Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Ustandseligt sker det, at vi i vor vekselvirkning med naturen støder på ting, der spontant ansporer vor fantasi og udløser vor forundring og beundring; til eksempel arkitekturen i solsikkeblomsten, således som den viser sig på dette nummers forside. Som små soldater i rad og række tegner de smukke biblomster - og under dem frøene - de fineste spirallinjer, som var det en kunstner eller matematiker, der havde arrangeret det. Og det er netop disse træk, der den ene gang efter den anden hensætter os i forundring, når vi beskæftiger os med naturen. Gang på gang får dens mange forskellige "konstruktioner" os til at tænke på, at vi står over for en stor kunstners frembringelser, en kunstner, der samtidig råder over en utrolig teknik og enestående matematisk og videnskabelig indsigt.

Imidlertid hører det jo ikke til god tone i vor "oplyste" tid at betragte naturen på denne måde. Fra højeste sted - dvs. de videnskabelige autoriteter - lyder det, at det er uden mening at tillægge naturen egenskaber som bevidsthed, hensigtsmæssighed, forstand og fantasi m.m., fordi naturen i modsætning til et levende væsen er en sjælløs størrelse. Og dette synspunkt hævder man til trods for, at man selv har lært alt, hvad man ved, af naturen, at naturen har virket som en uudtømmelig inspirationskilde for kunsten, og at man i dag oven i købet målbevidst begynder at studere naturens konstruktioner på en lang række områder for at efterligne principperne i menneskeskabt teknik. F.eks. foregår der for tiden en intensiv udforskning af den måde, frøens øje er bygget på, fordi dette princip kan bruges til at gøre biler, skibe og flyvemaskiner selvstyrende, så man ikke længere er afhængig af den såkaldte "menneskelige faktor", der som bekendt har vist sig at være den moderne tekniks svage led. Ligeledes forsøger man at finde ud af den måde, sankthansorme og ildfluer lyser på, fordi der her er tale om lysfrembringelse uden varmeafgivelse, hvilket igen er udtryk for en teknik, som mennesket ikke hidtil har kunnet præstere. Og således kunne man nævne det ene eksempel efter det andet på, at naturen fungerer som menneskets store og uforlignelige læremester - både kunstnerisk, teknisk, matematisk og videnskabeligt; og alligevel hævder den gruppe mennesker, der har størst indsigt i disse forhold, at naturen er død og sjælløs, og at de mange tilsyneladende bevidsthedsstyrede frembringelser blot er det statistiske resultat af en millionårig udvælgelsesproces, hvis drivfjeder har været de levende væseners selvopholdelsesdrift, og hvor princippet har været, at den bedst egnede overlever på de mindre velegnedes bekostning.

Når man tænker på den sikkerhed, der kendetegner det primitive naturmenneskes overbevisning om, at naturen er levende og har ånd og sjæl, og sammenholder denne indstilling med den moderne videnskabelige indstilling til naturen, kommer man uvilkårligt til at tænke på historien om den lille vogterdreng, der var kommet til at køre i tog med en meteorolog. Som de kører hen ad skinnerne gennem det frodige landskab, siger vogterdrengen eftertænksomt: "Æ tænker, te det bliver regnvejr". "Bestemt ikke", siger meteorologen, "vejrmeldingen har lovet godt vejr og solskin hele dagen". - Dette replikskifte gentager sig nogle gange. Vogterdrengen fortsætter sindigt med sit, og meteorologen med voksende ilterhed med sit. Til sidst udbryder han: "Hvordan kan du påstå, at det bliver regnvejr, når meteorologerne siger, at solen vil skinne hele dagen?". "Det kan æ se på den måde, kreaturerne vender rumpen mod æ vejr på", svarer han frejdigt. Og der er naturligvis ingen grænser for, hvor latterligt dette forekommer meteorologen. Men mærkeligt nok sker det kort efter, at skyer trækker op på himlen, og en vældig regnbyge går hen over landskabet. Og vogterdrengen siger troskyldigt: "Der kan en se; kreaturerne har mere forstand i deres rumpe, end meteorologerne har i deres hoved", hvilket meteorologen ikke har noget særligt at bemærke til.

I et tidligere nummer af KOSMOS (nr. 11-70) blev det begrundet, hvorledes talemåden "det sete afhænger af øjet, der ser" med fordel kan omskrives til formen: "Det sete afhænger af bevidstheden bag øjet, der ser", og dette synspunkt er i høj grad aktuelt i nærværende sammenhæng, idet det er klart, at det videnskabeligt orienterede menneske har tvingende grunde til at hævde sin særlige indstilling til naturen, medens det primitive naturmenneske har lige så tvingende grunde til at hævde sin. Og hvad er så det for grunde? Det er simpelt hen en forskel i erfaringer og bevidsthedssammensætning, hvor der med hensyn til sidstnævnte hentydes til konstellationen af de kosmiske grundenergier. Medens det videnskabeligt indstillede menneske således overvejende bearbejder sine erfaringer med intelligens og derigennem opnår en såkaldt intellektuelt begrundet opfattelse, behandler naturmennesket overvejende sine erfaringer med instinkt, der resulterer i en religiøs-panteistisk indstilling til naturen. Og i virkeligheden lader det sig ikke diskutere, hvilken af de to indstillinger der er den mest korrekte, idet de under hensyntagen til de herskende forudsætninger er nøjagtigt lige korrekte. Og dog gælder det her som i tilfældet med de foran omtalte kreaturer, nemlig at det primitive naturmenneskes naturopfattelse set fra et kosmisk udsigtspunkt er mere virkelighedsnær end tilfældet er med det videnskabeligt indstillede menneskes naturopfattelse, idet den absolutte sandhed om naturen er, at den er levende, har bevidsthed, fornuft, forstand og fantasi m.m., just som dens frembringelser vidner om.

I sine værker bekræfter Martinus vor umiddelbare fornemmelse af, at instinktenergien som erkendelsesevne betragtet er intelligensenergien underlegen, og det kan sikkert derfor give anledning til nogen undren, at den instinktbaserede naturopfattelse ikke desto mindre er mere kosmisk virkelighedsbetonet end den intelligensbaserede. Forklaringen er imidlertid, at instinktenergien på en lang række områder samarbejder med tilværelsens højeste erkendelsesevne, nemlig intuitionsenergien.

Begrebet intuition har med tiden vundet en temmelig bestemt betydning i sprogbrugen. For nogle århundreder siden var det næsten ukendt, men i dag bruges det karakteristisk nok ret udbredt som betegnelse for en slags højere instinkt, en evne til uden forudgående refleksion at opnå erkendelse på et eller andet område. Der står dog ikke den samme respekt om intuitionen som om intelligensen, fordi man også i nogen grad forbinder intuition med fantasi og gætteri uden noget absolut hold i virkeligheden.

Fra Martinus side leveres der en klar og entydig definition af begrebet intuition, nemlig som Jegets evne til at erkende, skabe og gennemskue ideer, og han henfører denne evne til tilværelsens femte kosmiske grundenergi forlenet med den højeste gennemtrængningsevne - moderenergien fraregnet. Men hvad er en idé?

Martinus svarer, at en idé kosmisk set er udtryk for en nærmere bestemt praktisk udnyttelse af et eller flere af tilværelsens kosmiske skabeprincipper og de heraf afledte naturlove, og en nøjere undersøgelse af denne definition lader det fremgå, at en idé dermed er udgangspunktet og således også princippet "sjælen" eller "essensen" i en hvilken som helst tids- og rumdimensionel konstruktion eller frembringelse.

I og med, at intuition er Jegets evne til at erkende og gennemskue ideer, står vi i form af denne uden videre over for tilværelsens højeste erkendelsesevne, der - for så vidt som den er tilstrækkeligt udviklet hos den enkelte - sætter mennesket i stand til at tilegne sig en naturopfattelse, der principielt rangerer over den, der lader sig opnå på grundlag af blot og bar intelligensvirksomhed. Og det gælder her som noget typisk, at det intuitivt begavede menneske i lighed med det primitive naturmenneske erkender naturens mange forskellige former, konstruktioner og bevægelser som livsytringer og dermed som vidnesbyrd om bevidsthed, ånd og sjæl, knyttet til ét universelt helhedsvæsen, Gud. I modsætning til naturmennesket er der dog her ikke tale om en ubevidst og ureflekteret erkendelse, men tværtimod om en erkendelse, der hviler på et intimt samarbejde mellem bl.a. intuition og intelligens, således at man får anledning til at tale om en høj-intellektuel erkendelse eller højintellektualitet. Og det fremhæves i denne forbindelse fra Martinus side, at det er rådighed over høj intellektuel formåen, der ned gennem tiderne har sat menneskehedens store åndelige læremestre i stand til at virke som kosmiske førerskikkelser og lysbringere for menneskene, dvs. som vejledere frem mod en højere, forklaret tilværelse. Intuitionen røber sig dermed som det levende væsens kosmiske "øje", som den bevidsthedsfaktor, der gør intellektualitet til højintellektualitet, lærdom til visdom og kundskab til livskunst.

 

PBJ