Kosmos 1970/24 side 295
På tærskelen til en ny verden
Et interview med den danske vismand, Martinus
ved S. S. Brien
Det er sjette gang den danske vismand Martinus, forfatteren af det store værk LIVETS BOG, besøger Island. Det synes næsten utroligt, at han fylder firs år om knapt to måneder. Hans hår er nok blevet hvidt, men han er rask og ungdommelig, meget veltalende og fuld af vitalitet. Han gør ikke forsøg på at se "vismandsagtig" ud eller at være anderledes i påklædning og væremåde end andre mennesker. Martinus er til fuldkommenhed ligefrem og naturlig, smiler meget og ler hjerteligt. Men det, som huskes bedst, er den varme, hans øjne udstråler.
Jorden er en levende organisme
Det er vanskeligt at træffe bestemmelse om, hvilke spørgsmål der skal vælges, når man tænker på det ocean af viden, som findes i Martinus bøger. Der er nu gået et halvt århundrede, siden han oplevede den indvielse, som forandrede hele hans liv. Når Martinus taler om de livslove, som er rådende i tilværelsen, menneskenes udvikling og fremtidsriget på jorden, som han skildrer som tilskuer, er der en ejendommelig overbevisningens kraft i hans ord. Martinus taler om livet i verdensaltet som den, der sanser dets pulsslag i sit eget indre og fornemmer sig i forbindelse med det. Han holder sig fra alle dogmer og læresætninger, fra alt som binder og begrænser.
Der tales om menneskehedens forskellige religioner, og Martinus siger: "De er ligesom skibe, der sejler på havet; til sidst kommer de alle i samme havn. Det er den samme Gud, det samme Forsyn, som findes bag alle livsytringer. Jorden er en levende organisme, som vi alle er en del af, og tilværelsens grundtone er kærlighed".
Når Martinus taler om kærlighed, mener han ikke sentimentalitet eller følelsesmæssig romantik, som sommetider går under dette navn. "Kærlighed, som ikke bliver styret af intelligens, er ikke kærlighed, men en anden betydeligt mere primitiv følelse, som ikke fortjener dette ophøjede navn. Ved større modenhed forædles og forfines følelseslivet. Mennesket får mere medfølelse med andre levende væsener, således at det ikke mere kan få sig selv til at volde andre smerte og sorg. Det bryder sig ikke om at skrabe til sig selv og begynder at længes efter at kunne give og hjælpe andre. Dette er vågnende kærlighed, som efterhånden bliver den rådende kraft i bevidsthedslivet. Først når kærlighed og visdom er sammenføjet i fuldkommen harmoni, er mennesket vokset fra dyreriget og blevet et fuldkomment menneske".
Funklende lyspunkter i mørket
Martinus betragter de omvæltninger og revolutioner, der finder sted i verden i dag, som fødselsveer og begyndelsen til et lysere og mere æstetisk liv. "Vi må alle betale vores karmagæld, og det kan ikke nægtes, at mørket ruger over store dele af jorden. Men i lidelsernes ild lutres karakteren. Denne prøvelsens periode er et nødvendigt led i udviklingen. Med tiden vil menneskene lære, at sejr aldrig bliver vundet med krig, vold, blodsudgydelser, undertrykkelse og had. Mange mennesker er allerede begyndt at længes efter et nyt og bedre samfund, hvor fred og samdrægtighed er rådende i stedet for splittelse og drab. Vi ser alle vegne denne tilbøjelighed til at forenes, danne sammenslutninger og større enheder. Nationalisme må vige for internationalisme, og lidt efter lidt vil dyrets selvopholdelsesdrift forsvinde til fordel for det sande menneskes offervilje og kærlighed. Trods opflammelse til krig og negativ agitation, stormagternes rustningskapløb, tumulter, uroligheder, besiddertrang, armod og alle de lidelser, som menneskenes egoisme indebærer, ser vi mange funklende lyspunkter i mørket: voksende socialhjælp, humanisme, støtte til dem som lider nød, inderlig fredsvilje, længsel efter at forlige og forene osv. Dette er morgenrøden, som bebuder den nye dags komme, verdensriget, hvor menneskeheden vil leve i kærligt broderskab følgende livslovene og udviklingen".
Martinus forudser en tredie verdenskrig omkring år 2000 og mener, at der vil komme to krige med noget mellemrum. Han tror dog ikke, at det vil blive totale udslettelseskrige, selv om de vil blive meget frygtelige. "Endnu er der mange mennesker på det udviklingstrin, hvor man ønsker krig, og disse mennesker må løbe linen ud, før de gennem bitre oplevelser lærer, at man altid høster, som man har sået. De fleste af de mennesker, som er blevet ofre for krigen, bliver meget ivrige fredsforkæmpere, når de fødes igen. De har måttet udstå bitre lidelser på grund af krigen, og selv om man ikke husker sine tidligere inkarnationer, bor fortidens erfaringer i deres overbevidsthed og leder og varskoer dem igennem underbevidstheden. De har betalt deres gæld og er blevet renset for gamle fejltrin og har nu en mere positiv tankegang og er derfor modtagelige for åndelig vejledning. Før eller senere lærer alle, at det kun volder ulykke, hvis man går imod de kræfter, som befordrer udviklingen. Men når vi begynder at samarbejde med dem, åbner der sig nye og lysere verdener for os.
Tidsepoker i menneskets udviklingshistorie
De kommende krige, som Martinus forudser, vil føre til stormagternes og deres krigsstyrkers undergang, og når det er sket, vil verden ikke mere være opdelt i stormagter og mindre stater, men alle nationer vil efterhånden forenes i et fælles verdensrige, hvor et nyt og bedre samfundssystem vil være rådende. Da vil uselviskheden lidt efter lidt sejre over selviskheden, eller fællesinteressen over særinteressen hos de socialt tilbagestående individer.
"Vi taler om den teknologiske tidsalder, vi lever i, men den er kun lige begyndt. Maskinerne vil lette byrden på menneskenes skuldre, uden at vi dog bliver automatikkens trælle. Penge vil med tiden ikke mere blive benyttet; i stedet for bliver menneskets skabeevne klodens eneste betalingsmiddel. Ingen vil rane fra andre, i stedet vil alle jordens ressourcer blive anvendt til fordel for helheden.
Der vil ske store forandringer inden for opdragelsesmetoder og kultur, og menneskene vil lære at udvikle deres åndelige talenter og skaberkraft, som slumrer i deres indre ....... og de lærer at glæde sig over livet. Arbejdets trældom forsvinder, men der er ikke fare for, at den større frihed vil forårsage tomhed og lede, thi indstillingen til tingene vil også ændre sig. Hvert enkelt menneskes arbejde bliver dets ydelse til samfundet, og til gengæld får det alt, hvad det behøver for at leve behageligt. Hvis et menneske ønsker at få mere end den udregnede standard (men levestandarden vil da være meget højere hos alle, end den er i dag hos dem, som vi kalder meget velhavende), kan vedkommende få lov til at arbejde flere timer. Men det bliver ingen arbejdets trældom eller trættende, kedeligt arbejde. Maskinerne befrier menneskene for al trældom og mekanisk arbejde. Når hvert menneske bruger sine evner til skabende arbejde og ikke behøver at have bekymringer for sit udkomme, bliver det kun en glæde at arbejde.
Måske ryster folk på hovedet og tror, at det her kun er drømmerier og ønsketænkning, men det er det så langt fra. Menneskehedens udvikling går fremad med stormskridt, og verden er midt i smeltediglen, for dette er det nye riges fødselsveer og de gamle forstenede forestillingers dødskamp. Grunden til denne kamp er, at mennesket i dag står midt imellem to tidsepoker i sin udviklingshistorie; det er ikke mere et dyr, som lever i kontakt med dyrerigets love, for i sit indre føler det en længsel imod et mere fuldkomment liv; men det er heller ikke blevet det fuldkomne menneske "i Guds billede", som lever i kontakt med de åndelige love. De kræfter, som er rådende i dyreriget og i det kommende menneskerige, kæmper om overmagten over dets sjæl, og den kamp er selvfølgelig meget hård. Men vi behøver ikke at bekymre os om udfaldet. Vi bliver båret fremad på livsudviklingens ocean, og vi kan trygt sætte vor lid til det guddommelige Forsyn, som står bag det hele, og som vil føre os ind i en ny verden af lys, kærlighed og fred".
Kilde: ARBEJDERBLADET, 15. juni 1970.
SSB
Tilbage til forfatterregister
Forrige