Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Af en eller anden grund falder det mennesket naturligt at betragte sig selv som noget højere og bedre end den øvrige natur - fx. dyrene. Det gælder ikke blot inden for den kristne verden, hvor en sådan indstilling måske kan siges at have sin naturlige begrundelse i et religiøst verdensbillede, der fremstiller mennesket som kronen på Guds skaberværk, og som hele den øvrige naturs suveræne hersker og administrator. Næsten overalt møder man tegn på menneskelig selvfølelse, om ikke i teori, så i hvert fald i praksis. At udnytte naturens ressourcer med alle til rådighed stående midler er en indstilling, som er typisk og almindelig udbredt. Den viser sig hos selv de mest primitive naturfolk som en ureflekteret forestilling om, at den omgivende natur er et forrådskammer, der fra skaberens side er stillet til menneskets disposition. Og nøjagtigt det samme gør sig gældende hos det teknologisk fremskredne civilisationsmenneske, hvor denne indstilling med hensyn til praksis og konsekvenser når sin foreløbige kulmination udtrykt ved, at man synes at være nået til et punkt, hvor det på flere områder begynder at knibe for naturen at tåle belastningen. Adskillige livsformer er allerede totalt udryddet. Et endnu større antal er på vej til at blive det, og på længere sigt synes praktisk taget kun mennesket at blive tilbage; det skal så vise sig, om det har fordel af en tilværelse i total isolation. Det turde være tvivlsomt, idet det af selve situationen fremgår, at mennesket er afhængig af den øvrige natur, som det - hvad enten det gør sig det klart eller ej - organisk selv tilhører.

En amerikansk forsker har i denne forbindelse udtalt, at mennesket - bortset fra kræft - er den eneste livsform, der lever af at destruere de omgivelser, hvoraf dens eksistens afhænger. - Men når nu en sådan livsstil så ganske åbenlyst er i modstrid med menneskets sande interesse på længere sigt, hvorfor søger det så ikke at råde bod på miseren?

Hertil må svares, at noget sådant uden for al tvivl også vil ske, men først må man naturligvis få øje på problemet, og dette er netop, hvad der for øjeblikket er ved at ske. På det ene område efter det andet begynder man at blive opmærksom på faren ved den homocentriske livsstil, og man begynder også at spørge sig selv, hvad man skal sætte i stedet.

Der kan i forbindelse med disse problemer ikke være tvivl om, at der i Martinus verdensbillede vil være stor inspiration at hente. Blandt andet fordi dette fremstiller naturen som en enhed, hvortil mennesket på organisk vis hører, uden at det dog kan tildeles hverken større værd eller højere værdighed end nogen som helst anden enkeltfaktor tilhørende naturen. Tværtimod påviser Martinus klart, at overhovedet alle levende væsener har nøjagtigt det samme værd, nemlig at spille rollen som livsorganer i det helhedsvæsen (Gud), som naturen i virkeligheden repræsenterer.

At et sådant livssyn bl.a. indebærer vidtrækkende etiske konsekvenser er indlysende. For det første fjerner det grundlaget for den indstilling, at mennesket i kraft af et højere værd har krav på flere rettigheder, end de øvrige levende væsener i naturen. Og for det andet dementerer det i nøje sammenhæng hermed, at mennesket skulle have ret til flere hensyn, end det i sin kamp for tilværelsen er parat til selv at vise. Tanken om en favørstilling for menneskets vedkommende falder med andre ord til jorden, og det er i virkeligheden frem for alt dette, det gælder om at indse i det øjeblik, man efterlyser løsninger på de problemer, der i dag foreligger som resultat af den homocentriske livspraksis. I stedet for en tankegang, der sætter mennesket i centrum og gør resten af livet til en tjenende institution for dette, er der brug for en tænkning, der sætter livet i centrum, medens mennesket placeres som dets tjener - og gerne som dets fornemste tjener.

Det er klart, at en så radikal mentalitetsændring ikke kan forventes at ville finde sted fra den ene dag til den anden. For det første er den homocentriske livsindstilling så indgroet og dybt forankret, at den kun langsomt lader sig ændre. For det andet er der endnu kun relativt få, der er opmærksomme på den fare, den på længere sigt indebærer. For det tredie er det endnu færre, der er klar over, hvor omfattende og dybtgående problemerne i virkeligheden er. Og endelig for det fjerde er det kun ganske få, der har fået øje på, at det i virkeligheden er en fundamental mentalitetsændring, verden har brug for.

Man må jo her huske på, at mennesket er en skabning, der langsomt har udviklet sig fra det rene dyrerige til det, det nu repræsenterer. Det betyder, at mennesket udviklingsmæssigt har rødder i en fortid, hvor loven for tilværelse var at dræbe andre for selv at leve, og hvor moralen derfor ganske naturligt måtte bestå i, at enhver var sig selv nærmest. Og med reinkarnationen og den personlige udødelighed taget i betragtning bliver der tale om, at disse principper gennem utallige personlige erfaringer er blevet prentet dybt i det enkelte individs mentale struktur, således at denne til sidst er et ekko eller spejlbillede af de gældende vilkår. Og det er netop i denne omstændighed, man må se forklaringen på, at mennesket i så udpræget grad demonstrerer en homocentrisk livsstil. Denne er i virkeligheden intet som helst andet end en kollektiv udfoldelse af egoisme eller dette at være sig selv nærmest. Den repræsenterer så at sige en menneskehedens egoisme.

At denne må betragtes som noget helt naturligt og uundgåeligt er med baggrund i det netop omtalte umiddelbart indlysende. Og det er da også karakteristisk, at den homocentriske livsstil indtil for relativ nyligt har faldet i tråd med naturens totale energiomsætning, uden at bryde dennes harmoni nævneværdigt. Menneskehedens udfoldelse af kollektiv egoisme har til for nylig blot været et enkelt aspekt af den overvejende dræbende livspraksis, der kendetegner naturen, nemlig til det tidspunkt, hvor en udviklet og skærpet intelligens satte mennesket i stand til at frembringe videnskabelige erkendelser, der igen kunne danne grundlag for en ekspanderende teknologi. For det er netop den teknologiske formåen, der bryder harmonien og balancen, fordi mennesket gennem denne er blevet i stand til at udbytte naturen i et omfang, som den ikke er beregnet på, og som derfor i dybeste forstand er i strid med livsloven. Dette bekræfter sig ved, at en fortsat udvikling i dette spor ganske tydeligt er selvmorderisk betonet. Og heri ligger der igen ganske øjensynligt en udfordring til mennesket, såvel etisk som intellektuelt. Det er nemlig ikke længere kun et spørgsmål om at løse tekniske problemer, men også, og langt snarere et spørgsmål om behov for nye etiske normer. Eller for at sige det anderledes: de foreliggende problemer løses ikke gennem dette fortsat at spørge, hvordan man i den foreliggende situation samt på længere sigt fortsat på ensidig vis kan tilgodese den menneskelige egoisme, hvorimod man må til at stille det spørgsmål, hvordan man gensidigt kan tilgodese menneskehedens og den øvrige naturs interesser, således at en vis balance opretholdes. Og set i intuitionens lys ligger der i denne problemstilling en udfordring til mennesket bestående i, at det må i gang med bevidst at beskæftige sig med den kendsgerning, at det samvirker med et levende makrovæsen, nemlig jordkloden. Det vi kalder naturen i mere snæver forstand, er jordklodevæsenets fysiske organisme, og for mennesket med dets efterhånden betragtelige teknologiske formåen drejer det sig om at finde ud af, hvordan det skal administrere denne formåen, for at resultatet gensidigt kan være i menneskehedens og jordklodevæsenets favør. Og her vil det hurtigt blive klart, at løsningen i hvert fald ikke består i, at man gennem nedslagtning, udbytning, forurening og industrialisering fordriver praktisk taget alt andet liv fra jorden. Dette vil nemlig betyde den visse død - ikke blot for menneskeheden, men også for jordklodevæsenet, der naturligvis ikke vil acceptere et sådant udfald. Og mere end noget andet markerer måske netop dette faktum såvel omfanget som aktualiteten af den etiske og intellektuelle udfordring, menneskeheden i virkeligheden er konfronteret med.

Ja, men hvad skal man da gøre? Man skal først og fremmest begynde at beskæftige sig med den for de fleste nye tanke, at mennesket er en livsform helt på linje med alle andre, hverken mere betydningsfuld eller priviligeret end disse. Så vil de mange praktiske løsninger efterhånden helt give sig selv - i hvert fald hvad angår deres etiske moment. I samme forbindelse kan det lønne sig at dvæle ved den tanke, at mennesket ikke er noget som helst andet end et højt udviklet dyr, der kommer fra en lavere eller mere primitiv tilstand og er på vej mod en højere og mere forklaret end den øjeblikkelige. Med erkendelsen af det levende væsens suveræne udødelighed taget i betragtning vil dette nemlig lade os se med helt andre øjne på de dyr, der i dag er lavere udviklet end vi selv. Vi vil nemlig blive tvunget til at erkende, at de alle er på vej, akkurat som vi selv er på vej, samt at vi i kraft af vor overlegenhed i stedet for at være berettiget til at udbytte og udnytte dem, i langt højere grad har pligt til at hjælpe og beskytte dem så langt livslovene gør det naturligt og muligt. Det er jo den indstilling, vi selv håber at møde hos de væsener, der kan tænkes at være foran os og dermed mere udviklede end vi selv. Eller sagt endnu tydeligere: det er netop hjælp og beskyttelse, vi håber på fra den magt, vi anser for at være vort eget absolutte mål og forbillede, nemlig Gud. Men for at gøre os fortjent til dette må vi nødvendigvis selv forholde os på tilsvarende måde over for de væsener, for hvem vi er tilbedelsesværdige guder, og det vil bl. a. sige dyrene. Dette forstod allerede den lille Martinus, medens han endnu dårligt nok var begyndt at gå i skole. Til sin ellers varmhjertede plejemors store indignation og fortrydelse forsømte han ingen lejlighed til at komme smådyr og utøj til undsætning, hvis de var kommet i vanskeligheder; det gjaldt f. eks. når fluer var faldet ned i mælkespanden. Og hans argument var simpelt hen, at hvis han ikke hjalp dér, hvor han kunne, hvordan skulle han så kunne håbe på Guds hjælp, hvis han selv kom i vanskeligheder.... Måske har vi lov til at se en sammenhæng mellem dette argument, og så det synspunkt, den kosmisk bevidste Martinus næsten tredive år senere lader komme til orde i fortalen til "Livets Bog": "Alle efter mig vil blive det, jeg er. Og jeg har selv været det, de er".

Vi er altså kosmisk set alle nøjagtigt det samme værd, og vi er alle på vej mod noget andet og højere end det, vi i øjeblikket repræsenterer. Det gælder mineralerne, planterne, dyrene og menneskene - i mikrokosmos, i mellemkosmos og i makrokosmos. Og kan vi så møde praktiske spor, der bekræfter dette? - Det kan vi i høj grad. Vi kan først og fremmest i dyreriget møde en række eksempler på tilsynekomsten af sådanne egenskaber, vi betragter som karakteristiske for mennesket, dvs. intelligensfunktioner, evnen til at bruge redskaber og våben samt evnen til at artikulere - altså benytte et sprog, gennem hvilket både følelser og tilløb til tanker kan finde udtryk. I Japan har man et stort reservat, hvor man studerer en abeart, der fremviser alle disse tre egenskaber; man taler her i fuldt alvor om noget, der ligner et manglende led mellem abemenneske og menneskeabe. Flere steder i verden arbejder man på seriøst plan med delfiner, idet disse på flere områder har røbet visse menneskelignende egenskaber; man prøver fx. i fuldt alvor at lære dem at tale menneskesprog i håb om derigennem at lære deres livsform og psyke at kende. De fleste har hørt om biernes fantastiske samfund, om myrer, der dyrker svampe, og termitter, der i deres tuer har udviklet fremragende tekniske installationer: temperaturregulering, aircondition, vandforsyning gennem brønd- og hævertsystemer og meget mere. Vi ved også, hvordan man med held har udført en lang række forsøg med chimpanser i håb om at finde ud af, hvor meget eller hvor lidt menneskelige de er. Det er således bl. a. lykkedes at oplære dem til både at udføre manuelt fabriksarbejde samt arbejde som tjenere, opvartere og hushjælp. Men heldigvis for dem selv er chimpanserne kloge nok til at holde op, når arbejdet ikke længere morer dem.

"Netop som jeg tog i døren til mit værelse for at gå i seng, hørte jeg der blev trukket i snoren på gæstetoilettet! Så drejes nøglen i toiletdøren rundt, den går op, og ud træder til min forbløffelse en chimpanse iklædt et ulasteligt sæt nattøj". Således fortæller en gæst hos en af Amerikas førende dyrepsykologer med speciale i chimpanser. Og lad os til slut give ordet til denne dyrepsykolog selv. Han fortæller om, hvordan han en gang skulle rejse bort for en lidt længere periode end han plejede. I den anledning afholdt han en lille festmiddag for sin yndlingschimpanse og sig selv. Han anstrengte sig for ikke på nogen måde at røbe sit forehavende, fordi han vidste, hvor meget det ville berøre den, hvis den blev klar over hans bortrejse. Til slut, medens chimpansen er optaget af noget legetøj, han har givet den, forlader han på sædvanlig måde værelset og går hen ad gangen. Nogle skridt henne falder den tanke ham ind, at det kunne være morsomt at se, hvordan chimpansen opfører sig, når den er overladt til sig selv, hvorfor han lister tilbage og kigger gennem nøglehullet. Og hvad ser han? - Lige ind i et brunt, nysgerrigt chimpanseøje ... - - - I sandhed: vi er alle på vej.