Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1985/9 side 187
 
Instituttets årsregnskab
Kommentarer til årsregnskabet for 1984
 
Resultat
Efterstående årsregnskab for 1984 udviser et meget tilfredsstillende resultat, et resultat alle interesserede i Instituttets arbejde bør være taknemmelige for og glæde sig over.
Selvom resultatet i forhold til 1983 udviser et mindre overskud, så er der grund til at notere sig, at dette ikke skyldes færre bidrag og gaver, ikke skyldes væsentlige stigninger i omkostningerne udover en større lønudgift med påhængende sociale ydelser, men en væsentlig nedgang i regnskabsposten "kursavancer". Denne post har ikke den store betydning rent fysisk for Instituttet, idet sagen jo på ingen måder beskæftiger sig med køb og salg af værdipapirer, men udelukkende opbevarer disse "dokumenter" som en lovmæssig reserve og for at bevare den frihed, der ligger i den realitet, at Instituttet til en hver tid er i stand til at indfri de gældsforpligtelser og de løbende driftsudgifter, Instituttet og sagen har påtaget sig.
Der er i regnskabsåret 1984 anvendt ret betydelige beløb på vedligeholdelse og forbedringsudgifter, dels i Klint og dels på Mariendalsvej. Det kan således oplyses, at der er anvendt ikke mindre end ca. kr. 700.000 til disse formål i 1984.
Mange af sagens venner vil denne sommer ved brug af ØJET SOM LEGEMETS LYS OG DERMED OGSÅ SJÆLENS LYS kunne glæde sig over de fortsatte forbedringer i Klint. Rigtig mange af de ting, jeg nævnte som "Fremtiden" i mine regnskabskommentarer i KOSMOS nr. 10 1984 er allerede på nuværende tidspunkt bragt frem i lyset og udført.
Der er fra 1. juli 1984 udarbejdet et 5 års "rullende" drifts-, likviditets- og balancebudget, der skal gøre det muligt for Rådet både på kort og på langt sigt at planlægge og prioritere.
I ordet "rullende budget" ligger dels at budgetperioden hvert halve år vil blive forlænget med endnu et halvt års budget, således at budgetperioden til en hver tid omfatter en 5 års periode og dels i ordet budget dette, at der løbende kan omprioriteres og ændres på planlægningen indenfor de afstukne rammer, alt efter hvor der er mest brug for Instituttets indsats på det pågældende tidspunkt.
Også i år er der grund til at notere sig:
at uden kærlige menneskers store og uselviske hjælp
at uden frivillige gaver og
at uden Forsynets medvirken havde sagen ikke kunnet løse alle de opgaver, der virkelig blev løst i 1984.
Det er ikke min opgave her at omtale mindestuer, skole, foredragssal, køkkenbygning, ejendommenes vedligeholdelsesarbejder, KOSMOS og meget andet, men nu er det alligevel nævnt som eksempler på aktiviter, der viste sig i 1984, og som også vil vise sig i 1985 og i årene fremover.
Fremtiden
Den efter sandhed granskende ånd vil nødvendigvis skridt for skridt nærme sig den sidste sandhedskilde, som vi kalder Gud, for i menneskets sandhedssøgen ser vi dets ædleste egenskab. Det er derfor nødvendigt, ja helt naturligt, at fremtidens "kirke" og "skole" bliver sandhedens og hjertets "kirke" og "skole", hvor tro og viden er smukt forenet i det kendte skriftord "den, der er af sandhed, skal høre min røst".
Vi er lykkelige, at vi som levende væsener er skabt med fornuft og hjerne. Dette falder godt i tråd med Martinus verdensbillede, der afslører, at den vigtigste grund til det enkelte menneskes ofte ulykkelige skæbne er den, at mennesket i sin åndelige uvidenhed har afgrænset sit ansvarsområde til kun at omfatte det mellemkosmos, i hvilket det selv spiller "hovedrollen", medens realiteten er den, at det manglende kendskab til både mikro- og makrokosmos får det til at styrte ned i den afgrund, vi kan kalde "den ulykkelige skæbne".
Der er således stor grund til for os, dels som mennesker af vor tid og dels som levende væsener der har fået kosmologien som gave, at arbejde videre, for at flere får del i den store gave, Martinus åbnede vore øjne for. Dette gøres blandt andet:
ved at tilbyde undervisning
ved at udgive og oversætte bøger, artikler m.v.
ved at skabe passende rammer for at disse aktiviteter muliggøres, og ikke mindst
ved en kærlig omsorg og næstekærlighed først for og med os selv, men også for andre.
Vi bør tilstræbe at være symboler for selve livets realitet – både i lys og mørke.
Sammen med Rådets medlemmer vil undertegnede fortsat arbejde for sagens økonomiske udvikling i kærlighed og på en kreativ og ansvarsfuld måde. Det fortjener Instituttet og sagen. Jeg vil i år kun nævne én ting omkring fremtiden udover det ovenfor nævnte. Det er til gengæld et anliggende, som kan få stor betydning for sagens aktivitetsniveau det kommende år.
Den 19. juni 1985 blev der aftalt en skattereform mellem regeringspartierne, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre. Denne reform kan få stor negativ virkning for Instituttet, idet der iflg. aftalen indføres en 50% beskatning af registrerede fonde og foreninger samt realkreditinstitutter m.v. på lige fod med aktieselskaber.
Selvom Instituttet ikke hverken er en fond eller en forening, bliver Instituttet stadig af den profane verden opfattet som et sådant væsen og er underkastet denne lovgivning.
Vi oplever på en måde her, at selvom "reformen" er et skridt i den rigtige retning, hvis vi ser kosmisk på det, så rammer loven alligevel Instituttet, sådan som verden ser ud i dag.
Det er nu vor opgave gennem forhandlinger med skattemyndighederne på flere planer på så kærlig en måde, som det er os muligt, at redegøre for Instituttets hele virksomhed, så Instituttet igen rent skattemæssigt vil få en status, der passer til sagens natur.
Det vil ved denne lejlighed være for omfattende at komme med detaljer, men Instituttet vil selvsagt løbende orientere sagens venner og interesserede om udviklingen og lovens betydning for Instituttet. Her skal blot nævnes, at man er vidende om skattereformen og det ansvar, der påhviler os, nemlig at få Instituttet "anbragt" så rigtigt i de skattemæssige sammenhænge, som det er muligt.
Tingenes tilstand vil nok ændre sig på det tidspunkt, hvor det ikke mere er en sandhed eller en realitet, at "de sandheder, vi ved mest om, naturens sandheder, angår os selv mindst. De sandheder, der vedrører os mest – vort eget liv og evige eksistens – ved vi mindst om".
kærlig hilsen
Finn Bentzen
Regnskabet findes på de følgende sider
Resultatopgørelse for 1984
Balance pr. 1/1 1985 i hovedtal