Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I sin kritik af rock-operaen "Jesus Christ Superstar", som for tiden opføres på Falkonercentret i København, skriver et katolsk ugeblad om forestillingen, at den viser i al sin hulhed, at det eneste det drejer sig om, er at tjene penge på en modebølge, og bladet omskriver det gamle smædevers mod afladshandelen til: "Når Jesus ind på scenen springer, straks pengene i kisten klinger". Det er en interessant kritik, og det har været spændende i denne tid at følge anmeldelserne og andres reaktioner i form af avisernes læserbreve, der går fra hård nedsabling via behersket sympati for præstationerne til den helt store begejstring. I sandhedens interesse må man nok medgive, at "Jesus Christ Superstar rider på en modebølge". Ingen kan vel forestille sig, at en traditionel forkyndelse skulle kunne afløses af denne og lignende skuespil eller operaer i rockstilen. Ja, måske drejer det sig kun om ganske få år, før rock-operaen er død. Alligevel må man gøre sig sine forestillinger om, hvorfor Jesus pludselig er kommet i fokus, og hvad den store tilstrømning både her og i USA - for hovedparten ganske unge - som allerede har givet arrangørerne de helt store fortjenester, skyldes. Der er mange momenter i det, og det vil kun være muligt her at berøre nogle få af dem, men det vil vel interessere mange mennesker at finde frem til, hvorfor denne forestilling kan "sælges" og gå for fulde huse i lange tider, når værdifulde og lødige stykker må gå for halvtomme eller helt tomme huse.

Tekstforfatteren englænderen Tom Rice, 28 år, og komponisten Andres L. Webber, 24 år, der også er engelsk, har simpelt hen haft "fingeren på pulsen" med hensyn til ungdommens interessefelt og har kunnet mærke, at der var et krav om eller et behov for forestillinger med religiøst indhold, at noget sådant ville være "in", og de har derfor solgt det til ungdommen, som den gerne ville have. Der var tilstrækkeligt drama i Jesu korte lidelseshistorie, og dette drama, "poppet op" med gode melodier og flot opsætning og med unge skuespillere kunne kun blive en succes, når man i øvrigt lagde præsentationen i hænderne på en smart arrangør. Men det er ikke blot en opreklameret forestilling - der var ganske simpelt et behov på forhånd, og det er dette behov, skaberne af forestillingen har tilfredsstillet. Jesus-bevægelsen var i gang, men at den var og er forholdsvis overfladisk ses bl.a. deraf, at mange unge gik med trøjer med påskrifter som "Jesus is my Lord", og for nogle er Jesus utvivlsomt blot en ny stjerne imellem andre popstjerner eller sportshelte.

Men der var altså et behov, som skulle dækkes. Og ligesom det ikke er forretningsfolk, der skaber behovet for julegaver, hvad de ifølge kritikken ofte påstås at gøre - de dækker blot det allerede eksisterende behov, ligeledes dækker Superstar-forestillingen et behov. At den så er en god forretning og samtidig et "halmstrå", som en druknende - i form af en søgende - ikke kan klynge sig til og opnå nogen redning igennem, er en anden sag.

For andre har der imidlertid været en noget dyberegående interesse for Jesus-skikkelsen, og nogle kirker har rapporteret om større tilgang af unge til gudstjenesterne.

Det skal her indskydes, at Martinus kun betragter disse fænomener som et led i den almindelige og nødvendige degeneration, som kristendommen i denne periode er undergivet, at det er en slags forrådnelse, en opløsning, og han finder tillige, at det er en profanering af Kristus-skikkelsen, når man "sælger" ham i en rockopera.

Hvis man nu efter disse mere almindelige betragtninger spørger, om ikke denne tendens til at samles i store grupper eller kæmpesammenkomster med tusinder af unge hidrører fra den flokbevidsthed, som Martinus beskriver i sine værker, og som hører hjemme i dyreriget, hvor den er en beskyttelsesforanstaltning i forholdet til større og farlige angribere, må man nok erkende, at det kan det ikke være, i hvert fald ikke i renkultur. For de unge forsvarer sig netop ikke mod nogen angriber. Deres sammenkomster er dikteret af noget, der ikke har med dyreriget at skaffe, idet samlingspunkterne er orkestre, talere, fællesarrangementer om arbejde og ønsker om at møde nye mennesker og nye ideer, modsat den dyriske flokdannelse, man så i en helt anden målestok i Hitlertidens Tyskland, hvor ungdommen blev organiseret med henblik på forsvar mod og angreb på de omgivende nationer. Vor tids ungdom er en anden. Den seksuelle polforvandling har gjort den til relativt milde "blomsterbørn" med slagord som "Make love, not war", senere omskrevet til "Make love, not babies", og deres synspunkter er ofte uden politisk islæt, fordi de har mistillid til og tager afstand fra det politiske rænkespil på samme måde, som de har taget afstand fra enpolethedens hårde samfundsstruktur i konkurrencesamfundet, eller velfærdssamfundet med dets "statussymboler", man for få år siden havde i søgelyset. De materielle fremskridt med kolde, praktiske udtryk for en høj levestandard og et velfærdssamfund er ikke i overensstemmelse med store dele af ungdommens "filosofi". En del af denne ungdom søger at leve i kollektive samfund, og det er givet, at ægteskabet som institution ikke har synderlig sympati i disse kredse, hvor man snarere går ind for de "papirløse" ægteskaber. Følelserne overfor andre er blevet til andet og mere end følelser for "den eneste ene", hvorpå ægteskabet er baseret, og strækker sig over kammeratskaber og venskaber til begge køn og til udfoldelse af seksuel aktivitet, i nogle tilfælde både til modsat og eget køn. Der er i hippiebevægelsens fodspor iagttaget megen bi-seksualitet, og man kan således se, at der i de unges rækker en en tydelig tendens til brud med de traditionelle mønstre i ægteskabelig henseende, og det må jo tilføjes, at dette også i nogen grad gælder for de ældre befolkningsgrupper. Martinus behandler den ægteskabelige degeneration og næstekærlighedens udvikling bl.a. i Livets Bog, bind VII, stk. 2527-2645, som fortjener at læses samlet.

Det følgende omhandler ægtefællers venskaber udenfor ægteskabet og citeres fra stk. 2557: "Der sker netop dette, at væsenets psyke begynder at afføde en sympati, der ligger ganske udenfor ægteskabs- eller parringssympatien, og svækker sidstnævnte sympati. Selv om parringssympatien endnu er den førende, kan den ikke helt hindre den ny sympati, den begyndende næstekærlighedstilstand, i at gøre sig gældende." "Det er denne, af parringssympatien uafhængige sympati, der også kendes som "venskabsfølelse", der til en vis grad ligger til grund for væsenernes selskabelige sammenkomster. Den finder vi også undertiden blandt naboer og andre mennesker, der i dagliglivet må leve sammen eller på anden måde er forbundet med hverandre f.eks. i forretningsforbindelser, foreningsliv, politik, sport og religionsopfattelse og lignende. Disse sammenslutninger bæres ganske vist i nogen grad af princippet "flokbevidsthed", men hist og her finder man altså indenfor nævnte kredse den begyndende virkelige sympati imellem disse væsener, der er langt dybere end flokbevidsthed. Flokbevidstheden er en kraft, der befordres af selvopholdelsesdriften og kun udfoldes, fordi den mere eller mindre er en livsbetingelse. Den udgør således ikke nogen uselvisk væremåde over for medvæsenerne. Venskabsfølelsen er derimod ikke nogen livsbetingelse. Det er en følelse, der i en større eller mindre grad udløses, fordi man virkelig af hjertet føler sympati eller venskab for de pågældende medvæsener. Og desto større denne venskabsfølelse er, desto mere uselviske handlinger kan man manifestere overfor denne følelses objekter. Vi møder altså her en begyndende, virkelig næstekærlighed, en sympati, der i sin renkultur ikke befordres af parrings- eller ægteskabsdriften. Jo mere udviklet menneskene er, desto mere har de af denne udenfor parringssympatien fremtrædende sympati." Martinus kommer senere ind på den sammenblanding af parringssympatien og den virkelig menneskelige sympati, og betegner den zone, vi lever i, som "de ulykkelige ægteskabers zone" og menneskene i denne zone som blandingsvæsener, som er uden evne til at holde disse to former for sympati adskilte i deres bevidsthed. Som nævnt må den nu opvoksende ungdom i større eller mindre grad komme til at tilhøre væsener med disse blandingsbevidstheder, og deres store sammenkomster, og deres musik med de uklare tekster om kærlighed, giver dem ikke nogen løsning på de forskellige vanskeligheder, de rent bevidsthedsmæssigt befinder sig i.

Når derfor stemningen er afmattet efter de store følelsesladede "festivaler", når popmusikkens toner er hendøet, når Jesusbevægelsen og rock-operaen "Jesus Christ Superstar" er død, når begejstringen og falbeladerne er forbi, efterlades dele af ungdommen i en tomhed, i et vakuum. Når samtidig denne ungdom har løbet sig træt i såvel de materielle som de åndelige "ræs", og de af rock-operaen opstillede problemer, som den hverken kunne eller skulle løse, ja, hvor henvender sig så den velbegavede unge? - Denne situation kunne for manges vedkommende godt komme til at falde sammen med det tidspunkt, hvor Martinus nye bog er færdig, en bog, der netop beskæftiger sig med Jesu virkelige mission og kristendommens begrænsede muligheder for at frelse verden. Ja, det er Martinus opfattelse, at det aldrig har været kristendommens opgave at frelse verden, men at det eneste, der kan "frelse" hvert enkelt individ, er dets egen skæbne, oplevelsen af dets egen "høst" af, hvad det "såede", og at Jesus udelukkende var et eksempel, den der havde fuldkommet løbet, en inspirator, der kunne give mennesket håb og tro og føre det et vældigt skridt frem mod dets virkelige bestemmelse.

Hvad man end mener om "Jesus Christ Superstar", har den været med til yderligere at stille Jesus i fokus, og den velbegavede, humant indstillede unge vil stille sig selv og andre dette spørgsmål - hvem var han egentlig, denne Jesus? Hvis han virkelig søger den rene, klare, logiske forklaring, der giver det afrundede verdensbillede, ja, så har han muligheden i den nævnte bog, når han på et eller andet tidspunkt efterlades i et vakuum.

Man kan kun få noget positivt ud af at anskue disse "movements", disse bevægelser i tiden og "Jesus Christ Superstar", ved at anskue dem som tidsbilleder i en række af hurtigt skiftende billeder, som viser en udvikling fra det traditionsbundne, primitive liv, via opløsningen, mod den virkelige sandhed, som hvert enkelt menneske skal nå, om end måske ikke i sit nuværende liv, så dog i et af sine kommende liv, hvor det vil få det "forklarede land i sigte" - det rige, som ikke er af denne verden - endnu, men som vi med hastige skridt nærmer os.