Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I disse år kan vi opleve, at arbejdere og deres fagforeninger reagerer kraftigt imod den paragraf i overenskomsterne med arbejdsgiverorganisationerne, der tilsiger arbejdsgiveren "ret til at lede og fordele arbejdet", en reaktion, som udtrykker ønsket om en større individuel frihed med hensyn til arbejdets udførelse og med flere andre arbejdsforhold. Der er en modstand og en uvilje mod dette, at andre skal dirigere og tvinge een til en anden arbejds- og leveform end den, man finder naturlig i forhold til ens egen udviklingsstandard. – Denne er igen en følge af den hastigt stigende uddannelse og den intelligens- og følelsesudvikling, som medføres af den komplicerede og for den arbejdende befolkning på mange måder lidelsesfyldte, ensformige, trivielle og tilsyneladende meningsløse tilværelse.

Det forhold, at der findes arbejdsgivere, overordnede og underordnede er en følge af de dyriske magttendenser; der fortsætter langt ind i den jordmenneskelige tilværelse. I dyreriget har den stærke ret. Der er det magten, der afgør livs-, tilhørs- og besiddelsesforhold. Den stærke tiltager sig ret over ægtemagen, over et domæne og fødemidler, og da den dyriske magttradition fortsætter hos jordmennesket sættes landegrænser her ved magt, ved krige eller kup, medens besiddelse af landområder indenfor staterne nu afgøres ved økonomisk magt.

Ejeren af jord og produktionsmidler kan selv dirigere sine områder og de mennesker (slaver), der er nødvendige for områdets pasning og produktionsmidlernes udnyttelse, eller han kan foretage disse funktioner ved "overordnede". Overordnede er således direktører, kontorchefer, fuldmægtige, kaptajner, formænd osv., og nogle af disse kan få tilføjet et "over" eller "under" til deres titel for at vise de mere nuancerede magtforhold, medens de underordnede udgøres af arbejdere, assistenter, bude, medhjælpere og tyende. Disse har kun mulighed for at leve gennem at sælge deres arbejdskraft til arbejdsgiveren.

De overordnede udøver således på de besiddendes vegne et magtforhold, en tvang, en dominering, et tryk ofte ledsaget af ufølsomhed og arrogance, og tvangsmidler overfor underordnede, som ikke udfører ens ordrer tilfredsstillende, kan være allehånde, hvoraf de almindeligste er afskedigelse eller trussel om afskedigelse eller degradation med arbejdsløshed, fattigdom, sult og ydmygelse til følge.

Disse er de hårde kendsgerninger i vor verden, hvor udbytning af medmennesket og ophobning af værdier på få hænder eller i koncerner styret af de få, er almindelig, og hvor til gengæld store landområder med deres befolkningsgrupper er under mangel på de alleralmindeligste fornødenheder, og hvor derfor fattigdom, sult, sygdom og elendighed er ligeså almindelig.

Men hele denne situation er under stadig ændring ved voldsomme reaktioner fra de underordnedes side bl.a. ved strejker for højere løn, for bedre arbejdsforhold og større beskyttelse under arbejdets udførelse, og mod uberettigede afskedigelser o.s.v. Vi ser her, at fysisk vold og krigstilstande i mange tilfælde afløses af økonomisk krig med arbejdskampe med strejker og lockouter, som også har sine "faldne" i form af nedbrudte og lidende mennesker. De frie kræfters spil og konflikterne bevirker efterhånden store samfundsændringer, og den fortsatte udvikling vil i den verdensstat, hvis hovedtræk Martinus skildrer i sine værker (se L. B. I, kap. 4) medføre, at den private ejendomsret til jord og produktionsmidler afskaffes og overdrages til staten, og styringen vil derefter blive foretaget af ædle mennesker med kosmisk indsigt, således at opdeling af mennesker i over- og underordnede vil være forældet.

Der vil ikke forekomme magtmennesker og undertrykte, ledere og ledede, ligesom privatkapitalismen og særinteresser vil blive afskaffet, og favourisering af bestemte grupper og kliker ikke kan finde sted. Alt dette vil ske på basis af de lidelseserfaringer og gener indenfor disse områder, som mennesker vil få og den forædling af bevidstheden, som disse vil medføre.

Det ædle menneske, som står overfor den virkelige indvielse i løsningen af livsmysteriet og for at blive borger i et rigtigt menneskerige, vil have andre interesser end magt, pengebegær, ydre storhed og position og andres ros og beundring. Han ved, at den (tilsyneladende) første vil blive den sidste, og den (tilsyneladende) sidste vil blive den første, og han vil have en indstilling, som Martinus beskriver det i L. B. 5, stk. 1882: "Da samme væsen er meget kærligt anlagt og hellere selv vil tage besvær og lidelser, end at andre skal bebyrdes med sådanne foreteelser, finder vi dem ikke i de stillinger eller positioner, der i væsentlig grad tilegnes i kraft af stærke albuer, hensynsløshed og ufølsomhed, ærgerrighed og havesyge, men derimod ofte i ganske ubetydelige stillinger og næsten slet ikke i stillinger, hvor der kræves udfoldelse af magt og tvang over underordnede væsener, tyende, tjenere og slaver. De udgør alle væsener, for hvem enhver overordnet stilling med magtudfoldelse og tvang overfor andre væsener vil være et kors at bære. På samme måde vil enhver anden form for overlegen synlig position for de samme væsener ligeledes være et kors at bære."

Ifølge Martinus kosmiske analyser er det således ikke noget eftertragtelsesværdigt at blive overordnet, fordi det almindeligvis ikke kan finde sted, uden at man ved mere eller mindre hårdhændede metoder bringer sig selv "foran i køen", positionsmæssigt og lønmæssigt, hvor andre mennesker måske var mere berettigede til det specielle arbejde. Den pågældende stempler dermed i virkeligheden sig selv, idet hans ærgerrighed og hans naturlige eller unaturlige trang til at dominere over andre netop viser den pågældendes lave udviklings- eller kærlighedsstandard. Den ædle vil derfor ikke bringe sig i en situation, hvor han skal ansætte eller afskedige andre mennesker, eller hvor han skal gribe ind i eller afgøre andre menneskers skæbne, men vil udelukkende være der, hvor han naturligt ved sin viden, sit hjælpsomme væsen og eksempel kan være den "fødte" inspirerende vejleder.

Fra Forsynets side ligger der ikke nogen favourisering i det at blive besiddende eller blive "forfremmet" til en overordnet stilling. Ligesom alle andre livssituationer er det en prøve, en prøve på om man trods ændringen i ens position kan bevare sin menneskelighed, kan vedblive at være betænksom og hjælpsom overfor sine medmennesker, eller om det "går en til hovedet", så man bliver dikterende og dominerende. I så fald har man ikke bestået prøven og vil blive udsat for en tilsvarende afslibning, som den man har udsat sine underordnede for.

Der rokkes i disse år ved vor vanetænkning. Vi har været tilbøjelige til at stivne i bestemte opfattelser og således også i den forestilling, at arbejdspræstationer ikke kan foregå uden overordnede og underordnede, og at der er noget arbejde, der er vigtigere end andet, og det derfor må belønnes med både højere løn og en titel. Men at fastholde sådanne forestillinger forhindrer udviklingen af et godt arbejdsklima. Den, der lever glad i tanken om at have 100 mand "under" sig, og derved mere eller mindre tæmmer og trykker sine medmennesker og medarbejdere gennem sin autoritet, kan ikke samtidig have et kærligt eller venskabeligt forhold til disse, for venskaber trives kun mellem dem, der kan stille sig lige, mellem dem for hvem medmenneskelighed er det primære. Men alting vil blive bragt i sit rette leje gennem det årsags- og virkningsprincip (så- og høste-princippet) som Martinus viser i sine kosmiske analyser, og som virker i alle livsforhold. Vi bliver bragt i nøjagtig den samme situation, som vi bringer andre ud i. Det bliver derfor ikke muligt for den, der har et virkeligt kendskab til Martinus tankegang, at slæbe de gamle forestillinger med ind i en ny verdenskultur, – i en verden, hvor alle mennesker er lige betydningsfulde.

Martinus har i store træk beskrevet det kommende verdenssamfund i Livets Bog I, kap. 4 under titlen "Et internationalt Verdensrige under Skabelse", og da han tillige netop ser sin sag som grundlæggende for en ny verdenskultur, har han også arbejdet med en struktur eller vejledning for medarbejderskab indenfor sin sag, en struktur som til dels er udarbejdet i detailler. Indenfor Martinus Institut og Martinus Center i Klint (tidl. Kosmos Ferieby) vil der således ikke blive overordnede og underordnede, og der vil ikke blive mulighed for, at en medarbejder skal kunne øve tryk eller dominerende indflydelse på andre medarbejdere. Der vil ikke blive ledere og ledede, men ledelse i forstående kærligt fællesskab, hvor de enkelte grupper deler arbejdet og opgaverne imellem sig.

Martinus styrke og indflydelse har han ikke i kraft af at være besiddende eller arbejdsgiver, og han ønsker ikke at dominere andre eller diktere dem en bestemt holdning eller til et bestemt stykke arbejde. Sin styrke har han udelukkende i kraft af at være "rigtigt menneske". Han har ikke haft sekretærer til at renskrive sine værker, han har selv skrevet og omskrevet disse mange tusinde sider. Han har aldrig bedt andre pudse sine sko, sy knapper i eller rede sin seng, eller at vaske sin bil. Det er noget han altid selv har udført. Men han har selvfølgelig modtaget mange tilbud om hjælp indenfor sin sags område og gerne modtaget denne hjælp, som er ydet på mangfoldige måder for at Martinus tanker kunne blive udbredt. Selv har han levet helt i overensstemmelse med sin egen kærlige, hjælpsomme og uselviske natur, og altså sin kosmiske bevidsthed og er dermed også fuldt i overensstemmelse med den indstilling Jesus havde, og som beskrives i Mark. 10, vers 42-45: "I vide, at de der gælde for folkenes fyrster, herske over dem, og de store iblandt dem bruge myndighed over dem. Men således er det ikke iblandt eder, men den, som vil blive stor iblandt eder, skal være eders tjener, og den som vil blive den første af eder, skal være alles tjener; thi også Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv til genløsning for mange".

Martinus sætter derfor ved sine kosmiske analyser og ved sit eksempel tingene i det rette perspektiv. Han viser, at ydre storhed, anseelse og ære ikke er værd at stræbe efter, men derimod at man må stile imod den beskedne, ydmyge holdning og det hjælpsomme, kærlige og varmende sindelag, som er den eneste vej mod lyset, mod indvielse og den fulde indsigt i tilværelsen. Martinus skriver under "bevidsthedskategorierne" i L. B. I stk. 123, at væsenerne i "Den store Fødsels forgård" er befriet for ærgerrighed og unødvendige materielle fordringer og lever ubemærkede, stille og beskedne, i østen hyppigst som eremitter og vismænd i bjergene, men i vesten ligeså godt i storbyens tummel som på det åbne land. På grund af deres ringe materielle behov er de ikke særlig egnede til overordnede stillinger i materielle foretagender, og, skriver Martinus: "Vi finder dem derfor oftest kun indenfor de underordnede funktionærers rækker i små beskedne stillinger, såsom assistenter, håndværkssvende, bude og arbejdsmænd etc." Denne indstilling og livsholdning er et udviklingsspørgsmål og opnås kun gennem en selvopdragelse i menneskelighed gennem mange vanskelige liv, en træning i samarbejde og samhørighed. Analyserne af "Livsenhedsprincippet" viser samarbejdets nødvendighed mellem alle levende væsener, at alle er afhængige af alle, og at derfor alle må tjene alle. Det højest tænkelige samarbejde repræsenteres af Forsynet – denne eenhed af kosmisk bevidste væsener, som overvåger verdensudviklingen – og som alle er "eet med vejen, sandheden og livet og derfor tillige er alvidende, almægtige og alkærlige. For at mennesket skal kunne komme til at leve i en verden af fred og harmoni, må man tage dette samarbejde som forbillede og sigte på et verdensborgerskab eller medarbejderskab i hverdagen, hvor man ikke grupperer sig som overordnede og underordnede, men stiler efter en samlivsform i et inspirerende fællesskab og en harmonisk eenhed.