Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Sommeren igennem har Martinus opholdt sig i Klint, og helbredsmæssigt har det bekommet ham vel, således at også hans arbejdsevne er forbedret. Kun i dagene omkring hans fødselsdag den 11. august tog han til København for at kunne være sammen med alle dem, der ønskede at fejre hans fødselsdag. Dagen fik som altid et festligt forløb, og mange breve, telegrammer og hilsner strømmede på selve dagen og umiddelbart før hans fødselsdag til Instituttet på Mariendalsvej.

Instituttets daglige medarbejdere ønskede tillykke om formiddagen, men den egentlige fødselsdagsfest blev fejret i Ingeniørforeningens smukke lokaler i byens centrum. Her samledes godt 250 venner og medarbejdere til en hyggelig sammenkomst med Martinus.

Festligheden havde et forløb, der tilsvarer de foregående år, og selv om flere talere også var de samme, blev det ingen gentagelse, men nye facetter eller variationer af Martinus arbejde og ved hans personlighed, blev draget frem.

Mogens Møller holdt den indledende tale og var også den, der introducerede de følgende talere. Mogens nævnte i sin tale, at det jo var skik og brug i en fødselsdagstale at rose fødselsdagsbarnet for alle dets gode egenskaber og dyder. Men, tilføjede han, med et glimt i øjet, "Jeg vil takke dig Martinus, for alle de dårlige egenskaber, du ifølge dine egne analyser må have haft". Til stor forbavselse for mange tilstedeværende takkede han Martinus for, at han i længst forsvunden tid må have været en stor bandit, gangsterleder osv, for ellers kunne Martinus jo ikke have haft den moral, viden og indsigt i livet, som han har i dag. Mogens forklarede ud fra Martinus egne analyser, at man personligt må have oplevet "det onde" eller mørket, for kun på baggrund heraf kan man få kendskab til "det gode". Kun det nævnte ubehagelige erfaringsgrundlag kunne have ført Martinus frem til hans nuværende kosmisk bevidste tilstand. Mogens talte derpå om det levende væsens grundstruktur og benyttede det flag, som Martinus har tegnet til Kosmos Ferieby, som udgangspunkt. Flaget blev samtidig vist på et lysbilledlærred.

Mogens beskrev også Martinus uhøjtidelige væremåde og kærlige livsholdning, der bl.a. også medførte, at Martinus sag ikke skulle blive en religiøs bevægelse, en sekt, ikke en forening med medlemskort osv og sluttede med en tak til Martinus.

Efter Mogens Møller talte ingeniør Sigge Westerlund, Stockholm, om den levende interesse for Martinus analyser, der var i Sverige. På basis af den hidtidige tilslutning gennem de forløbne 20 år, havde han gjort nogle beregninger, hvorefter der ved en stigning i samme takt ville være omkring en million interesserede i Martinus sag efter endnu 20 års forløb. Han sluttede med, på svenske venners og egne vegne, at overrække et indsamlet pengebeløb til Martinus til videreførelse af Instituttets arbejde. Straks efter overrakte Sam Zinglersen et lignende stort beløb, indsamlet blandt danske venner. Martinus takkede kort og henviste til, at han senere ville sige noget mere.

Efter te-pausen talte professor, dr.techn. I. G. Hannemann. Han talte i form af en lignelse eller fabel om Gud, der stod ved siden af sit skabeværk og undervejs fandt ud af, hvordan han skulle fuldføre det kosmiske kredsløb. Især havde Gud vanskeligheder med, hvordan han skulle bringe mennesket fra den åndelige verden, paradiset, som det ganske vist havde tabt interessen for, og hvor det var ved at "dø af kedsomhed", og ned i den fysiske verden. På dette tidspunkt "gik Gud i tænkebox", som professor Hannemann udtrykte det. Der måtte nemlig skabes en kontrast til dette paradis, hvor alkærligheden dominerede, og det måtte jo blive en verden af had og ubehag. Væsenet skulle altså "drives frivilligt" fra en tilstand, hvor man elskede sin næste som sig selv, til dens modsætning, en verden af den største egoisme, hvor man blev spærret inde i sig selv, i organismen, hvor jeget blev ét med organismen.

Her fandt Gud på et "fif", idet han fandt på "polspaltningen", som medførte, at man nu kunne "elske" sin næste i det modsatte køn. Dette blev ikke en virkelig kærlighed, men en kunstig kærlighed, der i sine første stadier lignede den virkelige kærlighed. På denne måde skabte Gud en tilstrækkelig attraktiv verden, og mennesket blev derved "frivilligt ført" ind i den verden, hvori vi nu lever. Professor Hannemann takkede Martinus for det arbejde, han gennem årene havde udført i beskrivelsen af sit verdensbillede, og han glædede sig til at læse den bog, Martinus nu arbejdede på, "Det tredje Testamente".

Fru Inge Sørensen viste en lysbilledserie fra Staurby Bondehave ved Middelfart, hvor hun i en uge i juli måned holdt kursus om Martinus og hans kosmiske analyser for 50-60 gæster. Inge fortalte om den positive modtagelse, Martinus tanker fik blandt gæsterne.

Derefter talte forstander Svend Åge Rossen om Martinus Verdensbillede. Han underbyggede tanken om, at dette verdensbillede ud fra forskellige kriterier måtte betragtes som en videnskab. Hele foredraget følger i et kommende nummer af Kosmos.

Flere unge hollændere har opholdt sig i Danmark i kortere eller længere perioder for at lære dansk med henblik på studiet af Martinus analyser. Blandt dem er Gerard Oude Groen, der i tre år boede og arbejdede her i landet, og som nu igen bor i Holland, hvor han sammen med andre udfører et stort arbejde for udbredelsen af Martinus tanker. Gerard, som gjorde sig afholdt på Instituttet ved sit festlige væsen og ved sin iver og flid under ombygningen og istandsættelsen af Instituttet for nogle år siden, talte ved fødselsdagsfesten på dansk. - Især talte han om oversættelsesarbejdet og det arbejde, som Mogens Møller med ham selv som medhjælper havde udført i Holland og Tyskland. Han gjorde danske tilhørere klart, at de havde et stort privilegium i forhold til alle andre i verden, nemlig at de når som helst kunne tage Martinus bøger og læse dem på deres modersmål, medens man andre steder måtte igennem et stort og krævende arbejde med oversættelser.

Gerard omtalte arbejdet i Berlin og viste en serie lysbilleder fra slottet Schöneck ved Frankfurt a.M., hvor Mogens havde givet en uges kursus i juni. Der havde været god tilslutning og stor interesse for Martinus tanker, og for et fremtidigt oversættelsesarbejde. En schweizisk dame havde stillet store beløb til rådighed for oversættelser af Martinus litteratur til tysk. Han sluttede med en lykønskning og tak til Martinus og høstede stort bifald for sin tale og for den ægte og charmerende måde, han udtrykte sig på.

Der var endnu adskillige talere, før Martinus selv talte, bl.a. kontorchef Torben Gjedde. Denne havde under forberedelsen af sin tale fundet en lang række superlativer frem, som man kunne anvende i forbindelse med Martinus og hans arbejde. Så havde han imidlertid i et blad set annoncørernes rige ordvalg, og det viste sig, at alle de ord, han havde samlet med henblik på talen, var brugt bortset fra et enkelt lille bulet, skrammet og slidt ord, som han kunne anvende, det lille ord tak, som han i al beskedenhed bragte Martinus. Han uddybede sin tak for Martinus analyser, men fandt tillige, at det for os alle var overordentligt vanskeligt at efterleve dem, men let nok at undskylde, at man ikke gjorde det, og han citerede i den forbindelse Halfdan Rasmussens digt:

Martinus takkede først for den kærlighed og hjælp, han havde modtaget. Han beskrev derpå, hvordan vi alle lever i Guds ånd, og hvordan Guds ånd i vor zone kommer stærkest til udtryk gennem parringsakten i form af den højeste ild, uden hvilken det kosmiske kredsløb slet ikke kunne finde sted. Hvordan skulle væsenet kunne udholde mørket i den dyriske verden uden gennem oplevelsen af vellystfølelsen i form af parringsakten, som repræsenterer lyset i den dyriske zone, spurgte Martinus. Og dog er den højt besungne forelskelse, som ligger til grund for parringsakten, ikke nogen virkelig kærlighed, men en kunstig sympati, baseret på kirtelfunktioner. Martinus skitserede derpå kort udviklingen af den modsatte pol i dyrevæsenet, som tager fart straks efter abestadiet, og som befordrer en ny side ved væsenet, den begyndende intellektualitet. Pattedyret, og dermed det jordiske menneske, ændres gennem en lang udviklingsproces til at blive "mennesket i Guds billede efter hans lignelse", og det vil sige, at det sluttelig vil komme til at leve i alkærligheden.

 

 

Det lever dog endnu på ægteskabets stadium, men både forelskelsesevnen og ægteskabet er under degeneration. Det jordiske menneske har levet og lever fortsat i Mosesepoken. Moses var ægteskabets profet eller fortaler, medens den ny epoke, Kristusepoken, vil udvikle mennesket til at leve i kærlighedens epoke. Vanskeligheden for mennesket ligger deri, at det lever i en blanding af disse to epoker, at både Mosesepoken og Kristusepoken gør sig gældende i deres liv. Den ny og større følelse er under udvikling i hele organismen, og den udvikles til en åbenlys kærlig atmosfære mellem alle mennesker. Men Kristusepoken giver sig også udslag i bevægelser som Røde Kors og andre humanitære organisationer. Kristusepoken vokser altså i mennesket, og millioner af mennesker degenererer rent ægteskabeligt. Martinus føler det derfor som sin opgave at vise denne udvikling og give oplysninger herom.

Han kom derpå ind på, at Jesus havde forudsagt, at "Talsmanden den Hellige Ånd" skulle komme, og som så ofte før forklarede han, at Talsmanden ikke var nogen person, men at der med "Talsmanden" mentes en bog (jødernes hellige skrifter kaldte man for talsmanden), og at der med "Hellig Ånd" mentes hellige tanker og hellig viden. Den viden, som hans kosmiske analyser afslører, har alkærligheden til slutfacit, sagde han. De viser, at alt er Guds Ånd, der "svæver over vandene". Lidt efter lidt bliver mennesket bevidst heri og vil sluttelig komme til at "elske sin næste som sig selv".

- - - -

Martinus håbede, at han kunne nå både at gøre sine analyser i de resterende bind af "Det evige Verdensbillede" og "Det tredje Testamente" færdige, og mente, at de ville kræve 3-4 års arbejde endnu. Dette arbejde bestod i at fortælle om Kristusepokens komme i verden, og han understregede, at det ikke skulle blive nogen religion, og ikke baseres på en enkelt person, men at hvert enkelt menneske skulle blive sin egen verdensgenløser. I en tid, hvor den kirkelige kristendom er degenererende, og hvor Mosesepoken ikke har ophørt at gøre sin indflydelse gældende, er det svært for mennesker at orientere sig, men her foreligger nu Martinus kosmiske analyser, som er åbne for alle. Enhver kan, siger han, tage heraf, hvad han eller hun forstår og lade resten ligge. Martinus tilføjede her, at han ikke var mere end alle andre senere ville blive. Han havde fået lov til at arbejde med det, han var glad for at gøre, og det var nærmest som at arbejde med sin hobby. Når han havde kunnet udføre sit arbejde, var det jo for en stor del grundet på menneskers forståelse og hjælpsomhed. Den tak, mennesker havde rettet til ham på hans fødselsdag, burde man rette til Forsynet. Det var blevet sent, og den 83-årige Martinus sagde sluttelig tak for den dejlige aften og høstede et langt og varmt bifald for sin tale.