Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)

 

Som det vigtigste træk ved den her antydede forcerede forvandling af mennesket skal nævnes dette, at der bl.a. vil ske en omfattende organisk forvandling, som giver sig udslag i et permanent behov for at udfolde kærlighed. Kærlighed som gavekultur og som en manifestation af livskunst. Nu er kærlighed jo et meget problematisk og belastet begreb i vor kultur, og der kan derfor være grund til at gå lidt nærmere ind på det i den betydning, det har hos Martinus.

Ved kærlighed forstår Martinus først og fremmest en kraft i det levende væsen, der tilskynder det til at kærtegne medvæsenet på en eller anden måde - direkte eller indirekte. Kærtegnet bliver herved kærlighedens principielle udtryksform, hvad enten det ytrer sig som et egentligt kærtegn (fysisk berøring), som en vennetjeneste, som et hensyn, der tages, som ægte overbærenhed, som hjælp og vejledning, som en kunstnerisk udfoldelse eller en hvilken som helst anden manifestation eller adfærd, der er til glæde, nytte og behag for det medvæsen, der er genstand for den.

Men hvordan skal man forstå den kraft, vi subjektivt registrerer som kærlighed? Er det andet end hormoner, eller hvad? - Det er i høj grad andet end hormoner, og det jo mere, des mere fremskredent et væsen er i sin udvikling. På det elementære dyriske udviklingstrin spiller hormoner en helt dominerende og afgørende rolle, fordi alternativet hertil - nemlig intellektuel bevidsthedsvirksomhed - praktisk taget ikke forekommer. Men netop som intellektuel bevidsthedsvirksomhed begynder at optræde i den samlede livsudfoldelse, aftager hormonernes betydning, og denne betydning vil engang være af samme beskedne størrelsesorden for kærlighedslivets udfoldelse, som tilfældet nu er med hensyn til den intellektuelle bevidsthedsvirksomhed for dyrenes vedkommende. Med andre ord: den intellektuelle bevidsthedsaktivitet vil en gang helt komme til at dominere motivationen bag det levende væsens kærlighedsliv, nemlig på det stadium, hvor det er nået frem til at være et rigtigt menneske.

Hvordan kan nu intellektuel bevidsthedsvirksomhed have noget med kærlighed at gøre? Er vi ikke allerede i forvejen plaget af intellektuelt snobberi og intelligensdyrkelse m.m.? - Sandelig jo, i høj grad, så sandt som man sædvanligvis i højere grad respekterer en intelligent person end en, der nyder prædikatet: et godt menneske. At være et godt menneske tages tvært imod ikke sjældent som symptom på en lettere form for tåbelighed, der højst kan gøre regning på en vis foragtelig overbærenhed - ikke mindst hos de meget intelligente og intellektuelle. Ikke desto mindre er der en betydningsfuld sammenhæng mellem intellektualitet og kærlighed, nemlig på den måde at de begge som egenskaber betragtet har rod i det samme grundlag. Menneskets intellektualitet repræsenterer blot et lidt længere fremskredent spiringsstadium end kærlighedsevnen, men bliver i virkeligheden først til det, der er dens virkelige bestemmelse, når kærlighedsevnen når det samme stadium og får den samme indflydelse i bevidsthedslivet, nemlig høj-intellektualitet. D.v.s. super-intellektuel bevidsthedsudvidelse, der er styret, administreret og afbalanceret af trangen til at kærtegne på en sådan måde, at den intellektuelle bevidsthedsudvidelse på alle områder bliver til udelt lykke og velsignelse for alt og alle, som berøres af den. Dette er det samme som livskunst, hvoraf det fremgår, at det jordiske menneskes fremtidsbestemmelse er at blive livskunstner. At beherske livskunstens vanskelige register til den højeste grad af fuldkommenhed er nemlig ganske enkelt det rigtige menneskes umiskendelige adelsmærke.

Nu har der været sagt en del om kærlighed, men ikke et ord om seksualisme. Kan kærlighed tænkes uden en eller anden form for tilknytning til begrebet seksualisme? - Nej, absolut ikke, og især ikke hvis man kan udvide begrebet seksualisme til at omfatte andet og mere end kønsdrift. Ganske vist er seksualisme udfoldet som kønsdrift en meget central og stærk manifestation af kærlighed så sandt som det seksuelle kærtegn indebærer en oplevelse af den mest intense nydelse, der er mulig på det fysiske plan. Men det seksuelle fænomen har mange andre udtryksformer, både emotionelle og intellektuelle. Således repræsenterer bl.a. kunstens område i meget høj grad et seksuelt manifestationsfelt, og som udviklingen skrider frem, vil det vise sig, at dette felt mere og mere bliver genstand for menneskets interesse. Her forekommer der nemlig et kærtegnsområde, der løfter sig op over de mange skranker, som for øjeblikket behersker og begrænser menneskets mulighed for udfoldelse af kærlighed. Og dertil rummer det en række inspirationsmomenter, der til fulde kan måle sig med de, der betinger kønsdriften.

Nu skal man dog ikke tro, at kærlighedslivet i det rigtige menneskerige former sig som en mere eller mindre steril og platonisk udfoldelse af kunst og intellektualitet, der helt fortrænger det kærtegnsområde, der hedder fysisk berøring. Det er langt fra tilfældet, men man må forudse, at den fysiske berøring som kærtegnsform og som middel til såkaldt seksuel tilfredsstillelse vil blive suppleret med et intellektuelt og kunstnerisk kærtegnsområde og derigennem udvidet meget betydeligt, idet det vil komme til at vise sig, at også det intellektuelle område rummer mulighed for oplevelse af seksuel tilfredsstillelse (orgasme). Og det er netop på dette grundlag, der vil blive tale om en udvidet og forstærket motivation for udfoldelse af kærlighed målt med den, der gælder for dyret og det jordiske menneske. For disse sidstnævnte væsensformer gælder det jo, at motivationen i meget høj grad er kønsorienteret og i samme forbindelse betinget af visse fysiske attributter, der kønnene imellem gensidigt virker som seksuelle stimuli. Og ser man nærmere til, vil det for en stor del vise sig, at den del af dyrets og menneskets kærlighedsliv, der former sig som kønsorienteret seksualisme, i sig rummer en meget betydelig portion egoisme og egenkærlighed, idet sandheden om denne kærlighed i betydelig udstrækning er, at man elsker at have den anden til at elske sig selv med. Det er først og fremmest sine egne behov, man søger dækning for, og først i næste række, eller næste igen man har den anden parts behov i tankerne - hvis de overhovedet når at dukke op her.

Det har netop været nævnt, at bl.a. den kunstneriske udfoldelse med tiden vil komme til at vise sig som en vej eller et middel til seksuel tilfredsstillelse, akkurat som det nu er tilfældet med parringsakten, og det kan tilføjes, at der vil blive tale om en form for orgasme eller klimaks, der både hvad angår intensitet og fylde langt overgår den allerede kendte klimaksoplevelse, lige som den i modsætning hertil vil blive registreret som - ikke en afladningsproces, men derimod som en vældig opladningsproces, der fylder parterne med en umådelig kraft og inspiration til kunstnerisk udfoldelse. Men hvorfor kender vi ikke noget til denne alternative klimaksoplevelse allerede her og nu? - Simpelt hen fordi de herfor nødvendige organiske anlæg i overensstemmelse med det jordiske menneskes udviklingssituation som helhed endnu er for spæde til at kunne befordre de funktioner, som den "intellektuelle klimaksoplevelse" er betinget af. Det drejer sig først og fremmest om en højpsykisk struktur, som Martinus benævner "den intellektuelle pol", og som i virkeligheden udgør en pendant til en anden højpsykisk struktur, nemlig den der bærer det levende væsens følelsesliv samt den hermed forbundne "emotionelle seksualisme", altså den form for seksualisme, vi kender til. I overensstemmelse hermed benævner Martinus denne anden højpsykiske struktur for det levende væsens "emotionelle pol".

Som grundlag for sin intellektualitet og sit følelsesliv rummer det levende væsen således i sin samlede åndelige struktur et højpsykisk organsæt med karakter af et dobbeltorgan, hvor den ene halvdel af dette dobbeltorgan bærer intellektualiteten og den anden halvdel følelseslivet. Imidlertid gælder det for dette dobbeltorgan, at dets to halvdele som følge af dybtgående kosmiske love er underkastet en vis bio-rytme, der giver sig udslag i, at de i meget langsomt tempo et ad gangen skifter mellem en minimal og en maksimal bæredygtighed. Og for det jordiske menneske er situationen den, at den intellektuelle pol just har befundet sig i sin minimale tilstand og herfra er på vej mod tiltagende bæredygtighed, hvorimod den emotionelle pol befinder sig i nærheden af sin maksimale bæredygtighed. Som følge af denne konstellation er det jordiske menneskes samlede livsudfoldelse først og fremmest følelsesorienteret, dvs. ledet af sympatier og antipatier, der kun i meget ringe grad er kontrolleret af fornuft. Og det er jo netop, hvad vi ser afspejle sig i verdenssituationen. Trods det at man rent faktisk er i besiddelse af den fornødne fornuft, viden og tekniske indsigt til at løse denne verdenssituation, så der virkelig ER tale om en løsning, bliver den ved med at udvikle sig i stadig mere faretruende retning, simpelt hen fordi den på næsten alle vitale områder er så følelsesladet, at fornuften mere eller mindre trænges i baggrunden.

Men også på et andet område afspejler den menneskelige polkonstellation sig, nemlig det seksuelle. Dette er som bekendt kendetegnet ved også at være styret af følelsesmæssige sympatier og antipatier, der yderligere konkretiseres ved, at menneskene i lighed med dyrene er opdelt i to seksualkategorier af gensidig betydning for hinanden hvad angår opnåelse af seksuel tilfredsstillelse, idet den ideelle tilfredsstillelse som bekendt opnås gennem intim kontakt mellem kønsorganerne altså gennem fysisk berøring. Denne kontakt eller berøring bliver herved et kærtegn i en særlig klasse, og den sympatiske orientering rettes naturligt mod de medvæsener, der rummer de bedste forudsætninger for at afgive sådanne kærtegn, dvs. repræsentanter for det modsatte køn - og tilmed helst repræsentanter, der i størst mulig grad udmærker sig ved dette køns særpræg. Og samtidig aktualiseres en negativ eller antipatisk orientering rettet mod væsener af samme køn, idet disse ud fra en rent følelsesmæssig og fornuftsblottet vurdering opfattes som uegnede seksualpartnere og dertil som konkurrenter eller rivaler i kampen for det modsatte køns gunst. Som følge af den ensidige emotionelle bæredygtighed i seksuel henseende, og især som følge af opdelingen i to køn, underlægges kærlighedslivet hos dyrene og det jordiske menneske med andre ord en lang række restriktioner, der udelukker, at der kan blive tale om næstekærlighed. Der kan i virkeligheden, der hvor situationen optræder i renkultur, højst blive tale om en egoistisk motiveret og betonet parringskærlighed, der på afgørende vis er ledet og styret af de impliceredes følelser, og som praktisk taget udfolder sig komplet uberørt af fornuft, og det rette udtryk for denne pseudo-kærlighed er i virkeligheden det, vi kalder "forelskelse".