Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Den 11. august fyldte Martinus 79 år. På denne dag modtog Martinus et stort antal hilsener og gaver fra ind- og udland, og om aftenen hyldedes han ved en festlig sammenkomst i restaurant JOSTY i Frederiksberg have. Det blev en dejlig fest, vel tilrettelagt af Sam Zinglersen for de 170 gæster, der var kommet til stede. De var kommet - ikke for at dyrke Martinus - men for at tilbringe nogle få timer sammen med det menneske, der så klart, inspirerende og kærligt har givet dem et livsgrundlag, en livsforklaring, langt ud over, hvad de fleste helt kan overse.

Sam Zinglersen var ordstyrer og gav først ordet til ingeniør S. Westerlund, Stockholm, som bragte en hilsen og tak fra svenske interesserede i Martinus sag og overrakte et stort beløb indsamlet i Sverige - og Sam Zinglersen overrakte derefter selv Martinus, ledsaget af en kort tale, et beløb, indsamlet blandt danske venner af Martinus arbejde til sagens fortsatte drift.

Professor I. G. Hannemann indledte rækken af talere og tog sit udgangspunkt i Martinus første offentlige foredrag, som han havde overværet i 1932. Martinus havde talt om menneskets situation og med lysbilleder demonstreret drabsprincippet og kærlighedsprincippet, og professor Hannemann illustrerede disse principper yderligere ved bl. a. omtale af nylige oplevelser fra en rejse til Færøerne, hvor han dels havde set grindedrab, og dels besøgt en ny kirke, som både i rum og konstruktion var af stor skønhed. Professor Hannemann omtalte Martinus store fortjenester ved sit snart 50 årige virke for andre og konkluderede, at nu havde Martinus gjort så meget for os, og at det snart måtte være på tide, at det blev os, der gjorde noget for Martinus, især derved, at vi viste, at vi havde forstået hans analyser, ville være med til at gøre noget for tankernes udbredelse, og måske i særlig grad viste det i vor væremåde.

Blandt de øvrige talere kan nævnes direktør i undervisningsministeriet Werner Rasmussen, som fortalte, at han hvert år til jul sendte Martinus en hilsen og en tak for de kosmiske analyser, og han ville gerne ved denne lejlighed mundtligt formulere sin tak og henviste til flere love og principper, som Martinus havde afsløret til hjælp og inspiration for ham som for andre mennesker.

Direktør Ben Saxe fremsagde med stor dygtighed et digt, som han, inspireret af den indiske digter Rabindranath Tagore, havde forfattet til Martinus fødselsdag. Digtet, som gjorde stor lykke, bringes andet steds her i bladet.

Andre føjede sig til rækken af talere, således bragte Gerald Oude Groen en personligt præget hyldest og tak til Martinus. En japansk gæst, Mr. Itoo fra bevægelsen OOMOTO, bragte en hilsen fra sit hjemland. Talen holdtes på esperanto og oversattes af Ib Schleicher. Mr. Itoo medbragte en invitation til Martinus til at komme til Japan igen, og han overrakte en smuk japansk vifte som gave.

Det vil føre for vidt at nævne, endsige referere de mange talere, der hver på sin vis, i digt eller prosa forsøgte at give udtryk for den glæde og taknemmelighed, de hver især følte, og hvor meget Martinus værker og personlige væremåde havde betydet for dem.

Det dejlige samvær og talerne gjorde, at aftenen hurtigt var til ende, og Martinus rejste sig for at sige tak. Han takkede ikke blot for den dejlige aften, men udtrykte sin taknemmelighed til alle de tilstedeværende, fordi de og mange andre altid havde stået som en kærlig og beskyttende kreds omkring hans sag. Han spurgte: "Hvad har vi i denne sag, vi kan byde menneskene? Hvad er det for en sag, der kommet ud af det?" - Og han fortsatte: "Det er mere end en sag. Det er et Shangri-La, som De sikkert husker fra filmen "Tabte horisonter". Det hed sig, at disse mennesker sad inde med en viden til en kommende kultur. Og vi kan i allerhøjeste grad sige, at vi sidder inde med den viden, på hvilken hele menneskehedens fremtid vil komme til at bero. Jeg kan sige, at dette er fuldstændig korrekt, fordi jeg er indviet i, at der nu er givet menneskeheden alle de oplysninger, som er nødvendige, for at livsmysteriet kan være åbenlyst for menneskenes forstand, således at de ikke engang behøver intuition for at blive bekendt med det. ... Vi har et Shangri-La her, vi har den højeste viden, vi har det, der vil blive fremtidens kulturfundament. Men dette Shangri-La er ikke så let tilgængeligt. I filmen er der høje bjerge og klippeformationer, og kun med møje og besvær kom man dertil. Det Shangri-La vi har, de kosmiske analyser, er heller ikke så ligetil at nå. Der er mange mennesker, der slet ikke kan tage denne vandring, som slet ikke ser de kosmiske analyser, for hvem det kun er tryksværte og papir."

Martinus forklarede videre, at én trediedel af jordens mennesker var ved at være modne til at modtage analyserne, de der allerede var indstillet på de forskellige humane religioner, medens de øvrige to trediedele måtte gennemgå de lidelser, som nye krige ville medføre, for at komme til en større forståelse af livet og få udviklet deres medlidenhedsevne.

Martinus nævnte, at de tilstedeværende i salen hørte til den omtalte trediedel, som var kommet over den grove karma, den der er et resultat af mord, drab og tortur, man har påført andre mennesker, og derfor kun havde en lettere karma til gode. Men man måtte forstå, at selv om man er søgende efter de kosmiske analyser og er kommet til at forstå dem rent teoretisk, betyder det jo ikke, at man er helt fri for karma. Der var visse småfejl endnu, visse ting, der ikke er fuldkomne, sider i bevidstheden, som vil give karma, og han sagde videre, at de mennesker, der således er kommet ud over sektdannelse og sammenslutninger, var blevet frie mennesker, der indså, at man ikke kan binde sandheden på denne måde, for dem var de kosmiske analyser netop beregnet, og de blev derfor pionerer for den nye verdenskultur. Og det gælder om ikke at glemme dét, at man har fået lejlighed til at være med til at opleve denne guddommelige åbenbaring af verdensbilledet, de guddommelige love, hele livsmysteriets løsning.

Det, at man har fået lov til at studere disse ting, skyldes jo andre menneskers kærlighed og offervilje, og det vil derfor være godt, om man huskede på at være med til at gøre det muligt for andre mennesker at komme til at opleve dette også.

Martinus sluttede med at vise, hvordan bønnen, som han selv hele tiden benyttede sig af, i alle livets forhold kunne være en hjælp på den lange vandring mod dette Shangri-La - både for dem der troede, og dem der ikke troede på bønnens magt. Guddommen var ikke så smålig og stillede ikke betingelser, som fx. at man skulle tro eller indtage særlige stillinger under bønnen. Man bør bede og aldrig blive træt, som Kristus også lærte. "For", sagde Martinus, "når man bare gør det hver dag, så bliver det til en levende virkelighed, som man slet ikke kan undvære, og så kommer man til at gå igennem verden med en umådelig tryghed, uden angst eller frygt for noget, lige meget hvad man møder. Man kan ikke frygte, når man har Gud med i alle sine forehavender. Og på denne måde kan man så lettere overvinde alle disse hindringer, stejle "klippeskrænter og bjergsider" i form af egen intolerance, jalousi, misundelse osv. Ved bønnens magt får man vældig hjælp til at overvinde disse ting og til at komme på bølgelængde med de kosmiske analyser og dermed komme på bølgelængde med alkærligheden, som er det evige lys, vi skal opnå for at blive til mennesket i Guds billede."