Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det jordiske menneske beskrives i Martinus analyser ofte som "kosmisk bevidstløst" eller som "blindt" i forhold til livets højeste struktur, hensigt og udviklingsbaner. Og denne blindhed gælder i større eller mindre grad alle jordiske mennesker, hvad stilling de end har i samfundet. Derfor placerer mennesker sig ofte i situationer eller stillinger, hvor de selv og deres evner ikke passer eller kan komme til rigtig udfoldelse. Martinus taler f.eks. om "blinde politikere", som – hvor dygtige de end kan være på mange felter – alligevel mangler det overblik, den kosmiske indsigt, som ville sætte dem i stand til at disponere rigtigt og være med til at regulere samfundsudviklingen i bedst mulige retning. Mennesker kan ligefrem placere sig eller blive placeret, hvor de gør mere skade end gavn, som f.eks. et menneske, der placerer sig på klaverbænken uden at kunne spille på klaveret eller højst spille en nationalmelodi med én finger. Dette menneske blokerer derved grundigt for den af selskabet, der måske kunne bringe de øvrige en udsøgt musikalsk nydelse og berigelse. Og hvis man således på grund af kosmisk blindhed eller bevidstløshed sætter sig på en forkert "klaverbænk", begår man mindst to fejl: Hvis opgaven er større end evnerne rækker, vil man for det første mislykkes med den og samtidigt blokere for den, der har de rette evner for opgavens løsning, og for det andet undlader man at gøre det gode, man rent faktisk kan udføre til glæde og velsignelse for sine omgivelser. I stedet for at sidde i vejen for den virkeligt kvalificerede, må vi hver især søge at finde det område, hvor vi gør størst mulig nytte. Målet for enhver er jo dette, at være i overensstemmelse med udviklingen og at kunne høre "livets egen tale" eller "direkte tale". Dette fundamentale begreb i Martinus litteratur – "livets egen tale" – betyder virkeligheden, kendsgerningerne, den rene sandhed. Denne "tale" stråler i disse år virkelighedens, kendsgerningernes og sandhedens stærke lys brutalt ind over hele menneskeheden og ind i hvert enkelt menneskes lilleverden. Trods sin tilsyneladende brutalitet er dette stærke lys identisk med alkærligheden. Langsomt åbnes vore øjne, så vi kan tåle dette lys. I Martinus hovedværk stk. 1725 skriver han:

"Universets grundtone, alkærligheden, som i virkeligheden behersker alle foreteelser, er en verden, et element, der er skjult til stede for almenheden på samme måde, som lyset er skjult til stede for det blinde menneske". – Efterhånden får vi udviklet en sådan synsevne, at vi kan orientere os og placere os dér, hvor vi kan være til "størst mulig glæde og velsignelse for vore omgivelser," det, som er "det rigtige menneskes" sande kendetegn.