Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Den 2. januar i år var det 40 år siden Grethe Brinkhard blev ansat på Instituttets kontor på Mariendalsvej. Hvordan var forholdene dengang? – Hvordan var det at arbejde i samme hus som Martinus? – Man har kaldt hendes job som rådsformand for en udsat post. Hvordan fornemmer hun det selv? – Her følger nogle spredte glimt fra en ungdommelig og veloplagt jubilars liv i en helt usædvanlig sags tjeneste.

 

Da jeg startede, var vi ikke så mange her i huset. Martinus var ung og i fuld vigør, og så var der Erik Gerner Larsson og Mogens Munch. Hera og Nikolaj Christensen passede regnskabet på frivillig basis, og mit job skulle være at passe kontoret. Snart fik jeg overdraget regnskabet, og så havde vi mange foredrag dengang, som også skulle passes. Dertil kom så Klintsøgård, som slet ikke blev nævnt, da jeg startede. Men da vi nåede hen til sommeren, viste det sig, at jeg også måtte påtage mig at passe receptionen deroppe, og det gjorde jeg så i alle de år, vi havde det. Så dér var jeg i 4 måneder hver sommer. Og jeg må sige, at det arbejde med Klintsøgård, – det var alt andet end sjovt. Sagens egentlige interesserede kunne jo slet ikke udfylde det store hus, så vi måtte annoncere efter feriepensionsgæster. Derfor havde vi mange "fremmede" boende, og det gav en helt anden atmosfære. Vi måtte således have både vegetarspisestue og kødafdeling, – det var vi nødt til at tage med. Så det var rart at blive fri for, da overlæge Ankerbye og frue overtog Klintsøgård den 1. april 1953. I dag ejes bygningen af et privat fond og fungerer som rekonvalescenthjem.

Men ellers var det jo mest på Mariendalsvej, det foregik. Her kom jeg til at arbejde på nært hold af Martinus. Og det var dejligt. Dels var det en umådelig tryghed at have ham i huset, – man kunne altid gå til ham – og dels, ja, alt hvad der foregik her, det rådførte jeg mig jo med ham om hver dag. Til at begynde med var han meget mobil, da spænede han op og ned ad trapperne, men senere var han jo ikke så rørig, og så gik jeg op til ham. Men for en stor del kom han også meget ned. Han gik således altid selv i postkassen med sine breve, – også selv om vi sagde: "Vi skal nok tage dem med!" Han skulle ikke have nogen tjenere til at ordne tingene for sig. Dog havde han en dame, der gjorde rent hos ham, og Else (Else Olsen, Grethe Brinkhards søster, red.) lavede mad til ham. Men derudover ordnede han sit liv selv. Else begyndte det følgende år i april måned. Hun arbejdede på kontoret (og gør det stadig, red.) samtidig med, at hun lavede maden til Martinus; middagsmad kl. 12. Dengang kom Gerner jo også og drak formiddagskaffe. Det var fast kutyme. Og vi drak også formiddagskaffe hernede på kontoret, for Martinus syntes det var så hyggeligt, når de sad deroppe og havde det rart, at vi så samtidig sad hernede og hyggede os. Det er sådan noget, vi er gået væk fra efterhånden. Men det var jo dejligt dengang, hvor Gerner også boede her i huset med sin familie

Jeg var med i rådet fra – jeg tror, det var 1975 – men da lovene blev lavet, og inden Martinus gik bort, gjorde han mig til formand. Han havde talt om det forinden, for når vi f.eks. havde møde med Borgens Forlag, så præsenterede han mig som formand for bestyrelsen. Jeg tog det nu ikke for andet end, at jeg skulle hjælpe ham. For han havde jo dårlig hørelse på det tidspunkt, og jeg hjalp ham så på den måde, at vi snakkede sammen indbyrdes om det, der blev sagt, sådan at han var sikker på, at der ikke var noget, som han ikke havde fået fat i. Men han mente det altså virkeligt alvorligt, det med formandsposten, eftersom han ville have, jeg skulle være formand, når han var gået bort.

Det kan i mange, mange tilfælde være vanskeligt for sagens venner at sætte sig rigtigt ind i de mange forhold, som rådet må tage hensyn til, og derfor får vi også en del reaktioner. Men vi er jo flere om at løse opgaverne, og hvad dét angår er vi alle lige. I det hele taget er det med formandsposten ikke noget særligt, – det mente Martinus heller ikke, det skulle være. Men udadtil er det praktisk, at der er en bestemt person, man kan henvende sig til. Til rådsmøderne derimod, har det ikke den store betydning. Der drøfter vi alting i fællesskab og deles om det hele, så det er ikke besværligt at være formand. Det har været et dejligt liv – spændende!