Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Fra Martinus side foreligger der flere udtalelser, der allerede i dag er blevet til bevingede ord, og som man tør formode vil antage karakter af standardforestillinger med tiden. En af de flittigst anvendte er sætningen: "Hvor uvidenhed fjernes, der ophører det såkaldte onde med at eksistere".

Set på baggrund af de kosmiske analyser rummer denne sætning en indlysende sandhed, hvorimod den uden denne baggrund for adskillige mennesker er det rene vås. I forbindelse med sin anmeldelse af bogen: "Det levende væsen og livets oplevelse" udtalte professor P. G. Lindhardt således følgende:

"Til disse mere metafysiske betragtninger svarer bogens motto: "Hvor uvidenhed fjernes, der ophører det såkaldte onde med at eksistere"! Også det er en af de teoretiske sandheder - desværre ikke en af de praktiske. Folk som tror, at "det såkaldte onde" forholder sig til viden og ikke til vilje, er der intet at stille op med. De bør ikke engang forstyrres i deres spekulationer". - (Jyllandsposten 22/12-64).

Med andre ord: selv ikke en professor i teologi indser sandheden i disse ord, trods det at han bl. a. må være bekendt med, at også Jesus bekendte sig til den, endog i et af de mest krævende øjeblikke af sit liv, nemlig da han på korset, ydmyget, forhånet, fornedret og under de frygteligste pinsler udtalte: "Fader forlad dem, for de ved ikke, hvad de gør". - Klarere kan det vist ikke dokumenteres, at også Jesus så en skæbnesvanger forbindelse mellem begreberne "uvidenhed" og "det såkaldte onde", og han placerer sig dermed ifølge ovennævnte kritiker ironisk nok også som repræsentant for "den slags folk, som endog ikke bør forstyrres i deres spekulationer"...

Pudsigt nok røber også Paulus - omend indirekte - en dyb forståelse for denne forbindelse, idet han som bekendt et sted siger: "Det gode jeg vil, gør jeg ikke; det onde jeg ikke vil, gør jeg". Med disse ord understreger Paulus klart viljens afmagt over for såvel "det gode" som "det onde", uden at han dog formår at formulere en løsning på den konflikt mellem det gode og dets modsætning, han - og med han alle vi andre - hver eneste dag er bytte for. Det er imidlertid netop denne løsning, Martinus bringer i sætningen, der sætter lighedstegn mellem begreberne "uvidenhed" og "det onde".

Man skal imidlertid ikke tro, at denne løsning kun har teoretisk interesse. Den har tværtimod tilmed den allerstørste praktiske betydning, hvad der unægtelig må siges at være opmuntrende i betragtning af de mange ting og forhold, der den dag i dag behersker verden, og som vi vil være tilbøjelige til at henregne til kategorien "det onde". For består der virkeligt en relation mellem uvidenhed og denne kategori, da foreligger der også et umiddelbart tilgængeligt middel at drage i anvendelse til fordel for det ondes udryddelse, nemlig at ophæve uvidenhed overalt, hvor det lader sig gøre, således at viden træder i stedet.

Martinus udtalelse om forholdet mellem uvidenhed og det onde rummer med andre ord en praktisk anvisning på, hvorledes det onde gradvis kan bringes ud af verden, og set på denne baggrund må det med henblik på den samlede verdenssituation hilses varmt velkommen, at F.N.'s generalforsamling har erklæret 1970 for det internationale uddannelsesår. Det vil sige et år, hvor alle nationer yder en ekstraordinær indsats til fordel for hele uddannelsesspørgsmålet. For i dette initiativ ligger der jo en tydelig international krigserklæring mod det ondes sande kosmiske rod: uvidenheden.

Det er selvfølgelig nærliggende at gøre den indvending, at også viden kan virke i det ondes tjeneste. Kundskab er som bekendt magt, og denne magt er i utallige tilfælde blevet anvendt til at skabe lidelse og al slags ondt. Vi behøver blot at tænke på nutidens frygtelige våben, der jo i høj grad står i gæld til begrebet viden, og som slet ikke ville have eksisteret, hvis mennesket var forblevet uvidende om naturens dybere hemmeligheder. Og hvad der gælder for disse våben, gælder også for mange andre moderne onder.

Dette er fuldstændigt korrekt! Da Martinus i sin tid formulerede den her behandlede sætning, havde han imidlertid ikke én, men tre slags uvidenhed i tankerne, nemlig 1) intellektuel uvidenhed, 2) moralsk uvidenhed og 3) kosmisk uvidenhed.

Af disse tre er den intellektuelle uvidenhed den mest velkendte, ja i virkeligheden den eneste form for uvidenhed, man i almindelighed opererer med, og det er da også denne, man har i tankerne i forbindelse med det internationale uddannelsesår. Først og fremmest videnskaben er denne uvidenheds erklærede bekæmper, og kampen føres overvejende i forskningslaboratorier og skoler, på universiteter og læreanstalter, nemlig gennem dette at indhente og oplyse om erfaringer, der er tilgængelige for intelligens og hukommelse.

Uden at være helt upåagtet er den moralske uvidenhed ikke nær så kendt og erkendt som den intellektuelle uvidenhed, og formodentligt er det i virkeligheden kun ganske få, der vil finde det berettiget overhovedet at tale om uvidenhed. Ikke desto mindre var det efter alt at dømme denne form for uvidenhed, Jesus i sin tid havde i tankerne, da han gik i forbøn for sine fjender og bødler. Ved moralsk uvidenhed forstår Martinus nemlig en form for uvidenhed, der beror på savnet af lidelseserfaringer, idet disse og kun disse kan danne grundlag for den faktor i mennesket, der bestemmer dets moralske holdning og status, og som i kontakt hermed leder det i alle moralspørgsmål. I modsætning til den intellektuelle uvidenhed kan den moralske uvidenhed dermed ikke fjernes gennem teoretisk undervisning på skoler og læreanstalter. Den lader sig alene fjerne gennem praktisk, personlig deltagelse i den livets skole, hverdagen med dens knubs, provokationer og mange slags ubehageligheder er udtryk for. Dette er nemlig den eneste form for undervisning, der kan afkaste en moralsk forædling og som dermed kan højne menneskets moralske status, der altid kan måles på grundlag af, hvad den enkelte kan nænne og ikke nænne at gøre mod medvæsenerne i sine omgivelser.

Betydningen af denne hverdagens undervisning i moralspørgsmål forstås imidlertid først helt ud, når den ses i et noget større perspektiv end man sædvanligvis opererer med. Den må nemlig ses i sammenhæng med det levende væsens personlige udødelighed, dets tilknytning til et flere-livsprincip (reinkarnation) samt dets afhængighed af en aldrig svigtende skæbnelov. Disse faktorer er imidlertid sammen med flere andre af lignende art overvejende ukendte for mennesket og refererer dermed til en form for uvidenhed, der ikke lader sig henføre til hverken den intellektuelle eller den moralske uvidenhed, ligesom de røber, at der på længere sigt vil foreligge et behov for undervisning på et tredie område. - Martinus taler her om menneskets kosmiske uvidenhed og forstår derved en uvidenhed, der beror på manglende erfaring for livets og verdensaltets dybeste natur og identitet, dets bærende love og principper.

For denne uvidenheds vedkommende gælder det, at den til en vis grad kan afhjælpes gennem teoretisk undervisning formet som den uindviedes tilegnelse af den indviedes erfaringer. Primært afhjælpes den imidlertid interessant nok gennem den intellektuelle og moralske undervisning, som allerede foran er omtalt, idet denne på et tidspunkt vil medføre en helt ny evnes tilsynekomst i bevidsthedslivet: intuitionen eller det kosmiske klarsyn. Denne evnes frembrud er nemlig simpelt hen frugten af en nærmere bestemt intellektuel OG moralsk erfaringsmængde, og den vil umiddelbart sætte individet i stand til suverænt at gennemskue alle livets dybeste hemmeligheder - herunder den dybeste årsag til det såkaldte onde i tilværelsen.