Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1988/3 side 57
Nyt fra Martinus Center i Klint
 
Ny information ...
 
I en nylig udkommen bog om sundhed indleder forfatteren med et kapitel med titlen "Ny information". Her viser han vigtigheden af ny information som en absolut forudsætning for et fortsat meningsfuldt liv. Han konstaterer også, at det er det mest spændende, vi kan opleve, alt andet blegner ved siden af opdagelsen af ny information. Men han viser også flere eksempler på, at ny information ikke altid har været lige velkommen, og at mange mennesker har en indgroet modstand mod det nye. ("Hälsoboken" af Harvey og Marilyn Diamond, svensk udgave).
Martinus bøger giver os også ny information. De indeholder analyser af livet og tilværelsen. De beskriver det levende verdensalt og oplyser om et evigt verdensbillede. De indeholder også mere "ny" information for menneskeheden – til hvem den er skrevet – end måske noget andet bogværk i dens historie.
Her på Vinterskolen i Klint har nogle af deltagerne på eget initiativ oprettet en informationsgruppe. Med deres arbejde vil de gerne bidrage til, at denne nye information kan gøres tilgængelig for så mange som muligt af de mennesker, som har behov for den. Guddommen eller Forsynet har gennem Martinus indplantet en mængde ny information i vor verden. Fra Martinus hånd er denne information, hans livsværk, en gave til os alle. Vor opgave er at bringe denne gave videre til den menneskehed, som den er bestemt for.
Og det kan vi gøre på mange måder. Vi kan studere Martinus analyser. Vi kan uddanne os i hans kosmologi, så vi kan lede studiekredse og holde foredrag. Og vi kan f. eks. hjælpe til med at uddele programmer, brochurer etc.
Informationsgruppen her på Vinterskolen har haft hundredevis af telefonsamtaler med højskoler, helsehjem, kursus- og studiecentre, alternative behandlingsklinikker, helsekostforretninger o.s.v. De allerfleste ville gerne have programmer og får så tilsendt et antal. Man har valgt steder, hvor man har grund til at tro, at der kommer interesserede mennesker. Man kan også overveje at henvende sig til biblioteker og lignende. Men her vil et personligt besøg være bedst. Princippet er altså altid at spørge først. Frivillighed er et vigtigt princip i kosmologien. Alle skal have lov til at sige nej til ny information.
For alle dem, der har lyst til at deltage i dette spændende arbejde med at gøre ny information i form af de kosmiske analyser tilgængelig – også her er frivilligheden et helligt princip, ingen må føle sig presset – så har vi i sidste nummer af KOSMOS vedlagt en bestillingsseddel til diverse programmer og brochurer. Send den ind til os, og vi sender programmerne. Så kan arbejdet begynde. Måske vil man starte sin egen informationsgruppe og opbygge sit eget kontaktnet. Held og lykke!
Harald Berglund