Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I sandhed, det ser ikke ud til, at den moderne "Adam" er på vej bort fra "Guds billede efter hans lignelse". Er han ikke netop mere og mere på vej til at opfylde det guddommelige bud om at gøre sig jorden underdanig? Det ser ikke ud til, at Adam således er blevet mindre fuldkommen efter "syndefaldet". Hvad kunne den af "ler" fremstillede eller "direkte fra Guds hånd skabte Adam og Eva" i forhold til denne det tyvende århundredes gudesøn? Ja, har vi ikke her to fortællinger om denne gudesøns fortid? Danner ikke zoologien og geologien en fundamental beretning samtidig med, at Bibelen udgør en anden beretning om denne fortid. Men når de udgør to beretninger om samme objekt, må de også begge to rumme den samme sandhed, hvis man da ikke vil stemple dem som usandhed, fantasi eller indbildning. Og der er vel ingen, der tør give de nævnte to beretningsarter dette stempel med undtagelse af dem, "der altid vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde". Men på den anden side er det jo ikke så mærkeligt, at den ene eller den anden af disse to beretninger må tabe popularitet og glide ud af de væseners interesse, der ikke kan forstå dem begge. Bibelens beretning går tilsyneladende lige stik imod geologiens og zoologiens, hvilket vil sige: videnskabens. Hvis man derfor tror på den ene, bliver man jo i samme grad nødsaget til at tvivle på den anden. Man kan ikke have en urokkelig tro på, at en ting er ren og samtidig tro, at den er uren. Man kan ikke i den ene skoletime tvinge eleven til at tro, at en ting er "ond", når man i en anden time beviser, at den er "god". En ting kan ikke samtidig være total hvid og total sort. En ting kan ikke udgøre dens egen modsætning Når Bibelens og videnskabens beretninger udgør sådanne to beretninger, hvoraf den ene udtrykker, at Adam og Eva er syndere, der er på vej mod "døden" og ufuldkommenheden, og den anden udtrykker, at Adam er under skabelse, er på vej mod fuldkommenheden, bliver det jo synligt, at det er Bibelens beretning, der er mystisk. Videnskabens er derimod ikke mystisk. Den er ikke en fra fortiden overleveret beretning, men derimod en ophobning af kendsgerninger, såsom blandt andet de mange skeletfund og den herpå konstaterede udvikling af de levende væsener. Her er der ikke noget at tage fejl af. Den er funderet på åbenlyse, nutidige, dagsbevidste oplevelser.

Bibelens beretning derimod stammer ikke fra noget, der i dag er en åbenlys kendsgerning. Den er kun en overlevering. Og da dens bogstavform slet ikke passer ind i videnskabens eller kendsgerningernes beretning, er det klart, at den efterhånden taber sin popularitet hos det moderne menneske. Medens det med sine fysiske sanser kan se mening i videnskabens beretning, kan det ikke med de samme sanser se mening i Bibelens, hvorefter det naturligvis forkaster den som overtro og helt giver sig videnskabens beretning i vold. Men nu hænder der det ejendommelige, at det derved mister noget, som videnskabens beretning ikke kan give det, nemlig et fundamentalt overblik over det, det ser. Videnskabens beretning giver det ganske vist realistiske lokale detaljer, men intet fundamentalt overblik. Hvad gør da Bibelen? Giver den ikke også lokale detaljer uden overblik? Nej, den giver netop et fundamentalt overblik, men ingen realistiske lokale detaljer. Det er rigtigt, at den ganske vist udtrykker sig igennem en slags lokale detaljer, men disse er ikke videnskabelige analyser af virkelige foreteelser, men kun symboler for lokale principper, på hvilke et helhedsbillede eller overblik over Adams og Evas højeste natur og forhold til Forsynet kan fattes og dermed tilfredsstille det endnu troende menneske, der jo begærer, ikke de lokale detaljer, disse er ganske underordnede for dette væsen, men derimod overblikket eller helhedsfacittet. Da Bibelens beretning således ikke funderes på konkrete analyser af lokaldetaljer i hovedfacittet eller den kosmiske helhed, men derimod kun er digteriske symboler for en helhed, som endnu af disse væsener slet ikke kan sanses, er det en selvfølge, at de i bogstavelig forstand ikke passer på videnskabens beretninger eller de konkrete lokale detaljer i helheden, ligesom dette jo heller aldrig i noget som helst tilfælde har været meningen med disse symbolske foreteelser. At opfatte sådanne beretningers bogstavform som en absolut videnskabelig analyse af helhedens lokale detaljer kan kun skabe konflikt i den intelligente eller videnskabeligt uddannede læsers bevidsthed. For ham spiller de konkrete lokale detaljer en så overvældende rolle, at han endog slet ikke skænker helhedsfacittet nogen tanke, ja, han mener endog undertiden, at dette er ganske utilgængeligt for noget menneske, hvis der overhovedet eksisterer noget virkeligt logisk facit, og at ikke alt er tilfældigt. At Bibelen ikke er beregnet på en sådan mentalitet er her synligt som en selvfølge. Anderledes stiller det sig med det religiøst troende menneske. For dette væsen, der endnu har sit religiøse instinkt, den fra en tidligere spiral nedarvede kosmiske bevidsthed, så meget i behold, at det aner, at der må være et sammenhængende logisk facit, der må være en altbeherskende Guddom bag livet eller tilværelsen, betyder verdensaltets helhedsfacit og andre af de største kosmiske facitter så altovervejende meget, at det helt overskygger de rent lokale detaljer i helheden. Disse bliver derfor af ganske underordnet betydning.

Bibelen er altså i sin struktur kun beregnet på at skulle være en mental eller åndelig støtte for en særlig bestemt psyke. Denne psyke må være af en sådan natur, at den endnu rummer så meget af vedkommende væsens kosmiske bevidsthed fra en tidligere spiral, at nævnte bevidsthed som et religiøst instinkt i dag overskygger individet med en stærk og uafviselig anelse om et, verdensaltet styrende, levende væsens eksistens. Denne anelse må være så urokkelig, at intet kan få individet til at vakle i nogen som helst tvivl. Det er denne urokkelige stabilitet i "anelse", vi kalder tro. Men da en sådan anelse eller tro kun er den sidste degenererende rest af en fortidig kosmisk bevidsthed, en slags mental ruin af en fortidig totalviden om et verdensaltet styrende, almægtigt eller allerhøjeste væsen og om dets eget forhold til dette væsen, kan det slet ikke i denne ruin eller de rester af nævnte viden, den repræsenterer, se, hvordan de lokale detaljer virkelig har været. Det kan igennem ruinens fundamentale rester endnu se konturer af selve hovedstrukturen af det kosmiske verdensbillede, det i den forudgående spiral har besiddet, men ikke de lokale detaljer indenfor disse konturer. Disse detaljer er for længst hensmuldret under individets passage ud af salighedsriget og ned gennem planteriget, ind gennem dyrerigets første sfærer. Af dette fortidige kosmiske syn, dette så fuldkomne verdensbilledes struktur eller bygning, har det altså ved sin indtræden i jordmennesketilstanden endnu kun tilbage brudstykker af bygningens mest grove konturer uden nogen som helst lokale detaljer.

Denne brudstykkemæssige rest af verdensbilledets konturer er endnu det bærende fundament for væsenet frem igennem de første jordmenneskelige tilstande, ja, helt ind i det såkaldte kulturmenneskes domæne. Her smuldrer og udslettes de sidste rester i individets bevidsthed af den i en tidligere spiral så strålende kosmiske viden eller mentale bygning. Og væsenet er herefter materialist, kan ikke tro på noget som helst, der er af åndelig eller overfysisk natur. Det har således nu en helt forvandlet psyke. Det før så religiøst troende menneske har herefter fuldstændig mistet evnen til at tro. Dets anelse om Forsynet og den åndelige tilværelse er nu så svag, at den kun kan gøre sig gældende i sådanne øjeblikke, hvor al kraft mobiliseres i åndelig retning, f.eks. i dødsøjeblikke eller ved tabet af meget højt elskede venner. I sådanne situationer kan individets dybeste religiøse anelse undertiden fremkalde en meget spinkel eller svag dæmring om et liv efter det fysiske. Men så længe et sådant individ ellers har det godt og ikke i nogen særlig grad er belastet med en hård eller ulykkelig skæbne, da er de fysiske detaljer og materier det altbeherskende i dets bevidsthed. Og kun igennem disse materielle detaljer og materier vil den religiøse interesse atter kunne udvikle sig. Men da vil dens objekter kun kunne udgøres af de rent lokale detaljer. Væsenets psyke er da indstillet således, at det kun igennem absolut konkrete eller videnskabelige analyser, hvis rigtighed eller absolutte sandhed de kan kontrollere, føle sig tilfredsstillet. Da det ikke mere har nogen effektiv religiøs anelse, kan det, som nævnt ikke mere have nogen som helst religiøs trosevne. Men da det er udviklingens mål at føre alle disse mennesker frem til det religiøse stadium igen, kan det altså kun ske igennem konkrete detaljer. Og det er således ganske naturligt, at sådanne væsener lader hånt om al religiøsitet, der kun er baseret på tro, og forlader kirkernes og de øvrige religiøse samfundssfærer, der udelukkende er funderet på tro. Disse væsener kan således ikke i deres materielle periode modtage nogen støtte eller inspiration fra Bibelen eller fra andre religiøse værker, der ikke er baseret på konkrete videnskabelige analyser. At give disse mennesker Bibelens dogmer er at give dem stene i stedet for brød. At håne disse mennesker og true dem med helvede eller evig fortabelse er omsonst og afslører kun en herskende kosmisk uvidenhed og mangel på næstekærlighed hos den, der truer, ja, en sådan adfærd er jo direkte imod religiøsitetens allerhøjeste og helligste bud: "Du skal elske din næste som dig selv". Overfor disse "vantroende" væsener må livet selv tale, dels igennem deres særlige skæbne og dels igennem deres videnskabeligt indstillede psyke. Derfor er Bibelen slet ikke skrevet for disse væsener. Først når de igennem den materialistiske skæbnes hårdhed, sorg og lidelser er blevet så udviklede, at de materialistiske mål- og vægtfacitter slet ikke mere dækker deres mentale behov, begynder de atter at begære religiøse facitter, hvilket her vil sige: facitter, i hvilke deres konkrete fysiske oplevelser og kendsgerninger kan gå op og danne kontakt og dermed udvise, at der bag ved alle tilsyneladende tilfældigheder eksisterer en absolut logisk og fuldkommen harmoni i verdensplanens helhed og dermed bekræfte, at "Alt er såre godt".

Men et sådant krav opfylder Bibelen kun indirekte, idet dens terminologi eller bogstavform slet ikke er beregnet på at skulle udgøre bevismateriale. Den er, som nævnt, kun for væsener, der i forvejen tror. Den er således ikke for skeptiske forskere, der søger rent videnskabelige analyser. Først når forskeren igennem kosmisk forskning og oplevelse har erfaret verdensaltets fuldkomne struktur og dets detaljer, kan han gennemskue Bibelens terminologi eller bogstavform og bliver da vidne til, at samme bogstavform i virkeligheden er urokkelige symboler eller lignelser, der udtrykker, hvad han selv har oplevet som kendsgerninger eller videnskab. Han ser da, hvor vidunderlig fuldkommen Bibelens bogstavform er tilpasset det troende væsens psyke. Han ser, hvorledes de i sig selv videnskabelige analyser er indhyllet i letfattelige lignelser, symboler eller fortællinger, der helt dækker det troende væsens stærkt degenererede og derfor uvidenskabelige religiøse behov. Som et eksempel på dette Bibelens ejendommelige inderste væsens urokkelighed skal jeg her påpege Bibelens påskeberetning. Den er jo udadtil ganske vist fortalt som en beretning om en tildragelse, der skal have fundet sted århundreder tilbage. Den udtrykkes altså som et stykke historie. Men i kraft af et kosmisk klarsyn vil det være let at se, at denne betragtnings inderste væsen i hovedsagen ikke er at pointere en stedfunden tildragelse som et stykke videnskabeligt begrundet historie. Det magtpåliggende i nævnte dramas beretning og dennes indførelse i Bibelen er ikke dets historiske data. Disse er i realiteten menneskeheden ganske uvedkommende. Beretningens overleverede bogstavform er da heller ikke af en så fyldestgørende og bekræftende natur, at en moderne videnskabelig forsker alene på den tør betragte påskedramaet som en virkelig historisk sandhed. Ja, der er vel endog forfattere, der grundet herpå har skrevet bøger, der ligefrem skulle bevise, at hovedpersonen i dramaet, Jesus af Nazaret, i virkeligheden slet ikke har eksisteret. Som følge heraf bliver påskedramaet således reduceret til kun at udgøre - ikke en videnskabelig begrundet beretning om en historisk tildragelse, men derimod et blot og bart digt, et stykke fantasi.

Det er således i sig selv heldigt, at det netop slet ikke er Bibelens hovedopgave at påvise videnskabelige historiske data, thi dens mission ville da for længst være totalt mislykket, og dens navn være ukendt af alle nulevende mennesker. Det moderne videnskabeligt indstillede menneske kræver nøgterne kendsgerninger. Det må have konkrete analyser, rodfæstede i den absolutte virkelighed. Og Bibelen er således ikke beregnet på det menneske, der udelukkende kun interesserer sig for historiske data, hvilket her vil sige: den videnskabelige forsker af historie. Men derimod har påskeberetningen et stort budskab til dem, der hungrer efter viden på sjælens, hvilket vil sige på tankens og viljeføringens område. Nævnte beretning udgør nemlig et uomstødeligt stykke psykologi. Igennem dens personers handlemåde viser den de forskellige sindstilstande, der behersker den jordmenneskelige almenhed. Den viser den sjælelige indstilling, tankegang, viljeføring eller handlemåde, der fører til sejr over den jordmenneskelige sfæres primitive dyriske instinkter eller drifter, fører til den højeste fornemmelse af glæde og lykke ved at være til, fører til den højeste fuldkommenhed: mennesket i Guds billede efter hans lignelse, ligesom den også viser den sjælelige indstilling og viljeføring, der fører til fornedrelsens, sorgens, ulykkens og livsledens kulmination. Påskeberetningen har således mere til opgave at være en sjælelig eller psykologisk vejledning for det almene jordmenneske, end den har til opgave at være en fortælling om nogle mennesker, der engang har levet. Om Jesus af Nazaret, Pilatus og Kajfas og de andre navngivne personer i dramaet har eksisteret eller ikke, ja, ligegyldigt om hele påskeevangeliet udelukkende kun er et digt, kan dette ikke forringe beretningens rent psykologiske værdi en eneste tøddel, selv om den i et sådant tilfælde jo ganske er uden historisk værdi. Hvis påskeevangeliet kun var et digterværk, måtte digteren eller dets ophav jo repræsentere den højde i psykologisk eller sjælelig viden, som påskeevangeliet repræsenterer eller giver udtryk for. Hvordan skulle det ellers være blevet til? Intet væsen kan jo manifestere en højere viden eller et højere udviklingstrin end det, hvortil det er nået. Men når nævnte ophav repræsenterer en sådan højde i mental udvikling, at det har kunnet skabe den åbenbaring af psykologisk viden, som påskeevangeliet i sig selv er, må det jo absolut have erfaret de særlige sindelag eller sjælelige tilstande, hvormed det har udstyret påskedramaets personer. Hvilke navne det har givet disse personer, er jo ganske underordnet. Om de hedder Jesus, Judas, Kajfas osv, eller de havde fået helt andre navne, er altså totalt ligegyldigt. Da påskeevangeliet således er en åbenbaring af en virkelig psykologisk viden, formet som et drama, hvis personer hver især udtrykker virkelige, eksisterende sjælelige tilstande, kan man ikke fjerne disse personer fra dramaet uden at måtte erstatte dem med andre personer med nøjagtig de samme sjælelige tilstande eller sindelag. I modsat fald måtte påskeevangeliet dermed ophøre med at være en åbenbaring af den virkelige psykologiske viden eller videnskab, det i sin bibelske form udgør. Det vil derfor være åbenlyst, at hvad vi så end vil få at indvende imod påskeevangeliet, så vil dets stabilitet som psykologisk sandhed umuligt kunne rokkes. Siger vi, at Jesus aldrig nogen sinde har eksisteret, bliver vi nødsaget til at erkende, at så har der eksisteret en anden mand med den sjælelige tilstand, der udgør Jesu mentalitet. Siger vi, at Kajfas ligeledes heller ikke har eksisteret, må vi, for at blive i kontakt med den virkelige psykologiske videnskab, erkende en anden mand med Kajfas' karakter. Og således må vi for virkelig at være i kontakt med de urokkelige kendsgerninger eller realiteter, uden hvilke en psykologisk viden eller videnskab aldrig nogen sinde ville kunne blive en kendsgerning, erkende påskeevangeliets personer som symbolske udtryk for urokkelige psykologiske kendsgerninger.

Påskeevangeliet er således en beretning om det virkelige livs absolutte principper fortalt i symboler. At man kan udvikle sig til ad kosmisk vej (kosmisk klarsyn) at se, at de i evangeliet navngivne personer virkelig har eksisteret og således i absolut forstand er rent fysisk historiske personer ligesom vore tidligere konger og afdøde berømte mænd og kvinder, kan jo kun indhylle de her fremførte analyser af påskeberetningen i en stråleglans af en endnu højere og skønnere form for menneskelig beundring og glæde. Men som allerede berettet er påskeevangeliets eksistens i dag ikke afhængig af, om det drama og de i samme drama implicerede personer er virkelig fysisk historiske. Dramaet er nemlig ikke udspillet. Det foregår i levende kød og blod omkring os som realistisk virkelighed i dag mere end nogen sinde, ligesom de i dramaet rollehavende personer vandrer levende rundt iblandt os. Ja vi, du og jeg samt alle vore medvæsener udgør dem, der evigt vil give dramaet liv. I dag vandrer vi rundt i "det hellige land". Nogle af os er på vej imod Jerusalem og holder indtog der. Andre er i færd med at spise "påskemåltid sammen med deres "disciple" (deres hustru, deres børn, deres venner og bekendte, deres underordnede personale). Atter andre er på vej til "ypperstepræsterne" og "de skriftkloge" for at tjene "de tredive sølvpenge". De har gjort det til levevej at forråde medvæsener og overgive dem til korsfæstelse, tortur og lemlæstelse, til ulykke og død blot for at få deres egne egoistiske begær tilfredsstillet. Endvidere er nogle i færd med at begå selvmord af fortvivlelse over at have manifesteret en sådan væremåde. Jo, "Judas" er ikke mindre virksom i dag end for nitten hundrede år siden. Den fornægtende "Petrus" dukker også op hist og her. Er der ikke netop i dag mennesker, der det ene øjeblik fornægter deres "mester", deres "discipelskab", fornægter deres religiøse tendenser samtidig med, at de i det næste øjeblik kan hugge "øret" af "ypperstepræstens svend" for at forsvare Mesteren og de nævnte tendenser? Og den gode discipel Johannes, som Jesus elskede, lever han ikke også i dag? Findes der ikke i dag trofaste og kærlige, forstående væsener, man kan betro sit hjertes løndom, selv om ypperstepræsterne, farisæerne og de skriftkloge har ynglet og ligefrem er talrige på vore gader og stræder, søgende med ond kritik at nedkæmpe alle andres meninger, opfattelser og viden og med en stærk buldrende selvros eller udbasunering af egne store fortjenester tror at kunne gøre sig blændende beundringsværdige?

Så er der endelig tilbage selve hovedpersonen i dramaet, selve "mesteren" eller Kristus, hvor er han i dag? Ja, hans fysiske rolle var jo at dø på korset. Det var den del af hans rolle, der var mest tilgængelig for fysiske sanser. Vi vil derfor også i dag finde den "døende Kristus på korset". Og han er endog meget mere udbredt og synlig, end De måske aner. Det jordiske menneske er nemlig "korset". Dets fysiske legeme med sine udstrakte arme danner "det levende kors", et kors overfor hvilket alle andre kors udelukkende kun kan være symboler. Dette "kors" er beregnet på at bære "mesterens legeme" og bliver derved fra at være et tarveligt henrettelsesmiddel, ophøjet eller forherliget til at være et lysets symbol for evige tider. Men dette "kors" er jordmenneskene i almindelighed ikke bevidst i. Deres dyriske herkomst lader dem i første instans være så travlt beskæftigede med at albue sig frem, at de dermed "korsfæster" andre. De er så optaget af dem selv, at de slet ikke ænser, hvad det er, de gør overfor deres næste. Her er det, at "mesteren" eller det indviede væsen siger om dem, at "de ikke vide, hvad de gøre".

Er det ikke således, at påskeberetningen udtrykker verdensgenløserens eller det største menneskes syn på sine bødler, syn på røvere og mordere, syn på de såkaldte syndere? Og er det ikke i kraft af disse synderes egoistiske albuen sig frem på næstens bekostning, at de netop kommer til at spille rollerne som røvere og mordere eller de andre mod næstekærligheden stridende roller i påskeevangeliet? Påskeevangeliet udgør således i sig selv et psykologisk udtryk for, hvorledes næstekærligheden fører opad mod fuldkommenheden, mod den absolutte lykke, medens dens modsætning ukærligheden eller hadet absolut fører nedad mod ulykken eller til kulminationen af lidelse. Og nævnte evangelium er således et guddommeligt dokument, en ufejlbarlig vejledning eller kortlægning af jordmenneskets vej til lyset. Og det er altså her på denne vej, vi genfinder det jordiske menneske. De forskellige roller i påskedramaet er de forskellige mentale stadier, jordmennesket på denne vej må passere, må erfare og opleve. Og vi finder således her nævnte væsen mere eller mindre i færd med at forråde eller forsvare Mesteren. Det er i færd med at anklage og dømme ham samtidigt med, at det undertiden forsvarer ham. Og denne "Mester", denne "Mesias" eller "Kristus" er dets eget inderste og dybeste selv eller Jeg, det "Noget" i dets inderste væsen, der udgør en gnist af Guden. Men det ved ikke her, hvad det gør. Det ved ikke, at jo mere det piner andre væsener eller er ukærlig og hensynsløs overfor dets "næste", jo mere korsfæster det sin egen åndelige eller kosmiske bevidsthed, det i det selv vordende eller kommende individuelle kristusvæsen. Men jo vældigere det således - om end ubevidst - korsfæster sig selv og derved kommer i lidelsens smeltedigel, desto hurtigere bliver det derved ført mod det stadium i korsfæstelsen, hvor det kan udbryde: "Det er fuldbragt". Og dertil skal det jo. Dette og kun dette stadium alene er dets foreløbige mål.