Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 26. Juli 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Saa maa der være mørke Skyer, der forplumrer Lyset fra Væsenets egen Bevidsthedsbane. I Stedet for det straalende og klare Solskin, der skulde oplyse alle Revner og Sprækker og gøre alle Floder, Aaer og Bække til Sølvstriber i Væsenets mentale Indre og faa dets Bevidsthedskontinenter til at funkle af blændende Intellektualitet, vil der være golde og frosne Tundraer. Ja, maaske selve Polarnattens Vintermørke endog behersker et saadant Væsens bevidsthedsmæssige Kontinenter. Men Kulminationen af Manddom er ikke fuldkommen der, hvor den giver sig Udslag i Kulde og Mørke, hvilket vil sige: i en Fremtræden, hvor Væsenet er fyldt med Irritation, Misundelse, Had og Skinsyge, unaturlige Begær, Laster og Sygdomme. En Manddom, der repræsenterer saadanne Foreteelser er ligesaa forskellige fra den fuldkomne Manddom, som et Uvejr med Jordskælv, Cykloner og Oversvømmelser er forskellig fra en fuldkommen Sommerdags stille, sollyse Middagstime. Den Stilhed, der her bevirker, at den lille Sommerfugl uhindret kan flagre fra Blomst til Blomst, den Fred, der bevirker, at Køerne i Ro og Mag kan ligge og gumle i Træets behagelige Skygge, den Overflod af overjordisk Kraft, der faar de ferierende saavel som de arbejdende Mennesker ved Strand og Gaard til at dase og hvile eller faar de levende Væsener til at være stille, medens det himmelske Lys passerer forbi, mangler totalt i en Manddom, der i sig selv er et Mørke, er et Uvejr, er en Naturkatastrofe. Middagstimen er Dagens "Manddom", ligesom Manddommen er et Jordlivs "Middagstime". Analogt hermed er Morgenen Dagens "Fødsel" og "Barndom", medens Fødsel og Barndom er et Jordlivs "Morgentime" og "Solopgang". Ved et Jordliv forstaas her den Oplevelsesperiode, der strækker sig fra Vuggen til Graven eller fra Fødsel til Død. Da det levende Væsen ikke kan dø i absolut Forstand, men denne Proces derimod kun udgør dets overgang til en "aandelig" Oplevelsesform, den samme Oplevelsesform som den, det overgaar til om Aftenen, naar det falder i Søvn, skal det igen "vaagne op" eller overgaa til fysisk Oplevelsesform paa samme Maade, som det om Morgenen igen vaagner op til den vaagne fysiske Tilværelse. Fra denne Tilværelse skal det igen overgaa til den aandelige Tilværelse og herfra igen vaagne til fysisk Tilværelse og saaledes fortsættende. Analogt med de fysiske Dage og Nætter oplever det levende Væsen saaledes en evig fortsættende Række af "kosmiske Dage" og "Nætter". Et Jordliv er kun en kosmisk "Dag", ligesom den Periode, i hvilken Væsenet mellem to Jordliv befinder sig i den aandelige Tilværelse, kun er at betragte som dets "kosmiske Nat" i dets evige Tilværelse.

Manddommen er saaledes det levende Væsens "kosmiske Dag"s "Middagstime". Og ligesom den fysiske Dags Middagstime kun kan kulminere i Skønhed og Harmoni paa en stille sollys Sommerdag, saaledes kan den "kosmiske Dag"s Middagstime ogsaa kun kulminere i Harmoni og Skønhed paa en "sollys kosmisk Sommerdag". I en fysisk sollys Sommerdags Middagstime har vi altsaa Forbilledet paa, hvorledes den "kosmiske Dags Middagstime", hvilket vil sige: Væsenets Manddom, maa være for at være fuldkommen eller i Kontakt med den højeste Oplevelsesform. For at komme i denne Kontakt maa dets Manddom saaledes være straalende "Sollys". Men en Manddoms Sollys kan kun være "Højintellektualitet", hvilken igen i manifesteret Form er det samme som "Kærlighed".

Guds Tale til det jordiske Menneske igennem en fuldkommen Sommerdags sollyse Middagstime vil derfor overført til Menneskenes eget Sprog være at udtrykke som følgende:

"LIGESOM JEG I EN SOLLYS SOMMERDAGS MIDDAGSTIME GAAR HEN OVER JORDEN OG PAA DENNE MIN BANE FORGYLDER KONTINENTER OG HAVE, KASTER MIT OVERJORDISKE LYS LANGT IND I SLUGTER, KLØFTER OG AFGRUNDE OG MED MIN AANDS FUNKLENDE STRAALEGLORIE, DENS LYS OG VARME OVERSKYGGER ALT OG ALLE PAA DET, AT DE LEVENDE VÆSENER I MIN BANE IKKE SKAL MÆRKE VINTERENS KULDE ELLER NATTENS MØRKE, MEN HVILE TRYGT I MIT HIMMELSKE FAVNTAG, SAALEDES SKAL OGSAA DIN AAND VÆRE ET FUNKLENDE LYSVÆLD, DER OVERSKYGGER DIN NÆSTES KONTINENTER OG HAVE OG TRÆNGER DYBT IND I HANS MØRKE SLUGTER OG AFGRUNDE. OG LIGESOM JEG I MIT FUNKLENDE SKIN BRAGTE MIT HJERTES VARME TIL AT SITRE, BØLGE OG VIBRERE HEN OVER JORDEN, HEN OVER ALLE VÆSENER I SOMMERDAGENS MIDDAGSTIME, SAALEDES MAA DIT SKIN OGSAA VÆRE EN AABENBARING AF INDERLIG HJERTEVARME, DER KAN FAA MENTALE ISREGIONER TIL AT SMELTE, SKABE VAARBRUD OG BRINGE EN SOLLYS SOMMER TIL AT SITRE, VIBRERE OG BØLGE HEN OVER DIN NÆSTES BEVIDSTHEDSTERRÆNER. KUN DER, HVOR DU ER DISSE TERRÆNERS FUNKLENDE MIDDAGSSOL, UDGØR DU MIN ILD, MIN AAND, MIN KÆRLIGHED. OG KUN DER VIL DU SELV KUNNE SE MIT AASYN I DIT EGET BILLEDE".

Den fuldkomne Sommerdags Middagstime er saaledes Guddommens højeste fysiske Udtryk for, hvorledes et Væsens Manddom fremtræder, naar den er i sin fuldkomne højeste Udfoldelse. Et Væsen, der befinder sig i sin Manddom, er jo et Væsen, der er naaet igennem Barndommens og Ungdommens Læreaar og staar nu med de herigennem indvundne Erfaringer. Det er disse Erfaringer, der gør Manddommen lysende. Det er disse Erfaringer, der bevirker, at Væsenet i denne Tilstand nu ikke mere er saa modtagelig for ren materiel Undervisning, som det er indstillet paa at lære fra sig. Væsenet er med Manddommens Indtræden i en Alder, hvor det normalt ikke mere behøver sin Faders og Moders Undervisning eller Vejledning, men er selv blevet et Væsen, der har Børn, der skal undervises eller opdrages. Manddommen er saaledes Udtryk for Modenhed. Den er Blomsten i sin fulde Udfoldelse. Denne Udfoldelse er i sin højeste eller fuldkomneste Fremtræden Intellektualitet, hvilket igen vil sige Alkærlighed. Det voksne, modne Væsen maa med denne Kærlighed lyse for Ungdommen og værne Alderdommen. Det maa være det straalende Forbillede, Barnet glæder sig til at vokse frem til at efterligne, og i hvis Nærhed andre er stolte og glade ved at være. Kun paa denne Maade kan Væsenet blive en Middagssol for sine Omgivelser. Og saalænge Menneskeheden ikke forstaar dette, vil den være blottet for virkelig Kultur. Da vil Hadets og Krigens mørke Cykloner og Storme rase hen over dens Færden, og Blodsudgydelser, Invaliditet og Ruinhobe besudle dens Fodspor.

Men vi vil gaa videre i vor Forskning af Guds Billedbog. Sommerdagen er endnu ikke forbi. Der er endnu et vidunderligt Afsnit tilbage for os at beskue, nemlig, Dagens Møde med Natten, Lysets Møde med Mørket. Efter at have passeret Middagshøjden vandrer Dagen nu mere og mere forbi os for tilsidst at forsvinde bag den vestlige Horisont. Men dette, den varme Sommerdags Møde med Natten, er ogsaa noget af det skønneste og smukkeste, man kan opleve paa det fysiske Plan, ja, er en straalende Pendant til den smukke Morgen og skønne Middagstime, vi allerede har dvælet ved. Den er intet mindre end Guddommens Tilkendegivelse af, hvorledes det levende Væsens egen Livsaften bør forme sig, og hvorledes dets Aands Passage ind i andre Zoner, andre Sfærer, andre Himmelegne maa være som den svindende Sommersol, hvis Eftermæle i Form af den lyse Sommernats Scenerier er en Koncentration af Fred, Harmoni og Velvære. En skønnere Atmosfære kan Dagens Møde med Natten, Livets Møde med Døden vel ikke overskygges af? –

Hvad er det da, vi bliver Vidne til ude i Sommernatten? – Ja, lad os gaa ud og se og høre.

Tonerne fra en fjern Kirkeklokke melder os, at Dagen er paa Hæld. Livet paa Arbejdspladser, Mark og Enge er forstummet. Fritidens Time er inde. Ungdommen gaar sine Veje. De ældre sidder hist og her foran deres Huse og nyder Aftenens Fred i Minderne om de samme Veje. Imidlertid er Dagens Stjerne naaet ned i Nærheden af Horisontens Rand. De lange Skygger folder sig ud. De er Nattens Pionerer. Frem fra Dalsænkninger, Moser og Engdrag kommer de langsomt frem for at forene sig med hverandre og helt tage Terrænerne i Besiddelse. I deres Fodspor arbejder Mosekonen flittigt. De hvide Taager, der er Kulisser i Elverkongens Sceneri eller andre Skærsommernatsdrømme, maa gøres færdige.

Vi vender Blikket imod Vest. Solen er forsvundet fra vore Breddegrader. Den lyser nu ude over Atlanterhavet, kaster sin Middagsglans over Amerikas Kontinenter og indhyller Beboerne paa Hawai og Honolulu i sit gyldne Morgenskær. Men det er disse fjerne Egnes straalende Dag der gør vor Sommernat lysende. Dagens Stjerne har ikke helt forladt os, selv om den er gaaet ned under Horisonten. Fra den anden Side Kloden trænger dens tindrende Lys helt ind i Jordens Skygge og gør den ellers saa mørke Nat til et lysende Eventyr, et Arrangement i Silhouettekoglerier mod et gyldent Bagtæppe, et sælsomt Hviskesceneri mellem Grene, Træer og Buske, en Oplevelse af balsamiske Dufte fra Blomster og Urter man ikke ser, en Inspiration for to Elskendes lønligste Attraa, en Aabenbaring af Guds Nærhed midt i Nattens Mørke. Jo, det himmelske Lys kan ogsaa give Natten eller Mørket Kolorit. Den lyse Sommernat er ikke noget ringe Billede af Guds Almagt og Storhed. Den er intet mindre end Guddommens aabenlyse Erklæring af, hvorledes en Afsked mellem to Væsener maa være for at være i den højeste Kontakt med Fuldkommenheden, hvilket vil sige Intellektualitetens eller Kærlighedens Love. Som Solens Eftermæle forvandler den mørke Nat til et lysende Drømmesyn, til et kærlighedsinspirerende Eventyr, ja, til en Fornemmelse af Paradiset midt i Mørkets Regioner, saaledes maa en Bortdragendes Afsked til sine Efterladte ogsaa være af en saa lysende Kærlighedsatmosfære, at den gør disse sidste Væseners Bevidsthedsmørke til en lysende Sommernat. Dette gælder ikke mindst, naar det er den store Rejse, der gaar over i det Hinsidige, og vor Aand skal funkle i andre Egne, i andre Sfærer og Zoner, medens vor Vinterkolde Natside i Form af et Lig, en Samling døde Organer, et Par brustne Øjne ellers kun er det eneste, der vender ud mod vore Venner paa det fysiske Plan.