Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det hører til vor tids paradokser, at jo mere befolkningstallet stiger på jorden, des mere øger samtidig ensomhedsproblemet - foreløbig især i den vestlige verden. Det samme fænomen genfinder man i det forhold, at ensomhedsproblemet vokser i takt med byernes størrelse, og moderne sociologer kan oven i købet fortælle, at det vokser i takt med de enkelte beboelseskompleksers størrelse - især i højden. For hver eneste etage, man lægger på en beboelsesejendom, tiltager ensomhedsproblemet det pågældende sted, og det er samtidig en almindelig iagttagelse, at der i et trivselsområde praktisk taget altid består et skæbnesvangert forhold mellem omfanget af ensomhedsfænomenet og omfanget af sindslidelser samt kriminalitet.

Rent umiddelbart forekommer det paradoksalt og besynderligt, at der i det samme hus - ja, vi kan endog udstrække os til at sige i den samme by kan forekomme mere end ét ensomt menneske. Hvis der er flere, hvorfor opsøger de så ikke hinanden og i fællesskab bryder denne ensomhed? Er det fordi de ikke kender hinanden, eller har kendskab til, at de bærer på et fælles problem? Sikkert ikke, for der findes i hundredvis af tilfælde, hvor mennesker med ensomhedsproblemer bor under samme tag og jævnligt taler med hinanden om deres fælles problem. Det gælder blandt andet for alderdomsinstitutionernes vedkommende. Her sidder i tusindvis af mennesker, på hver sit værelse, med hver sit ensomhedsproblem. De mødes ved spisetiderne, er ensomme i hinandens selskab, og går tilbage til de respektive værelser for at fortsætte, hvor de slap. Og i virkeligheden ser det ud til, at der kun eksisterer én virkelig løsning for den enkelte: døden. Det er naturligvis ikke alle, der har det sådan, men det er alt, alt for mange, og for den, der som undertegnede har oplevet det på nærmeste hold, er det en tragedie, i hvert fald følelsesmæssig set. Men hvad er i virkeligheden ensomhed? Hvori består denne tilstands forudsætninger, og hvordan kommer man den til livs?

Rent umiddelbart skulle man tro, at ensomhedens første forudsætning var dette at "være alene", at være fysisk isoleret og derigennem afskåret fra kommunikation med andre. Dette var da også den tanke, der fik en lille pige til at optræde i rollen som medlidenhedseksekutor. Når hun så en enlig lille bille eller myre, slog hun den promte ihjel ud fra den betragtning, at den så så ensom ud, og at det ville være bedre for den ikke at leve videre. Men var disse enlige biller og myrer virkeligt ensomme? Ikke nødvendigvis, eller rettere sagt, det lader sig næsten garantere, at de ikke var det. Ensomhedsfølelse er nemlig for det første ikke specielt betinget af dette at være alene, og for det andet er det en tilstand, der fortrinsvis er forbeholdt det dyr, som i kraft af et relativt fremskredent intellekt og følelsesliv kalder sig menneske. Og dette er ikke tilfældigt, idet disse to ting i væsentlig grad repræsenterer ensomhedstilstandens forudsætninger. Denne tilstand hører nemlig hjemme på et bevidsthedsplan, der rangerer over det, dyrene i almindelighed kan bevæge sig på, i hvert fald i længere tid ad gangen. Ensomhedens første forudsætning er nemlig, at man bevidst kan skelne mellem "jeg" og "det", eller måske snarere mellem "jeg" og "du"; og dette er en typisk menneskelig evne.

For et par år siden måtte en lovende ung norsk pianist pludselig afbryde midt under en koncert i København, og det kom bag efter frem, at han led af ensomhed. For at bruge hans egne ord, "måtte han under tiden gribe sig i at løbe ud på Rådhuspladsen og råbe på et menneske, som han kom ved, som han betød noget for - som menneske". Og det var det samme, der havde fået ham til at bryde sammen under koncerten. Han følte ikke, at han kom publikum ved som menneske, og derfor kunne han ikke opnå den kontakt, som hans inspiration og skaberkraft skulle springe af. Til historien hører for fuldstændighedens skyld, at publikum ikke havde mærket noget til dette, og at kritikken af det, han havde nået at spille, var positiv.

Netop disse ord af den unge nordmand røber det centrale ved ensomhedsproblemet: følelsen af ikke at komme nogen ved som person, som menneske, med krop og sjæl. Og da man jo ikke uden videre kan gå hen og afkræve en sådan holdning af sine medmennesker, griber mange til den udvej at anskaffe et dyr. Og karakteristisk nok appellerer man i disse tilfælde til de behov hos de pågældende dyr, der mest umiddelbart tildeler vedkommende selv betydning for disse, nemlig behovene for føde og drikke (samt ømhed). Og ofte med det resultat, at de arme kræ bliver fodret og forkælet halvt eller helt fordærvet. Ja, så vidt kan det komme, at disse selskabsdyr helt træder i menneskers sted og af deres ejere tildeles menneskelige egenskaber. De behandles og tiltales som mennesker, og det forventes som regel også mere eller mindre uudtalt, at omgivelserne skal acceptere dem som menneskelige væsener. Alt sammen noget, der afslører, hvad de i grunden tjener som erstatning for.

Men hvorfor er det egentligt så vigtigt for mennesket at føle, at det virkelig for alvor vedkommer i det mindste ét andet menneske, ja blot et dyr? - Det er der to væsentlige grunde til, kosmisk set. Derigennem bekræftes det for det første på emotionelt grundlag, at man er en uundværlig del af en større helhed. Og for det andet tilsløres det, at man lever i en kosmisk isolation, der i virkeligheden er uudholdelig, hvis den dominerer fornemmelserne i livsoplevelsen; det er i virkeligheden denne kosmiske isolation og det ønskelige i at tilsløre den, der hentydes til i de kendte ord fra Bibelen: "Det er ikke godt for mennesket at være alene. - Dette trænger vist til en nærmere redegørelse.

Som flere gange omtalt - og sidst i KOSMOS nr. 12/70 - fremstiller Martinus universet eller verdensaltet som ét altomfattende levende væsen. Dette væsen er Gud.

Som omfattende hele verdensaltet er Gud et enestående væsen i den forstand, at der ikke findes mage til. Gud er altså det eneste væsen af sin slags og dermed fuldstændig alene i tilværelsen. Og for så vidt dette at være alene var ensbetydende med dette at være ensom, kunne man for Guds vedkommende tale om en tilstand af "kosmisk ensomhed".

Denne ensomhed ville faktisk være en realitet, hvis ikke Gud til evig tid havde reageret på sin enestående situation gennem dette at udløse livsenhedsprincippet. Det vil sige det kosmiske skabeprincip, gennem hvilket Gud opdeler sit eget altomfattende væsen i et uendeligt antal bi-væsener eller livsenheder, der er organiseret efter princippet "livsenheder inden i livsenheder". Disse livsenheder er de såkaldte levende væsener og dermed bl. a. os.

For at virke efter hensigten må denne opdeling af helhedsvæsenet imidlertid følge nogle ganske bestemte retningslinjer. Hensigten er jo at tilsløre den guddommelige ensomhedstilstand på overbevisende måde, hvilket vil sige en måde, der giver sig udslag i en tilsyneladende realistisk tilstedeværelse af andre væsener end Gud og dermed væsener, der i en vis forstand er fremmede for Gud, er noget andet end Gud. Altså væsener, der er lige så suveræne, selvstændige - og faktisk ensomme - som Gud selv. For opnås denne effekt ikke, er illusionen jo så lidet virkningsfuld, at den kosmiske ensomhed for Guds vedkommende ikke brydes. Men samtidig er det af betydning, at der i denne "mekanisme" er "indbygget" sådanne betingelser for illusionens gennemskuelse, at det under ganske specielle omstændigheder fører til den særlige effekt, at Gud på trods af livsenhedsprincippet oplever sig selv som det helhedsvæsen, han/hun i virkeligheden er.

At den første betingelse i praksis er opfyldt røber sig gennem tilstedeværelsen af en realistisk "du-kontra-jeg-relation" mellem livsenhederne indbyrdes. Og at også den anden betingelse opfyldes, viser sig under givne omstændigheder på den måde, at den ene livsenhed oplever sig som værende ét med alle de andre. Altså at "du og jeg er ét".

Konsekvensen af det herfor nødvendige arrangement er netop, at de enkelte livsenheder er skilt" fra hinanden på en måde, der gør det berettiget at kalde dem lige så kosmisk ensomme, som Gud er, men bag om hvilken ensomhed de stadig er således forbundne, at de udgør ét væsen. Og hvorledes lader dette sig gøre? - Simpelt hen på den måde, at opdelingen af det guddommelige helhedsvæsen kun angår skabeevnen og organismen, men ikke selve det skabende og oplevende element i Gud, altså det guddommelige Jeg. Herved opnås nemlig den særlige effekt, at der for det guddommelige Jeg skabes lige så mange individuelle livsoplevelser, som der er skabeevne- og organismedele. Og da disse livsoplevelser uløseligt er knyttet til de respektive skabeevne- og organismedele, virker det som om også Jeget bliver opdelt, nemlig i lige så mange Jeger, som der er livsoplevelser. Og det endelige resultat er, at Gud kommer til at optræde som en i virkeligheden uendelig serie livsenheder, der hver især opfatter sig selv som en suveræn individualitet, konkret adskilt fra de andre individualiteter eller livsenheder. Og netop derigennem brydes Guds kosmiske ensomhed. Gud er blevet til mange, der kan vekselvirke med hinanden og derigennem være noget for hinanden, på godt og ondt. Og således ses det, at livsenhederne er nødvendige for Gud, ligesom Gud er nødvendig for livsenhederne. Og på dette grundlag kommer de to parter hinanden ved, hvilket netop rent principielt er forudsætningen for at afværge ensomhed. - MEN....

Netop den måde, dette gode er opnået på, indebærer, at den enkelte livsenhed er placeret i en situation af kosmisk ensomhed, som vedkommende til stadighed har til opgave at bryde, og hvilken situation det just er, man får føling med, når man oplever sig ensom. Denne ensomhed består i, at hvert eneste levende væsen er lukket inde i den verden, dets egen livsoplevelse danner.

Hertil kan man naturligvis indvende, at denne verden bl. a. opleves som en ydre verden, altså som en omverden befolket af ting og medvæsener, med hvilke man kan vekselvirke og derigennem undgå ensomhed. Ja, dette er fuldstændigt rigtigt, men samtidig må det betones, at netop den omtalte vekselvirkning er nødvendig, for at undgå ensomhed. Og ikke alene er det nødvendigt med ret og slet vekselvirkning; det er tilmed nødvendigt med en vekselvirkning, der gensidigt medfører fornemmelsen af, at man kommer hinanden ved. Det vil i virkeligheden sige en vekselvirkning på det følelsesmæssige plan af en vis kvalitet. Forbliver nemlig vekselvirkningen udelukkende på det intellektuelle plan, kan man vekselvirke med hinanden lige så meget, det skal være, og endda føle sig tindrende ensom - især hvis omtalte vekselvirkning tilmed er rent formel. Dermed er det sagt, at skal en vekselvirkning have værdi som noget, der bryder den kosmiske ensomhed, vi alle i lighed med Guddommen selv er placeret i, da er det nødvendigt, at man benytter den som et middel til at give noget af sig selv, af sit inderste væsen, således at parterne gensidigt kan føle, at de kommer hinanden ved - ikke blot overfladisk, men dybt og alvorligt. Og netop her er vi ved roden af praktisk taget al den ensomhed, der opleves i verden. Denne ensomhed er symptom på en alt for dårlig kommunikation, især på det emotionelle eller følelsesmæssige plan. Og som noget typisk medfører det netop, at den ensomme føler sig alene med sin livsoplevelse. Så at sige føler sig spærret inde i sin livsoplevelse, der registreres som noget, der stort set ikke har interesse for andre, og som derfor ender med heller ikke at have nogen interesse for én selv, trods det, at den under normale omstændigheder er det dyrebareste, det levende væsen overhovedet kan eje. Ja, så dyb kan ensomhedsfølelsen blive, at livsoplevelsen til sidst ligefrem bliver et helvede, man for enhver pris ønsker at undslippe. Og kan man ikke finde på andre midler, er der i det mindste selvmordet at ty til. Dette har været situationen for mange, og vil være det for mange fremover. Thi den vil i virkeligheden eksistere lige så længe, menneskene mangler det, der som det eneste effektive på forhånd beskytter mod den, nemlig næstekærlighed. Lad os nemlig ikke være blinde for, at det er mangel på næstekærlighed, der udsætter os for ensomhedens svøbe. Ikke nødvendigvis næstekærlighed på et højt, guddommeligt plan, men blot på et plan, hvor den giver sig udslag i sand interesse for hinanden, i tolerance og tilgivelseslyst, i en lyst til at være noget for hinanden, at præstere noget for hinanden, at give noget af os selv til hinanden. - Åh, det er den sædvanlige tirade, vil en og anden måske tænke. Javist, men er det på den anden side ikke en kendsgerning, at ensomheden er et stort problem - ja, ligefrem et samfundsproblem - som man faktisk ikke rigtigt kender løsningen på? Men undersøger man det nærmere, viser det sig, at det i alt væsentligt drejer sig om forsømmelser på de områder, ovennævnte tirade udpeger. Vi tildeler ikke hinanden megen margin i hverdagen. Vi er ikke meget indstillet på at give noget af os selv, og da allerhøjest til nogle få. Ja, netop dette sidste er afgørende. Alt for mange mennesker satser på alt for få mennesker, når det drejer sig om at skabe lykken, der er ensomhedens modsætning. Forældre satser på deres børn, og ægtefæller satser på hinanden, og alt hvad der er uden for denne kreds, ligger under lykkeplanet så at sige. Og hvad er resultatet? At masser af mennesker sidder og er ensomme, fordi enten ægtefællen er faldet bort, eller fordi børnene har fået nok i deres eget. Og andre er der ikke knyttet mere betydningsfulde følelsesmæssige forbindelser til; og det er også uvant at vise sådanne følelser til andre end disse enkelte udvalgte, rent bortset fra, at de faktisk slet ikke findes fremelsket, hvad der er særdeles tungtvejende. Resultatet er netop ensomhed, dette at være spærret inde i sin egen krop (organstruktur) samt den livsoplevelse, den producerer, uden at føle samhørigheden med helheden bekræfte sig. Men som det gælder med enhver anden smerte er der også her tale om "en klokke, der ringer og fortæller individet, at det er på afveje", for at citere Martinus.

"Det er ikke godt for mennesket at være alene", og netop ensomheden tjener til at belære os herom. Den vil virke i det skjulte og her modne individet for den tanke, eller rettere følelse, at intet i verden er mere værd end de levende medvæsener. Og netop denne følelse er basis for udviklingen af næstekærlighedsindstillingen, som i det øjeblik den når et bestemt niveau, vil vise sig at være den faktor, der etablerer den førnævnte "du-og-jeg-er-ét-oplevelse". Altså den faktor, der lader livsenheden opleve sig selv som værende ét med helhedsvæsenet, med Gud. Og det vil igen sige den oplevelse, om hvilken Martinus har udtalt, at kunne mennesket blot et øjeblik få føling med den, ville det ikke spare sig nogen anstrengelse og ej heller vige tilbage for nogen smerte for at gøre den til sit evige eje.