Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Allerede den amerikanske psykolog William James og senere flere andre mener at have påvist, at mennesket kun bruger ca. 10 procent af sin hjernekapacitet. Resten ligger forholdsvis uudnyttet hen, og selv om vort sanseapparatur på mange måder er veludstyret, opfatter vi kun i ringe grad, hvad der virkelig foregår omkring os. Vi ser og ser dog ikke, vi hører og hører dog ikke, vi føler og føler dog ikke. Den ting eller den situation, vi ser, er ikke det, vi oplever, men tingens eller situationens spejlbillede på vor nethinde, og for at kunne forstå, hvad det er, vi ser, må objektet eller situationen sammenlignes med tidligere registrerede billeder i vort erfarings- eller hukommelseskartotek. Hvis vi derfor har et righoldigt materiale i vort kartotek og dermed en stor viden indenfor det pågældende felt, som vi iagttager - og forudsat at vi har et normalt syn - vil vi også have en rig oplevelse, medens de ting, vi "ser", eller oplever med andre sanser, for første gang, ikke kan placeres, fordi vi ikke i vort erfaringskartotek eller "hukommelse" har noget, vi kan sammenligne det med. Der finder ingen "genkendelse" sted. Og når vi derfor ikke "forstår", hvad det er, vi oplever, skyldes det udelukkende, at vort erfaringskartotek indenfor et bestemt felt ikke er tilstrækkeligt righoldigt. Den korrekte opfattelse eller oplevelse fås kun, når vort "kartotek" er velforsynet med forudgående syns-, hørelses-, smagsoplevelser osv. Rent praktisk giver dette sig også udslag i, at man kan sælge sin erfaring og sine færdigheder (som også er et resultat af erfaring) til sin arbejdsgiver, eller man kan sælge den erfaring eller viden, man sidder inde med, navnlig indenfor teknikkens og kemiens verden, det man kalder "know how", til forretningsforetagender, der mener at kunne udnytte denne viden.

Det er altså ikke selve den ting eller det, vi ser, men derimod vort allerede eksisterende erfaringsmateriale, der er afgørende for, om vi "forstår" en ting eller ej, altså om vi har en fuldkommen eller ufuldkommen opfattelse af det, der foregår omkring os. Den østrigske forfatter Edgar Kupfer-Koberwitz bruger i sin bog "Må vi dræbe for at leve" udtrykket "at se med halvt åbne øjne" for den tilstand, at mennesker ser og dog ikke ser, hører og dog ikke hører osv. - Især siger han det med henblik på de lidelser og de skrig, som er et resultat af menneskers rå behandling af dyr, og som igen er en følge af, at vi bruger dyrenes muskulatur, organer og skind til vor ernæring og klædedragt. Kunden, der i slagterens vindue, som viser parterede dyrs muskler og organer liggende nydeligt stablet eller ordnet på fade, studerer nøje oksetunger, kalvelever eller svinehjerter, før han afgør, hvad han skal have til middag. Han "ser" kun middagsmaden for sig, ser og hører ikke den forudgående lidelse. Og der, hvor Koberwitz taler om at "se med halvt åbne øjne", siger Kristus "De vide ikke, hvad de gøre".

Når vi ser militære køretøjer eller våben blive transporteret på vore veje eller gader eller ser krigsskibene i havnen, er der kun få, der undrer sig. På grund af vanetænkning - man må jo forsvare sig - "ser" vi ikke, at det er rene mordmaskiner, som kun er konstrueret med det ene formål at kunne udslette eller lemlæste hundreder eller tusindvis af mennesker. De har ingen anden mission, og man kan derfor sige, at de i bedste fald ikke kommer i funktion, men får lov at stå og ruste op. Men flertallet ser ikke disse maskiner som mordvåben. Kørte man derimod en galge eller en guillotine, der dog "kun" kan slå én ihjel ad gangen, gennem gaden, ville det formentlig vække stort postyr med en vældig avispolemik, "sådan et væmmeligt mordinstrument" - ikke sandt. Kun et fåtal ville betragte det rent teknisk og "se" dem som gammeldags og ineffektive mordmaskiner i forhold til vore moderne "pragtfulde" og hurtigtskydende mordapparater.

Men vi kan ikke ændre tingenes tilstand ved kritik, hverken ved kritik af slagteren, for hvis ikke han udførte sin gerning, ville en anden gøre det, fordi mennesker stadig vil have kød, eller ved kritik af soldaten, obersten eller forsvarsministeren, for andre ville overtage deres funktion. Disse kan kun ændre deres egen situation, som også vi kan ændre vor situation. Vi lever i et volds- og udnyttelsessamfund, fordi de fleste mennesker har vold, tvang og udnyttelse i deres bevidsthed, og ingen enkeltperson kan ændre den samlede situation, hvorimod den enkelte kan ændre sin egen situation. Slagteren kan flytte til andet erhverv, soldaten kunne vælge at være militærnægter, og fabriksherren kunne vælge en funktionær stilling, eller, hvad der er sværere, give medejerskab og medbestemmelsesret til de ansatte. Vi kan - i modsætning til det egentlige dyr - bevidst ændre vor egen situation, og vi kan bevidst tilføre vort erfarings- og hukommelseskartotek nyt materiale. Vi kan studere, vi kan udveksle erfaringer med andre, påtage os opgaver, som stiller krav, og hvis resultater vil tilføre vort kartotek detailviden. Man kan dog ikke tilføre sig selv lidelseserfaringer, for man ville derved blive selvpiner, og derved ikke alene påføre sig den ønskede smerte, men tillige påføre sig en dårlig skæbne, da man i så fald ville påføre sin mikroverden og måske andre mennesker skade ved sin handling. Lidelserne kommer som en naturlig følge af nuværende og tidligere fejltagelser og overtrædelser af livslovene, så de vil uundgåeligt komme til os og berige vor erfaring. Vi kan rense vort eget sind ud, som Martinus ofte har anbefalet det, og bevidst skabe en positiv indstilling til livet, vi kan tilgive vor næste og ikke spilde tiden med at ruge over eller beskæftige os med andres fejl og vore egne for den sags skyld også, og dette vil efterhånden åbne vore øjne helt. Vi vil med tilegnelsen af denne indstilling og støtte af den kraft og inspiration, som bønnen giver, i de kommende liv få kosmiske glimt og sluttelig kosmisk bevidsthed, og vi vil da ikke mere se med halvt åbne øjne.