Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der kan være stor uenighed med hensyn til definitionen af, hvad kunst er. Robert Storm Petersen skal have udtrykt det sådan: "Kunst, det er det, man ikke kan - for hvis man kunne det, så var det jo ingen kunst". Men selv om det er fornøjeligt udtrykt, kan denne definition næppe godtages af mange. Kunst er snarere "noget man kan", det er en kunnen, den fuldkomne beherskelse af et materiale eller et metier, hvorigennem man giver sin tanke udtryk.

Martinus omtaler i flere af sine bøger kunsten, og siger bl. a. i "Juleevangeliet" side 72: "Kunst må være et reelt udtryk for sandheden. I modsat fald er den ikke videnskab. Og når den ikke er videnskab, kan den kun være udtryk for sit ophavs eller sin skabers illusion eller fejltagelse, hans beruselse og den heraf følgende tendens til overdrivelse eller partiskhed i det pågældende felt. Og megen forhen, som berømte mesterværker opfattet kunst, det være sig bøger og billeder, vil efterhånden som følge heraf blive til makulatur, alt eftersom udviklingen skrider frem, og jordmenneskehedens iagttagelsesevne gennemskuer disses forskellige brist. Da kunst kun kan være virkelig sand kunst i kraft af, at den er virkelig sand videnskab, og sand videnskab kun kan eksistere som et hundrede procent udtryk for den absolutte sandhed, og et sådan udtryk for den absolutte sandhed umuligt kan eksistere uden at være blottet for partiskhed, bliver det her synligt som kendsgerning, at et væsen, hvis organiske struktur betinger, at det kun kan sanse eller opleve partisk, umuligt kan opleve den absolut fuldkomne sandhed". - Og dermed giver Martinus kunsten en definition og understreger samtidig, at sand eller ægte kunst kun kan præsteres af det rigtige menneske, det dobbeltpolede menneske.

Men medens der kan være uenighed om, hvad kunst er, er der ingen uenighed om, at kunsten til alle tider har været en umådelig inspirationskilde for mennesker på alle udviklingstrin. Først i brugskunsten, i udsmykning eller dekoration af brugsting eller våben, der gjorde det en glæde at eje og bruge dem - i forbindelse med det religiøse ved udsmykning af kirker, klostre og templer og til illustration af bibelske og hellige beretninger, og langt senere brugtes kunsten tillige indenfor det politiske område, især i propagandamæssig henseende - og endelig helt løsrevet fra religionen og politiske ideologier som kunst for kunstoplevelsens egen skyld.

Hvor stor inspirationsværdi og betydning kunsten end har for beskueren af kunstnerens værker, har den dog størst betydning for kunstudøveren selv, for det er gennem dennes beherskelse af sit materiale, at han vokser i forståelse af materialets beskaffenhed og reaktioner og dermed i indsigt i naturens eller livets love. Den fuldkomne beherskelse af materien, i forbindelse med de lidelseserfaringer, vi får undervejs gennem livene, betinger menneskets vækst i retning af en sand menneskelig tilstand. Vi skal alle blive kunstnere. Vi skal alle lære at beherske forskellige materialer, energier og vibrationer, aflokke naturen dens hemmeligheder, ændre mystik til klar forståelse, skabe koncise definitioner, hvor der før var uklarhed og dunkelhed. Vi er stadig ufuldkomne kunstnere, ufærdige mennesker, men på vej til at blive kunstnere, ikke blot indenfor et lokalt felt, musik, maleri eller litteratur, men til at blive livskunstnere, for med hele vor bevidsthed at være til glæde, velsignelse og inspiration for vore medmennesker. Samtidig med at vi gennem vore kommende liv udvikler os til at blive kunstnere, er vi selv et kunstværk under skabelse. Vi bliver skabt og omskabt under livets eller Guddommens påvirkning af os. Men vi er ikke passive kunstværker. Vi kan selv medvirke til omskabelsen, ændre sider ved vort væsen, fjerne nogle og udvikle andre, som vil føre os i retning af dette at blive livskunstnere.

Vi er altså alle på vej. Og i kraft af vor midlertidige ufuldkommenhed skaber vi ulykker, ubehageligheder og fortrædeligheder for andre, som følger den samme vej. Men med erkendelsen af, at vi alle er ufuldkomne og på vej frem mod et fuldkomment liv, gælder det om, at rejsens ubehageligheder ikke medfører, at vi kommer i strid med vore medrejsende på vejen. At vi ikke klynger os til enkeltpersoner med krav om, at de skal være sådan eller sådan for at passe ind i vort livsmønster, at vi ikke stiller krav til andre om at forstå os, men derimod krav til os selv om at forstå vore medmennesker og deres behov og om muligt afhjælpe disse behov. Vi skal blive behagelige medrejsende og tilgive dem, der forulemper os undervejs. En af de vigtigste forudsætninger for at kunne undgå striden og ubehagelighederne er, at man undervejs kan tilgive. Kunsten at kunne tilgive er en væsentlig side ved livskunsten. Nogle har let ved at tilgive sig selv og svært ved at tilgive andre, og andre har det omvendt. Men vi må lære både at kunne tilgive os selv og de andre og dermed frigøre os selv, så vi kan komme videre. Martinus udtrykker det sådan i Livets Bog, at hver gang vi tilgiver andre, hvad større eller mindre forulempelser de så end måtte have forvoldt, befrier vi os selv fra en af de sandsække, hvis tyngde i form af "ikke-tilgivelse" holder én bunden til de lavere og mindre udviklede former for tilværelsesplaner, og i samme grad som de nævnte sandsække slippes, hæver man sig op til lysere og lykkeligere regioner. Nogle kan leve i mange år eller et helt liv uden at tilgive, andre kan gå i dagevis, før de tilgiver. Nogle kan få uoverensstemmelse overstået og tilgivet i løbet af minutter, og nogle er nået frem til at gøre det øjeblikkeligt, og endelig er der dem, der har tilgivet på forhånd, fordi de har indset, at fejl og ubehageligheder opstår, "fordi de vide ikke, hvad de gøre. Og dermed er man nået op i livskunstnernes rækker. Den kosmisk bevidste eller den dobbeltpolede har tilgivet på forhånd. Martinus har, hvad nogle ville forsværge, været gennem mange vanskelige og ubehagelige situationer - også været udsat for mennesker, der har givet ham særdeles ubehagelige oplevelser. Enkelte er kommet bagefter og har bedt om tilgivelse, og Martinus har i sådanne tilfælde svaret, at det er allerede tilgivet. Alligevel kan det godt virke trættende på ham, og jeg hørte ham engang sige oven på en ubehagelig oplevelse: "Nå ja, men vi trasker videre". Han føler sig på den samme vej som os. Han følger os et stykke på vej ved sin nærværelse her. Han tilgiver til højre og venstre. Og det er én af de ting, vi kan lære af livskunstneren Martinus, at vi blot skal tilgive og se at komme videre.

Den nævnte udtalelse af Martinus findes i Livets Bog I, side 19, nederst, stk. 19. Det er ikke citeret ordret, men tilpasset til artiklen.