Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1987/1 side 17
Nyt fra Martinus Institut
 
Foto af Harald Berglund
Nyt helårsprogram for Martinus Center
af Harald Berglund
 
Med dette nummer af KOSMOS udsendes også det nye program for Martinus Center i Klint. Denne artikel informerer lidt om dette program, som dels indeholder program for sommeren 1987, dels information om vinterskolen 1987-88.
 
Det nye program
Det nye program bygger på erfaringerne fra de seneste års programmer, som blev skabt af Rolf Elving. Da jeg som ny ansvarlig for undervisningen på Martinus Center påbegyndte dette arbejde i september, var en af de største og måske sværeste opgaver, jeg havde foran mig, at planlægge næste sæsons undervisning. Det har dog været en stor hjælp, at der fandtes en indarbejdet og fungerende undervisningsplan. Men det nye program indeholder også en del forandringer og nyheder, og desuden er det et helårsprogram.
Frivillig arbejdskraft
Men som så meget andet indenfor Martinus sag bygger også undervisningen og programarbejdet på det arbejde, som forskellige mennesker frivilligt og gratis stiller til rådighed. Uden disse mennesker havde vi hverken program eller undervisning. Jeg har naturligvis haft hjælp til at sammenstille hele sommerens undervisningsudbud og med at skabe hele den fysiske side af programmet. Uden de mange foredragsholdere og andre undervisere, som år efter år stiller sig til rådighed, havde vi heller ikke kunnet præsentere et nyt program. Frivillige medarbejdere har også her i efteråret påbegyndt arbejder, som vil medføre forandringer og forbedringer af selve centret inden den kommende sommersæson. Alt arbejde kan dog ikke udføres gratis, så Instituttet har ansat en maler, som nu er i fuld gang med at male, tapetsere og i øvrigt sætte de gamle træpavilloner i stand, således at næste års kursusdeltagere kan se frem til nyistandsatte, friske og lyse værelser og lejligheder.
 

Poul, Erik og Flemming arbejder med det nye program
Programmets indhold
Sommerundervisningen bygger altså på den struktur, der er blevet indarbejdet i de nærmest foregående år: med inddeling af undervisningen i tre trin, for at kunne imødekomme kursusdeltagernes forskellige behov og ønsker med aftenforedrag og med studiegrupper. På trin 2 kan man i år vælge mellem to studiegruppe-alternativer. Enten kan man gå i en gruppe, som diskuterer dagens foredrag, eller også kan man vælge at studere en af Martinus småbøger. Gruppearbejdet på trin 3 fortsætter som forrige år. Du må tilmelde dig i forvejen, senest en uge inden du ønsker at deltage. Som en nyhed i år bliver der et, muligvis to, foredrag på trin 3 per uge. Disse foredrag behandler specielle emner indenfor kosmologien. Alle titler er endnu ikke fastlagt, men som eksempel kan nævnes "Livssubstanser" (Ingemar Fridell, uge 1), "Talsystemet" (Lars Göransson, uge 2), og "Skæbnens problematik" (Kjell Höglund, uge 3). Aftenforedragene samles under overskriften "Kosmologi og verden i dag", og her belyses forskellige aktuelle emner ud fra Martinus Kosmologi. Her kan der også gives eksempler på, hvordan Kosmologien kan anvendes indenfor forskellige fagområder. Her gives også plads til mere personlige refleksioner, der har berøring med Martinus Kosmologi. Mange huller skal endnu udfyldes, men her følger nogle eksempler. I sæsonens anden uge vil Kjell Höglund holde tre foredrag under overskriften "Kosmiske reflektioner", og i den fjerde uge vil Lars Lundell holde en foredragsrække over emnet "Kosmologi og den moderne psykologi". I den sjette uge kommer Erik Nielsen og beretter om "Den nye arkitektur".
International satsning: »Tell your friends!«
I mange år har der været internationale uger de to sidste uger af sommersæsonen, og sådan også i år. Dog har det internationale indslag tidligere begrænset sig til det engelsktalende. I år satser vi på at gøre de internationale uger endnu mere internationale. Foruden at der holdes engelske eftermiddagsforedrag i løbet af de to uger, så vil de øvrige foredrag blive tolket til engelsk, tysk, hollandsk og esperanto. Der vil også blive arrangeret studiegrupper med symbolgennemgang på disse sprog, samt på fransk, hvis der er ønske om dette. Med dette nummer af KOSMOS sender vi dig foruden det danske program også et eksemplar af det internationale program. Du har måske en udenlandsk ven, som kunne være interesseret i et eksemplar.
Et helårsprogram
Sidste år blev der trykt to separate programmer, et for sommerundervisningen, og et for vinterundervisningen. I år har vi samlet det hele i ét program. Du finder altså også information om vinterskolens fjerde sæson. Den kan du melde dig til, hvis du vil studere Martinus hovedværk "Livets Bog", og gøre dette i længere sammenhængende perioder sammen med andre kosmologiinteresserede i et studieorienteret miljø. På manges opfordring indføres der nu også et månedskursus. Det er planlagt til foråret 1988, fra midten af april til midten af maj, hvor alle centrets bygninger kan anvendes. Dette kursus omfatter bl.a. "Det evige Verdensbillede 1 – 3", altså de såkaldte "symbolbøger". Dette kursus er fritstående og altså ikke en del af vinterskolen, hvilket selvfølgeligt ikke hindrer dennes deltagere i at tilmelde sig.
Spredning af programmet
Det er naturligvis ikke tilstrækkeligt at skabe programmer, brochurer og bøger. De skal også læses. For os har Martinus beskrevet et verdensbillede, – det evige verdensbillede, og desuden skabt et stort litterært værk, som mange af os har haft glæde og udbytte af at læse, og hvis indhold totalt ville kunne ændre menneskers tilværelse, hvis de kendte til dets eksistens. Det er derfor vigtigt, at Martinus kosmiske analyser kan nå disse mennesker, alle de mennesker, for hvilke det ville betyde lys i mørket, en trøst i sorgen og ulykken, de mennesker hos hvilke det ville skabe tryghed og fortrøstning og give livet en ny og større mening. Det er for at hjælpe disse mennesker, og så småt hele menneskeheden, at Martinus har skabt hele sit værk. Det er af samme grund, at han har skabt centret i Klint og dette tidsskrift. Det er af samme grund vigtigt, at centrets program når alle dem, der kan have glæde og nytte af at få et eksemplar. Men det er også vigtigt, at programmet, og det som Martinus har skabt, ikke er til gene for de mennesker, som ikke er interesseret.
Hvis du vil hjælpe til med at sprede nogle eksemplarer af det nye program, så sender vi dig gerne flere, dersom du udfylder vedlagte kupon og sender den til Instituttet.
Så vil jeg til sidst på alle medarbejderes vegne ønske dig hjerteligt velkommen til Martinus Center!
PS: Der findes stadig nogle ledige pladser på vinterskolen i de to perioder, som begynder 12. januar og 8. marts. Om dette og evt. andre ting kan du få yderligere oplysninger på telf. 03 42 29 89.