Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Materien, det skabte eller formernes verden kalder Martinus i sine analyser X 3. Han betegner den med et "X", fordi det ikke har nogen bestemt eller konstant form, men er et "noget" i bestandig bevægelse og forandring.

Bevægelse er, som Martinus fremhæver, livets fornemste kendetegn, og forandringen i materien finder sted ved opbygning efterfulgt af en nedbrydningsproces. Vi har rig mulighed for at iagttage disse processer overalt i naturen. Planter spirer frem, vokser op i løbet af forår og sommer og visner bort om efteråret eller svides væk af vinterens frost. Dyreorganismer fødes og dør, går deres opløsning i møde. Sneen materialiserer sig og tøer bort. Også i menneskers organismer og deres virksomhed ser vi samme opbygning og nedbrydning - de ting vi frembringer, redskaber, møbler, huse osv. nedbrydes, siger vor daglige erfaring, ved slid og ælde. Forsidebilledet dennegang viser et kvarter i Kensington, London, hvor karakteristiske gamle enfamilies rækkehuse må falde til fordel for nye, ofte sterile men praktiske, højhuse eller "bomaskiner", som kan rumme snesevis af familier. Nogle gange kan det godt skære en lidt i hjertet, at gamle hyggelige huse, der har dannet rammen om familieliv gennem måske hundrede år eller mere, brutalt bliver væltet med bulldozere, bliver til murbrokker og til aske, efter at træværket, der bliver samlet sammen i en bunke og antændt, er brændt ned. Hele kvarterer bliver brudt ned på rekordtid, og nye bygninger rejser sig næsten lige så hurtigt, takket være en udviklet teknik, Man kan måske diskutere de nye elementbyggeriers skønhedsværdi, men hensigtsmæssige er de.

Men opbygning og nedbrydning finder ikke blot sted i den fysiske materie, i organisk eller mineralsk stof, men også i tankematerien. Vi har forestillinger, drømme og illusioner, og vi har vaner, evner, anlæg eller talenter, som også er forandring undergivet. Talenternes tilblivelse er klart beskrevet i Martinus analyser om disses skabelse eller opbygning gennem de tre stadier A-viden, B-viden og C-viden (se Logik, kapitel 93-94), som er henholdsvis den teoretiske tilegnelse, den praktiske indøvning og det færdige eller automatiske stadium.

Efter et tidsrum kommer en tilsvarende nedbrydningsproces, blot derved at man f. eks. ikke vedligeholder talenterne, eller at man helt bevidst selv medvirker til deres nedbrydning. Der kan være tale om evne til at cykle, spille klaver eller danse, og det kan være vore talenter for at se, at høre eller smage. Forskellen på de første og de sidstnævnte er blot, at de ret udvendige færdigheder, som her er nævnt, kan læres i et tidsrum fra dage til årtier, medens vore iboende eller "indbyggede" talenter er opbygget gennem årmillioner. Der kan også være uheldige talenter, f. eks. alkoholmisbrug, hvor tilvænning eller opbygning af talentet kan tage år, og hvor det ligeledes vil kræve lang tid at nedbryde talentet eller afvænne sig.

De her nævnte er kun nogle få af den mangfoldighed af talenter, evner, vaner, forestillinger, traditioner og illusioner vi besidder i vor organisme og vor bevidsthed, og da vi nu er i en overgangssituation mellem dyr og menneske, besidder vi både tankearter og talenter hidrørende fra den dyretilværelse, vi er ved at forlade, og menneskelige egenskaber, som vil komme til fuld udfoldelse i det rige, vi stiler imod. De menneskelige egenskaber vil være under fortsat udbygning og øges i antal, medens de dyriske vil være under nedbrydning, bevidst, altså ved egen viljekraft, eller ubevidst - ved påvirkning udefra, for vi er alle under bestandig påvirkning eller omskabelse. Vi påvirkes både fysisk og mentalt af den omgivende natur og af vore medvæsener, behageligt eller ubehageligt. Vi kan støtte og hjælpe, inspirere, stimulere eller kærtegne hinanden i dagligdagen, og vi kan omvendt virke nedbrydende, irriterende, kritiserende og sårende på hinanden.

Vi kan altså bryde ned eller bygge op ved vor tale eller vore handlinger. Vi kan gøre os til redskaber for tekniske, kunstneriske eller humanitære fremskridt i kontakt med alt det positive i "den nye verdensimpuls", eller vi kan gøre os til håndlangere for alle de nedbrydende tendenser i vort samfund. Vel skal alt dette gøres, vel skal der brydes ned, før der kan bygges op, men det behøver ikke at være os, der gør det. Illusioner skal slås itu, men der er nok, der vil kritisere. Voldelige demonstrationer skal udføres og "molotov-cocktails" kastes, og mange griber chancen med begejstring. Nogen skal være ordenshåndhævere og fængselspersonale, og de findes også let. Krige og revolutioner skal en tid lang endnu udfolde sig på kloden, men der er også stadig nok, der vil være soldater eller gå på barrikaderne. Der er en negativ side og en positiv side ved de fleste skabelser, og vi er frit stillet til at vælge.

Kampen mellem kræfter fra "den gamle verdensimpuls" og den "nye verdensimpuls" forårsager de vældige omvæltninger og forandringer i vor tid, og midt i denne urolige epoke råbes der på fred. Nogen forestiller sig fred som en stilstand, en uendelig ro, men stilstand er død, medens liv er, som vi gik ud fra i begyndelsen, kendetegnet ved bevægelse, ved forandring. Men hvad er så fred? Ja, fred er skabelse i kontakt med livslovene, fred er opbygning og nedbrydning i harmoni med universets grundtone, som - selv om meget set på overfladen tyder på det modsatte - er kærlighed.