Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1978/12 side 134
 
Spørgsmål: I Martinus Center i Klint forekom i sommeren 1978 forskellige restriktioner som f.eks. forbud mod dans i den vegetariske restaurant. Betyder sådanne begrænsninger, at området bliver mere og mere puritansk, "indremissionsk" eller som nogle har udtrykt det: "ungdomsfjendsk"?
B
 
Svar: I Martinus litteratur findes ikke noget, der peger i retning af sekterisme, og i Martinus egen holdning er der ikke spor af ungdomsfjendskhed, tværtimod. Han elsker mennesker i alle aldersklasser og ser netop mange af de unge, som i disse år kommer i centeret, som bærere af hans sag i fremtiden.
Når der sker forandringer i strukturen for Martinus Center, – et navn, som det først fik i 1977, skyldes det, at Martinus ser dette center i et helt andet lys og med en helt anden fremtid end de mennesker, der hidtil har været "gæster" her. Fra at være et decideret ferie-center vil det år for år blive ændret mere og mere i retning af en skole i åndsvidenskab, en skole, hvor de studerendes hovedinteresse er at sætte sig ind i Martinus kosmiske analyser.
Selve studiet af Martinus værker vil blive det primære, men suppleret af foredrag, som giver overblik over større afsnit af det læste stof, og som sammen med f.eks. film og lysbilleder kan give eksempler fra hverdagen eller fra naturens områder. Foredragene vil selvfølgelig også give en almindelig indføring i åndsvidenskaben og lede tilhøreren derhen, at han eller hun selv ønsker at gå igang med et studium.
Det bliver en skole i ren åndsvidenskab, og det må det blive, idet der ikke straks fra selve kilden til åndsvidenskaben skal iblandes andre fag og dicipliner af rent naturvidenskabelig art, af forskellige åndsretninger eller religioner, af sundhedsmæssige eller lægelige metoder, af kunstneriske aktiviteter, og f.eks. heller ikke af dans eller lignende underholdning. Når disse nævnte sider af livet udelukkes fra den skole, som efterhånden vil blive skabt i Martinus Center, er det ikke, fordi Martinus personlig eller nogen af medarbejderne har noget imod disse ting i sig selv. Alle mennesker må frit udfolde sig på den måde og i de retninger hver enkelt selv ønsker det. Men når Martinus ønsker en skole i åndsvidenskab, er det klart, at den ikke kan iblandes alle mulige andre undervisningsformer, forskellige trosretninger, universitetsfag, kunstneriske udfoldelser osv. Heller ikke kunne man lade blot enkelte af disse udfoldelsesmuligheder f.eks. bestemte sundhedsmæssige eller helbredelsesmæssige metoder vinde indpas på bekostning af andre, idet man derved ville favorisere sådanne metoder i forhold til andre, og om man tog ligeligt hensyn til alle sådanne metoder og lod disse florere frit indenfor området, hvor ville da åndsvidenskaben blive af? Kunne man virkelig blive klar over, hvad åndsvidenskaben stod for, hvis man ikke havde visse begrænsninger men lod alle andre tanker, idéer og aktiviteter få fri udfoldelse? Nej! Når Martinus Center og ligeledes Martinus Institut står for ren kosmologi, og de foredrag og kurser, der afholdes, kun beskæftiger sig med Martinus egne værker, tages der ikke stilling for eller imod bestemte former for undervisning, religionsdyrkelse, underholdning, dans osv. Den studerende er frit stillet med hensyn til dyrkelsen af sådanne sider af livet, og der er fra Martinus side fuld tolerance overfor disse udfoldelser, idet vi alle nødvendigvis må gennemleve og udleve forskellige udviklingstrin. Imidlertid kan denne udfoldelse ikke finde sted på centerets område, som er skabt med henblik på studiet af de kosmiske analyser og ikke på nogen anden virksomhed. Der er skoler, universiteter, kirker og templer, kuranstalter og underholdnings- og forlystelsesetablissementer i rigt omfang, og de sider af vor bevidsthed, som behøver sådan virksomhed og udfoldelse, har en enestående mulighed for at blive tilgodeset andre steder end netop i Martinus Center. De tanker, kræfter og penge, der er investeret i dette center, må ses i dette lys. Der kan ikke være noget sekterisk i, at man udelukkende koncentrerer sig om en bestemt opgave. En danseskole ville sikkert hurtigt miste en stor del af sine elever, om de samtidig skulle informeres om åndsvidenskab.
For at forstå hensigten med Martinus Center og den skole, som er under oprettelse, må man forstå Martinus mission og åndsvidenskabens nødvendighed i verden. Martinus mission er en fortsættelse af Kristi mission og en videnskabeliggørelse af kristendommen. Det er denne videnskab, der er en forudsætning for skabelsen af en ny verdenskultur, som igen er en forudsætning for skabelsen af det internationale verdensrige, det himmeriges rige, der forjættes i Biblens gamle skrifter, og som alle jordens mennesker i virkeligheden længes efter. Verdensfredens skabelse er baseret på konkret viden om det levende væsens struktur og universets natur og love, og kan ikke få noget som helst andet grundlag end det verdensbillede, som Martinus beskriver i sine værker. Det er derfor nødvendigt at fastholde en vis linie og struktur for den skole, som skal bære disse tanker ud til verdens millioner. Martinus Center har til formål at danne skole for kosmologi, og den underholdning og dans, som enkelte unge efterlyser i centeret, kan man på denne baggrund og med al rimelighed henvise til alle sådanne steder, som er indrettede netop til sådanne formål.
Når det derfor drejer sig om ophold i Martinus Center i Klint må man, som på så mange andre felter i tilværelsen, træffe et valg. Det bliver et valg, der for den enkelte er afhængigt af, om det er interessen for et intenst studium af Martinus kosmologi, eller om andre fag, aktiviteter, underholdning og dans, der øver størst tiltrækning på den pågældende. Den enkelte er helt frit stillet.
tb