Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Som de fleste læsere ved, har Martinus valgt at give sit hovedværk titlen LIVETS BOG. Dette har på mange virket fængslende og spændende, medens nogle enten har fundet det lidt besynderligt eller en smule pralende at vælge en så prætentiøs titel. Det er imidlertid de færreste, der har en helt klar forestilling om, hvad der har motiveret hertil, og som dermed forstår, at udtrykket "Livets Bog" simpelt hen er den eneste virkeligt dækkende og dermed acceptable betegnelse for dette værk.

Det vil dog sige: der er måske en betegnelse mere, som har mulighed for at komme i betragtning, nemlig "det levende væsen". Dette fremgår for det første af, at liv ifølge Martinus kun kan eksistere i form af levende væsener. Og for det andet repræsenterer i kontakt hermed Livets Bog i virkeligheden intet som helst andet end én eneste storslået og fængslende gigantanalyse af netop fænomenet "det levende væsen". Ikke alene således at forstå, at den beskæftiger sig med det levende væsen, således som dette kendes af os, det vil fx. sige mennesker, dyr og planter m. m. Nej, Livets Bog præsenterer intet mindre end verdensaltet som et levende væsen og viser, hvorledes vi selv og alle øvrige enkeltindivider er livsorganer i dette helhedsvæsen samtidig med, at vi med hensyn til vor måde at være indrettet på i et og alt genspejler helhedsvæsenets måde at være indrettet på.

Som levende væsen betragtet eksisterer vi altså rent principielt i helhedsvæsenets billede, og det, vi kalder liv eller livet, er simpelt hen den proces, der består i form af enkeltindividernes vekselvirkning med hinanden og derigennem med helhedsvæsenet, hvilket i sin yderste konsekvens vil sige, at "liv" er den altomfattende proces, der består i helhedsvæsenets beskæftigelse med sig selv, sine egne livsorganer. Begreberne "liv" og "det levende væsen" er altså totalt uadskillige faktorer, hvoraf det fremgår, at betegnelsen "det levende væsen" for så vidt også ville være fuldt dækkende betegnelse for indholdet i "Livets Bog".

Af disse overvejelser kan vi lære, at "det levende væsen" i virkeligheden er et meget omfattende begreb, ja i virkeligheden et altomfattende begreb, akkurat som tilfældet er med begrebet "verdensaltet". Og det skyldes naturligvis, at verdensaltet ifølge Martinus netop er et levende væsen. Som intet kan falde uden for verdensaltet, kan intet dermed falde uden for det levende væsen, for så vidt vi tænker på helhedsvæsenet, Og da det enkelte livsorgan - altså det, vi normalt forstår ved et levende væsen - på det nøjeste eksisterer i helhedsvæsenets billede, ses det, at betegnelsen "det levende væsen", både når det dækker helhedsvæsenet OG når det dækker livsorganet eller gudesønnen, som Martinus kalder det, i begge tilfælde har en altomfattende gyldighed.

Dette kan lyde såre teoretisk, men indebærer i virkeligheden den uhyre fascinerende rent praktiske mulighed, at det lader sig gøre at opnå et fuldstændigt dækkende indblik i verdensaltets kosmiske struktur, opbygning og grundlæggende funktioner gennem en forskning, der koncentrerer sig på den enkelte gudesøn. Eller sagt med andre ord: ved at udforske sig selv udforsker den enkelte gudesøn samtidig indirekte verdensaltet. Og det vil vise sig, at gudesønnen selv er et uendeligt verdensalt, lige så storslået med hensyn til både makrokosmiske og mikrokosmiske scenerier, som det er tilfældet for helheds væsenets vedkommende; det vil i virkeligheden sige for Guds vedkommende.

Ja, men er videnskaben ikke i gang med en sådan udforskning af det enkelte levende væsen, vil man måske spørge? - Både ja og nej! Videnskaben er foreløbigt overvejende i gang med en udforskning af det levende væsens fysiske organisme, men denne er på ingen måde alt, hvad det levende væsen repræsenterer. Og i det øjeblik, man tror dette, må man uvægerligt komme i vanskeligheder, ikke mindst hvad angår de mere dybtgående erkendelser, jævnfør det føromtalte. Sådanne erkendelser er man da heller ikke kommet i besiddelse af inden for naturvidenskaben, snarere tværtimod. Man er jo her nærmest tilbøjelige til at mene, at man ved begrebet "liv" blot bør forstå produktet af den fysiske organismes forskellige processer og funktioner, der alle kan henføres til et relativt prosaisk biokemisk plan. Begrebet det levende væsen er med andre ord blevet reduceret til at dække en funktionel biomstændighed ved den materie, hvoraf den fysiske organisme består, og har dermed fuldstændigt mistet den altomfattende betydning, Martinus tildeler det.

Hvordan skal man da komme på sporet af det, det levende væsen repræsenterer ud over den fysiske organisme? Hertil svarer Martinus, at man i hvert fald indtil videre på forhånd må opgive at satse på fysiske observationer. Dette betyder, at mennesket i realiteten ville være afskåret fra at komme ret meget længere i denne sag, hvis ikke helt ekstraordinære omstændigheder på guddommeligt initiativ var blevet bragt til at foreligge, nemlig i form af en logisk underbygget teoretisk fremstilling af problemets løsning. Men i og med, at en sådan løsning faktisk i dag foreligger, således som en uvildig undersøgelse af "Livets Bog" vil kunne bekræfte, er der skabt grundlag for en vis teoretisk betonet udforskning af det levende væsen.

Denne udforskning har det specielle ved sig, at den er henvist til at forme sig som en kombination af åndelige erkendelsesprocesser og observationer kombineret med rent empiriske verifikationer således at forstå, at man i en lang række tilfælde på fysisk grundlag kan efterkontrollere rigtigheden eller u-rigtigheden af sine resultater. Og det siger sig selv, at vi her uden videre er i berøring med en form for forskning, der på den ene side er ganske betydeligt individuel og subjektivt præget samtidig med, at den i naturlig konsekvens heraf i udpræget grad er afhængig af moralske kvalifikationer hos forskeren, fx. sådanne som ydmyghed og ærlighed. Netop disse to egenskaber er særligt vigtige, da det er dem, der skal sikre den åndelige klarhed og således sørge for at afveje den subjektive tendens med en vis åndelig objektivitet. Og dette er naturligvis nødvendigt for at undgå afsporinger af forskningen.
 

Udgangspunktet for den form for forskning, der her omtales, må altså være at sætte sig ind i den redegørelse for det levende væsens totale kosmiske struktur og opbygning, som er indeholdt i det kosmiske verdensbilledes analyser. Men dette er udtrykkeligt kun udgangspunktet og bør som sådant følges op af noget andet og mere. Og det gælder, hvad enten man tilegner sig meget eller lidt teoretisk viden gennem studiet af analyserne. Det bør først og fremmest følges op med en selvstændig bearbejdning af den teoretiske viden, der er tilegnet, både på den måde, at man gør brug af kritiske overvejelser, og i den forstand, at man så vidt muligt rent praktisk søger at kontrollere rigtigheden af såvel det, man har læst sig til, som de overvejelser, man personligt har gjort sig. Kun på denne måde undgås stagnation, dogmatisme og åndelig indskrænkethed, eller sagt på omvendt måde: kun således opnås fremgang i den personligt vundne erkendelse, dvs. den erkendelse, man selv stoler på. Måske et lille eksempel her kunne have sin berettigelse. - Martinus gør gældende, at hovedkendetegnet for det levende væsen simpelt hen er dette, at det kan opleve. Netop dette at kunne opleve er det, der frem for noget andet udmærker det levende væsen, og det defineres i overensstemmelse hermed af Martinus som "et Noget", der kan opleve.

Imidlertid er dette at opleve en skabelsesproces, og for at kunne opleve og dermed være i overensstemmelse med det levende væsens hovedkendetegn, må samme levende væsen rent principielt være konstitueret på en bestemt måde. Det må være indrettet som et tre-enigt princip, hvorved forstås ét princip med tre forskellige identiteter, der hver især refererer til ganske bestemte egenskaber af principiel natur. Det levende væsen må således frem for noget andet kunne gøre sig gældende som en skaber, der er udrustet med en skabeevne, og i kraft af hvilken de processer kan føres ud i livet, hvoraf livets oplevelse afhænger.

Med dette som udgangspunkt redegør Martinus for en lang række underordnede egenskaber, som det levende væsen må opfylde for at kunne opretholde sin identitet, og han søger overalt at vise en indre logisk forbindelse. Takket være dette, er der mulighed for både eftertanke og kontrol, og måske er netop dette den mest betydningsfulde side af hans arbejde, den side, der vil sikre det en fremtid, ikke som en ny religion eller trosretning, men som en frugtbar åndelig videnskab.

Netop denne mulighed for eftertanke og kontrol lader sig let illustrere i forbindelse med den netop præsenterede redegørelse for det levende væsens hovedkendetegn. Det er således snublende let at spørge sig selv, om det virkeligt er rigtigt, at evnen til at opleve mere end noget andet kendetegner det levende væsen, og det er lige så let at give sig til at undersøge sagen i praksis. Enhver der giver sig i kast hermed, vil komme til et bekræftende resultat (se bl. a. forsidebilledet). Dernæst kan man indlade sig på en overvejelse af det holdbare i påstanden om, at dette at kunne opleve forudsætter, at det levende væsen er indrettet som et treenigt princip, jævnfør foranstående. Også her er der i vid udstrækning mulighed for praktisk kontrol; og således kan man fortsætte skridt for skridt - helt i overensstemmelse med de bedste videnskabelige forskrifter. Og hvad der måske er det allerbedste, når som helst tilegnelsen af åndelig viden bliver modsvaret af personlig aktivitet og indsats: det viser sig, at alt bliver stadigt mere spændende og fascinerende. Livets udforskning af sig selv vil afsløre sig som et kredsløb, der med hensyn til dynamik simpelt hen ikke lader sig overtrumfe af noget som helst - bortset fra udvekslingen af sympati og kærlighed på livets højere tilværelsesplaner.

(Dette emne er specielt behandlet i bogen: "Det levende væsen og livets oplevelse" (kr. 9,00)).