Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Ved utallige lejligheder har Martinus gjort opmærksom på, at den fysiske verden kan betragtes som et spejlbillede af den parafysiske eller åndelige verden, således at man ud fra fysiske iagttagelser kan slutte sig til åndelige sandheder og vice versa.

Forståelsen heraf indeholder talrige praktiske udnyttelsesmuligheder. Det gælder fx. i spørgsmålet om sådan noget som problemer og løsning af problemer. I virkeligheden er problemer en slags åndelige knuder, hævder Martinus, og i langt de fleste tilfælde løses de efter samme retningslinjer, som man løser fysiske knuder. At beskæftige sig med dette sidste formål er derfor ganske frugtbart, når det gælder om at indleve sig i selve det principielle ved problemernes verden.

Påstanden om, at et problem er en slags åndelig knude, må ses i forbindelse med det faktum, at alt bevidsthedsliv i virkeligheden er det samme som energiomsætning; og jo mere kompliceret bevidsthedsliv, des mere kompliceret energiomsætning.

Når det drejer sig om bevidsthedslivets energiomsætning, taler Martinus om "kosmisk kemi", og det gælder her, at der kan opstå komplikationer. Jo mere kompliceret energiomsætningen er, des lettere opstår også komplikationerne, og det er netop komplikationerne, mennesket oplever som problemer.

Når problemerne kan betragtes som en slags åndelige knuder, skal det forstås på den måde, at de førnævnte komplikationer i praksis består i, at bevidsthedslivets energiomsætning af forskellige grunde mere eller mindre lokalt forhindres i at forløbe frit og uhæmmet. Impulser blokeres, der opstår kortslutninger, tryk og spændinger. Og sker der ikke en opklaring, kan tilstanden antage en mere eller mindre kronisk karakter, ligesom den kan isoleres som en funktionel ø i den samlede kosmisk-kemiske energiomsætning. Der er opstået en åndelig eller kosmisk-kemisk knude, der af bevidsthedens indehaver registreres som et problem.

Tilstanden kan forværres ved, at knuden giver anledning til impulsblokader i andre områder af bevidsthedsstrukturen, hvorved der opstår nye kosmisk-kemiske knuder. Disse kan yderligere vokse i omfang hver især, ligesom de kan blive knyttet indbyrdes sammen og danne et kompleks af knuder. Dette er billedet af mennesket, for hvem hele livet mere eller mindre er blevet et problem, eller for at sige det på en anden måde: mennesket, for hvem livet som helhed mere eller mindre er gået i hårdknude.

Og hvordan kan man så løse disse kosmisk-kemiske knuder? Dette er naturligvis et meget omfattende emne, og det så meget mere, som der gives mange problemer, der absolut ikke på stående fod lader sig løse, eller blot lette. Det er imidlertid betydningsfuldt for ethvert menneske at indse, at overhovedet alle problemer begynder som en konflikt, dvs. som en begivenhed, hvor man på en eller anden måde kommer i et utilfredsstillende forhold til livet og dets love. Symptomet herpå er, at der optræder ubehag i en eller anden udstrækning.

Det er en kendt sag, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Overført på nærværende emne betyder dette, at alle problemer så vidt muligt bør løses på konfliktstadiet - altså før end de er blevet til egentlige problemer. Men at opnå dette kan sandelig i sig selv være et problem, og undertiden et uløseligt problem. Ikke desto mindre må det fastslås, at årvågenhed er det bedste og mest effektive forsvar mod opkomsten af egentlige problemer, idet disse i mængder af tilfælde udelukkende har opnået denne status, fordi man ikke var vågen på konfliktstadiet. Takket være dette, har konfliktmomentet fået indpas på skuepladsen for den kosmiske kemi - altså bevidstheden - hvor det mere eller mindre hårdnakket forskanser sig. Og kimen til et problem er etableret.

Det er en kendsgerning, at menneskers reaktioner på konfliktsituationer er meget forskellig, alt efter temperament, viden om og indstilling til livet. Som en hovedregel med relation til nærværende tema gælder det imidlertid, at man er tilbøjelig til ensidigt at lægge skylden for en konflikt over på alle andre end sig selv. Ikke alene er dette en alvorlig fejltagelse i den forstand, at man på forhånd afskærer sig fra på konstruktiv måde at kunne neutralisere konfliktmomentet, idet man jo slet ikke ser dette, som det faktisk er. Yderligere repræsenterer indstillingen selve modsætningen til den førnævnte årvågenhed, nemlig både døvhed og blindhed, åndelig talt. Det kan derfor anses for en særdeles frugtbar tommelfingerregel altid at give sig selv mindst halvdelen af skylden for en konflikts opståen ud fra den betragtning, at den i hvert fald delvis må skyldes en forkert kosmisk kemi fra ens egen side i den foreliggende situation. Derigennem er årvågenheden i det mindste dokumenteret, og skulle det senere vise sig, at man faktisk var mere skyldfri, end det blev antaget, er der jo ikke noget trist ved det. Det var måske noget i den retning, Jesus tænkte på, da han sagde: "Tvinger nogen dig til at gå én mil med sig, da gå to".

Nu er det imidlertid en kendsgerning, at problemer til stadighed opstår, og det vil sikkert vare længe for enhver af os, førend dette sker for sidste gang i denne afdeling af livets skole. Det ville derfor være rart at se, om der også er noget at gøre ved problemer, der er opstået. Naturligvis er der det, det ved vi også godt. Spørgsmålet er imidlertid om der fx. ud fra de kosmiske analyser kan knyttes nogle principielle betragtninger til emnet af praktisk betydning for den enkelte?

Det kan der vist ikke være tvivl om, idet det allerede må anses for en betydelig gevinst at blive gjort opmærksom på ligheden mellem problemer og knuder. Personligt mener jeg, at nogle timers samvær med en rulle fiskesnøre, der er gået i hårdknude, er så glimrende anvendt, at enhver burde unde sig denne oplevelse. Og specielt burde dette være et standardkrav, man stillede til alle vordende diplomater.

Det første man lærer i en sådan situation, er tålmodighed uden grænser. Det næste er beherskelse uden grænser, og det tredie fantasi og konstruktiv agtpågivenhed uden grænser. Det nytter ikke at hive og slide uden mål og med; det bliver "problemet" bare værre af. Nej, først må man sidde og blot se på hele redeligheden og så at sige tænke sig ind i den - i et forsøg på at finde ledetråden. Når man omsider er blevet helt ét med den og i øvrigt har fået mobiliseret en sympatisk indstilling til dens "skæbne", kan man begynde at røre ved den, men yderst forsigtigt. Har man ikke fundet ledetråden, må man varsomt trække lidt her og der for at få virvaret delt op i mindre portioner. Enten vil man måske derved blotte den så vigtige ledetråd, eller også kan man begynde at koncentrere sig på den letteste af de mindre portioner, som måske kan løses op mere eller mindre. Derefter kan man gå til en anden af de mindre portioner, og før eller senere finder man ledetråden, der fører til hele historiens optrævling. Men typisk nok gælder det, at begynder utålmodigheden på et eller andet tidspunkt at gøre sig gældende, må man øjeblikkelig lægge tingene fra sig, for så vidt man ønsker at undgå "tilbagefald". Det er i virkeligheden hele tiden en balanceakt mellem lysten til at nå resultater og erkendelsen af det nødvendige i at udvise tålmodighed og beherskelse. Svigter det første, bliver operationerne planløse, og svigter det sidste, bliver de ukontrollerede med forværrede "tilstande" til følge.
 

Der kunne naturligvis siges uhyre meget mere om dette, hvilket dog næppe har nogen interesse. Det er da også meget bedre at forsøge selv, også selv om man blot betragter det som et specielt eksempel på meditation: meditation over en rulle fiskesnøre i hårdknude.

Det væsentlige ved denne meditation er opdagelsen af at de regler, der gælder for optrævling af en rulle fiskesnøre, også gælder for optrævling af en bestemt kategori af problemer, nemlig de bevidste problemer. Der eksisterer nemlig også en stor kategori af ubevidste problemer, i forhold til hvilken disse regler højst indirekte kommer i betragtning.

Hvad angår de bevidste problemer gælder det, at deres tilsyneladende uløselighed i betydelig udstrækning skyldes en manglende evne hos indehaveren til at skaffe sig overblik over bestanddelene, hvilket igen ofte er betinget af enten svigtende koncentrationsevne eller manglende træning i den teknik, der gælder for optrævling af en rulle fiskesnøre, hvortil som noget uhyre vigtigt kommer det forhold, at det som regel er vanskeligt at få etableret den distance mellem problemet og dets indehaver, der gør det muligt at få perspektivprincippet til at virke; og dette er jo netop en forudsætning for overblik. I anden række kommer manglende erfaring på mere eller mindre lokale områder af den kosmiske kemi - altså livserfaring.

Det gælder også for et problems vedkommende, at man må se at finde frem til ledetråden, altså problemets kerne. Er denne imidlertid skjult i det almindelige virvar, er der ikke andet for end at pille lidt her og der for at få det samlede problem delt op i et større eller mindre antal småportioner. Måske vil man herigennem vinde overblikket og dermed finde ledetråden; i modsat fald kan man koncentrere sig på bi-problemerne og begynde at løse et af disse.

Det vil da hurtigt vise sig, at det har forbindelse med de øvrige biproblemer (akkurat som med fiskesnøren), og lidt efter lidt vil mønstret afsløre sig. Dermed er det værste overstået, og man kan begynde på den egentlige opklaring, der også omfatter spørgsmålet om, hvordan man i fremtiden skal undgå en kosmisk-kemisk hårdknude af denne art.

Som før nævnt skyldes mange bevidste problemers tilsyneladende uløselighed indehaverens manglende evne til at skaffe sig overblik over de implicerede bestanddele, og ikke alle vil kunne finde hjælp i "fiskesnøre-metoden". Den kan imidlertid uden videre indirekte bringes i anvendelse, nemlig gennem samtalen. Ved at tale med et andet menneske om sit problem, kan man ofte løse det, uden at den anden har sagt et ord. Forklaringen er simpelt hen, at forestillingen om den andens opmærksomhed tvinger til en ekstraordinær koncentration på emnet, der resulterer i en relativ konstruktiv fremstilling af dette - hvorved det simpelt hen optrævles. Og hvad der mangler heri kan uden større vanskelighed reddes af den anden gennem nogle få fornuftige spørgsmål.

Allerede Sokrates har på overbevisende måde demonstreret, hvorledes en konstruktiv spørgeteknik bragt i anvendelse over for et menneske med problemer var yderst effektiv som katalysator for den personlige løsning af disse. Interessant er det i denne forbindelse også at høre om den form for problemløsning (retreat), Mogens og Vibeke Møller var vidne til under deres besøg i USA, og som er beskrevet i KOSMOS nr. 22 - 1969. Der er ingen tvivl om, at denne form for terapi fortjener en langt større udbredelse, og også vil få det.

Set under en kosmisk-kemisk synsvinkel går "fiskesnøre-metoden", og alle andre lignende metoder, ud på at hæve de blokader i bevidsthedsstrukturen, der forhindrer bevidsthedsimpulsernes frie forløb. Imidlertid forekommer der inden for de bevidste problemers kategori adskillige kosmisk-kemiske knuder, der er så fastlåsede, at de enten slet ikke eller også kun på længere sigt lader sig løse; grundene hertil kan være mange. Fx. kan der være tale om manglende lyst eller manglende kræfter hos indehaveren til målbevidst at beskæftige sig med dem. Det gælder imidlertid her, at det delvis kan betragtes som en løsning at lade problemet ligge - i hvert fald indtil videre, dog under forudsætning af, at man bevidst betragter dette standpunkt som en løsning, en midlertidig løsning, der er god nok indtil videre, fordi der i øjeblikket ikke er mulighed for en bedre. Og gælder dette for de mere alvorlige, bevidste problemers vedkommende, gælder det i endnu højere grad med hensyn til de ubevidste problemer.

Disse kan for en meget stor dels vedkommende betragtes som "gamle" kosmisk-kemiske knuder, der har deres oprindelse i tidligere liv, og mere eller mindre velbevarede er blevet overført til det nuværende liv. Der kan her være tale om meget svære problemer, der i værste tilfælde giver sig udslag i neurotiske og psykotiske tilstande, et forhold, der i sig selv taler for det synspunkt, at det altid gælder om at opfange problemerne på konfliktstadiet; og som det næstbedste: at få dem løst på så tidligt et problemstadium som muligt.

For disse "gamle" kosmisk-kemiske knuder gælder det i adskillige tilfælde, at selv meget dybtgående psykoanalytiske metoder er magtesløse og derfor på en eller anden måde trænger til at blive suppleret med, eller i visse tilfælde ligefrem erstattet af noget andet, nemlig noget, som har betydning for vedkommendes fremtidige liv. Dette "noget" må først og fremmest bestå i et engagement på et område, der er beslægtet med problemområdet, uden at dette lader sig gennemskue af vedkommende. Kan man her lede dette engagement på en konstruktiv måde, således at vedkommende lærer at beherske det så vidt muligt konfliktfrit, har man åndeligt set gjort noget tilsvarende, som når man bygger en ny by på ruinerne af den gamle. Efterhånden tabes erindringen om den gamle by mere og mere, og den eksisterer til sidst blot som et halvt uvirkeligt sagn, hvorimod engagementet i den nye by, der udtrykkeligt også er en by, vokser mere og mere.

I kraft af den proces, Martinus har beskrevet som guldkopi-processen, er det garanteret, at bevidstheden hos ethvert levende væsen i løbet af tiden med usvigelig sikkerhed udrenses for alt mørkt og negativt (svarer til, at fiskesnøren som problem betragtet opløses ved, at den rådner væk). Og det vil være rimeligt at tage sig denne proces til indtægt på den måde, at man på det mentale område indstiller sig på definitivt at opgive det, som endegyldigt er tabt, foruden at man målbevidst og konstruktivt arbejder på at opbygge noget nyt, der til fuldkommenhed kan træde i stedet for det gamle. Ganske vist er en sådan proces heller ikke problemfri, akkurat som det ikke er problemfrit at bygge en ny by på ruinerne af en gammel. Men når dette er det eneste mulige, er det trods alt den udvej, der må vælges.

Det ville være forkert i denne omtale af livets knuder ikke at behandle det fænomen, man kunne kalde for "den gordiske løsning". Vi husker sikkert alle, hvorledes Alexander den Store ved en lejlighed blev præsenteret for et uhyre af en hårdknude, som ingen havde kunnet løse, trods det at denne bedrift ville skaffe vedkommende herredømme over hele Asien. Resolut, som han var, løste Alexander knuden ved at trække sit sværd og hugge den midt over. Han nåede med visse forbehold også at blive Asiens herre, men døde ulykkeligvis allerede da han var 33 år, og med verdensrigets øjeblikkelige opløsning til følge.

Der er mange eksempler på, at mennesker i forhold til personlige problemer af særlig hårdnakket karakter vælger en gordisk løsning, hvorved altså rent principielt forstås en løsning, der består i, at man skærer igennem problemet uden virkeligt at løse det. Mord, selvmord, fosterdrab, krig og undertrykkelse er eksempler på sådanne gordiske løsninger af livsknuder, der er gået i hårdknude. Det gælder imidlertid her, at mennesket gennem sin tilknytning til reinkarnationen atter vil blive ført tilbage til de pågældende livsknuder, der nu har det ubehagelige tillægsmoment, at der også består en opgave i at få bundet alle de løse ender sammen, billedligt talt. Det bør vi betænke, hvis vi skulle komme til at interessere os for gordiske løsninger - i det store såvel som i det små. Og yderligere kan der være grund til at betænke, at man efter en sådan aktion i lang tid efter må regne med at have livstråden eller skæbnetråden smykket med knuder, der ikke kan undværes, hvis den skal holdes sammen, hvad den nødvendigvis skal. Først med tiden, efterhånden som den førnævnte guldkopiproces gør sig gældende, vil sporene af sådanne gordiske løsninger slettes ud.