Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål: Undskyld min manglende fatteevne og tillad mig et spørgsmål. Det gælder problemet "den frie vilje". Nogle steder i sine bøger siger Martinus, at et menneske ikke kan være anderledes, end det er. Han citerer Paulus, der siger: "Det gode jeg vil, gør jeg ikke ... ..." Selvfølgelig forstår jeg, at et menneske med sin vilje ikke kan ændre polforvandlingen, spiralkredsløbet, døden og livet, men det forekommer mig at have læst i et kursus udgået fra instituttet med Martinus godkendelse, at menneskene overhovedet ingen fri vilje har, der henvises også til præcognition.

Martinus siger også, at ingen kan tro ved hjælp af sin vilje, og at onde mennesker egentlig gerne ville være anderledes.

I III. bind af Livets Bog bl.a. side 1190 taler han om "den totale frie vilje". Mon jeg kan få et svar på mit spørgsmål, om hvorvidt viljen er fri eller ikke fri. Jeg mener også at have læst, at viljens frihed er afhængig af den menneskelige udvikling. Å.H.P.
 

Svar: Spørgsmålet om fri vilje har voldt mange mennesker store vanskeligheder at forstå. Og hvis man stiller spørgsmålet som du gør, kan man ikke svare med et "enten eller", men med et "både – og". I spiralkredsløbets faser findes både den fuldstændig frie vilje og den fuldstændig bundne tilstand. Her skal vi prøve at give en ganske enkel forklaring. Først må vi finde ud af, hvad der overhovedet er viljens område. Viljen har ingen indflydelse på alt det ikke-skabte, dvs, at alt hvad der hører overbevidstheden til: Jeg'et, urbegæret, skabeevnen, alle evige skabeprincipper og grundenergiernes eksistens ikke angår viljen. Alt dette er evigt eksisterende, og da det ikke er viljemæssigt skabt kan det heller ikke viljemæssigt ændres eller udslettes.

Det er altså i det skabtes område, at viljen har indflydelse, og det vil ikke blot sige det fysisk skabtes område, men både de fysiske og ikke-fysiske legemers eller organers brug og oplevelsestilstand. Hvis vi tager det fysisk skabtes område først, er det klart, at al fysisk skabelse – også vor legemsopbygning – på et eller andet tidspunkt har været tænkning og vilje underlagt – ellers kunne sådanne skabelser slet ikke være blevet til. I forudgående høje åndelige verdener er udformningen af fysiske former og organstrukturer udtænkt og tilrettelagt. I mineral- og planteriget ser vi, at organisationen af materien er automatisk fungerende, men det betyder jo blot, at den dagsbevidste viljefunktion er ophørt og gennem talentskabelsens A, B og C-stadier er blevet til automatfunktion. Væsener i disse to zoner kan ikke pludselig ændre deres form og fremtræden, men er bundet af automatfunktionen. I den fysiske verden har disse væsener altså ingen fri vilje, medens de udmærket på det åndelige plan kan have rige oplevelsesmuligheder, idet disse hovedsagelig lever i hukommelseszonen eller salighedsriget.

I dyrerigets første del er det fortsat sådan, at væsenet er bundet af automatfunktioner, og det er først når en gryende intelligens får indpas i dyrets bevidsthed, at viljen og tænkningen udfolder sig, og væsenet får en begyndende fri vilje på det fysiske plan. Det begynder at kunne vælge frit mellem forskellige muligheder. Men dyret har – ligesom det ufuldkomne jordiske menneske – kun en begyndende eller delvis fri vilje, nemlig i samme grad som det har indsigt i og beherskelse af de faktorer, der er afgørende for en bestemt skabelsesfunktion. Det ufærdige menneske har altså fri vilje til også at handle "forkert" og dermed skabe sig nye erfaringer, og hvis det ikke var tilfældet ville dette væsen være en robot. I stk. 955 (side 1190), som du henviser til, siger Martinus netop, at hvis skabelsen "ikke var et produkt af viljefrihed, ville den ikke være et produkt af valg eller overvindelse, træning og øvelse, og måtte dermed være totalt blottet for den skaberglæde, der nu er den trofaste følgesvend for enhver nok så lille tilegnelse af ny kunnen". (Citat slut). Den kun delvise fri vilje betyder, at væsenet her hovedsageligt er ufrit eller bundet af automatfunktioner og derfor fortsat i stor udstrækning instinktstyret. Da væsenet nu er et overgangsvæsen mellem dyreriget og et kommende nyt menneskerige, vil dets udvikling bestå i degeneration af eller en viljemæssig nedbrydning af dyriske talenter og anlæg og en viljemæssig opbygning af nye og mere menneskelige vaner og tilbøjeligheder, der efterhånden ændrer væsenet i retning af dets virkelige mål, nemlig at blive "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Det er derfor rigtigt, hvad du skriver i brevets sidste sætning, at "viljens frihed er afhængig af den menneskelige udvikling".

Væsenet, der – kommende fra de høje åndelige verdener – har "indviklet" sig i den fysiske materie, bliver ikke et virkeligt frit væsen, før det har "fornyet" sin bevidsthed og dvs før det har fået fuld viden om og fuld beherskelse af alle grundenergierne, altså en fuldkommen skabeevne eller kosmisk bevidsthed.

I vor almindelige jordmenneskelige hverdag er vi jo slet ikke frie mennesker. Hvis vi binder os i ægteskabelige forbindelser, er vi ikke frie til at etablere andre forbindelser. Hvis vi binder os økonomisk, kan vi ikke samtidig anvende de samme midler til andre formål. Hvis vi ved vor ufornuft ernærer os forkert og bliver syge, måske bundet til en sygeseng eller kørestol, er vi ikke frie væsener, der kan befordre os overalt frit og uhæmmet. Og hvis vi har anvendt tid og kræfter og bevidst viljeføring på at uddanne os til et bestemt fag, f.eks. bager, så er vi bundet her og kan ikke straks samtidig være smed. Den fri vilje betyder ikke, at man kan gøre alting på samme tid, og som Martinus har udtrykt det engang: "Man kan ikke gå op og ned ad en stige på samme gang". Vi er bundet i de evner vi har optrænet, sunde eller usunde, lykkebefordrende eller ulykkebefordrende. Vi har i vor zone kun lokal fri vilje.

Man kan derfor ikke generelt sige "om viljen er fri eller ikke fri", men derimod sige, at i hele det område, der overhovedet angår viljen, og hvor også væsenet har kosmisk bevidsthed, er det frit dvs i den del af udviklingsspiralen, som Martinus betegner "Guds primære bevidsthed", medens det under "indviklingen" i materien ikke kan være frit. Og det er da heller ikke meningen, idet væsenet netop passerer de fysiske zoner for at blive bundet i tung materie, der ikke direkte lystrer viljen, men skaber modstand og dermed giver erfaringer og ny viden om livslovenes virkninger, og det får dermed fornyet sin bevidsthed. Mæt af lyset og fuldkommenheden i de høje åndelige verdener har væsenet begæret og viljemæssigt iscenesat sin tilknytning til den tunge fysiske materie, ligesom vi nu, mætte af lidelser og besværligheder, sygdomme, krig og ufred, begærer og viljemæssigt befordrer en udvikling i retning af lyset, freden og harmonien. Dette beskriver Martinus også i stk. 955, hvor han siger: "Netop i kraft af, at Jeg'et kan manifestere og opleve den totale modsætning til fuldkommenhed, velvære eller behag, bliver dets totale "fri vilje" eller absolutte suverænitet hermed til kendsgerning." (Citat slut). Paulus, som du refererer til, udtrykker sig derfor helt korrekt, når han siger: "Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, just det gør jeg". Idag ville vi nok sige: "Det menneskelige (gode) som jeg vil, det gør jeg ikke, selvom jeg har et inderligt ønske herom, for jeg har ikke endnu tilstrækkeligt trænet mig heri, medens det dyriske (onde), som jeg ikke vil, det gør jeg fortsat – beklageligvis – , fordi jeg endnu ikke har vænnet mig af med de dyriske, nedbrydende og ulykkebringende tendenser i min natur, men fortsat i høj grad er bundet af talenter fra min tid som dyr og primitivt menneske, og som da var nyttige og nødvendige, men som nu virker stik imod de ønsker og begær efter en ædlere livsform, jeg nu så inderligt nærer." –

Som ufærdige mennesker har vi altså kun fri vilje indenfor lokale eller begrænsede områder, og kun den kosmisk bevidste eller "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse" med den fulde viden om alle livets forhold og fulde beherskelse af sin tænke- og handlemåde, er et frit væsen, der altid kun gør det gode, som det vil og som aldrig gør det onde, som det ikke vil.

P.S.: Læs iøvrigt Martinus artikel "Har det jordiske menneske en fri vilje", KOSMOS nr. 8, 1975.