Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål:

I Martinus litteratur, i artikler og foredrag, forekommer der en understregning af lidelsens betydning i en sådan grad, at den af nogle karakteriseres som en tilbedelse af eller en glorificering af lidelsen og smerten. Kan man ikke ad andre veje opnå viden, visdom og dermed harmoni i tilværelsen f.eks. ved bøn og meditation?

 

Svar:

Jo, bønnen – og meditation i forbindelse med bøn – kan hjælpe mennesket et langt stykke ad vejen. Martinus skriver i "Bønnens mysterium", kap. 2: "Kan bønnen da garantere lykken? Ja, bønnen kan blive så fuldkommen, at den i forbindelse med kosmisk viden helt kan udelukke sorgernes og ulykkernes mørke skygger fra individets sjæleområde. Ikke således, at den gør det immun overfor smerter og lidelser i kød og blod. De kropslige lidelser er meget ofte ganske uforandrede trods megen bøn. Det er heller ikke således, at bønnen er en Aladdinslampe, hvorved man er i stand til at give dem, man elsker, et langt liv eller bringe sine børn til at opfylde det ideal i sundhed, moral, begavelse og position, som er enhver fader og moders inderligste håb eller drøm. Det er meget lidt, bønnen her kan udrette. I modsat fald ville bønnen her jo være et middel til opløsning og modarbejdning af den guddommelige verdensplan"... Den ville forhindre "en videreførelse og nødvendig udvikling af deres (menneskers) erfaringsdannelse, en udvikling de ville være ganske afskåret fra, hvis den f.eks. ved bøn helt kunne forhindres". Den guddommelige verdensplan, som Martinus nævner, består for menneskehedens vedkommende i, at alle skal udvikle sig frem til at blive: "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Foreløbig er det jordiske menneske via mineral-, plante- og dyreriget nået frem til et stadium som "udviklet pattedyr", til hvilket stadium det er nået udelukkende gennem erfaringsdannelse, som i dets senere udviklingsstadier er blevet suppleret med en vis teoretisk vejledning gennem religionerne, en human morallære. Det jordiske menneskes videre udvikling fra dets pattedyrsstadium som hanner og hunner frem til det rigtige menneskes stadium kan heller ikke foregå uden en rent fysisk og åndelig erfaringsdannelse. Erfaringer kan ikke gøres uden fejltagelser, og disse kan ikke gøres uden et vist fysisk eller åndeligt ubehag, en smerte eller lidelse. Bøn og meditation kan ikke erstatte erfaringsdannelsen, men man kan få indre ro og mod til at tage den modgang og de besværligheder, som livet i den fysiske verden bringer, eller man kan abstrahere fra disse rent midlertidigt, men man ville være afskåret fra – som Martinus siger det – al videre udvikling, hvis bøn eller meditation kunne forhindre den modgang, som den fysiske verden er beregnet på at give de levende væsener. I denne verden fødes vi ufærdige og dør som ufærdige væsener, og vi må i denne og kommende inkarnationer belæres rent praktisk i "livets skole". Selv den fuldkomneste teoretiske undervisning eller de ædleste tankesystemer kan ikke erstatte erfaringstilegnelsen.

I den guddommelige verdensplan, som Martinus har gennemanalyseret i sine værker, viser kontrastdannelsen sig at være et meget vigtigt princip. Ingen oplevelse uden kontraster. Og det jordiske menneske må nødvendigvis passere dyrerigets drabstilstande, hvor en naturlig død er det, at det ene dyr æder det andet (og det jordiske menneske æder fortsat andre dyr), og dets nuværende og tilkommende ragnarokstilstande med krige, dødslejre, sygdomme og arbejdsløshed osv. Det største mørke er nødvendigt for at kunne opleve det største lys.

Hvis man forestillede sig, at man ad andre veje (bøn og meditation) kunne undgå smerten, lidelsen, ubehaget og besværlighederne, der er et resultat af fejlhandling og fejltænkning, ville verdensstyrelsen derved vise sig at være uretfærdig og ulogisk, idet nogle altså bliver opmærksom på de nævnte "genveje" til et liv i harmoni og salighed og andre ikke.
 

Og hvis al tidligere tiders lidelse, alle krige, alle kriser og sygdomme virkelig kunne påvises at være overflødige eller unyttige, og at der var andre visdoms- og lykkebringende veje, måtte den Guddom, vi ellers anser for at være alvis, almægtig og alkærlig, være pervers og sadist. At påføre levende væsener lidelse og smerte, der var helt unyttig, må være perverst. Men nu forholder det sig i alle livets forhold sådan, at man må være elev eller lærling, før man bliver mester. Man må krybe, før man kan gå. Og man må gøre fejl, før man kan gøre ret. Og hvis fejltagelse medførte et ligeså stort behag som korrekt skabelse, så ville vi ikke have nogen grund til at ændre eller korrigere vor handle- og væremåde. Så kunne vi fortsætte i et fejlagtigt spor og handle så ulogisk som vi havde lyst til uden nogen konsekvenser.

Sådan er livslovene ikke indrettede. Udviklingen gennem dyrezonen, den zone det jordiske menneske stadig tilhører, har udelukkende til opgave at forny væsenernes bevidsthed, at skabe ny viden om fysiske og mentale energiers beskaffenhed og reaktioner, at få kendskab til livslovene, således at væsenerne lærer at tænke logisk, noget der kun kan læres i den fysiske verden, hvor materien ikke lystrer tanken direkte, men her skal bearbejdes med fysiske kroppe eller fysiske redskaber. Ved livet i disse tilværelsens mørkezoner tilegner væsenerne sig gennem mange inkarnationer en sådan beherskelse af materien ved den materielle videnskab og dens fortsættelse, den åndelige videnskab, at de sluttelig gennemgår det Martinus kalder "den store fødsel" eller oplever – eller genoplever – kosmisk bevidsthed.

Man må erkende, at erfaringsdannelsen, ubehaget, smerten og lidelsen, der påfølger fejlhandlinger ikke er overflødig, men er ganske uundværlig i livsprocessen, og at den ikke kan erstattes af noget andet. Verdensordenen baserer sig på sæd og høst, på årsag og virkning, og er dermed retfærdig og logisk, og kærlighed er således dens slutanalyse. Martinus glorificerer altså ikke smerten, men viser på sin nøgterne måde, at den er en nyttig vejviser til harmoniske og menneskelige mentale og fysiske udtryksformer og handlingsmønstre.

Han præciserer mange steder i sine kosmiske analyser, at smerten og lidelsen ikke er en fjende, men en ven, og i virkeligheden burde vi derfor være taknemmelige (selvom vi sjældent er det) for den lærdom, der gennem "det ubehagelige gode" bibringes os. I Martinus lille bog: "Vejen til Paradis" siger han i kap. 19: "Men gennem katastrofen eller kortslutningen lærer samme væsen, hvordan det skal handle. Og på denne måde bygges visdommen efterhånden ind i væsenet. Og da lidelserne eller katastroferne på lignende måde også bygger humaniteten ind i væsenets væremåde, ser vi, hvorledes Gud skaber mennesket i sit billede efter sin lignelse. Og vi ser her lidelsens absolutte nødvendighed for, at mennesket kan opnå at få "kosmisk bevidsthed" og blive ét med Gud. Da lidelserne er et resultat af fejltagelser eller ulogiske handlinger, kan de absolut ikke udgøre nogen form for straf for synder. Men de er i deres kosmiske analyse visdomskilder og bliver på denne måde vejen til lyset, til kærligheden, til oplevelsen af Gud og dermed til kulminationen af livets oplevelse."