Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)

 

Netop i denne tid diskuterer man jo spørgsmålet om aktiv dødshjælp, og det kunne tyde på, at man trods den traditionelle modstand mod døden i visse tilfælde kan anskue den under en synsvinkel, hvor den ud fra et lykke- eller bekvemmelighedssynspunkt kommer til syne som noget ønskværdigt. Det drejer sig i regelen om håbløs sygdom - eventuelt i forbindelse med store lidelser, hvor døden kunne træde til som barmhjertig befrier og i virkeligheden blot afholdes fra at fungere som sådan i kraft af en fremskreden medicinsk teknik, der forhindrer mennesket i at dø naturligt. Nu er det imidlertid ikke hensigten at tage spørgsmålet om aktiv dødshjælp op til behandling her, men derimod at påvise en række aspekter af døden, der ikke alene markerer dens nødvendighed, men faktisk også dens ønskværdighed. Vi skal derfor i det følgende betragte en række tilfælde af principiel natur, hvor døden kommer til syne som et tydeligt plus, og ikke som et minus.

Ofte hører man den udtalelse fra mennesker, der er kommet et stykke hen i livet, at om de kunne leve livet om og samtidig være i besiddelse af de nugældende erfaringer, da ville de disponere helt anderledes. Dette er en simpel konsekvens af det faktum, at livet må leves forlæns og erfares baglæns så at sige, og vi ser, at netop døden åbner mulighed for den førnævnte ønskedrøms opfyldelse. Som identisk med et element i reinkarnationsprocessen sikrer døden, at vi alle får chancen til at leve livet om igen på basis af de erfaringer, der tidligere er gjort. Vi er ganske vist ikke dagsbevidst i samtlige disse erfaringer, hvorimod de virker på det ubevidste plan og her gør sig gældende som en indre stemme eller farefantasi, der med større eller mindre styrke influerer på den nugældende viljeføring. Man kunne naturligvis ønske, at der var mulighed for en klarere erindring om de tidligere livs erfaringer, i det mindste indtil man gør sig klart, at dette også ville inkludere erindringen om en lang række smerter, lidelser, sorger og tragedier så sandt som sådanne ting spiller en fremtrædende rolle i det ufærdige menneskes skæbnedannelse. Ligeledes ville det betyde, at man fortsat var bevidst i sine tidligere identiteter, hvad der igen ville være ensbetydende med, at man uhjælpeligt var belastet af sin mere eller mindre flatterende fortid. Som det nu er, bliver "tavlen" visket ren ved dødens indtræden, at man kan begynde hvert eneste nyt liv på en frisk, idet man er beskyttet af den anonymitet, som er følgen af den begrænsede erindringsevne. Vi behøver blot at tænke på, hvad dette f.eks. betyder for mennesker, der i deres forrige liv har begået selvmord af sorg og græmmelse over deres skæbne, for at forstå den store fordel, anonymiteten rummer.

Vi ser altså, hvorledes døden åbner adgang til, at livet kan leves om, og der kan startes forfra den ene gang efter den anden, og vi kan ikke undgå heri at se en stor velsignelse. Men yderligere giver døden mulighed for, at også et vist ferie- eller hvileprincip kan gøre sig gældende, nemlig i form af de fysiske inkarnationers åndelige mellemperioder. Almindeligvis går der en kortere eller længere tid fra det øjeblik, døden indtræder, og til en ny inkarnation finder sted, og denne tilbringer det levende væsen på det åndelige materieplan, hvor det i kontakt med sit udviklingstrin har adgang til at føre en absolut personlig, individuel idealtilværelse af paradisisk natur. Betragter man de fysiske livsafsnit som en form for skoleundervisning, kan disse paradisiske mellemtilværelser betragtes som frikvarterer eller ferier fra undervisningen - også i den forstand, at væsenerne herunder lades åndeligt op, så de ved tiltrædelsen af det ny liv møder op med et større eller mindre åndeligt overskud af største betydning for det ny livs start og hele forløb. Samtidig inkluderer de åndelige mellemtilværelser en vis renselse af personligheden, hvad der medfører, at individet ved det ny livs begyndelse er præget af en umiskendelig uskylds-atmosfære, der på yderst vigtig måde sikrer distancen til den mere eller mindre flatterende fortid.

Døden er imidlertid ikke blot en port til "åndelige ferieophold", men også i en lang række tilfælde en barmhjertig befrier over for ulykkelige skæbnetilfælde. I kraft af den kan det levende væsen efter relativ kort tid udfries af en ufordelagtig organisme, hvad enten det drejer sig om misdannelse fra fødselen, om sygdomsanlæg, der kommer til udbrud, om invaliditet som følge af krig, efterstræbelse eller anden voldshandling eller slet og ret om nedbrudthed og udslidthed som følge af alderdom. I alle tilfælde forskåner døden det levende væsen for i al fremtid at skulle trækkes med sådanne handicap, der tilmed er fuldstændigt uforenelige med tanken om udvikling frem til en tilstand som færdigt, guddommeligt menneske. Som bekendt er det netop også inden for denne relation, at man er begyndt at interessere sig for spørgsmålet om aktiv dødshjælp, ihvorvel man ganske vist ikke kalkulerer med det levende væsens udødelighed. Gjorde man nemlig det, ville problematikken antage helt andre dimensioner og proportioner, hvad vi skal søge at berøre i en senere artikel.

Alene på grundlag af det hidtil omtalte vil man sikkert indrømme, at døden ikke udelukkende er et onde, men tværtimod i langt de fleste tilfælde et gode. Og dertil er den altså en simpel nødvendighed som middel til at sikre fænomenet "udvikling". Som det i det følgende skal søges anskueliggjort vil dette ikke mindst komme til at bekræfte sig i de kommende tretusinde år, hvor det jordiske menneske som følge af jordklodens passage gennem den store fødsels kosmiske indvielsesproces bringes under indflydelse af et udviklingstempo af nærmest fantastisk karakter. På disse tretusinde år skal mennesket nemlig fuldbyrde en både fysisk og åndelig forvandling, der ved sin afslutning lader det fremtræde som et væsen, der i hovedtrækkene fremviser det rigtige menneskes karakteristika - fysiske som åndelige.

At dette i det hele taget kan lade sig gøre, skyldes ikke mindst dødens medvirken. Takket være den kan der i forbindelse med generationsskiftet foregå en forvandling, der omend gradvis så dog i store spring fuldbyrder en forvandling, der som potentielle muligheder af en vis modenhedsgrad allerede nu ligger parat til at komme til udfoldelse i mennesket. Disse muligheder eksisterer i form af kosmiskkemiske anlæg (talent-kerner), der allerede for årmilliarder siden blev nedlagt i det væsen, der nu fremtræder som jordisk menneske, idet de har deres oprindelse i den periode, da samme væsen i et foregående spiralafsnits visdomsrige og guddommelige verden tilrettelagde sin egen fremtid gennem det kommende spiralafsnits indviklingsbue samt den del af udviklingsbuen, der leder frem til kosmisk bevidsthed. Og det vil netop sige dyreriget samt det heri inkluderede jordiske menneskerige. De kommende tretusinde års forcerede udvikling eksisterer altså allerede som for længst forberedte anlæg, der blot venter på at komme til udfoldelse, akkurat som den strålende guldsmed eller sommerfugl er potentielt til stede i larven og på dette grundlag muliggør en relativt kortvarig forvandling fra det ene til det andet. Men på samme måde, som sommerfuglelarven må dø, for at sommerfuglen kan blive til virkelighed, således må også det jordiske menneske dø, for at det rigtige menneske kan blive til virkelighed. Og det er netop, hvad man i de kommende tretusinde år vil komme til at se - takket være indflydelsen fra de kræfter, der bringes til udfoldelse i forbindelse med jordklodevæsenets kosmiske indvielse. For hver gang, mennesket under forløbet af disse tretusinde år dør døden, vil dyret i mennesket gå under og det rigtige menneske stige frem. Man vil herunder blive vidne til fantastiske mutationers udløsning, og i kølvandet på disse vil gradvist det rigtige menneske fremstå med alle sine strålende guddommelige træk.

Ser man ud over verden, som den er i dag, og her betragter det jordiske menneskes gøren og laden, kan det måske være svært at forstå, at dette væsen er topkandidat til en så ophøjet position og tilstand som foran omtalt, men det skyldes kun, at man ikke kender det jordiske menneskes virkelige format. Dette er nemlig i alle henseender langt mere omfattende, end man umiddelbart skulle tro, og det skyldes simpelt hen alle de talenter og erfaringer, som gennem de foregående liv er blevet erhvervet, og som ubevidst er til stede i individets udødelige kosmiske struktur. De optræder her som en båndlagt formue eller som en formue, man mangler kontonummeret til, og det skyldes som sagt, at menneskets erindringsevne som følge af særlige kosmiske anordninger er stærkt svækket. Men der gives en anden vej at skaffe sig adgang til disse værdier på, nemlig den intuitionen repræsenterer. Og netop intuitionen er en evne, som for det jordiske menneskes vedkommende er under udvikling, og som på et tidspunkt vil gøre det bevidst i hele den erfaringsmasse, det har med sig fra sin lange fortid gennem plante-, dyre- og jordisk menneskerige. Ikke som en sum af mere eller mindre elementære og banale erindringer, men derimod som et forråd af livsvisdom.

Martinus har i denne forbindelse ved adskillige lejligheder sammenlignet mennesket med et isbjerg og fremhævet, at på samme måde som kun en syvendedel af et isbjerg ses over vandet, medens de resterende seks syvendedele skjuler sig under vandet, således afspejler også kun en brøkdel af menneskets sande format sig i det, der er fremme i den enkelte inkarnation. Bag dette skjuler sig et langt mere omfattende væsen, og så viseligt er livet indrettet, at det altid er den del af mennesket, der især trænger til påvirkning og udvikling, der viser sig "over vandet", medens den mere færdige og dermed værdifulde del blufærdigt skjuler sig under vandet. Og som isbjerget under tyngdekraftens og solstrålernes indflydelse fra tid til anden vender og drejer sig, så stadig nye sider kommer tilsyne over vandet, således vender også det jordiske menneske takket være døden og karmakræfternes indflydelse fra liv til liv en ny side "opad". Og en skønne dag vil alle dets "sider" have nået den højeste grad af fuldkommenhed, og det vil da træde ind i en inkarnation, der lader hele dets sande format komme til skue, svarende til at hele isbjerget løftes ud af vandet og som en strålende kosmisk juvel bringes til at svæve i den sitrende frostklare luft.