Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

At jordkloden skulle være et levende væsen er noget, de fleste mennesker finder aldeles utroligt, i hvert fald første gang de hører om det. Hvordan kan en planet, der suser afsted gennem verdensaltets tomrum, isoleret fra andre planeter ved afstande på millioner af lysår, som helt overvejende består af mineraler og anden uorganisk materie, som hverken har arme eller ben, hoved eller sanseorganer, hvordan kan et sådant himmellegeme have noget med et levende væsen at gøre? Det er simpelt hen utroligt, for at sige det mildt.

Igen og igen har jeg mødt denne reaktion, når jeg af ren og skær nysgerrighed efter at erfare virkningen bragte dette emne på bane over for mennesker, jeg mere eller mindre tilfældigt stødte på og kom i snak med. Men lige så interessant har det været at erfare, at ganske mange efter nærmere overvejelse af fremførte argumenter har fundet tanken knap så usandsynlig - og samtidig så fascinerende, at man var fristet til at lade muligheden stå åben.

Som nævnt i nr. 1 af Kosmos årgang -74 er det tanken med en række artikler at undersøge nogle af de mest vitale problemer inden for den aktuelle verdenssituation i lyset af Martinus kosmologi. Imidlertid har disse problemer ikke blot relation til mennesket, men også til jordkloden som levende væsen betragtet. Dette skyldes simpelt hen, at der som i enhver anden organisme foregår et organisk samspil mellem på den ene side de mikrovæsener, der varetager de forekommende livsfunktioner, og på den anden side det makrovæsen, der benytter den pågældende organisme som sanse- og manifestationsredskab - altså et samspil mellem menneskene og jordklodevæsenet. Og ud fra reglerne for dette samspil gælder det bl.a., at den herskende problematiske verdenssituation ikke blot er et anliggende, som alene mennesket er årsag til. Den er i mindst lige så høj grad en ting, som jordkloden er ansvarlig for, eller rettere: den er noget, menneskeheden og jordkloden i fællesskab står bag. Og det betyder naturligvis, at også løsningen af de i verdenssituationen indeholdte problemer er et fælles anliggende for menneskeheden og jordkloden. Dette skal vi i de kommende artikler gang på gang få lejlighed til at se eksempler på.

Spørger man Martinus, om menneskets rolle som mikrovæsen for jordklodevæsenet kan sammenlignes med noget, vi kender fra vor egen organisme, svarer han bekræftende: mennesket spiller i princippet rollen som hjerneceller for jordklodevæsenet, og det betyder uden videre, at mennesket er direkte under påvirkning af dette kæmpevæsens bevidsthedsvirksomhed, hvilket menneskeheden gennem sine aktiviteter umiddelbart afspejler. Således også med hensyn til den aktuelle verdenssituation. Ja, i virkeligheden er hele menneskehedens såkaldte "historie" med dens mange strømninger og kulturepoker een eneste vældig reflex eller afspejling af jordklodevæsenets åndelige aktivitet og dermed samtidig indirekte en historie om vort makrovæsens bevidsthedsliv gennem tiderne.

Man forstår sikkert umiddelbart betydningen af disse betragtningers almindelige anerkendelse og udbredelse; de kulturelle og etiske følger heraf lader sig i virkeligheden kun med den største vanskelighed overskue. Det er i denne forbindelse interessant, at den store engelske historiker Arnold Toynbee under sin udforskning af de historiske kulturepokers forløb og indbyrdes sammenhæng er kommet ind på den tanke, at der var tale om makrokosmiske bevidsthedsprocesser (se eventuelt A. Toynbee: Historien i et nyt lys). Det kan i samme forbindelse nævnes, at der fra naturvidenskabeligt hold har løftet sig i hvert fald een røst til fordel for tanken om jordkloden som levende væsen, nemlig den svenske professor Lundmark fra Lund.

Anskuer man nu vor klode i dette fascinerende perspektiv, er der især een ting, som det er vigtigt at få hold på, nemlig spørgsmålet om det, man må kalde tids-relationen, altså forholdet mellem menneskets og jordklodevæsenets tidsfornemmelse. Og takket være oplysninger fra såvel Martinus som naturvidenskaben består der en glimrende mulighed for dette. Således oplyses det fra naturvidenskabelig side, at jordkloden udtrykt i menneskeår er mellem tre og fem milliarder år gammel - formodentlig godt fire milliarder år. Og fra Martinus side oplyses det, at jordkloden set med "klodeøjne" er et forholdsvis ungt væsen på ca. 30 år.

Sammenholder man nu disse 30 klodeår (i det følgende benævnt k-år) med de førnævnte ca. fire milliarder menneskeår (i det følgende benævnt m-år), får man en tidsrelation, efter hvilken et m-år i jordklodens tidsfornemmelse gør sig gældende som en anelse mere end et kvart sekund. Altså 1 m-år = 1/4 klodesekund (i det følgende benævnt k-sekund), hvorfor der går 4 m-år på et k-sekund. Den tid, mennesket oplever som fire år, opleves altså af jordkloden som et sekund - og omvendt: den tid, jordkloden oplever som et sekund, opleves af mennesket og dermed jordklodens hjerneceller som fire år. På samme måde betinger tidsrelationen, at et klodeår (k-år) svarer til ca. 133 millioner m-år, lige som f.eks. et menneskedøgn (m-dgn) svarer til ca. en femtenhundrededel klodesekund. I sin egen tid er jordkloden altså kun en femtenhundrededel sekund om at rotere een gang rundt om sin egen akset

Hvad kan man nu bruge denne tidsrelation til? Er den andet end et morsomt tankepusleri? - Det er den i høj grad! Ved hjælp af tidsrelationen og med støtte i de kosmiske analyser kan man drage en række slutninger, der både er meget interessante og dertil af den allerstørste praktiske betydning, hvis man til bunds vil forstå de sande perspektiver i den aktuelle verdenssituation.

På grundlag af tidsrelationen, ifølge hvilken 1 m-år = et kvart k-sekund kan det først og fremmest fastslås, at jordklodens hjerneceller i form af menneskene har en gennemsnitlig levetid på mellem 10 og 12 k-sekunder. Sætter vi nemlig menneskets gennemsnitslevealder til 40 - 50 m-år, og disse hver især svarer til et kvart k-sekund, får man det førnævnte resultat, nemlig en gennemsnitlig levealder for jordklodens hjerneceller på mellem 10 og 12 k-sekunder. Og regner vi for fuldstændighedens skyld menneskets naturlige mulige levealder til ca. 100 m-år, får vi en naturlig maksimal levetid for jordklodens hjerneceller på 25 k-sekunder. Samtidig kan det konstateres, at jordkloden i modsætning til mennesket kan forny sine hjerneceller (nye mennesker), og at den tilmed kan forøge antallet af hjerneceller (befolkningstilvæksten). Betydningen heraf skal vi senere komme tilbage til.

 

 

Som læseren sikkert uden videre indser, åbner tidsrelationen adgang til en helt ny vurdering af jordklodens udviklingshistorie, og som et overraskende faktum kan det indledningsvis noteres, at jordkloden målt i klodetid kun har disponeret over hjerneceller i de sidste 32 døgn af sit nuværende liv. Dette fremgår af den kendsgerning, at der højst i de sidste 12 millioner m-år (=32 k-døgn) har levet mennesker på jorden, og heraf har endda de første 10 millioner m-år været kendetegnet ved yderst primitive mennesketyper, ja så primitive, at udtrykket førmennesker nok vil være mere korrekt for denne periodes vedkommende. - Lad os et øjeblik se lidt nærmere på det tidsafsnit, der omfatter menneskets udviklingshistorie.

Til belysning af det kosmiske perspektiv i denne udviklingshistorie skal det først omtales, at mennesket fra Martinus side beskrives som en såret flygtning mellem to riger, nemlig det rene dyrerige og det sande menneskerige. I Martinus beskrivelse er mennesket altså hverken rigtigt dyr eller rigtigt menneske, men en overgangsform, og han betegner denne overgangsform som "det jordiske menneske".

I vor interesse for det jordiske menneske i dets egenskab af hjernecelle for jordkloden vil det være nærliggende at interessere sig for spørgsmålet om, hvornår skridtet fra rent dyr til jordisk menneske egentlig blev taget, og dermed hvornår "flygtningestadiet" blev indledt.

Om dette oplyser den moderne udviklingsforskning, at man efter alt at dømme skal ca. 12 millioner m-år tilbage - det vil sige udklangen af tertiærtiden - for at finde det tidspunkt, hvor den hominide eller menneskelige linie skildte sig ud inden for primaternes orden, der foruden mennesket omfatter egernspidsmus, lemurer, spøgelsesaber og aber.

Dette er naturligvis ikke sket fra den ene dag til den anden, men er foregået ganske langsomt og gradvis. Der går i virkeligheden hele 10 millioner m-år, førend den "nye" linie klart har skilt sig ud, og man omtaler denne periode som den før-menneskelige fase. Denne slutter dermed for ca. 2 millioner m-år siden og afløses af den tidligt-menneskelige fase repræsenteret ved de såkaldte australaber (australopithecinere).

Det er imidlertid stadig overvejende i anatomisk og adfærdsmæssig henseende (oprejst gang), at der er ved at opstå en ny livsform, hvorimod der i kulturel henseende endnu næsten intet er sket. Man antager ud fra forskellige indicier, at australaberne i hvert fald delvis har ernæret sig som jægere, men der findes på den anden side til dato kun yderst sparsomme spor af en redskabskultur. Det er med andre ord en yderst primitiv mennesketype, der fremdeles er tale om og dermed også særdeles primitive hjerneceller for jordkloden. Og dog er det kun to millioner m-år siden, hvilket i klodens tidsregning vil sige lidt mindre end 6 klodedøgn.

Men nu begynder til gengæld udviklingen at accelerere. Vi står ved indledningen til den såkaldte pleistocæne periode (menneskets tid), der var kendetegnet ved et meget ukonstant klima og et deraf følgende stor selektionstryk: dvs. en udviklingsmæssig udfordring, der indebar en barsk frasortering af alle livsformer, der mere eller mindre var ude af stand til at tilpasse sig til forholdene. Det er ved den tid, at de store istider begynder at holde deres indtog, og det barske klima betyder bl.a. en kraftig udfordring til intelligensen som overlevelsesmiddel. Netop denne udfordring var væsenerne inden for den hominide linie i stand til at besvare bedre end nogen anden livsform, og vi får her en udvikling præget af et accelererende tempo. Der hengår dog stadig halvanden million m-år, førend et væsen med umiskendelige menneskelige træk er kommet til syne, nemlig den såkaldte Homo Erectus, repræsenteret ved bl.a. Pekingmennesket, Javamennesket og muligvis Heidelbergmennesket. Disse typer optrådte efter alt at dømme for ca. 500.000 år siden, hvilket i klodetid svarer til ca. halvandet døgn. De gik oprejst, var relativt menneskelige i deres fremtoning, havde en veldefineret redskabskultur (sten) - og anvendte ild (Pekingmennesket).

Med Homo Erectus er vi som sagt nået frem til det faktiske eller ubestridte menneske, og adskillige forskere mener, at man kun med forbehold kan tale om mennesker forud for Homo Erectus. Og det vil altså ifølge disse forskere sige, at mennesket først i egentlig forstand kom til syne for ca. 500.000 m-år siden, hvilket som sagt i klodetid vil sige halvandet døgn.

Det kan nok give anledning til undren, når man tager i betragtning, at mennesket ifølge Martinus udgør jordklodens hjerneceller. Og ikke mindst hvis man tager hensyn til, at vi stadig kun taler om Homo Erectus, og ikke om homo sapiens - det vidende menneske. Der skal gå endnu ca. 340.000 m-år, førend vi når frem til dette udviklingstrin, repræsenteret ved bl.a. Neandertal-mennesket. Og selv dette var yderst primitivt og uvidende og levede en ren stenalderkultur. Det er kun 160.000 m-år siden, svarende til elleve og en halv klodetime.

Men nu begynder det til gengæld for alvor at gå stærkt, lige som forøvrigt menneskets udbredelse kommer ind i en ligefrem eksplosionsagtig fase - ikke mindst i Europa.

For ca. 40.000 m-år siden (=3 klode-timer) dukkede en "ny" menneskerace op, Cro-Magnonmennesket, der viser sig at være Neandertaleren betydeligt overlegen og efterhånden fortrænger denne. Og for omkring 8.000 m-år siden (dvs. 33 k-minutter) begynder den såkaldte neolithiske periode: det moderne menneskes periode, som vi stadig befinder os i. Historisk tid føres almindeligvis ca. 6.000 m-år tilbage (=25 k-min.). År nul ligger i klodens tidsfornemmelse otte og ethalvt k-minut tilbage. Renæssancen med naturvidenskabens fødsel var for 2 k-minutter siden. Vort århundrede og dermed begyndelsen til den moderne fysik m.m. var for 19 k-sekunder siden. Første verdenskrig ligger 13 k-sekunder tilbage, og den varer nøjagtig 1 k-sekund (=4 m-år); slutter dermed for 12 k-sekunder siden. I 1921 oplever Martinus sin kosmiske indvielse, hvorigennem den ny verdensgenløsning indledes; det er således også ca. 12 k-sek. siden. "Freden" 1920 - 1939 varer 5 k-sekunder. Anden verdenskrig udbryder for ca. 7 k-sekunder siden og varer også ca. 1 k-sekund. Afløses af den kolde krig med alle de deri indeholdte halvvarme og helvarme "småkrige" rundt om på kloden for ca. 6 k-sekunder siden, og rumalderen med hele den heri indeholdte tekniske revolution (f.eks. data-teknologien) er kun 3 k-sekunder gammel......

Hvad er det egentlig vi er vidne til her? Hvorfor denne accelererende udvikling inden for menneskearten? Og hvorfor har jordkloden kun haft rådighed over hjerneceller (=mennesker) i det sidste halvandet døgn af sin trediveårige levetid? Dette er jo nemlig tilfældet, hvis vi tager homo erectus som udgangspunkt for menneskets optræden på jorden (500.000 m-år siden). Tager vi også den forudgående 11,5 millionårige forberedelsesperiode med i betragtningen, kommer vi ganske vist op på ca. 32 klodedøgn, men selv denne tilføjelse kan ikke afhjælpe en naturlig undren over den korte tid, jordkloden har disponeret over hjerneceller. Hvordan ville det f.eks. se ud for et menneske, hvis det først i den sidste måned af sit tredivte år opnår rådighed over et hjerneorgan?

For at forstå denne problematik og dens løsning er det nødvendigt at se lidt mere på, hvad Martinus har at sige om jordkloden i dens egenskab af et levende væsen.

(fortsættes i næste nr.)