Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det hører til en af Martinus store fortjenester at gøre opmærksom på eksistensen af en række faktorer af endnu mere grundlæggende natur end de såkaldte naturlove. Herved forstås populært sagt de bestemte retningslinjer, der altid gælder for naturelementernes vedkommende, når de på en eller anden måde manifesterer sig. Man kan fx. tænke på tyngdeloven eller induktionsloven, der henholdsvis er de love, der gælder for fysiske legemers (massers) indbyrdes vekselvirkning og for elektriske og magnetiske kræfters indbyrdes samspil.

Naturlovene betragtes vel nok af de fleste som noget af det mest grundlæggende og uanfægtelige, der findes, men hvad er deres baggrund eller grundlag? Hvorfor eksisterer de overhovedet, og kan de eventuelt tænkes at være "indstiftet" af en eller anden form for kosmisk ophav, således som fx. menneskelige samfundslove har mennesket til ophav?

Fra Martinus side afvises den sidste mulighed kategorisk. Naturlovene er ikke indstiftet af nogen som helst, hvorimod de er konsekvenser af en række evige og universelle naturprincipper, der i øvrigt heller ikke er indstiftet af nogen, hvorimod de udgør faktorer, der evigt har eksisteret som en konsekvens af det forhold, at universet i virkeligheden er et udødeligt, levende væsen.

I henhold til deres universelle karakter betegner Martinus disse naturprincipper som "kosmiske skabeprincipper", og han beskriver dem som naturlovenes baggrund og eksistensgrundlag, og dermed som selve universets materielle grundvold. For man må gøre sig klart, at der for de kosmiske skabeprincippers vedkommende stadig er tale om faktorer af materiel natur, omend i en højere forstand end når det drejer sig om fx. den fysiske materie, således som denne umiddelbart opfattes.

At de kosmiske skabeprincipper er materielle i deres natur fremgår allerede af selve begrebet "skabeprincipper". Dette udtrykker nemlig rent sprogligt, at der er tale om aktive faktorer, der på en eller anden måde befinder sig i relation til den kendte materielle verden og i kraft heraf kan influere på denne, nemlig via naturlovene; og dette må nødvendigvis forudsætte et vist indre slægtskab med denne materielle verden.

Et sådant slægtskab består ifølge Martinus også, nemlig på den måde, at skabeprincipperne i virkeligheden repræsenterer energi, stadig af en højere orden end det forekommer på det fysiske plan. Denne energi betegner Martinus ved navnet "moderenergien" og understreger derigennem dens grundlæggende natur.

Da skabeprincipperne repræsenterer moderenergien, og man samtidig betænker deres fundamentale funktion i tilværelsen, indses umiddelbart det berettigede i at karakterisere moderenergien som den materielle verdens kosmiske grundvold. Som sådan fremstilles den da også af Martinus i hans analyser og symboler, ligesom han gennem en lang række praktiske eksempler både forklarer den måde, hvorpå den øver sin indflydelse samt giver sig til kende i fx. den fysiske verden.

At klarlægge hvorledes moderenergien via naturlovene øver sin indflydelse er for kompliceret et emne for denne begrænsede plads. Derimod kan der gives eksempler på, hvorledes den i praksis ytrer sig. Det drejer sig simpelt hen om forekomsten af en række principielle funktioner og tilstande i den umiddelbart sansebare materielle verden, altså først og fremmest den fysiske verden; og det er netop i kraft heraf, at moderenergien kan siges at ytre sig som universelle naturprincipper, eller som Martinus omtaler dem: kosmiske skabeprincipper.

Martinus tager yderligere det skridt at give de enkelte skabeprincipper navn efter den principielle funktion eller tilstand, som vedkommende skabeprincip opretholder eller er ansvarligt for.

I virkeligheden er skabeprincippernes antal meget stort, men de kan alle sammenfattes under otte hovedprincipper og syv variantprincipper, altså i alt 15 primære principper, der således på hver sin måde repræsenterer en egenskab ved moderenergien.

For at få et indtryk af, hvad det drejer sig om, kan det nævnes, at de otte hovedprincipper benævnes 1) polprincippet, 2) livsenhedsprincippet, 3) kontrastprincippet, 4) perspektivprincippet, 5) bevægelsesprincippet, 6) talentkerneprincippet, 7) kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet og 8) verdensgenløsningsprincippet.

Gennem sit navn fortæller det enkelte skabeprincip altså hvilken funktion eller tilstand, det opretholder, og i virkeligheden er studiet af de enkelte principper en meget vigtig og grundlæggende side af Martinus kosmologi. Til belysning heraf kan vi gå en smule ind på et enkelt skabeprincip, nemlig kredsløbsprincippet.

Som navnet siger betinger kredsløbsprincippet eksistensen af kredsløb i naturen, og det vil ikke vare os længe at konstatere, at der for dette princips vedkommende virkeligt er tale om en universel størrelse; herved kan det stå som eksponent for de øvrige skabeprincipper.

Der kan til slut være grund til at betone, at det ikke kun har teoretisk interesse at beskæftige sig med skabeprincipperne, fx. kredsløbsprincippet. Rent bortset fra, at ethvert levende væsens personlige skæbnedannelse er behersket af kredsløbsprincippet, således at det i praksis vil komme til at høste alt, hvad det sår, er det af stor vigtighed for mennesket at betænke, at det gennem sin livsudfoldelse uundgåeligt må interferere med "fremmede" kredsløb, fx. naturens. Hele den proces, vi under ét betegner som naturens husholdning, er ved nærmere eftersyn gennemført behersket af kredsløbsprincippet, af hvilket den fundamentalt afhænger. Det vil derfor være af stor betydning for mennesket at overveje, på hvad måde det interfererer med eller griber ind i disse naturhusholdningens kredsløb, idet disse såvel kan understøttes som forstyrres på skæbnesvanger vis. Og desværre er det ikke for meget at sige, at mennesket foreløbigt overvejende gør sig negativt gældende. Dette er bl. a. industriens indgreb i det livsvigtige iltkredsløb et slående eksempel på. Der er således konstateret et iltforbrug af en overordentlig betænkelig størrelsesorden; og hvad der er værre: med en endnu alvorligere kulsyreproduktion til følge. Forøgelse af kulsyre i atmosfæren betyder stigende udelukkelse af sollys og dermed planterigets langsomme undergang. Da dette er klodens vigtigste og praktisk taget eneste iltproducent trues på længere sigt det animalske liv og dermed også menneskelivet. Denne fare forstærkes yderligere ved den omfattende og højst iltkrævende produktion af fosfatholdige vaskeenzymer, som gennem deres udfældning i vandløb, søer og have mangedobler formeringen af iltforbrugende alger med det resultat, at vandet afiltes med fiskebestandenes undergang til følge. Tydeligere kan nødvendigheden af en bevidst interesse fra menneskets side for tilværelsens kosmiske skabeprincipper vist ikke understreges, og omvendt kan Martinus arbejde på at klarlægge disse principper heller ikke vurderes højt nok. Det må simpelt hen betragtes som skelsættende, at der i form af analyserne over moderenergien er skabt grundlag og udgangspunkt for en nærmere udforskning af dette både livsvigtige og højst fascinerende emne. (Vedrørende kredsløbsprincippet se videre LIVETS BOG, III, stk. 639-668).