Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det har tit undret mig og sikkert også mange andre, hvad det er der gør, at mennesker kan blive så indignerede, irriterede og intolerante under samtaler eller i diskussioner. Men når man tænker nøjere efter er det i grunden ikke så sært. Det har med tro at gøre. Troen er – som Martinus har vist – baseret på instinktevnen, og instinktet og automatfunktion hører sammen. I planteriget er instinktenergien førende, og i dyreriget er det stadig stærkt fremtrædende. Her er reaktionerne helt automatiske, og dyrenes liv afhænger helt af deres sikre instinkt både når det gælder den rette føde, at beskytte sig mod fjender og betrygge afkommet. Det jordiske menneske har en begyndende intelligens, men har fortsat både i kroppens reaktioner og i bevidstheden tydelige spor af instinkt. Den instinktive tænkning er det vi kalder tro. Bevidsthedsmæssigt er vi troende i samme grad som intelligensen er svag eller ubrugt og instinktet velfungerende. Evner og anlæg er stabile, forestillingerne er faste, intelligensen har ikke begyndt noget nedbrydende arbejde på disse. Vi klynger os til de gængse forestillinger. Vi kan suggereres til at antage opfattelser og tanker, som vi ikke er intelligente nok til at gennemskue, og vi er altså troende i sådanne områder. Automatisk tænkning, instinktive reaktioner behersker bevidstheden. Vor snævre horisont og derfor ufuldkomne verdensbillede er så urokkeligt forankret i vanetænkning eller instinktiv "tænkning", at tankerne følger faste baner, nogle gange meget snørklede baner, fordi de skal passere klippefaste forestillinger og forhindringer.

Vi kunne sammenligne vort bevidsthedsrum med det hus eller den lejlighed, som vi bor i. De faste installationer er kroppens forskellige automatiske funktioner, og møbleringen er udtryk for vore forestillinger. Vi selv er vante til disse "møblers" placering, nogle af dem er måske oven i købet "faste skabe" og derfor ikke til at rokke, men vi er selv vant til at færdes ugenert rundt i stuerne, vi kan næsten klare det i søvne. Vanskelighederne opstår først, når andre kommer ind i vort bevidsthedsrum i form af vort "hus" eller "stuer" og vi dermed får gæster. Måske er møblerne, uden at vi har bemærket det, lidt upraktisk anbragt eller muligvis lidt særprægede, og derfor kan vore gæster måske støde sig på eller falde over de "faste skabe" eller "urokkelige meninger", der fylder vort rum. Disse kan eventuelt være "støvede", fordi intelligensens lys ikke har fået lov at trænge ind i de dunkle rum, og vi derfor ikke selv har set på vore rums møblering med kritiske øjne.

Hvis nu gæsterne er så ufornuftige, at de foreslår ommøbleringer, dvs at de begynder at diskutere med os om vore meninger, bliver det sikkert ilde optaget og måske bliver vi sårede. "Tænk, jeg synes at tante Agates chatol står så godt", siger vi, og den kloge gæst siger ikke mere. "Eders tale skal være ja, ja, og nej, nej, og hvad der er ud over dette er af de onde" (Math. 5.37).

Måske er vi alligevel ikke så faste i troen. Lidt lys i form af intelligens får måske lov at trænge ind. De støvede gardiner, som vi har arvet, trækkes lidt til side, og vi ser på de meninger og opfattelser, der nu som vore ormstukne møbler står der støvede, snavsede med mølædte huller i betrækket, alt det vi arvede og medbragte fra vort eget hjem, og ting som oldefar og oldemor havde holdt hævd over. Vi ser pludselig vore forestillinger i et nyt skærende lys, og nogle øjeblikke blændes vi, men nogle af os får lyst til at rydde op i alle "herlighederne". Oldemors plydsessofa kommer på lossepladsen og onkel Arthurs gyngestol med. Det kan være vi er så rationelle, at vi sender bud efter en marskandiser, der køber resterne og afsætter dem til liebhavere. Men vi vil i hvert fald have ryddet op og have ren luft i stuerne. Vi får lyse og lette "møbler" og nyt tapet på væggene, og endelig har vi fået os praktisk indrettet, så vi både kan arbejde, dyrke vore kunstneriske evner og have gæster og venner, der kan hygge sig med os uden at støde sig på vore "faste skabe" i form af vore fasttømrede meninger eller fordomme.

Faste meninger har med tro at gøre, og jo mere intelligens vi får og også evne til at bruge den, jo mere fleksible bliver vi, – jo mindre stejle er vi, når vi skal udveksle meninger med andre. Det kunne dog være, det ville være godt med en vis "ommøblering" af vore tanker af og til. De mest fleksible er de kosmisk bevidste. De bøjer sig simpelt hen for kendsgerninger, eller de færdes let og elegant i de mest snørklede tankegange hos deres medmennesker uden at støde på og undgår at fremkalde enhver form for ubehag for sig selv og andre. De er livskunstnere og dermed ekvilibrister i at sno sig udenom vanskelighederne hos medmennesker, og de er på den anden side selv vant til at være til glæde og velsignelse for alle andre, der får lov at færdes indenfor deres bevidsthedsrum.

Den troende vil ikke have rokket ved sine meninger. Han føler at hans verden styrter sammen, hvis nogle af hans stivnede opfattelser, der i virkeligheden blot er vanetænkning, skulle ændres. Mennesker med et verdensbillede fra "oldemors tid", med religiøse dogmer eller politiske meninger, de har antaget uden i særlig grad at tænke over, hvad de indebærer, vil ustandseligt komme i vanskeligheder i vor verden, hvor udviklingen går så stærkt og meninger udskiftes ligeså hurtigt som vi tager rent tøj på. Kumbel siger det sådan: "I gamle dage var "gamle dage" hundrede år eller mer tilbage, – i år igår". Hvis vi derfor ikke er fleksible og tilbøjelige til at give afkald på vort "arvegods" af overbevisninger, – hvis vi bliver irriterede og indignerede om ikke alle straks synes at vore "støvede opfattelser" er unike, ja så vil vi konstant komme i vanskeligheder. Vi skal være lykkelige, når mennesker har meninger og opfattelser, der er "anderledes". Det kunne dog være vi kunne lære noget. Vi skal være taknemlige for minoriteterne. Det er en dyrisk arv, at vi bliver indignerede over andres meninger, eller at nogen vredes over at vore meninger forekommer dem aparte. I dyreriget hugges de dyr ned, der er "anderledes" eller defekte. Dér er "indignation" en dyd. I et menneskeligt miljø må vi værne om dem, der er anderledes.

Det begyndende menneskelige ligger deri, at vi forstår at ingen af os kan være anderledes end vi er, idet vi nødvendigvis må stå på forskellige udviklingstrin. Vi står derfor alle på toppen af vor udvikling på basis af vort nuværende erfaringsmateriale, og hvor forskellige vore meninger end kan være, må vi øve os i den tolerance, der er al menneskelig bevidstheds kendetegn. De ufuldkomne opfattelser eller forestillinger, der hører trosstadierne til, må vi acceptere og se alle mennesker som vandrerer på vej mod højere udviklingstrin. Tolerancen er derfor nødvendig overfor de trin, der ligger under vort, og som vi finder naive eller primitive, og ligeledes overfor sådanne forestillinger, der ligger langt over vort eget trin, og som måske kan forekomme os fantastiske eller utopiske. Den må gælde både de trin, som vi selv har forladt og de højereliggende trin vi selv er på vej imod – både den højt menneskeligt udviklede såvel som overfor den troende. Vi må have et åbent sind overfor livets direkte tale gennem alle væsener og ting. I vor tids forvirrende og hastigt skiftende situationer, må vi søge at finde vort eget udviklingstrin eller stade og lade vor tolerance og humane forståelse omfatte al menneskelig aktivitet og alle opfattelser. Kun der hvor indignationen over, at medmennesket tænker og handler anderledes ophører, kan freden, lykken og glæden have til huse.