsrum end Millioner af Aar. Er det ikke det samme, der gør sig gældende, naar man i Religionstimen opfordres til at tro paa, at Gud formede "Adam" af Ler og dannede "Eva" af Adams Ribben, for saa i Zoologitimen at blive præsenteret for en lang Række Billeder af Skeletter, der f. Eks. viser en Hests Udvikling fra at være en lille Sumpræv med Tæer til det nuværende galopperende flotte Hovdyr, eller viser Fuglenes Udvikling ligefra Krybdyr til de nuværende fjerprydede Væsener? – Og er det ikke saadan med alle de andre Arter og Racer af Jordens levende Væsener? – Er Mennesket en Undtagelse? – Bliver man ikke ligeledes i den samme Skole ved Hjælp af Billeder af Skeletfund undervist i, hvorledes det nuværende Menneske stammer fra den eller den Art af "Fortidsmennesker"? – Og peger disse Skeletfund ikke i Retning af "Abevæsener"? – Er det ikke saaledes, at "Fortidsmennesket" har større Lighed med "Abevæsener" end det nuværende intellektuelle Kulturmenneske? – Hvor finder man "Adam" og "Eva" i dette Billedgalleri af Skeletfund eller Mærkepæle i Udviklingen? –

Hvis Guddommens Skeletmetode i bogstavelig Forstand er denne at "udforme Væsenet af Ler" for derefter at "indblæse" det Liv eller gøre det levende, hvortil saa denne "Udvikling" fra primitive og ufuldkomne Former til højere og skønnere Fremtoninger? – Og hvis "Adam" og "Eva" i sin første Oprindelse har været skønne og fuldkomne og levet i en "paradisisk Have", altsaa i en højintellektuel og fuldkommen Kultur, men ved "Syndefald" er blevet dømt til at ile mod en lavere og mere primitiv Form for Tilværelse, hvordan gaar det da til, at deres Kroppe, saaledes som Skeletfundene udviser, efterhaanden gennem Tiderne er blevet fuldkomnere og smukkere? – "Neanderthal-" og "Cro-Magnonmennesket" kan da umuligt maale sig med det moderne Menneske hverken i kropslig Fuldkommenhed og Finhed eller i intellektuel eller hjernemæssig Henseende. Hvis "Bibelen"s Beretnings Bogstavform i bogstavelig Forstand er Sandhed, hvorfor viser Udviklingsskalaen saa ikke i samme Retning? – Hvis Gud skabte "Adam" og "Eva" af "Ler" i bogstavelig Forstand og saaledes gav dem den højeste Fuldkommenhed i Starten, en fuldkommenhed de kunde miste ved at "synde", ja, saa maatte Skeletfundene have gjort dette til Kendsgerning. Vi vilde saaledes i Dag have været Vidne til, at "Fortidsmennesket" maatte have været fuldkomnere end "Nutidsmennesket", have det fuldkomneste Skelet, den største Hjernekasse, medens alle dets Efterkommere saa gradvis vilde have udvist en Aftagen i Fuldkommenhed baade kropslig og mentalt. Alle Jordmenneskene af i Dag maatte saaledes være "Gorilla- og Orang-Utanstadiet" nærmere end Fortidsmennesket. Og hvis vi endnu havde saa megen Tænkeevne eller Forstand, at vi kunde forstaa vor Situation: den totale "Død" eller Udslettelse, "Straffen for vore Synder" maatte vi jo være saa modløse, haabløse og selvopgivende i al vor Fremtræden, at Livet i Dag maatte være totalt initiativløst. Men det er jo lige akkurat det modsatte af, hvad der er en Kendsgerning. Det er rigtigt, at Menneskene i Dag udløser en rasende ødelæggelseskampagne, myrder, lemlæster og ødelægger, men det modbeviser ikke Skeletfundenes Tale eller Arternes Udviklingshistorie, ligesom nævnte blodige Drama heller ikke kan være et Resultat af Haabløshed eller Selvopgivelse. Tværtimod, tror man ikke, den rasende Standhaftighed, hvormed de kæmpende Parter søger hinandens Kapitulation, netop er Kulminationen, Haab og Forventninger? – Hvis dette ikke netop var Tilfældet, hvordan skulde man da være blevet i Stand til at iværksætte den umaadelige og hidtil største Produktionsevne i Verden, som nu befordrer Skabelsen af Krigsmateriellet? – Og er det ikke saaledes, at Ting, man tidligere maatte bruge Aar om at fremstille, nu fremstilles paa Maaneder eller Uger? – Dette tyder ikke paa Evnedegeneration eller Initiativløshed. Og hvad mener man om Nutidsmenneskets Beherskelse af Elementerne? – Har det ikke underlagt sig Luften, Ilden og Vandet? – Er det ikke naaet frem til ved enorme Kraftmaskiner at kunne binde Elementerne, saa de blot ved lette Tryk paa Kontakter eller Knapper kan lade disse udføre Tusinder og atter Tusinder af Hestekræfters Virksomhed for sig? – Den moderne "Adam" trykker paa en Knap, og hans Stue ligger badet i Lys. Han trykker paa en Knap, og den samme Stue gennemstrømmes af tropisk Varme. Han trykker paa en Knap, og hans Fødevarer holdes isafkølede og friske. Han trykker paa en Knap, og koldt eller varmt, krystalklart, filtreret Vand strømmer ud i hans Drikkeglas eller Badekar alt efter hans Ønskers Bud. Paa samme Maade ved Tryk paa Knapper kan han ligeledes ved sit Ønskes Bud fare op i Stratosfæren eller hen over Skyerne, hen over Kontinenter og Have, Byer og Skove, Søer og Floder, Bjerge og Dale saavel som hen ad Autostradaer, med hundreder af Kilometers Fart i Timen. Han trykker paa Knapper, og store Skibe befordrer Tusinder af Tons Materialer, Varer og Levnedsmidler Tusinder af Kilometer frem og tilbage over Havene. Han taler ind i en Mikrofon, og hele Verden kan ligeledes ved Tryk paa Knapper høre ham. Hans Røst runger udover Polernes tilfrosne Have og larmer hen igennem Ækvators Jungler og Palmeskove samtidigt med, at den vibrerer hen over Sydamerikas Pampas, sitrer igennem Ruslands og Sibiriens umaadelige Vidder. Hans Stemmes Klang giver Ekko mellem Ægyptens Pyramider og fortaber sig i Bølgeskvulpet mellem Amaconflodens Siv, samtidigt med at den buldrer i Vestens Koncertsale og lyder i den ensomme Hytte paa Himalajas Bjergskraaninger. Han taler og en hel Verden, alle Folkeslag, alle Racer kan i samme Øjeblik høre hans Røst. Og denne Røst kan undertiden hensætte en hel Klode i aandeløs Spænding og Betagethed.