Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Pressen har nylig behandlet spørgsmålet om medlidenhedsdrab, og enkelte journalister har gjort sig til talsmænd for, at "man har pligt til at diskutere medlidenhedsdrab". Nu er det i sig selv en negativ holdning at forestille sig et problem løst ved at slå ihjel eller at fjerne ubehageligheder ved drab. Man skulle altså fjerne et menneskes lidelser ved at dræbe patienten, på samme måde som man fjerner ubehaget ved at få børn på et ubelejligt tidspunkt ved at dræbe fostret. Og hvis man nu fortsatte tanken, og satte tingene på spidsen, så kunne man løse alderdomsproblemet ved at aflive de gamle - arbejdsløshedsproblemet, narkoproblemet, de mentalt defektes problem osv ved at ombringe de pågældende. Men er det en løsning? Man kan have den allerstørste medlidenhed med alle lidende, men det må være muligt at anskue en sådan sag positivt og finde veje til løsning af problemerne på en livsbefordrende måde i stedet for den livsødelæggende metode.

Med hensyn til medlidenhedsdrabet er det jo sådan, at man anser lidelsen og smerten for at være et onde. Lidelsen, som præger vore liv meget, fremstilles som noget forkert, noget urigtigt ved vor natur, et unyttigt ubehag, noget fjendtligt, man må tage afstand fra. Og lidelsen skulle derfor være noget man - når den bliver voldsom eller akut - skulle kunne unddrage sig enten ved selvmord eller ved at andre hjælper én ud af smerten og lidelsen ved medlidenhedsdrab. - Men er lidelsen eller smerten da ikke en positiv ting? Kunne man undvære den? Er smerten ikke en advarselsklokke, der ringer, når man er på afveje? Er smerten ikke signalet, der viser, om det er noget "forkert", man spiser eller drikker? Noget uheldigt man berører? Hvordan skulle man ellers erkende en fare eller noget skæbnesvangert, hvis man ikke netop kunne føle, registrere eller opleve en smertetilstand? Man får "ondt i maven" eller kaster op, når man spiser ting, der ikke er i overensstemmelse med eller sundhedsbefordrende for ens organisme. Man brænder sig, hvis man kommer en gloende ovn for nær osv. Og er netop ikke de meget få mennesker, der er født uden evne til at kunne registrere smerte, meget ilde stillet? De kan komme i faresituationerne, netop fordi de ikke kan føle smerte. Vi kan også få psykisk ubehag eller lidelse ved for store belastninger af en eller anden art.

Smerten har altså en mission, smerten er med andre ord et "gode", en nyttig vejleder. Og de fleste kan vel samtykke deri, at evnen til at kunne føle smerte og lidelse, såvel som evnen til at kunne føle behag, er nødvendig, hvis vi skal kunne klare os gennem tilværelsens mange situationer.

Men man kan så spørge om al smerte er positiv, nyttig og livsbevarende i sin natur. Er også den sidste smerte - den der fører én til døden, til det fysiske livs afslutning, også nyttig og dermed et gode?

For at kunne besvare eller tage stilling til dette spørgsmål må man først tage stilling til et andet spørgsmål, nemlig spørgsmålet om livets mulige fortsættelse udover den fysiske død, og om ikke lidelsen i denne eventuelle fortsatte tilværelse kan have et nyttigt formål, have en belærende eller forædlende virkning.

Besvarelsen af vort oprindelige spørgsmål, om medlidenhedsdrab kan være rimeligt, hensigtsmæssigt eller logisk, afhænger dermed bl.a. af den rette besvarelse af spørgsmålet om, hvorvidt vi fortsætter tilværelsen efter døden under en eller anden form, eller med andre ord, om vi har evigt liv. Hvis man derfor, som pressen skriver, har pligt til at diskutere medlidenhedsdrab, må man have en tilsvarende pligt til at diskutere evigt liv.

Spørgsmålet er ikke så lige til, og slet ikke let at behandle i et dagblads spalter. Ens argumenter bliver for kortfattede og kan derfor medføre misforståelser og endeløse diskussioner. Desuden er spørgsmålet behæftet med og iblandet mange religiøse forestillinger og dogmer, og af den grund viger mange mennesker i dag tilbage for at deltage i denne diskussion. Enkelte mennesker har i diskussionen om medlidenhedsdrab (og i øvrigt også i spørgsmålet om fosterdrab) henvist til deres religiøse overbevisning og den heraf følgende etik, uden nærmere redegørelse eller definition. Men er det overhovedet nødvendigt at gøre diskussionen om evig eksistens eller ét-livsteorien afhængig af religiøs overbevisning? Kan spørgsmålet ikke undersøges ganske neutralt, idet man må gå ud fra, at det er et princip, at levende væsener enten alle lever evigt, eller at ingen levende væsener overhovedet har fortsat tilværelse. Det kan næppe være sådan, som det forkyndes ved morgenandagten, at "Gud skænker os et evigt liv". At nogle med andre ord er gode venner med Gud og får skænket et evigt liv, mens andre ikke får et tilsvarende gode, men "fortabes".

Man kan prøve at nærme sig disse problemer rent neutralt og undersøge de gængse forestillinger på dette område. Men først må man gøre sig klart, at alle forestillinger på dette felt er tro, indtil man eventuelt har virkelig viden. Enten man derfor har en bestemt religiøs opfattelse i denne sag, eller man tror, at livet har en endelig afslutning med døden, enten man er videnskabsmand eller lægmand, vil ens forestillinger herom være mere eller mindre velbegrundet tro. Og den omstændighed, at nogle ikke tager stilling for eller imod spørgsmålet om evigt liv, giver ikke disse nogen autoritet til at kritisere andres forestillinger i dette spørgsmål, ligesom de i realiteten samtidig udelukker sig fra stillingtagen i spørgsmålet om medlidenhedsdrab. Spørgsmålet om hvad der sker efter dødsprocessen er foreløbig en trossag, og man kan nævne tre former for tro i denne sag, som kan ledsages af en skitse:

De kirkeligt troende (b) kunne muligvis gå ind for medlidenhedsdrabet, men de fleste vil næppe gøre det. Snarere ville de anse lidelsen for at være "en straf fra Gud" eller måske betragte smerten som en byrde, som "Gud i sin visdom har pålagt menneskelivet", og muligvis ville de tilføje, at "Guds veje er uransagelige".

For gruppe (c), der er tilhængere af reinkarnationstanken, vil lidelsen være et instrument til at udvikle menneskets evne til medfølelse og til viden om, hvad der er i overensstemmelse med eller i modstrid med livslovene. Behaget eller ubehaget, lykken eller ulykken, velværet eller lidelsen er for disse et resultat af årsag og virkning og medvirker dermed til at berige menneskets erfaring og bringe det ufuldkomne menneske frem til en mere udviklet eller fuldkommen tilstand. Som følge heraf vil medlidenhedsdrabet for denne gruppe være absurd.

Det kan således være nyttigt at tage spørgsmål som medlidenhedsdrab eller fosterdrab op til drøftelse, men disse spørgsmål lader sig ikke løse fundamentalt uden stillingtagen til en række større problemer i livet, og blandt disse er spørgsmålet om evigt liv så vigtigt, at det må tages op til overvejelse hos hver enkelt, ikke nødvendigvis på religiøs basis, men på rent principiel og fornuftmæssig eller saglig basis. Det har i vor tid været almindeligt at gå uden om diskussioner om døden og et eventuelt liv efter døden. Men ligesom et andet tabu-område, det seksuelle, i tidligere tid "var noget, man ikke talte om", men som nu er kommet - næsten til overflod - frem i dagens lys, så må det også være muligt at tage dette andet tabu-område om døden op til drøftelse, eller måske rettere, drøfte, om begrebet døden ikke er en illusion og evigt liv en kendsgerning. Tanken om medlidenhedsdrab ville i så fald ikke være aktuel.