Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1974/2 side 24
VIDSTE DE DET?
 

En læbefisk er ved at fjerne snyltere fra en muræne. (Verdens Dyreliv FISK Hassings Forlag)
 
A propos overlevelsesteknik; et meget interessant og særpræget eksempel herpå er læbefiskens lille speciale. Den tjener nemlig til livets ophold som tandlægetropehavenes tandlæge.
Betegnelsen "læbefisk" refererer til en række arter af mindre fisk, som findes ved næsten alle koralrev. De er let kendelige på nogle karakteristiske mørke og lyse længdestriber, der på een og samme tid tjener som arbejderbeskyttelsesuniform og som reklame for "forretningen". Som reklame på den måde, at læbefiskene i kort afstand fra deres små huller i koralrevet bevæger bagkroppen frem og tilbage på en karakteristisk måde, så deres glimtende længdestriber på lang afstand gør dem synlige for andre fisk. Og som arbejderbeskyttelsesuniform gennem den erhvervsidentifiserende effekt.
Kommer der nu en fisk forbi, der synes, at den trænger til et eftersyn, stopper den op og stiller sig vandret i vandet på en typisk måde, der betyder, at den gerne vil have en behandling. Den spærrer sin gælleåbning og sit gab op, og nu svømmer de små "tandlæger" ind og påbegynder en minutiøs mundrensning - også i tilfælde, hvor "patienterne" er hajer eller andre rovfisk. De små tandlæger er nemlig beskyttede af deres erhvervs betydning for de fisk, som opsøger dem.
Denne betydning er undersøgt af flere zoologer. Bl.a. har man ved hjælp af frømandsudstyr fjernet alle læbefisk fra et bestemt koralrev, og efter kort tid forsvandt også alle de fisk, der normalt var læbefiskenes patienter. Det fremgår også af den tilstand, disse patienter glider ind i, hvis de forhindres i at kontakte læbefiskene; de antager snart et ynkeligt og sygeligt udseende. Endelig fremgår betydningen af læbefiskenes tandlægepraksis også af "klinikkernes" søgning. Det er ikke sjældent, at patienterne må stå i kø, og en zoolog talte ved en lejlighed ikke mindre end 300 patienter på en enkelt klinik i løbet af seks timer.
Kan man tænke sig nogen snildere måde at løse overlevelsesproblemet på? - Beskyttet af sit erhvervs betydning for de medskabninger, som ellers ville være sikre efterstræbere, er man samtidig i rigelig grad sikret den daglige føde. Den bliver så at sige bragt til døren; man behøver blot at svømme ind i "løvens" gab og tage for sig af retterne.
PBJ