Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Omstående billede viser en kvindelig zoolog, der tilser nogle forsøgsdyr i det engelske Landbrugs- og fiskeriministeriums skadedyrslaboratorium. Den nydelige dame er specialist i at udrydde rotter og har bl.a. været udsendt som ekspert til klippeøen Tristan da Cunha i Atlanterhavet for at være med til at overvinde øens rotteproblem. At vi lever i det dræbende princips zone illustrerer livet for os hver dag, og Martinus analyser om dette område er yderst aktuelle. Foruden mennesker og de såkaldte skadedyr udsættes alle arter af dyr også for at blive dræbt af det jordiske menneske, og om menneskets grusomme behandling af dyrene handler nedennævnte bog, som vi er glade for at anmelde og anbefale i KOSMOS.
 

ANMELDELSE:

Edgar Kupfor-Koberwitz: Må vi dræbe for at leve? Borgens Forlag. Kr. 18,40
Edgar Kupfor-Koberwitz: Måste vi döda för att leva? Reform Förlaget. Sv.kr. 10:-.

Er det nødvendigt at dræbe for at leve? - Dette spørgsmål stiller den tyske forfatter Edgar Kupfer-Koberwitz og besvarer det med en række breve til en ven, hvori han sagligt skildrer, man kan sige næsten med videnskabelig akkuratesse, menneskets grusomme behandling af deres brødre, dyrene, uden at han dog svælger i dyrenes lidelser. Bogen er helt uden fanatisme.

Forfatteren taler både dyrenes og vegetarismens sag, og det første kapitel er helliget "den mest fuldkomne føde". I de følgende kapitler beskriver han udførligt vor rå behandling af fisk, hummere og andre havdyr, og derpå i et andet kapitel vort forhold til vore husdyr og fjerkræ og deres vej til slagtehuset, og dette kapitel slutter han med at omtale to tilfælde, hvor menneskets ven, hunden, når den bliver gammel, må lade livet ved et skud eller ved gift. Han viser, hvorledes dyr forstår meget mere end man forestiller sig. Til den ene hund havde man gravet en grav, og ved middagsbordet talte man om, mens hunden var til stede, at den jo nu var så gammel og syg, og at den måtte skydes. Hunden forstod selv, hvad samtalen drejede sig om og gik ud og lagde sig i graven, og ingen kunne kalde den derfra. Den afventede, hvad der måtte komme, og så roligt på sin herre, som gengældte dens mangeårige trofasthed med et skud.

Forfatteren finder, at man ikke behøver at blive oprørt over alle grusomheder og al udåd, men at det er nødvendigt at få øjnene op for, hvor vi selv handler afskyeligt og grusomt. Og han anviser den fornuftige vej, at man først begynder at overvinde sine egne små tankeløse grusomheder, at undgå dem, eller at gøre sig helt fri af dem, thi, siger han, det er lettere at vinde i en lille kamp end i en stor - og han konkluderer, at så længe man plager og dræber dyr, så længe vil krigen vare, og så længe man indespærrer dyr, så længe vil mennesker selv blive fængslet. Man kunne måske her indføje, at forfatteren har en baggrund for sine overvejelser, idet bogen er skrevet, mens forfatteren var fange i koncentrationslejren Dachau i Tyskland, og at de sidste linjer er skrevet, mens granaterne regnede ned over lejren under det tredje riges sammenbrud. Han slutter sin bog med at vise, at man må vokse sig ind i en skønnere verden med højere og mere lykkebringende love, og med al fremtids guddommelige lov i erindring - at man skal elske alt. Den svenske udgave af denne bog har et tillæg med forskellige supplerende oplysninger, hvoriblandt fire sider er uddrag af en af Martinus artikler i KOSMOS, der har relation til emnet, men beklageligvis mangler disse oplysninger i den danske udgave. Bogen vil underbygge ens egen baggrund for at være vegetar, og - hvis den bruges som gave - kan den motivere venner og bekendte for ændrede spisevaner og større omhu for dyr. Det er på samme tid en saglig og inspirerende bog.