Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Fra menneskehedens hverdagsfilosofiske hjørne hører man ofte et udbrud, der på en og samme tid kan tolkes som en anklage mod "guderne" og verdensordenen, og som en personlig frifindelse for uforskyldt medvirken, nemlig: hvorfor kunne livet og tilværelsen ikke lige så godt være indrettet på en måde, så vi alle levede i harmoni med hinanden, og der ikke var krig, nød og elendighed, sult, sygdomme og alt det andet, som gør livet byrdefuldt? Hvis ophavet til det hele oven i købet er en almægtig Gud, hvorfor har "han" så indrettet det på den uheldige måde, vi hver eneste dag indtil overmål er vidne til? Enten må "han" være et godt kludderhovede, eller også må "han" opnå en vis pervers fornøjelse ved at være vidne til lidelser af enhver art.

Vi må alle erkende, at livet er en stor "ting" at få såvel indblik i som overblik over, og set på denne baggrund må den netop præsenterede måde at stille spørgsmål på betragtes som højst rimelig. Den er ganske vist meget naiv, men det skyldes jo netop det manglende overblik, problemernes uoverskuelighed, indblikkets begrænsning. Man er jo altid henvist til at stille sine spørgsmål på en måde, der er i relation til ens forståelse af den foreliggende problematik, og set under denne synsvinkel er det helt umuligt at stille dumme spørgsmål. Såkaldt dumme spørgsmål er kun dumme for dem, som besidder en højere forhåndsviden end den, der stiller dem. Men at benytte denne forhåndsviden som målestok for stillede spørgsmåls berettigelse er virkelig udtryk for dumhed. Det svarer til, at en automekaniker finder det dumt, at en buskmand ved det første møde med en bil spørger, hvad tingesten er for noget...

Tager man hensyn til visdommen i den store filosofs ord om, at jo mere han i løbet af sit lange liv var kommet til at forstå, jo mere gik det op for ham, at han intet forstod, og at den totale uvidenhed på denne måde er en slags omvendt alvidenhed, indser man, at mennesket ved sin situation er henvist til at stille sine spørgsmål vedrørende livet på et plan, der nogenlunde svarer til førnævnte buskmand. Det må derfor også betragtes som en stor lykke, at menneskeheden i dette århundrede har fået føling med en virkelig viis og forstående "automekaniker", der er parat til at forklare tingene fra grunden. Men samtidig må det naturligvis imødeses, at forklaringen kan rumme enkeltheder, der ligger så langt uden for den almindelige erfaringskreds, at de nærmer sig det utrolige og usandsynlige. Det vil nok også være tilfældet, når buskmanden konfronteres med eksplosionsmotorens kemiske grundlag og skal bringes til at indse, at denne motor er en repræsentation for tres eller halvfjers heste.

For mennesker, der kommer i berøring med Martinus kosmologi og den heri nedlagte udviklingslære er det især svært at forstå, at mennesket af idag nogen sinde kan kvalificere sig til at blive borger i et rigtigt menneskerige, hvis bærende grundlag er næstekærlighed og uselviskhed, og hvor enhver form for lidelse og ulykke er lige så udelukket som snefnug på solen. Og især bliver det ubegribeligt, når man hører, at dette menneskerige allerede om ca. tretusinde år vil begynde at holde sit indtog på jordklodens kontinenter. Hvordan i alverden skal det gå til? - Det lyder mildest talt helt usandsynligt.

Som oplyst i artiklen om "jordklodens hjerneceller" (KOSMOS nr. 3, 4, 5) må jordkloden betragtes som et levende væsen af makrokosmisk format, der gennemløber en udvikling, akkurat som planterne, dyrene og menneskene, der lever på den. Der gør sig endog en vis sammenhæng gældende mellem jordklodens og dens mikrovæseners udviklingsforløb, således at man til en vis grad ligefrem kan tale om en synkronisering. Således virker de to parters udviklings-tempo gensidigt som en bremse eller en spore alt efter hvem, der har teten, og hvor nøje udviklingstempoet er afstemt indbyrdes. Og her gælder det ifølge Martinus, at det i vor tid først og fremmest er jordkloden, der har teten, idet den omkring overgangen til vort århundrede har overskredet tærskelen til den indvielsesproces, han kalder "den store fødsel" (se eventuelt Kosmos nr. 7 under rubrikken "Læseren spørger, Instituttet svarer"). Ved denne indvielsesproces' afslutning vil jordkloden selv have status som "et rigtigt menneske" - naturligvis stadig i makrokosmisk format-, hvilket betyder, at der fra dens bevidsthedsfelt udgår en påvirkning rettet mod dens mikrokosmos, og medførende et meget stærkt udviklingspres. Dette udviklingspres sporer vi allerede nu i menneskeheden, trods det at jordkloden som sagt blot lige har overskredet tærskelen til den store fødsels indvielsesproces. Og det må forventes at ville vedvare og endog øges under forløbet heraf, idet jordkloden, især hvad angår menneskeheden, er afhængig af en vis udviklingsmæssig overensstemmelse mellem sig selv og menneskene ved den store fødsels afslutning. Det skyldes, at menneskeheden i dens egenskab af jordklodens fysiske hjerneorgan vil få til opgave at bære den kosmiske bevidsthed, der bliver det egentlige resultat af førnævnte indvielse.

Det vil altså sige, at også menneskeheden vil være præget af en vis kosmisk bevidsthedstilstand på det tidspunkt, hvor jordklodens indvielsesproces er afsluttet, og dermed bære præg af de karakteristika, der kendetegner "det rigtige menneske" og samtidig adskiller det fra nutidsmennesket eller "det jordiske menneske", der i virkeligheden er en overgangsform mellem dyreriget og det rigtige menneskerige. Og her viser erfaringen, at den store fødsel normalt spænder over et tidsrum, der omsat i mennesketid svarer til ca. tretusinde år. Tretusinde m-år er dermed den tid, menneskeheden har til rådighed med hensyn til forvandlingen fra jordisk menneske anno 1974 til gryende rigtigt menneske. Hvordan skal det i praksis lade sig gøre?

Dette spørgsmål skal søges belyst i en kommende artikel om "dødens nødvendighed". Her vil det foreløbigt være af større interesse at se lidt på, hvad det egentlig vil sige at være borger i det rigtige menneskerige, altså hvilke principielle forudsætninger, der må opfyldes og hvilke principielle krav, det stiller.

Som allerede berørt adskiller det rigtige menneskerige sig først og fremmest fra det jordiske menneskerige og dermed også dyreriget ved undtagelsesløs udfoldelse af uselviskhed og næstekærlighed, der igen er selve det livgivende princips lysende kendetegn eller kriterier. Disse to faktorer udgør simpelt hen det rigtige menneskeriges bærende grundlag, akkurat som egoisme, selviskhed og dræbende adfærd udgør grundlaget for dyrerigets tilværelsesform. Her må man enten dræbe eller blive dræbt; inden for det rigtige menneskeriges aktionsfelt må man derimod hele tiden give liv for at kunne leve, hvoraf det ses, at det som tilværelsesplan betragtet betegner dyrerigets diametrale modsætning. Igen spørger vi: hvordan skal mennesket kunne kvalificere sig til frivilligt, ubesværet og som det eneste naturlige og mulige at opfylde disse krav?

Uden at ville foregribe artiklen om dødens nødvendighed skal det her oplyses, at mennesket i løbet af de kommende tretusinde år må påregne at blive genstand for en i virkeligheden forbløffende forvandling, der nøje vil være ledsaget af en lige så forbløffende sindelagsændring. Målt med det hidtidige udviklingstempo regnet fra homo erectus og frem til dato - vil den kommende udvikling være så radikal og koncentreret, at man til en vis grad kan sammenligne med guldsmedens forvandling fra en grådig og jordbunden rovlarve den ene dag til en strålende, farveprægtig og vingeklædt luftekvilibrist den næste - blot med den forskel, at guldsmeden fortsat er et grådigt rovdyr, hvorimod mennesket i lighed med honningbien og sommerfuglen gør nytte og giver liv, medens det tjener sig selv.