Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvis man begynder at søge sandheden med det formål at vinde lykke, harmoni og fred i tilværelsen vil man uvægerligt først komme i vanskeligheder, både i indre og ydre konflikter, for i og med, at man søger sandheden vil man normalt påbegynde en ændring af sit liv i overensstemmelse med den nye erkendelse. Ens ydre omgivelser, familie, venner, arbejdsfæller, vil derfor blive opmærksomme på forandringen i ens tale og handlinger og komme med bemærkninger om det forandrede handlingsmønster. De vil meget ofte foretrække, at man forbliver som de nu engang kender én, og nogle vil søge at påvirke én til at spille den kendte og akcepterede rolle i samværet. Andre vil blot trække på skulderen og glide ud af vennekredsen. Men det kan også give sig udslag i bagtalelse eller forfølgelse. Hvorfor skal hun/han nu til at ændre sig? – vi havde det da lige så rart!

Man vil også møde indre vanskeligheder i form af de vaner og tilbøjeligheder, som i forvejen eksisterer og er bygget op som evner og talenter, og som repræsenterer mikroverdener af levende væsener, der er indlevet i bestemte vaner og handlingsmønstre, og det er disse levende mikrovæsener, der øver modstand, når der skal ske forandringer i vor tilværelse og dermed også i deres livsvilkår. Man behøver blot at tænke på de ret udvendige vaner, som tobaksrygning eller indtagelse af stærke drikke er, og betænke, hvor møjsommeligt det kan være at aflægge sådanne vaner. Som følge af sådanne konflikter, som man pådrager sig i forbindelse med de ydre og indre medvæsener, og på grund af den kraft, der skal præsteres for at overvinde vanskelighederne, ændrer man sig ikke fra den ene dag til den anden, men kun på langt sigt, og mange giver da også op og falder tilbage i den kendte vanemæssige og midlertidigt behagelige gænge. Vaner er som gamle tiltrådte sko. Man befinder sig godt i dem og kasserer dem nødigt. Martinus skriver om den jordmenneskelige ufredelige natur, intolerancen, i Livets Bog I stk. 166: "Når man erindrer, hvor svært det kan være at få bugt med en tilegnet almindelig uheldig vane eller last, hvis tilknytning til individet aldrig i noget tilfælde kan have udstrakt sig længere end til en rent mikroskopisk tidsperiode i forhold til intolerancenaturen, vil man lettere forstå, at intolerancen (ufreden) ikke øjeblikkeligt kan fjernes. Men for at få bugt med denne kræves det naturligvis, at individet først og fremmest må være så langt fremskredent i udvikling, at det begynder at få en uimodståelig lyst til netop at bekæmpe intolerancen. At bekæmpe intolerancen er jo det samme som at udvikle tolerance, hvilket igen er det samme som at udvikle en ny evne. Men for at udvikle denne evne til fuldkommenhed eller virtuositet kræves der, ligesom til udvikling af virtuositet af en hvilken som helst anden evne, f.eks. musik, sprog etc., en stadig fortsat træning eller øvelse. Intolerancen lader sig således udelukkende kun bekæmpe ved en eneste fortsat villen, som udløser sig i daglige små overvindelser. På basis af disse vil man så til sidst opnå skridt for skridt at have forandret sine indre åndskræfter så meget, at man ikke mere har intolerancens tendenser i sig og er dermed bleven en virtuos i udfoldelse af tolerance. At kunne føle tolerance hører således til de realiteter, der absolut kun kan tilegnes ved træning eller øvelse." (citat slut).

At søge sandheden og ændre sig er en langvarig og træls proces, en daglig kraftanstrengelse for at tilegne sig et andet handlings- og tankemønster, og for ikke at give op på halvvejen må man søge støtte i den kraftkilde, som bønnen er. Jesus opfordrede sine diciple til at søge styrke i bøn, der hvor han siger til dem "at de burde altid bede og ikke blive trætte" (Luk. 18. 1)
 

Det jordiske menneske eller dyremennesket lever for en stor del fortsat på sine "nedarvede" talenter og er således næsten konstant i en lidelses- og krigstilstand af en eller anden art med sine omgivelser. Freden kan synes langt borte, men udviklingen i form af den daglige påvirkning fra omgivelserne suppleret med den øvelse og viljekraft, man selv kan mobilisere til at ændre sit livsmønster, vil langsomt og sikkert omskabe alle til at blive "mennesket i Guds billede". – Martinus skriver om skabelsen og opnåelsen af fred i Livets Bog V stk. 1735: "Da freden udelukkende kun kan funderes i næstekærligheden, må vi nu rette vort blik på denne vor dybeste bevidsthedsfaktors inderste kilde. At det netop er kærlighedens forståelse og udvikling, det drejer sig om, turde nu være selvfølgeligt for ethvert normalt begavet, intellektuelt menneske, eftersom det dog nu er en urokkelig kendsgerning, at der ikke er noget, menneskeheden trænger mere til og hungrer mere efter end netop sympati eller kærlighed. Og hvor skal denne kærlighed komme fra, hvis ikke hvert enkelt individ vil tage fat og gøre, hvad der kan gøres for at udvikle den i sin egen natur. Den er for tiden langt mere nødvendig end både skoleundervisning, universitetsuddannelse og andre former for menneskelig udvikling. Ja, denne udvidelse af bevidstheden eller denne tilegnelse af kundskab har jo vist sig at føre menneskeheden lige ind i krig og lemlæstelse, død og undergang der, hvor der manglede næstekærlighed i dens ophavs psyke. Kun dåren eller en uvidende materialist kan nu modarbejde selve kærlighedsvidenskaben. Alle må derfor nu rette blikket ind på alkærligheden eller nærmere betegnet næstekærligheden." (citat slut).

Alkærligheden og freden er således eet og det samme, og vi må lære alkærlighedens og fredens teori, før vi kan praktisere den. Fredens skabelse bliver derfor et langtidsprogram og et udviklingsspørgsmål.

Mange tror fortsat, at fred skabes med våben, men freden skabes hverken ved angreb eller forsvar, tværtimod. Den skabes udelukkende ved opøvelsen af nye talenter og efterlevelse af kærlighedens videnskab eller åndsvidenskaben og dermed en opgivelse eller afskaffelse af enhver form for angreb og forsvar. Om krigens og våbnenes uanvendelighed i skabelsen af fred skriver Martinus i Livets Bog VI stk.2236: "En fred, der udelukkende opretholdes i kraft af den største våbenkapacitet, svarer kun til den fred, der er omkring en farlig voldsmand, der har fået håndjern på. Denne "fred" er altså afhængig af håndjernenes kapacitet. Voldsmanden er ikke blevet til en fredsengel, fordi han har håndjernene på." "Hvad er staternes fred idag andet end netop en hæmning eller lammelse på grund af "håndjern" i form af angsten eller frygten for militære magters overlegenhed og den heraf affødte knugende tyngde af opretholdelsen af et moderne krigsberedskab, der helst må gå forud for en hvilken som helst kulturskabelse og øvrige samfundsgoder. Hvordan skal en virkelig fred kunne skabes i et samfund med et så alt overstrålende våbenopbud, og hvis religion i realiteten er den, at krig kun kan afskaffes med krig? – Og her ligger altså menneskenes endnu store vildfarelse og uvidenhed. De må derfor blive ved med at leve i krig, sålænge de tror, at krig kan afskaffes med krig. Et menneskes forvandling fra den medfødte primitivitet og brutalitet eller de dyriske anlæg i dets mentalitet til humanitet bestemmes udelukkende af dets udviklingstrin og ikke på nogen måde af ydre diktatur eller håndjern. Man kan binde tigeren og gøre den magtesløs, men den bliver ved med at være tiger. Menneskene har i umindelige tider anvendt krig og blodsudgydelse, tortur og undertrykkelse af andre væsener som eneste middel til selvhævdelse og forsvar imod angreb. Der findes derfor disse umindelige tiders erfaring for, at en blot og bar magt- og krigsudfoldelse urokkeligt afføder gengældelse, totalt ligegyldigt om nævnte udfoldelse opfattes som forsvar eller angreb." (citat slut).
 

Vi må derfor – hvis vi ønsker freden – opgive krigens midler, enten vi kalder det forsvar eller angreb. Forsvaret er ligeså ubrugeligt i fredens skabelse som angrebet er det. Et forsvar kan kun ske med våben, der sårer eller skader modparten og gør ham ukampdygtig, og dermed er man krigsdeltager. Vi må altså opgive forsvaret. Men så vil nogen indvende: "Ja, men man må da have lov at forsvare sig", og denne opfattelse er også, set fra en vis synsvinkel og på kort sigt, rigtig. Principielt og på langt sigt må vi opgive at forsvare os, men vi kan ikke pludseligt fra en dag til den næste opgive vor medfødte natur. Alligevel må vi først i teorien erkende, at krigens midler ikke fører til fred, men i bedste fald kun skaber undertrykkelse og våbenhvile, en binding af modparten.

Når forsvarets og angrebets midler ikke er brugbare midler til skabelsen af den ønskede fredstilstand, men kun kan forværre situationen, har vi dermed kun tilbage at tilgive, at opgive enhver modstand, at lade være med at forsvare os, og heri passer Martinus kosmiske analyser, den videnskabeliggjorte kristendom, igen sammen med Jesu udsagn, om at "I ikke må sætte eder op imod det onde" (Math. 5.39). At sætte sig op imod det onde, er at forsvare sig, er at kriges med en modpart og dermed at øge krigen i stedet for at befordre freden. Og fredens vej, indstillingen på, at ligegyldigt hvilke vanskeligheder, der vil komme, så vil vi bestræbe os på ikke at gengælde ondt med ondt, men det onde med det gode, er netop tilgivelsens livgivende princip. I disse bestræbelser kan vi, som før nævnt, få hjælp ved at henvende os til "Du som er i himmelen" og derved få den ønskede nødvendige kraft og styrke til at overvinde vore egne iboende talenter for forsvar. En vigtig bøn i denne forbindelse er "Forlad os vor skyld, som også vi forlade vore skyldnere". Vi opnår ikke det første uden at have opfyldt den sidste del af bønnen. Vi må så, før vi kan høste, og hvis vi ikke kan forlade eller tilgive vort medmenneske det ubehag eller den lidelse, det måtte påføre os, men tager til genmæle eller til forsvarsmidler, ja, så vil vi fortsætte med at modtage tilsvarende ubehageligheder fra vore omgivelser. Modsat vil ubehagelighederne aftage, når vi lærer at tilgive den "skyld", som vort medmenneske har, nemlig at han var "budbringer" for karma eller var det spejl, der viste os vor egen natur og væremåde, idet hun/han kun kunne udløse den skæbne, som vi selv har været den første årsag til.

Dette vigtige spørgsmål om tilgivelse har været berørt i tidligere artikler, og når det også har været grundigt behandler her, er det fordi tilgivelse er fredens alfa og omega for det enkelte menneske som for hele menneskeheden. Jesus var en model for tilgivelse i praksis, og hans diciple lod sig ligeledes korsfæste. Mange er fulgt efter og er blevet udsat for tortur, bål eller henrettelse for deres tros skyld. De blev "martyrer" og dermed eksempler på åndelig styrke, idet de høstede, hvad de havde sået, uden at kny. Tusinder har været gennem fange- og koncentrationslejre og har opdaget, at de ikke var i stand til at hade deres vogtere og bødler, men nærmest havde medlidenhed med dem. Og i vor hverdag bliver vi dagligt sat på prøve med hensyn til vor tilgivelsesstandard. Disse prøver er grader eller mål, som sluttelig skal vise, om vi kan tilgive alt og alle, og først når vi kan bevare vor åndelige balance uden hensyn til de ydre behagelige eller ubehagelige omstændigheder, er den virkelige fred indenfor rækkevidde.

Når Martinus så stærkt har understreget, at forsvaret er det virkelige "onde", og at vi må ophøre med at forsvare os (og beklage os over vor skæbne), så er det fordi krigen kun kan bringes til ophør i vort eget indre. Vi må nedtrappe vort forsvar, sådan at vi efterhånden ikke reagerer aggressivt overfor den eller dem, der udløser ubehags- eller lidelsespåvirkninger overfor os. Vi kan altså skabe freden i vort eget indre, medens vi kun har ringe eller ingen indflydelse på de internationale problemer. Vi kan stoppe ethvert tilløb til krig ved at lære os selv at praktisere den lære, som Jesus søgte at indprente sine diciple, at de skulle tilgive "ikke indtil syv gange om dagen, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange" (Math. 18.22 og Luk. 17.4) dvs 490 gange i døgnet, og det vil svare til en tilgivelse hvert andet minut i dagens vågne timer. Når vi kan gennemføre det, så er vi urørlige og suveræne, og så har freden forlængst begyndt at finde fodfæste i vort eget indre.