Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Efterhånden som mennesker teknisk og økonomisk har magtet det, har vi slået broer over sunde, bælter, floder, elve og i bjergegne over kløfter og slugter og på den måde forbundet landsdele og egne, og det har altid været en festdag, når en ny bro blev indviet. Mange af vore broer er tekniske mesterværker og tillige en fryd for øjet, og deres vigtigste formål - at skabe korte og direkte forbindelser og derved lette samkvemmet og hjælpe erhvervslivet, har medført fordele af kolossal rækkevidde. Derfor vil bygning af broforbindelser landsdelene imellem givetvis fortsætte, så vore transport- og samkvemsmuligheder udvides, for broer giver større frihed til at færdes.

Men på grund af menneskers særegne natur, hvor trangen til ekspansion, til kontakt og samkvem med andre, er parret med vort stivsind, ufølsomhed og ufornuft, skaber vi samtidig isolation og begrænser hinandens frihed til at færdes. Når vi tænker på Berlin-muren, der skiller familier og venner og dermed skaber uendelig sorg og savn, netop fordi den sætter skel, sætter grænse for menneskers bevægelsesfrihed, har vi i den et symbol på eller måske snarere en skamstøtte over vor tids ufornuft og mangel på kærlighed og tolerance. Den ydre verden er en udmærket afspejling af vort indre. Vi har begge sider i vort væsen, ønsket om at skabe kontakt og trangen til isolation og til at isolere andre. Newton havde øje herfor, når han udtrykte det sådan: "Mennesker er ensomme, fordi de bygger mure i stedet for broer".

I de "gode gamle dage" isolerede man sig i borge, bag tykke mure og volde, ofte med en voldgrav, og forbindelsen til omverdenen var en vindebro, der kun hejstes ned, når venligsindede gæstede borgen. I dag er mange borge, mure og volde kun museumsgenstande, og i byer, der tidligere var fæstninger, er dens beboere i stor udstrækning flyttet langt uden for dens volde og høje mure, og dog har vi ikke fuld frihed til at færdes. Mange grænser er lukkede, og vanskeligheder tårner sig op, når man skal rejse til eller fra visse lande. Alligevel er den største isolation og ensomhed på det mentale plan. De højeste mure bygger de fleste mennesker i deres eget sind, uoverstigelige hindringer, som de ofte opdager alt for sent, når de har "brudt alle broer" og har isoleret sig i selvoptagethed og selvmedlidenhed, i uvilje mod og foragt for andre mennesker, i skuffethed og fornærmelser.

Vi kan isolere os i vor egen "borg" og måske kun lejlighedsvis hejse "vindebroen" ned og søge kontakt med andre.

Men da vi i vor evige tilværelse er på vej fra primitivitet mod højintellektualitet, fra instinkt til intuition, fra dyr til rigtigt menneske, bliver fremtiden at nedrive de mure, volde og fæstninger, vi har bygget op i os selv, opløse den selvskabte isolation og på ny skabe de kontakter, som er nødvendige for vor vækst, og at slå bro over ufred, uvilje, kløfter og slugter, alt det der virkelig skiller os fra at leve et liv i stor aktivitet, i skabelse af både nytteting og kunst og i et kærligt og rigt samkvem med andre mennesker.

 

 

Det er en vanskelig og lang overgangsperiode, vi er inde i, og vi har hjælp og vejledning behov, hvad vi også får i stor udstrækning. Nogle får hjælp gennem trosreligionerne og bønnen, og ad den vej får disse styrke og en vis vejledning fra åndelig side. Megen hjælp får vi gennem pædagoger, læger, psykiatere og psykologer, som har en vis teoretisk og empirisk viden om psyken og dens funktioner, en viden, som dog i nogen måde er bygget op på et materialistisk livssyn og derfor ikke er dybtgående nok til at være en virkelig og tilbundsgående hjælp. Det er en begyndende videnskab, en videnskab i svøb, men ikke en endelig videnskab, og det er klart, at ligesom der må ligge en eksakt og fuldkommen videnskab til grund for bygning af vore rent materielle og fuldkomne brobygningsværker, om nødvendige bundundersøgelser, geoteknik, om materialerne der anvendes, om bærende konstruktioner, statik etc, således må der også for menneskelige relationer, for menneskeligt samkvem og kontakt skabes en virkelig videnskab, der er logisk fuldkommen og som omfatter hele menneskets struktur og de materialer eller kraftkilder, der står til dets rådighed. En sådan videnskab er kosmologien. Den giver netop en fyldestgørende oplysning om individets evige struktur, dets psykiske kraftfelt og dets fremtidige udvikling. På basis af denne kosmologi, som Martinus har skabt, og som omfatter livets hovedprincipper og strukturer med en nødvendig begrænset detaljering, vil der i fremtiden blive skrevet en rigt detaljeret psykologi af intuitivt begavede forfattere. Denne psykologi vil danne grundlag for undervisning af mennesker, så de for en del kan undgå isolationen og de brudte kontakter, og den vil være en hjælp for dem, der har påtaget sig den opgave at helbrede og retlede mennesker, der lever i disharmoni med sig selv og deres omgivelser. Det bliver værker, som hjælper mennesker til at nedbryde de mure, de på grund af resterne af dyrisk bevidsthed, dyriske forsvarsinstinkter, har bygget op mellem sig selv og omgivelserne og til at finde vej til en menneskelig kontakt og en højere enhed og kærlighed til alle medmennesker, en undervisning, der giver én evne til bygning af mentale broer over alle afgrunde og kløfter og af en storhed og skønhed, der langt overgår vore rent fysiske mesterværker af brobygningskunst i dag.