Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1977/12 side 142
ARTIKLER OG BILLEDMATERIALE TIL KOSMOS FRA NYE SKRIBENTER
På samme måde som Martinus har ønsket, at andre – og især de unge – skulle have mulighed for at holde foredrag om hans kosmiske analyser i Martinus Center i Klint og på Instituttet i København, ville han se med stor glæde på artikler og billedmateriale fra unge interesserede til brug for Instituttets tidsskrift KOSMOS, som derved også ville få en tiltrængt fornyelse.
Det er især artikler, der uddyber, detaljerer og aktualiserer de kosmiske analyser, der er brug for, gerne forholdsvis korte stykker, der både har oplysende indhold og inspirerende værdi for læseren, tanker som hentes fra den visdommens kilde, som Martinus tanker udgør, og som skribenten formår at forbinde med hverdagens oplevelser. Artiklerne kan indeholde beskrivelse af menneskers møde med Martinus tankeverden eller deres vej til denne kilde. De kan tage deres udgangspunkt i dagens begivenheder, som får mening og hensigt ved at blive bragt i deres rette placering gennem Martinus analyser. Artiklerne kan have udgangspunkt i snart sagt en hvilken som helst teknisk, økonomisk, videnskabelig eller social nydannelse, som bekræfter den udvikling, Martinus beskriver i sine værker, men hovedvægten bør ligge på analyserne, idet Martinus betragter sine værker som en altomfattende grundvidenskab, et færdigt, logisk verdensbillede, hvorfra alle mennesker før eller siden vil komme til at hente deres kosmiske viden og inspiration og derefter forbinde deres eget vidensfelt og erfaringsmateriale med denne åndsvidenskab.
Martinus mener, at der er tusinder af emner i hans værker, som ikke tidligere er behandlet i artikler, og man kan finde frem til disse gennem bøgernes registre eller gennem det index, som er et fuldstændigt emneregister over alle Martinus bøger. Ved hjælp af dette index kan man også sammenføje analyser om det bestemte emne, som Martinus har beskrevet forskellige steder i Livets Bog eller andre bøger, til et samlet hele evt. med væsentlige citater. Der er virkelig mange gode muligheder for værdifulde artikler.
Martinus er af den opfattelse, at der er mange mennesker, der af stor beskedenhed og ydmyghed endnu ikke har prøvet at skrive, men som virkelig ville vise sig at være gode skribenter, om de blot gjorde forsøget. Og det er disse mennesker, som disse linier henvender sig til.
Artiklerne kan skrives også på svensk, idet vore svenske oversættere så bliver sparet for arbejde, og vi kan så i stedet for oversætte til den danske udgave af KOSMOS. Længden af artiklerne skal gerne være mellem 2 og 8 sider maskinskrevne A4 ark og således ikke være så lange, at de skal fortsætte i følgende numre. De, der hidtil har skrevet og redigeret bladet vil gerne være behjælpelige med praktiske ting og besvare spørgsmål i forbindelse med eventuelle artikler, som kan indsendes til redaktionen af KOSMOS, men det er Martinus selv, der er ansvarshavende for bladet, og som følge deraf foretager den endelige udvælgelse af artiklerne.
Alle mennesker skal jo ifølge Martinus blive kunstnere i fremtiden også mange i skrivekunsten, og kunstneriske evner og talenter dannes udelukkende ved øvelse gennem lang tid, ved gentagelse på gentagelse. Vi håber derfor meget, at mange vil gøre et alvorligt forsøg, og selv om ikke alt, hvad der skrives, vil være egnet for bladet, er vi sikre på, at mange sådanne forsøg i skribentvirksomhed vil resultere i brugbare artikler, som kan blive til glæde og opmuntring både for læserne og for skribenten selv.
tb