Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål: Jeg synes, at Martinus på mange områder har samme opfattelse som videnskabsmændene. Nu vil jeg gerne vide, hvad Martinus mener om videnskabens teori om universets skabelse "The Big Bang" eller "det store brag".

Svar: Med hensyn til "det store brag" som værende begyndelsen til universet og dets hele skabelse er videnskaben ikke på linie med Martinus kosmiske analyser, men det er vel heller ikke en teori, som alle videnskabsmænd går ind for.

Ifølge Martinus analyser er universet aldrig nogen sinde begyndt. Universet eller verdensaltet, som Martinus foretrækker at kalde det, kan ikke have begyndt, for hvordan skulle der komme noget ud af intet? Der har altså altid været "noget", og selv om man antog, at der på et eller andet tidspunkt virkelig havde fundet et "stort brag" sted, så måtte der forud have eksisteret "noget", der kunne eksplodere, og ligeledes forud eksistere "noget andet", som fik det til at eksplodere, "noget", der satte materien i bevægelse.

Al skabelse er bevægelse, og bevægelsen er sat igang ved hjælp af en "skabeevne", som igen vil være behersket af et "jeg". Og således er al bevægelse overhovedet, og dermed alle skabelser i verdensaltet, som jo viser sig at være logiske, begyndt med et "jeg"s bevidsthedsudvidelse eller tænkning, som gennem viljeudløsning er bragt til udførelse i mentale eller fysiske skabelser. Den samlede skabelse af alle væsener i mikro-, mellem- og makrokosmos tilsammen er Guds skabelse og Guds organisme.

Da naturvidenskaben næsten udelukkende arbejder med den sekundære del af livet – hele den fysiske side af tilværelsen – og ikke anerkender eller beskæftiger sig med verdensaltets primære side, – hele den åndelige –, og "tror", at skaberen bag universet slet ikke eksisterer, er videnskabsmænd afskåret fra at løse livsmysteriet eller nå til den rette erkendelse af livets virkelige natur og evige eksistens, og må derfor søge en løsning i den fysiske materie som f.eks. i form af en fantasiforestilling om et "stort brag".

Mange steder i Martinus kosmiske analyser kan man finde den logiske begrundelse for livets evige væren og uendelige fortsættelse af skabeprocesser i alle former og størrelser, skabelser, som ikke er nyskabelser kommet ud af "intet", men omskabelser gennem nedbrydning og opbygning af såvel mentale som fysiske materier. Der gengives i det følgende et citat, der behandler livets evighedsnatur. Livets Bog II stk. 583 og 584: "Ligesom vort Jeg, vor bevidsthed og organisme er en nødvendighed for at kunne danne "verdensalt" eller "himmel og jord" for vore mikroindivider og dermed er en livsbetingelse for dem, således er det også en absolut livsbetingelse for os, at den "himmel og jord", vi skuer ind i, repræsenterer en levende, pulserende organisme, afslørende "jeg" og "skabeevne". Men det er jo kun, hvad der forlængst er blevet til kendsgerning for den udviklede forsker. Ingen kan bestride, at det, vi ser eller sanser, er "skabte ting". Da "skabte ting" kun kan være et resultat af en "skabeevne", og denne igen kun kan eksistere som en egenskab ved et "jeg" eller højeste "noget", bliver verdensaltet udenfor vor egen zones kreds af levende væsener således opfyldende lige akkurat de tre betingelser, der gør et "noget" til et "levende væsen".

Verdensaltet udenfor vort eget mentale og legemlige områder udgør således ligeså godt et "levende væsen" som den del af verdensaltet, der eksisterer indenfor vor organismes og bevidstheds domæne og udgør vor egen individualitet. Og i dette væsen er vi ligeså nødvendige som organer eller organmateriale, som mikrovæsenerne indeni vort eget legeme er nødvendige som organer eller organmateriale for os. Det er dette levende væsen, hvis organisme fremtræder som udgørende verdensaltet for os, vi kalder "Guddommen". Vor egen fremtræden som et levende væsen er således en nøjagtig kopi af Guddommen, er i "Guddommens billede". Det er denne kopi af Guddommen, vi her i Livets Bog kalder "gudesønnen".

Hvis denne Guddom ikke eksisterede, måtte verdensaltet udenfor vor egen zones kreds af levende væsener være "jegløs" og dermed bevidstløs. Det måtte fremtræde som en modsætning til livet, måtte være absolut "stilhed". Men absolut "stilhed" i verdensaltet vilde umuliggøre en hvilken som helst form for udfoldelse af liv. Thi livet eksisterer udelukkende som reaktioner imellem gudesønnens energiudfoldelse og Guddommens eller verdensaltets energier. Det er disse reaktioner, der udgør det, vi kalder "tanker", "bevidsthed" og "manifestation". Uden "Guddom" vilde "gudesønnen" eller "det levende væsen" således være en umulighed....

Hvis det levende væsen var "dødeligt", måtte det være identisk med en "skabt ting", thi kun "skabte ting" kan være "dødelige", hvilket vil sige "timelige" eller "forgængelige". "Noget", der ikke er skabt, men alligevel er til, kan aldrig nogen sinde være "blevet til", ligesom det i al evighed "aldrig kan ophøre med at være til". Det er ganske udenfor skabelsens love. At benægte et sådant "noget"s eksistens er det samme som at benægte det eneste "noget" i tilværelsen, der kan betegnes som "skaberen"."