Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1983/11 side 236
Aktuel rubrik
 
Tage Buch: ET RÅB OM HJÆLP
 
Under denne overskrift skrives der i "Politiken" 13.8.1983 om dyrs angstskrig. En svensk videnskabsmand gør ifølge artiklen et forsøg på rent materialistisk at forklare, hvorfor dyr skriger, når de overfaldes. Kaj Robert Svendsen skriver herom:
"En stær skriger, når den havner i en rovfugls kløer eller et rovdyrs gab. Et langtrukkent, hjerteskærende vræl, som fortæller det kyndige øre, at nu foregår der noget frygteligt. Dødsskrig kendes hos en masse andre fugle og en hel del pattedyr. Et gedekid bræger ynkeligt, når det bliver taget af en ulv. Hvorfor egentlig? – spørger biologer. Hvad gavn har offeret af at skrige i de sekunder eller minutter, det endnu lever mellem kløerne eller kæberne på en røver?"
En svensk zoolog, Göran Högstedt ved Lunds universitet, mener at kunne forklare det efter at have eksperimenteret med stæres dødsskrig på bånd. Forklaringen går ud på, at andre røvere inden for hørevidde tilkaldes af den fortvivlede lyd fra et dyr, der er ved at miste livet. De skynder sig til skuepladsen for dramaet, formentlig i håb om en billig steg. Der opstår nemt strid mellem røver nr. ét, der har taget byttet, og røver nr. to, der gerne vil overtage det. Striden kan give offeret en spinkel mulighed for at flygte. Dødsskriget er et råb om hjælp.
De nævnte båndforsøg skulle – ifølge artiklen – underbygge teorien, idet forskellige dyrearter havde reageret på skrigene og nærmet sig skuepladsen for dramaet, og artiklen slutter:
"For Högstedts teori taler også, at lidt større fugle, f.eks. stæren, som det kan være sværere for en røver at aflive, er mere tilbøjelige til at skrige end de helt små. De har mere tid til at hidkalde endnu en røver. Og kan et skrigende offer så virkelig se sit snit til at undslippe, mens røverne slås? Chancen er beskeden. Men det lykkes ikke helt sjældent. Det viser mange iagttagelser af høg-over-høg-situationer, som ornitologer har gjort".
Når man fra materialistisk naturvidenskabelig side søger at give forklaringer på sådanne problemer som angstskrig, kan man vel ikke komme problemets løsning nærmere. Men hvilke andre forklaringer kan man også give, når man ikke anerkender begrebet ånd og ikke arbejder med tankeklimaer, men kun med ydre skabte former, ting og materier? Hvilke forklaringer giver naturvidenskaben på lykke og glæde, sorg eller mismod, samvittighedsnag osv – eller andre tankeklimaer? Hvordan kan man forklare livet ud fra døde ting og materier? Næ, Martinus forklarer med rette, at den materialistiske livsanskuelse er uværdig for en videnskabsmand. Den er ikke nogen "livsanskuelse", men en "dødsanskuelse". Jeg læste for år tilbage i en avis om, hvordan et slagteris metode for slagtning af svin nu var blevet så fuldkommen og effektiv, at man – som det blev sagt – udnyttede alt overhovedet ved svinets slagtede krop, og det eneste man ikke kunne udnytte var svinets angstskrig. – Det kan til gengæld svinet selv udnytte, idet det, som Martinus viser, er en første begyndende lydlig bøn til Forsynet eller Guddommen om hjælp. Ved skriget knyttes kontakten til den åndelige verden, og på det åndelige plan får dyr, såvel som mennesker, den hjælp de har behov, når de har forladt den fysiske krop.
Hvor meget mere fyldestgørende giver således ikke åndsvidenskaben en forklaring på angstskrigets betydning. Martinus viser i Livets Bog, del I, stk. 172/74, at et dyrs angstskrig virkelig er et råb om hjælp, men på en anden måde end den af videnskabsmanden beskrevne. Han skriver:
"Denne (dyriske) livsform måtte nemlig tilsidst udvikle individet til at føle en sand rædsel eller ængstelse ved livet. Denne ængstelse udløser sig igen i "hjerteskærende" skrig, når det pågældende væsen befinder sig i fare eller formentlig fare. Vi hører undertiden dette skrig fra det lille værgeløse dyr, når det falder for jægerens bøsse, vi hører det fra rovdyrets ofre, vi hører det indenfor slagteriernes mægtige haller og vi hører det bag vivisektionens tykke mure osv. Disse skrig er de første spæde eller latente former for bøn til Gud. De er de første koncentrerede udløsninger af råb om hjælp om beskyttelse, om barmhjertighed. De er således et væsens sidste fortvivlede udløsning, når alle dets egne kræfter ikke mere slår til, og bliver netop i kraft heraf udtryk for en, om end for samme væsen, ubevidst henvendelse til en højere autoritet om redning, om frelse.
Efterhånden som dyret i det ene liv efter det andet oplever flere og flere rædselsscenerier, bliver det mere og mere bevidst i sine angstskrig. Fra at være ubevidste eller instinktmæssige bliver disse til bevidste udløsninger. Gennem angsten vækkes der således impulser til live i dyrets bevidsthed, der efterhånden udvikler sig til gryende forestillinger om et eksisterende Forsyn. Og med disse dæmrende forestillinger fødes der i væsenet den ny side af bevidsthed, vi før nævnede som hørende under religiøsitet, og i kraft af hvilken det netop bliver fremtrædende som jordmenneske og dermed udgørende fostret til det rigtige eller kosmiske menneske. Angstskrigene er således udgørende de første spæde kim eller frøkorn, ud af hvilke en ny bevidsthedsform skal blive til, og et nyt rige opstå.
Indenfor jordmenneskenes rækker arbejder angsten og rædslen videre og skaber mere liv og bevidsthed i individets bøn om beskyttelse. Gennem denne bøn opstod efterhånden hele dets religiøse udvikling". (Citat slut.)
Men forudsætningen for at forstå og anerkende Martinus ovenstående analyse er jo, at man overhovedet kan erkende det levende væsens åndelige eller kosmiske struktur, – at man erkender, at ethvert levende væsen har et evigt "Jeg", en ligeså evig "skabeevne" og en evigt eksisterende (skiftende) organisme- struktur, og en hel række kosmiske principper som årsags- og virkningsprincippet, kredsløbsprincippet, livsenhedsprincippet osv, såvel som reinkarnation og individuel udvikling, og uden denne viden vil selve livet for materialisten fortsat være som en lukket bog, eller en bog hvis tale han ikke forstår. Han må nøjes med en "fysisk" eller utilstrækkelig forklaring på livsytringer som f.eks. dyrets angstskrig. Men dette, at videnskabsmanden overhovedet er begyndt at forske i dyrets angstskrig viser, at han allerede er på vej ind i en ny forskning, der en dag vil komme til at afsløre en ny viden om livet, en helt ny verden, der tidligere forekom ham komplet død.
Og enhver materialist vil uundgåeligt blive ført frem til denne ny viden. Han vil en dag komme i en sådan situation, at han udstøder et "råb om hjælp", når hans vanskeligheder tårner sig op til en sådan grad, at hans egne muligheder for deres løsning er udtømte, og alle "flugtveje er spærrede".