Kosmos 1984/4 side 85
Åbenhed
af TAGE BUCH og SØREN HAHN
En forudsætning for forståelse, harmoni og fred mellem mennesker er åbenhed. Problemer løses ikke, medmindre alle oplysninger kommer frem. Lukkethed og hemmelighedsfuldhed mellem mennesker giver mulighed for – og fører som regel til – fejltagelser og misforståelser. For dér, hvor virkeligheden ikke er til stede, har man kun gætterierne at holde sig til. Lukkethed afføder derfor besvær, lidelser og mange gange konflikter. I lukkede rum trives alskens uhumskhed.
Åbenhed er at give
Imidlertid vil man så indvende, at man ikke kan være åben om alt overfor alle. Og det er også rigtigt, at man i en delvis dyrisk verden, hvor misbrug og udnyttelse af medmennesket er almindelig, ikke uden risiko for at skade sig selv eller andre, kan være fuldstændig åben. Dér må man i nogen grad leve, som Jesus anbefalede: "Se, jeg sender Eder som får midt iblandt ulve; vorder derfor snilde som slanger og enfoldige som duer." (Math. 10.16)
Men det afhænger så helt af, hvilket miljø man opholder sig i. Hvis man er mellem fremmede, er det muligt, at man i første omgang må være forsigtig, men hvis man er blandt venner, er det klart, at man må være åben og ligefrem og være villig til at give nødvendige informationer fra sig. Man må også her anvende gaveprincippet, for at give oplysninger er også at give, medens dét, at nægte at give oplysninger eller forholde andre mennesker nødvendige oplysninger, er at tage. Og her kan man minde om, at der er flere måder at give gaver på. Den amerikanske filosof, R. W. Emerson, siger: "Hvorfor behøver du at plage dig og din ven med selvbebrejdelser, at du ikke har hjulpet ham før eller vist ham opmærksomhed med gaver og hilsener. Vær en gave og velsignelse. Skin ikke med gavers lånte genskin."
Åbenhed og ærlighed er et kosmisk princip, og man må altså selv "være en gave", også hvis man vil arbejde for, at Martinus sag skal blomstre og bære frugt. Uden åbenhed får man ikke selv tilbagevirkning og dermed heller ikke selv oplysninger, og hvis man ikke er åben, får man ikke tillid, og uden tillid kan virkeligt samarbejde ikke finde sted.
Hemmelighedskræmmeri forliges ikke med åndsforskning
Åbenhed er altså en uomgængelig nødvendighed blandt mennesker, der ønsker at arbejde for Martinus sag. Og det gælder ikke bare af hensyn til den indbyrdes kærlighed, på hvilken man netop bør kende sagens venner. Men det gælder også, fordi evnen til at uddrage visdommen mellem linierne i Martinus litterære produktion står og falder med den orden og balance, der hersker i ens sind. Man kan ikke på een gang være sandhedssøger og hemmelighedskræmmer. Kun den, der ønsker at kæmpe for sig selv på andres bekostning, behøver at hemmeligholde sine oplysninger, så de senere kan anvendes som våben eller "bomber". Lukkethed og tilknappethed er magtbegærets typiske attitude, og her er åbenhed og ærlighed bare svagheder, der kan føre til degradering og fald fra tinderne.
Men den, der søger – ikke magt over andre – men magt over sit eget sind, er nødt til at være åben. For man kan ikke søge magten begge steder på een gang. Kampen over medvæsenerne er jo dyrerigets kamp, der udspiller sig et helt andet sted end på selvransagelsens indre arena. Derude smælder fanerne hidsigt i vinden, og fanfaren gjalder: "Til kamp alle mand!" Og senere: "Fly, hvo der flygte kan!" – Men derinde, i sindets lønkammer, hvor stilheden så let lader sig overdøve af selv den mindste smule hjertebanken eller stakåndethed, dér, hvisker en ny tids endnu spagfærdige stemme: "Du skal elske...!"
Når åbenhed ikke er en gave
At elske sin næste som sig selv, dét er en ny tids uvante logik. Og med Martinus klarlægning af "livsmysteriets løsning" er vi nu omsider i stand til at forstå denne logiks umiddelbare fordele.
Men derfra og til at efterleve denne logik, har de fleste af os endnu et godt stykke vej. Derfor skal man naturligvis heller ikke forvente, at alting straks bliver vendt på hovedet, bare fordi nogle bøger er trykt og udkommet. At have læst Martinus værker og til en vis grad forstået dem, er absolut ingen garanti for, at næstekærligheden lige med ét tager bolig i ens sind og stråler omverdenen i møde gennem øjne, tale og væremåde. Det er rigtigt, at det engang skal blive fremtid, og er måske også allerede i høj grad blevet det for mange af sagens interesserede, men det er ikke udtryk for åbenhed og ærlighed at anlægge en holdning eller spille en rolle, som måske nok passer for andre, men endnu ikke er den rette for én selv. Det er ikke åbenhed, men forstillelse, og her er der grund til at minde om Epiktets kloge leveregel, som han lod nedskrive omkring Jesu tid: "Sørg endelig for, at du får en bestemt karakter og levemåde, som du kan bevare, både når du er alene, og når du er sammen med andre. Hvis du påtager dig en opgave, som ligger over dine evner, har du for det første blottet din svaghed, og for det andet har du forsømt en opgave, som du kunne have løst tilfredsstillende." Åbenhed er således ikke en påtaget rolle, som man må spille for at leve op til et ideal. Åbenhed er ikke vejen til hverken selverkendelse eller næstekærlighed, men den viser sig som et naturligt og uanstrengt resultat af disse to faktorer. Derfor skal man eksperimentere med sin åbenhed og holde øje med sig selv og se, hvor langt man kan gå uden at trætte sig selv og sine omgivelser. Og man skal frem for alt være rede til at redde andre ud af ubehagelige situationer, når man ser, at de er på vej til at forløfte sig.
Den åbenhed, som er et resultat af et kærligt og oplyst sind, vil altid være en ægte gave, til hvilken der ingen betingelser hæfter sig. Den gives ikke for at lede en fjende på vildspor, den skinner ikke med gavers lånte genskin, og den er heller ikke en hensynsløs og trættende konverseren. Og sidst men ikke mindst: der hæfter sig ikke noget heroisk ved den, som der gjorde i den form for "Åbenhed", hvormed den danske sagnhelt og nationalpatriot, "Holger Danske", kæmpede. Han fægtede nemlig "med åben pande", dvs med visiret slået op, så man kunne se, hvem man havde foran sig. Og på samme måde ser man i vore dage en vældig "åbenhed" i kampen mellem de to køn, en kamp, hvor man helt utilsløret plejer sine egne egoistiske interesser eller trossætninger på bekostning af den anden part. Noget tilsvarende vil man kunne nikke genkendende til i ægteskaber, hvor en af parterne er faldet over Martinus kosmologi og i misforstået iver ligefrem ser en ære i at tilhøre "de ulykkelige ægteskabers zone". Her bliver dét, som skulle være en hjælpende hånd i en god sags tjeneste, i stedet for til et åbent "trumfkort", med hvilket man kan retfærdiggøre sine egoistiske mål og demonstre sin egen "høje" udviklingsgrad.
Et eksempel på den rette åbenhed
Åbenhed er således mange ting, og man kan ikke forvente hverken af sig selv eller andre, at den form for åbenhed, der naturligt vokser ud af et kærligt og upartisk sind, er noget, der lige med ét er nemt at praktisere. Men det gælder om lidt efter lidt at indrette sin tilværelse på en sådan måde, at man ikke skal holde rede på to slags virkelighed, nemlig en, der vender udad og en, der vender indad. For så er det jo netop, man altid skal passe på med, hvad man siger og gør. Man må tværtimod leve sit liv, sådan at det ikke er nødvendigt at forholde andre sine oplysninger, eller som Martinus engang udtrykte det: "Ens liv må kunne tåle dagens lys", og hans eget liv var ikke skjult, men levet i overensstemmelse med hans idéverden. Livets Bog er i virkeligheden hans selvbiografi, hans livs bog og andres livs bog. I dagligdagen var han så forbavsende åben, at enkelte mennesker, der kom ham nær, kunne få den opfattelse, at så åben kunne han da ikke være overfor alle, og at de således havde hans særlige fortrolighed. Men sådan var han faktisk overfor alle. Han havde ingen favoritter. Og den samme åbenhed og beredvillighed til at give sig selv og til at give alle oplysninger, som Martinus havde, må også alle hans sags medarbejdere og interesserede have eller lære sig. Han udstrålede selv venskab. For ham var venskabet, åbenheden og friheden for den enkelte en helt nødvendig forudsætning for et frugtbart samarbejde. Og at ikke alle kunne leve op til denne forudsætning, vidste han godt, og vi havde da også fuld frihed til at være lukkede og til at fejle på alle andre måder, og så opleve virkningerne, og det ødelagde ikke hans venskab og kærlighed til os. Og en sådan holdning kunne man jo også lære noget af.
Tilbage til forfatterregister
Forrige