Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Verden er fuld af intolerance, og det må selvfølgelig også give anledning til den megen tale om dens modsætning tolerancen. Intolerance definerer Martinus i Livets Bog I, stk. 159 sådan: "Ved intolerance forstår man udløsningen af et væsens indignation eller had mod et andet væsen, fordi dette fremtræder med en anden opfattelse, med et andet livssyn, med andre idealer og dermed en anden handlemåde end det selv". Og i samme stykke skriver han: "Ethvert individ, der udviser intolerance er udgørende en dyrerigets repræsentant, hvilket vil sige, at det endnu i virkeligheden er henhørende under det rige, hvor rovdyr, orme og padder hører hjemme". Klarere kan intolerance næppe defineres.

I det jordiske menneskes sfære kender vi intolerancens udtryk i alle dens afskygninger fra den allermindste irritation, mishagsytring, småstiklerier, bagtalelse, kritik, skænderier, vrede, had og konflikter – til drab, mord, krig og udslettelse. Den intolerante eller "krigsførende" part opfatter alle disse nuancer af krig som absolut retfærdig. Vreden føler han som retfærdig og rimelig, hvad der igen skyldes, at hans opfattelse af sin næste, der varierer mellem yderpunkterne "rigtig" og "forkert", oftest er mere eller mindre fejlagtig. Set i lyset af Martinus kosmiske analyser er der aldrig i noget tilfælde grundlag for intolerance. Den vil altid hvile på den illusion, at den anden part kunne være anderledes, end han faktisk er. Men hverken den intolerante selv eller hans næste kan handle eller tale anderledes, da begge parter nødvendigvis må handle og tale ud fra egne forudsætninger, ud fra det erfaringsgrundlag, de i deres udvikling er nået til og som de ikke ved nogen viljeudfoldelse øjeblikkeligt kan ændre til noget højere stade. Ingen kan præstere en højere bevidsthedskapacitet, end den han har erhvervet eller udviklet. Derfor er al intolerance, hvordan den end optræder, ulogisk for nutidsmennesket, hvorimod den er fuldt ud logisk i dyreriget og på de helt primitive jordmenneskelige stadier. Som tidligere omtalt her i bladet begyndte med Jesu forkyndelse og korsfæstelse en helt ny udviklingsepoke, hvorefter den tidligere logik i forsvar og angreb afløstes af en begyndende fredens og næstekærlighedens epoke, en epoke, hvor intolerancen skulle afløses af tolerancen, som det herefter blev logisk at udvikle.

Hvad er så tolerance? Ja, det er ikke så svært at definere. Den vil være al krigs modsætning. Den er freden som igen fremtræder som alle nuancer af kærlighedsudfoldelse lige fra alkærligheden og ned til den formelle høflighed, og imellem disse to yderpunkter ligger mange stadier som forståelse, medlidenhed, velvilje, osv. Det tolerante menneske har således et rigt register af følelser og en høj intelligens til at administrere disse følelser. Han har fuld forståelse for, hvorfor den anden må udfolde sig som han gør.

Men det er klart, at alkærligheden og tolerancen har svære vilkår i vor verden. En ændring af ukærlighed og intolerance til alkærlighed sker ikke fra den ene dag til den anden. For ethvert jordisk menneske ligger der store vanskeligheder at kæmpe med og en hård skoling, før det ændres til "rigtigt menneske". Martinus sagde engang: "Det er ikke gratis at blive menneske".

Vi må søge at fastholde i vor bevidsthed dette, at vi er overgangsvæsner, og at hverken vi eller vor næste kan være anderledes på baggrund af vor evige fortid og med henblik på vor evige fremtid, og at alkærligheden og tolerancen derfor har sine øvelsesstadier af både praktisk og teoretisk art. Adskillige inkarnationer vil vi endnu fødes ufuldkomne og dø ufuldkomne.

Under den nævnte formelle høflighed, som er baseret på en vis uinteresseret men korrekt holdning, ligger den kolde og golde ligegyldighed. Denne florerer mange steder og hos mange mennesker idag, mennesker, der føler sig så pressede, at de ikke orker at interessere sig for andet og mere end dem selv og deres allernærmeste. Denne selviskhedens udslag forudså Jesus i forbindelse med "de sidste tider" med sin udtalelse i Math. evangeliet kap. 24. 12: "Og fordi lovløsheden bliver mangfoldig, vil kærligheden blive kold hos de fleste". At kærligheden bliver kold er ensbetydende med den golde ligegyldighed i forholdet til andre mennesker, hvis den da ikke ligefrem giver sig udslag i aktiv brutalitet. Men ligegyldighed har ikke noget med tolerance at gøre. Når man altså er ligegyldig overfor mennesker af anden politisk, religiøs, racemæssig eller seksuel holdning eller adfærd, er man absolut ikke tolerant. Man kan iagttage, at nogle mener at være "tolerante" over for homoseksuelle, eller dobbeltpolede, som Martinus foretrækker at kalde det, med en indstilling, der betyder: dem vil jeg ikke have noget at gøre med, de kan passe sig selv, og jeg skal ikke genere dem, eller de kan gå ad H. til. Og det er selvfølgelig et fremskridt, hvis man ikke generer, bagtaler eller kritiserer mennesker, der har en seksuel adfærd, der afviger fra ens egen, og dermed føler sig "tolerant". Og dog er tolerance andet og mere end det, at man undlader at forfølge disse, men i virkeligheden forekommer denne form for "tolerance" ofte overfor homoseksuelle men også over for fremmedarbejdere og andre af anden race, tro, farve eller udseende.

Der er selvfølgelig situationer, hvor man med god ret kan være ligeglad, som f.eks. der hvor ens medleven er overflødig, fordi vedkommende bedst klarer sig uden den, eller der, hvor ens interesse er direkte uønsket, og da vil også begge parter forstå, at det er bedst sådan. Virkelig tolerance baserer sig ikke på den passive ligegyldige holdning, men på den positive forståelse, der følger af et rigt erfaringsmateriale, som giver fuldkommen indsigt i eller viden om andres tankeliv og handlingsmønster. Den, der virkelig forstår, ikke alene tilgiver alt, han elsker alle. Hans forståelse er det samme som alkærlighed, der igen kendetegner den kosmiske bevidstes stadium, hvis naturlige anlæg det er at lade "sin sol skinne over retfærdige såvel som uretfærdige". Selvom vi ikke selv kan leve op til denne tilstand eller væremåde, kan vi indse, at det må være den ideelle holdning dette at udstråle kærlighed mod alt og alle. Tolerance eller kærlighed betyder også at give fuld frihed, dette at mennesker kan komme og gå i ens tilværelse. Vi kan nå et stadium, hvor vi er lykkelige og glade, når vi møder et menneske, og vi kan være lige-så-glade, når mennesket af eget ønske igen forlader os i fuld harmoni, og i så fald er det at være ligeglad en positiv ting.

Men der, hvor ligegladhed bliver til ligegyldighed eller afstandstagen, der er "kærligheden blevet kold". Der er "tolerancen" på vej over i intolerance. Men intolerancen, på hvad måde den end udfolder sig, giver karma, og i disse trængselstider får vi – hvis vi ikke selv arbejder positivt med at ændre os – af vore omgivelser bibragt sådanne erfaringer, der sluttelig vil bringe os på rette spor og frem til den virkelige forståelse og tolerance.

Vi har alle mere eller mindre kærlighed i os, og vi kan, ved selv at være åbne og modtagelige for lærdom og erfaring, bidrage til kærlighedens vækst, og efterhånden vil vi indse, at tolerance ikke altid er det at være ligeglad. Tolerancen er i sin yderste konsekvens lig med alkærligheden.