Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvis man spørger, hvad livets mening er set ud fra Martinus Kosmologi, vil man kunne besvare det derhen, at livet ikke har nogen bestemt eller endelig mening. Ligesom livet ikke har nogen bestemt form eller nogen bestemt farve, nogen bestemt vægt eller udstrækning, således har livet ikke nogen bestemt idé, hensigt eller mening. Livet har alle former, alle farver, alle ideer eller alle meninger, det er i sin natur altomfattende og evigt, og derfor også evigt eller uendeligt med hensyn til idémateriale eller hensigter og meninger. Svaret er derfor ikke entydigt, medmindre man vil udtrykke det så alment, at livets hensigt er livets oplevelse. Imidlertid har livet jo lokale detaljer, bestemte farver og former, som omgiver os, og livet har rent lokalt bestemte "meninger". Rent lokalt er vi under udvikling fra dyretilstand mod en mennesketilstand, og man kan derfor lokalt tale om "en mening med livet", og man kunne tale om "moral" i den forbindelse, idet man må betragte alt, hvad der i forhold til vort udviklingsstade er befordrende for dyriske tendenser og derfor stridende mod livets lokale hensigt med os, for nedbrydende og dermed "umoralske", mens alt, hvad der er befordrende for eller stimulerende for menneskelige tendenser, må siges at være opbyggende eller "moralsk". Nu behøver man ikke nødvendigvis at tale om moral eller umoral, men kan indskrænke sig til at tale om en livsførelse, der er imod eller med udviklingen, og ingen behøver at stå med løftet pegefinger eller moralprædikener, da livet selv gennem sit årsags- og virkningsprincip nok skal bringe ethvert individ på rette bane igen, såfremt det går mod loven for tilværelse. Midlet hertil er lidelse. Lidelsen er en konfrontation med de fejltagelser eller overtrædelser af kærlighedsloven, man foretager, og det er lidelsens mission at bringe mennesket tilbage til en harmoni med denne lov. Af denne grund er verden fyldt med lidelser. Vi er på grund af vort udviklingstrin, vor kropslige eller organiske struktur, vor kosmisk-kemiske sammensætning af vort tankesæt, prædestineret til lidelse. Vi høster ustandseligt, hvad vi har sået, og fortsætter næsten uafbrudt at overtræde lovene for den verden, det menneskerige, som vi stiler imod, men som vi endnu ikke er borgere i, og resultatet er fysiske og psykiske lidelser i en næsten uendelig strøm, kun nu og da afbrudt af lyspunkter i form af behag og harmoni i perioder, hvor vi er i stand til at bringe os i overensstemmelse med livets love og principper.

Ingen hilser lidelsen velkommen, ingen underkaster sig vel frivilligt lidelsen, og i første omgang vil enhver betragte lidelsen som en forbandelse. Sygeleje, operationer, invaliditet, ensomhed, immobilitet, lemlæstelse, ulykker og psykisk eller legemligt forfald er tilstande, som ingen imødeser med begejstring, men som ikke desto mindre er livets vilkår, tilstande vi må regne med som part af vor hverdag. Set fra en bestemt synsvinkel kan man derfor godt kalde det en forbandelse at blive invalid og dermed lænket til en sygestol resten af livet - at blive blind og dermed til en vis grad afhængig af andre, eller på anden måde reduceret sin livsudfoldelse. På den anden side giver sygelejet, sygestolen og isolationen en mulighed for og tid til at tænke over livet og dets tilskikkelser - og det er også dets inderste hensigt. For mange, der fra første færd betragtede deres ulykkelige tilstand som en forbandelse, ændrer denne sig til en helt ny og i mange tilfælde til en meget bedre situation. Den der blev blind, har måske lært at anskue livet på en ny måde og kan tale om "dengang jeg fik mit nye liv", og den der gennem sin invaliditet skærpede kravene til sig selv, kunne udtrykke det sådan: "Min karriere skylder jeg tabet af mit ben". Mange vil i det øjeblik, hvor smerten er over dem, forbande den, men når virkningerne i form af et ændret liv viser sig, betragter de ikke sjældent lidelserne med en vis sympati eller ligefrem som en velsignelse. De føler og indser klart, at der ikke havde været nogen fremgang, nogen udvikling, nogen livsfornyelse uden lidelsen. "Livets tale" er stærk og vedholdende for mennesker, der er sløve og uopmærksomme for denne "tale". Nogle skal gennem mange krige, før de bliver militærnægtere - nogle patienter, der gennemgår store operationer for fejl levevis, fortsætter strakt efter at have forladt hospitalet samme uhensigtsmæssige ernæring, som bragte dem til sygesengen, og for mange skal der mange og lange sygehusophold og svære lidelser til, før de ændrer livsform, afstår fra kødernæring, tobak og andre giftstoffer. Det jordiske menneske er sløvt, men lidelsen arbejder og medfører efterhånden ændringer i retning af det mere medfølende og forfinede menneske.

I sine kosmiske analyser betegner Martinus mørket, lidelsen og smerten som en undervisning, der lidt efter lidt skal kvalificere det jordiske menneske til at leve i kontakt med det rigtige menneskeriges love, således at det senere hen kan fødes som en af dette riges egne væsener og fremtræde som "Det guddommelige menneske". I LIVETS BOG I, stk. 86 siger Martinus: "At denne "undervisning" undertiden er af smertelig natur, har jo kun sin rod i, at den kosmisk set også må virke som "faresignal". Den er "en klokke, der ringer", når individet er på afveje, og jo mere individet bryder af fra den naturlige vej, desto stærkere "ringer" den. Al smerte i verden, både fysisk og sjælelig, udgør således kosmisk set væsenernes største beskyttelsesmiddel. Den er et skærmende gelænder, der værner individet fra at falde ned i en evig døds afgrund. Uden på basis af smerte ville intet individ kunne opretholdes i en evig tilværelse. Ingen væsener ville nogen sinde kunne bringes tilbage fra afveje, men fortsætte ad disse, hvilket igen ville være det samme som en evig stilhed, thi uden smerte ingen kontrast til livet, og uden kontrast ingen manifestation, ingen vej til fuldkommenhed, ingen udvikling, ingen oplevelse af tilværelse, men en altomfattende ligevægt ville forhindre enhver form for bevægelse. Evig død ville være herre over livet. Men takket være smerten er det modsatte en kendsgerning. Livet er herre over døden, og smerten er en guddommelig velsignelse. Smerten viser vejen til Gud, til sandheden og livet."