Kosmos 1983/9 side 170
Dette nummer af KOSMOS behandler for en stor del den netop afsluttede sæson på MARTINUS CENTER i Klint både i ord og billeder. Der har været strålende højdepunkter: både i det rent fysiske såvel som det åndelige klima i denne sæson, men ind imellem de lange solskins- og varmeperioder måtte der naturligvis komme enkelte køligere og regnfulde dage, som kunne markere den nødvendige kontrast. – Da de mange studerende står på forskellige trin med hensyn til studiet og forståelsen af kosmologien, kan det være nyttigt at berøre nogle af de misforståelser eller kritiske røster, der også i denne sæson har ladet sig høre. Nogle bemærkninger går på, at enkelte foredrag har været "dristige" eller indeholdt misfortolkninger, hvad man mener også kan gælde artikler i dette blad, hvoraf en enkelt har været betegnet som direkte forkert. Dette gælder især emner som den seksuelle polforvandling, og det skal indrømmes, at det også er et ømtåleligt emne, måske netop fordi mennesker står på forskellige trin.
Imidlertid er grunden til sådanne bemærkninger nok først og fremmest den, at det kan være svært at forestille sig de enorme forandringer, der skal ske i samfundet, og den fantastiske forskel, der er på vort nuværende samfund og det kommende rigtige menneskerige, og det kan derfor være nyttigt at se lidt på nogle af de punkter, som Martinus selv påpeger, og som viser denne afgørende forskel på vort nutidige menneskeliv og vort liv som "mennesket i Guds billede". I Martinus bog (nr. 26) "Verdenssituationen og Guds billede" skriver han i kap. 2:
"Det ufærdige jordiske menneskes hukommelse eller erindring og den heraf følgende viden om dets egen identitet er så lille i forhold til denne millionårige skabelsesproces, at den næsten kun er for et støvfnug at regne i forhold til et bjerg".
Han viser senere det jordiske menneske som et "teknisk geni" og sammenligner flinteredskaber med moderne elektronhjerner, og betegner samtidig vort nuværende moralske stade som en babymoral dvs "en vildmands dyriske junglemorals udfoldelse". (kap. 5)
Et tredie sted viser han os som bevidsthedsmæssigt overdimensionerede dyr, og at vor krop ikke er noget virkeligt menneskelegeme, og siger så:
"Der er lige så stor en forskel på det jordiske menneskes nuværende organisme og det virkelige totalt fuldkomne menneskelegeme som den, der er på en gorillas organisme og nævnte nuværende jordmenneskeorganisme. Den virkelige menneskeorganisme, der ikke på nogen som helst måde er beregnet på at være redskab for dyrebevidsthed og dyriske tankearter, er ikke en pattedyrorganisme".
Disse tre punkter, som altså viser, at vor viden nu i forhold til den virkelige viden er som et støvfnug i forhold til et bjerg, – at vi er tekniske giganter og moralske babyer, og at vor organisme i forhold til en kommende organisme er som en gorillas, er tilstrækkeligt til at overbevise os om den enorme forvandling hver enkelt af os må gennemgå for at blive "rigtigt menneske", og altså for at forstå, at også vor næste må gennemgå den samme forvandling.
Med denne baggrund er det så meget let at se, at foredragsholdere og dem, der skriver artikler, nødvendigvis må påpege nogle af de ændringer, der vil ske hos mennesker og i samfundet med henblik på at skabe forståelse for og fundament for en tolerance overfor dem, der er "anderledes", og også fordi vi selv inkarnation for inkarnation vil blive meget "anderledes" end vi er idag. Det vil nemlig være meget uheldigt, hvis de mennesker, der i det øvrige samfund bliver latterliggjort, hånet og spottet, ikke i Martinus Center skulle have et fristed og føle den allerstørste tolerance, således at vi både i ord og handling lader dem, der forfølges andetsteds, forstå, at vi her betragter det såkaldt "unormale" som ligeså normalt som det såkaldt "normale", og at vi forstår, at det en dag bliver sådan, at det der idag er såkaldt "normalt" med tiden bliver mindre almindeligt, men derfor ikke mindre normalt.
Hvis den nye verdenskultur, som Martinus beskriver, skal begynde her på denne plads, så må Martinus Center udvikle sig til et tolerancens eldorado. Der er opbrud på alle menneskelige felter, og det er forståeligt, at enkelte kan have svært ved at acceptere dette opbruds konsekvenser, og at nogle føler en vis aversion eller intolerance. Den er helt naturlig på sit stadium, og derfor må man også tolerere intolerancen, eller som Lars Lundell sagde i et foredrag: "Tolerance er forståelsen af intolerancens nødvendighed". Kun gennem dette opbrud og umådelige forandringer vil vi nå frem til næste station i vor udvikling, – dette at blive "rigtigt menneske". Det er det skolen i Martinus åndsvidenskab i Klint er beregnet på at lære os.
TB
Tilbage til forfatterregister
Forrige