Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vi oplever i vor tid en stigende voldsbølge, som kommer til vor kundskab gennem aviser, radio og andre nyhedsmedier. Vi har volden i skolegården og på gaderne, hvor unge og ældre bliver slået ned enten for penges skyld eller blot for lysten til at øve vold. Vi hører om hærværk, krige, oprør, fængslinger, tortur, undertrykkelse, flykaprere og terrorister og et væld af andre grusomheder.

Det er ikke så underligt, at mennesker spørger, hvorfor denne voldsmentalitet udfolder sig, og om hvad der kan gøres for at få denne vold bragt til ophør. Denne artikel må ses som en fortsættelse af Mogens Møllers besvarelse i sidste nummer af KOSMOS af en forespørgsel om det kosmisk bevidste væsens forhold til vold. Omend ikke fyldestgørende, behandles i det følgende spørgsmålet om, hvad den enkelte kan gøre i forhold til dette problem.

Dybest set bunder hele miseren i jordmenneskets selvopholdelsesdrift, som igen er et resultat af det udviklingsstadium, som mennesket står på netop nu, og de evner og anlæg, der er et resultat af dets passage gennem dyreriget på vej mod et rigtigt menneskerige. Al skabelse begynder i det evige Jeg (X 1) som via urbegæret tiltrækker eller frastøder det, der virker som henholdsvis behag og ubehag, og da selvopholdelsesdriften er altdominerende i dyreriget, dvs. bevarelsen af væsenets oplevelsesredskab (organismen) og livsmuligheder, er væsenerne udstyrede sådan, at de har indbyggede forsvars- og angrebsredskaber i deres organismer. Det er disse anlæg for forsvar og angreb, som følger jordmennesket i dets udvikling fra dyr til menneske, og under denne udvikling vokser tænkeevnen i væsenets kamp med den ydre verden og med andre væsener for at opnå det, der virker behageligt og modarbejde eller bekæmpe det, der opleves som ubehageligt. Jordmennesket har på dette udviklingsstadium indviklet sig i det man kalder "alles kamp mod alle", og repræsenterer nu en tilstand som et degenererende dyr og et ufærdigt menneske, og Martinus forklarer det sådan i L. B. II stk. 520: "I dyreriget er selviskhed således den største dyd og kan udtrykkes i mottoet: "Enhver er sig selv nærmest". I samme grad, som man afviger fra at være i kontakt med dette motto, i samme grad afviger man fra at være "dyrisk" fuldkommen. Og i samme grad begynder de jordmenneskelige genvordigheder, sorger og bekymringer".

Den religiøse tro og tradition, som ellers har støttet mennesket, viger nu for en begyndende eller ufuldkommen tænkeevne, med hvilken det ikke formår at overskue konsekvenserne af deres tanker og handlinger. Mennesket har ingen virkelig kosmisk viden, kender ikke sig selv og sin evige struktur og er derfor foreløbig afskåret fra at tænke i overensstemmelse med verdenslogikken eller alkærligheden. Og trods sin store indsigt i naturen har heller ikke den materialistiske videnskabsmand tilstrækkelig tænkeevne og indsigt til at afværge katastroferne. Også hans viden er ufuldkommen, for som Martinus udtrykker det: Videnskab er ikke virkelig videnskab medmindre den samtidig er kærlighed, og kærlighed er ikke virkelig kærlighed medmindre den samtidig er videnskab. Det ufærdige menneskes situation, dets sorger, sygdomme, krige, fattigdom, strejker og arbejdsløshed og det, vi taler om her, vold og terror, er altsammen et resultat af den ufuldkomne erfaringstilegnelse og manglende tænkeevne. Men menneskehedens ydre muligheder er fuldkomne. Selve jordkloden har udviklet sig fra en glødende kugle til sin nuværende vidunderlige tilstand, som Martinus i L. B. III, stk. 906/7 beskriver sådan: "Den store overdådighed af livsbetingelser, klima, næringsstoffer, materialer suppleret af fremragende naturskønhed, viser her, at klodens forvandling fra ildtilstanden har nået et sådant stadium, at den nu er fuldt tjenlig for en over det dyriske hævet lykkelig og fuldkommen tilværelse for jordmenneskene. Hvad der derimod ikke er færdigt i den store forvandlingsproces er selve de levende væsener", og han siger videre: "Da jorden er så overdådigt udstyret at den kan yde hvert enkelt jordmenneske en overlegen rigdom i lykke- og velværegivende livsbetingelser, bliver det her synligt, at denne væsenernes indstilling til denne rigdom er ganske ufærdig. De flår og flænser hinanden, skaber sorg, lidelse, lemlæstelse, myrder, dræber og skænder omkring sig for at opnå fysiske eller mentale værdier, som de tilsammen ejer i en sådan overdådighed, at de umuligt kan opbruge disse. Medens jorden bevæger sig frem igennem himlen og indhyller sine passagerer i en overdådighed af alle nødvendige velværegivende livs- eller salighedsværdier, dræber og myrder de samme væsener hinanden med forfærdelige pine- og smertegivende mordredskaber eller drabsmidler. Ja, de ser slet ikke den guddommelige rigdom, de ligefrem vader i. Alt har de besudlet med deres blod. Sfærens guddommelige harmonier overdøver de med deres dødsrallen, skrig og pine, "gråd og tænders gnidsel" lyder ud fra det himmelske fartøj, der ellers så harmonisk, skønt og lysende svæver igennem det uendelige rum, badet, opvarmet og koloreret i solens strålende atmosfære og med udsigt til andre himmelske lyskilder, solbyer, sfærer og boliger i Guds evige verden".

Den virkelige årsag til den krig, terror og vold, som nu florerer, ligger i det enkelte menneskes mentalitet, dets degenererende dyriske evner og anlæg, som dog endnu langt overgår dets begyndende humane evner. I mange civiliserede samfund får mennesker, måske især de unge, ikke tilstrækkelig udløsning for disse evner og tilbøjeligheder, for deres aggression, da de jo her hverken skal jage noget bytte for at få føden eller bekæmpe ydre fjender, og det går derfor ofte ud over "uskyldige" ofre på gaderne eller giver sig udslag i hærværk på andres ejendom (se forsidebilledet). Tillige får en del af disse mennesker oplevelser gennem biografers og TVs voldsprogrammer som underholdning og adspredelse, der måske i nogle tilfælde yderligere stimulerer aggressions og voldsmentaliteten hos biografgængeren. Fordi hans aggression ikke kan få "naturlig" udløsning afsporer han af ren kedsomhed i unaturlig vold mod såkaldt sagesløse. Egoismen dominerer på det menneskeliges bekostning, og krig, vold, terror og udnyttelse af andre mennesker og dyr, alle livsnedbrydende kræfter, kan kun ændres i deres virkelige oprindelige kilde og udspring – nemlig i hvert enkelt menneskes eget sind. Det enkelte menneske må tilegne sig virkelig sand viden om sin egen natur og derpå tage sin egen situation op til overvejelse og ændring. Menneskets fred eller ufred, dets lykke eller ulykke, afhænger helt af dets egen tænkeevne og handlinger. Og man vil så indvende: "Skal jeg da slet ikke gøre noget imod den ydre vold, overfald og slagsmål osv.? "Jo, du kan søge ikke at blive involveret, søge at undgå at engagere dig, hvor du kan det og så iøvrigt henholde dig til myndighederne, til øvrigheden, om hvem Paulus siger i Romerbrevet, at "de ere indsatte af Gud", "Er en Guds tjener", og at "øvrigheden bærer ikke sværdet forgæves", synspunkter, som Martinus også understreger. Og så kan vi jo argumentere for menneskelighed og tale eventuelle voldsmænd til rette. De vanskeligheder og det ubehag, som øvrigheden ikke kan beskytte os mod, må vi søge at opfatte som den skæbne, som vore egne overtrædelser i fortiden medfører for os nu. Vi skal ikke "sætte os op imod det onde" (Math. 5,39) for i sidste ende kan, som Martinus udtrykker det "ingen lide uret og ingen gøre uret", fordi enhver oplevelse er et resultat af vore egne handlinger. Vi er selv den første årsag.

Derfor kan terror ikke standses med ny terror, og vold ikke med vold. Krigen standses ikke ved krig, ligeså lidt som man udrydder ukrudt ved at så ukrudt, eller slukker en brand ved at tilføre nyt brændstof. Vi kan kun ændre verden, kun skabe freden, ved at standse vold og krig i vort eget indre, i vor egen bevidsthed, ved at ændre vore evner og anlæg i retning af det humane, samtidig med at også vore lidelseserfaringer vil ændre vor egen kærlighedsstandard. Alle andre løsninger er mere eller mindre krig, ufred og undertrykkelse.

Vi skal derfor med Kristus som model og lige som han på korset tilgav sine bødler, lære at tilgive vore medmennesker. Vi skal lære at finde os i alting, vi skal lære at gengælde ondt med godt. Og vi skal lære ikke at forsvare os, fordi alt forsvar også er krig. Ved forsvar formerer vi krigen. Om vi i forsvar sårer, lemlæster eller dræber andre, vender disse handlinger uundgåeligt tilbage til os som karma, da alle handlinger automatisk før eller senere ender i deres udspring, og det kan derfor ikke understreges for stærkt, at det er i tankens og dermed handlingens udspring, at vold skal ophøre og freden skal begynde. Det er udelukkende i en sindelagsændring i vor egen mentalitet, at det enkelte menneske kan yde sit største bidrag til verdensfreden, til afskaffelsen af vold og terror.

Det humane, fredelige, livgivende menneskes sind er en lise for dets omgivelser. Nogle mennesker er freden. De spreder munterhed, glæde og velsignelse omkring sig, og jo flere mennesker, der uddanner sig i virkelig viden om levende væsener og bevidsthedslivet og ændrer sig i overensstemmelse hermed, jo mere får freden fodfæste på den i øjeblikket så martrede jord.

Vi har et kosmisk ansvar, for kun ved selv at være freden og et eksempel for freden kan vi få vold og terror og lidelser til at ophøre i vor nærhed. Al vold udenfor vort eget ansvarsområde bliver i sidste ende de øvrige menneskers egen ubehagelige skæbne, som vi dog skal søge at afbøde, om vi kan, men det bliver disses eget tanke- og handlingsliv, der skal føre dem bort fra krigsområderne og ind i fredens havn.

Det kunne være overordentlig fristende at søge at ændre verden ved at ændre på andre mennesker. Opgaven er blot helt umulig og på forhånd dømt til at mislykkes. Voldens modsætning, freden, begynder med dig og mig. Og måske kan man så synes, at det er meget lidt at bidrage med til fredens skabelse, men man kan så henvise til Salomons ordsprog (16.32) der siger, at "den der hersker over sin ånd, er bedre end den, der indtager en stad".